"Det har været et narrespil, fordi finansministeren har vetoret i forhandlingerne med regionerne. Regeringen er selv part i sagen og har været med til at kreere konflikten, og derfor er det et illusionsnummer, at arbejdsmarkedets parter selv må klare det."
Flemming Ibsen, lektor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning.
Finansministeren gjorde i går rent bord og sig selv klar til at gå på sommerferie langt væk fra strejker, vrede kommuner og ubehagelige gamle bilag. I weekenden og umiddelbart før faldt fire komplicerede forhandlinger på plads for regeringen. Det er godt for Lars Løkke Rasmussen, hans ferie og almindelige velbefindende, men de fire forlig og forløbet, som gik forud, viser også med foruroligende tydelighed, at det er regeringen og finansministeren i særdeleshed, der sidder tungt på beslutningsprocessen - også selv om der på papiret er tale om 'forhandlinger' og 'ligeværdige parter', der sidder over for hinanden. Kommunalreformen har tilsyneladende centraliseret magten i en grad, som ikke tidligere er set.
Først indgik pædagogerne fredag forlig med kommunerne om en lønstigning så beskeden, at man skal have mikroskop for at se den. Det samme skete senere på dagen på sundhedsområdet, hvor to måneders strejke havde gjort sygeplejerskerne så møre, at de til sidst accepterede en halv procent mere end de 12,8 procent, som de havde fået i første runde. I weekenden indgik regeringen og sygehusregionerne en økonomisk aftale, som favoriserer privathospitalerne, og i går morges måtte kommunerne acceptere den strammeste økonomiaftale i mange år, selv om der er masser af forventninger og løfter om bedre service, som står i kø for at blive indfriet. De spørgsmål, som rejser sig, er, om det danske overenskomstsystem på det offentlige område og de årligt tilbagevendende kommunale økonomiforhandlinger har overlevet sig selv. Noget tyder på, at en uheldig sideeffekt af den store kommunalreform har været, at den har mast de systemer, som tidligere fungerede i forhold til at styre overenskomster og kommunal økonomi frem for mere central styring. I hvert fald har det vist sig, at der kun er en ekstrem lille margin at forhandle inden for, både når det gælder kommuner og regioner og offentligt ansatte. Finansministeren sidder tungt på magten, og han viger ikke tilbage fra at bruge den og truslen om sanktioner, hvis han ikke får sin vilje.
Det var blandt andet den følelse, som sygeplejerskernes formand Connie Kruckow sad tilbage med og luftede utilsløret, da hun i weekenden evaluerede det pinefulde forløb omkring den langvarige konflikt på sundhedsområdet.
Aldrig før har en offentlig konflikt fået lov til at køre så længe. Kruckow mener, at regionerne har forhandlet uden at have noget egentligt mandat, og at Lars Løkke Rasmussen som skyggeforhandler og indehaver af vetoret over for kommunerne blot har stået fast og henvist til den danske model, og at parterne selv må finde en løsning. I modsætning til de gamle amter, så kan regionerne ikke udskrive skatter, og en væsentlig forhøjelse af lønningerne ville forudsætte, at regionerne fik en ekstra check fra finansministeren. En bekvem position for en finansminister, som både kan få sin vilje ved at lade de strejkende køre træt og skyde ansvaret fra sig på regionerne, som nu må kæmpe med ventelister, som er blevet så lange, at ventetidsgarantien er blevet suspenderet i et år.
Finansministeren har hverken villet gribe ind politisk eller give regionerne de midler, der skulle til for at løse krisen. I stedet har han ladet ventelisterne vokse. Først da de strejkendes pengekasse var ved at være tom, kom der en løsning, som ikke afviger fra de økonomiske rammer, som regeringen har udstukket for lang tid siden.
Noget lignende har været gældende for forhandlingerne om kommunernes samlede økonomi. De kommunale topfolk betegner aftalen som "skrabet" og "meget, meget stram."
De økonomiske rammer er udstukket af finansministeren, skatterne må ikke stige og truslen om, at aftalesystemet erstattes af en mere central styring af kommunerne har hele tiden hvilet over forhandlingerne. Således har de kommunale forhandlere indgået en aftale i bevidstheden om, at det, der kunne overgå dem, hvis regeringen fratog dem hele deres økonomiske selvstændighed, kunne blive endnu værre. Det er ikke ligeværdige forhandlinger. Det er forhandlinger med en pistol for tindingen.
Samtidig er aftalen så detaljeret, at kommunerne det næste år stort set kun har råderum til at føre regeringens løfter ud i livet - om at fjerne lukkedage, om efteruddannelse af de ansatte, om madordning i dagsinstitutionerne, om investeringer i nye bygninger og så videre.
Finansministeren har sat sig tungt på magten, først opfandt han en ny kommunal struktur, og derefter satte han sig på den offentlige pengekasse, hvorfra intet flyder uden formålet er bestemt og godkendt af ham selv.
