For godt en måned siden kunne Statens Museum for Kunst (SMK) offentliggøre, at Nordea Danmark-fonden støtter museet med 22 mio. kr. til udviklingen af Det Digitale SMK. Et digitalt kunstmuseum, som bliver en innovativ og tidssvarende indgang til den betydelige kulturarv og tilsvarende enorme viden, som forvaltes på landets nationalgalleri. Begejstringen er dog svær at finde hos Knud Pedersen (KP), som i Information (13. juni) ser projektet som et symptom på en såkaldt industrialisering af kulturlivet. Her er der tilsyneladende tale om en generel tendens, hvor kulturinstitutionerne gør sig vigtigere end deres indhold.
Tendentiøst bliver det dog for alvor først, når KP betegner de 22 mio. kr. som støtte til markedsføring af museet, og det alene ud fra den betragtning at Det Digitale SMK ikke er et kunstnerisk projekt. Drager man den fulde konsekvens af KP's argument, må man altså konkludere, at museets forsknings- og formidlingsforpligtelser er rene markedsføringsgreb, der synliggør institutionen samtidig med at fortrænge kunsten.
Med fare for at lyde naiv, vil jeg påstå, at kunsten er i centrum i alt, hvad vi foretager os på Statens Museum for Kunst. Forskningen og formidlingen italesætter kunsten, begrebsliggør den, sætter den i kontekst, for på den måde at være med til at aftvinge den nye erkendelsesmuligheder. Det samme gælder for Det Digitale SMK. Her er tale om en platform, der muliggør helt nye måder at opleve kunsten på samt i et andet omfang. Helt konkret betyder det, at samtlige museets godt 260.000 kunstværker vil være tilgængelige døgnets 24 timer, hvor vi i museets fysiske rammer kan vise knap to procent i åbningstiden. Samtidig vil den forskningsbaserede viden på museet, som af forskellige årsager ikke indløses i udstillinger eller publikationer, blive gjort tilgængelig i Det Digitale SMK.
Og sidst men ikke mindst vil denne nye digitale platform frem for alt udnytte de formidlingspotentialer, der ligger i det digitale univers, og som ikke kan realiseres i museets udstillingssale. Eksempelvis kan brugeren ubesværet bevæge sig mellem kunstværker efter eget valg, dykke ned under huden på værkerne via røntgenoptagelser, tilegne sig omfattende forskningsbaseret viden og få værkerne perspektiveret gennem tv-interviews med kunstnere og anden webtv-formidling.
Det Digitale SMK er altså andet og langt mere end en plakatsøjle for museet selv. Her er tale om en markant intensivering af de 700 års kunst fra museets samlinger, som utvivlsomt skaber større interesse for kunsten. Og det er netop dette overvejende element af oplysning, der er årsagen til, at Nordea Danmark-fonden har valgt at møde museet på så generøs vis.
