Information sætter fokus på klimaet gennem alarmerende artikler og skarpe ledere. Senest har man kunnet læse en række tekster, der kæder klimakrisen sammen med tidens andre store kriser. Den 12. juni illustrerede Information også på forbilledlig og selvudstillende vis forbrugets karakter i informationssamfundet.
I en stort opsat artikel i serien om systemkrisen interviewes Robert Costanza, der sammenligner stimulering af væksten med et ekstra fix til en narkoman. Denne metafor fremhæves også i artiklens overskrift. Budskabet i artiklen er, at vi er sygeligt afhængige af vækst i forbruget Udviklingen er ikke bæredygtig og vores livskvalitet bliver forringet. Vækststrategien beskrives som vanvittig.
På samme opslag bringes en artikel, der lovpriser lavprisflyrejser som demokratiske og vækstfremmende. Forfatteren er bekymret over, hvorvidt de stigende oliepriser dæmmer op for denne herlige udvikling. Hertil kommer så en reklame med overskriften 'Shop till you drop' hen over et billede af to glade, smukke mennesker i færd med at powershoppe. Reklamen inviterer til overflødigt luksusforbrug ved at lokke med livskvalitet og succes.
Ringen er sluttet. På et enkelt opslag kommer vi hele vejen omkring forbrugssamfundets paradokser. Den økonomiske vækst er både genstand for intellektuel foragt og forherligelse, og denne skrantende maskine bliver så koblet sammen med et pragteksempel på forbrugssamfundets motor i form af messende markedsføring. Men billedet bliver først komplet når man tilføjer den åbenhed der består i, at man som læser ikke ved, om konstruktionen af opslaget er bevidst. I givet fald er det vel udtryk for postmoderne ironi. Ellers er det blot foruroligende.
Forskelsløst mediehav
Under alle omstændigheder er der tale om et præcist portræt af informationssamfundet, hvor ubegrænset vækst i forbruget stimuleres af en generaliseret informationsstrøm, der med passende doser ironisk distance og paradoksal selvbevidsthed gør også kritik og modstand til konstant cirkulerende forbrugsgoder, der stadig hyppigere skal opgraderes og fornys.
Paradokserne udviskes. Selv modsætninger og modstridende synspunkter bliver aspekter af den samme brusende informationsstrøm, hvor glatte budskaber vedvarende markedsføres i nye, spektakulære indpakninger og indgår i varierende kollager. I dette forskelsløse mediehav drukner alle budskaber lynhurtigt og kan så recirkuleres igen og igen for hermed at bidrage til den almindelige ophobning af informationsoverskud i takt med at temperaturen stiger og systemkrisen forværres.
Peter Nielsen, lektor, RUC
Lone Wienberg Hansen
20. juni, 2008 #
sandsagn er et strålende oms om jeg orker. Saftigt feder jeg stolpen ad sted. Har sagt det før men hvor og hvor dan. .et mindre mareridt nå den falder til jords. Forivrende er jeg fortræffelig med denne fastelavn. Fordærvende er miljøet venligt og arbejdende. Når man sådan kikker ud. Og ned. Bekymre den spektre grafisk. Hudfarve og hvad. Om spillet er endt. Byder jeg velkommen. Komplot kasus knuse med. hvorfor er den brune farve grim. Har forstået rottens år at bukke under for. Opdrift. Bluffer og gnaver farens spinde metafysisk brændemærke kims at gå i mod dagens sladre rosetter.
Steen Ole Rasmussen
20. juni, 2008 #
Det karakteristiske ved de vilkår, som også Ínformation forsøger at overleve på, er, at de har en tilbøjelighed til at nivellere alle problemer til samme niveau af demokratisk sindelag, altså det niveau, hvor enhver kan dække sig ind under konkurrencen, flertallets magt, friheden til at vælge frit m.m., uden at være forpligtet på nogen overordnet form for nødvendighed. Heller ikke selv om summen af de løsrevede forsøg på at opnå succes i det moderne samfund tenderer mod at smadre sine egne forudsætninger.
Det, at man omtaler miljøproblemer og mangelsituation som resultat af de herskende succeskriterier, falder som genstand for almindelig demokratiske behandling. Det absolut diskriminerede i forhold til den almindelige ligeværdige forfølgelse af de gældende succeskriterier, kommer aldrig til orde, fordi konfrontationen med det paradoksale i denne praksis går til roden i den rationaliteten, som først og fremmest er anfægtet af sig selv.
Den lidt dybere og forpligtende refleksion over rangordenen i problemstillingerne udebliver, fordi den ville sætte den bekvemme demokratiske indstilling i forlegenhed. Det faktum, at de herskende atomistiske succeskriterier truer med at underminere sine egne forudsætninger, kan dybest set ikke sælges, fordi det ikke lever op til de herskende succeskriterier (paradoks). I stedet snik snakkes der om problemerne, uden rangorden, uden konsistens.
Paradokserne falder som snik snak.