Sergio Ramos og rumvæsnerne

"Giv os gode gamle Sergio Ramos tilbage!," stod der på ét af de utallige webfora, der pligtskyldigt kommenterer topfodboldens stort og småt.

Følelserne i fodbold har altid været en støjende katolicisme med buldren om dommedag og ekstatiske triumfer i det hinsides, og bønnen til de højere magter skyldtes ifølge den selvbestaltede klummeskribent et komplot udført af mystiske væsener fra det ydre univers, hvilket resulterede i en bortførsel af det spanske landsholds folkekære, rockstjerneudseende højre back. Den kulørte historie bakkes op af den højt respekterede kommentator Guillem Balague, der på sin blog skriver, at Ramos "spiller på en anden planet". Måske har han ret, sådan helt bogstaveligt.

Mistanken om ufonautisk indblanding blev styrket i lørdagens opgør mod Sverige, hvor Ramos - eller hans intergalaktiske klon - lignede en forfjamsket teenager med kuk i vokseværket, da Zlatan Ibrahimovic udlignede til 1-1. Ved den lejlighed så målvogter 'San Iker' nu heller ikke for skarp ud. På trods af Luis Aragonés' statelige forsikring til verdenspressen om fryd og gammen i den iberiske lejr, melder rygterne, at den gamle træner skulle have talt med tordenbogstaver over for netop Ramos og doceret ham ét og andet om sober disponering af offensive og defensive pligter.

Spanien er på forhånd sikret deltagelse i kvartfinalen på søndag mod toeren i gruppe C. Ifølge bulletinerne fra den spanske sportsavis Marca vil Aragonés derfor prøve nye kræfter af i aftenens match mod et græsk landshold, der som forventet har skuffet fælt. Rotationsfilosofien kan give plads til Liverpools Xabi Alonso og Arsenals Cesc Fàbregas i startopstillingen og muligvis med Getafe-spilleren Rubén de la Red som elegant playmaker på den centrale midtbane.

Start en krig

I knockoutrunden tyder alt dog på, at den 69-årige Aragonés stik imod varslerne om fremtidens forwardløse fodbold, som Portugal og Holland aktuelt inkarnerer, vil fastholde den 4-4-2-opstilling, der har givet pote i form af David Villas og Fernando Torres' blændende samarbejde.

Fodbold bliver ofte målt op imod gebrækkelige heltesagn. Spanierne kan ikke komme sig over, at EM-guldet i 1964 er en menneskealder siden. Dengang hed modstanderen Sovjetunionen, 2-1-sejren var spinkel, løjerne foregik i Madrid, og i bedste fald havde General Franco annulleret lønchecken til eventuelt fejlende landsholdsspillere og i værste fald bombet den iberiske jordsokkel lang pokker ud i Atlanten. Motivation er en ubarmhjertig størrelse.

Og Danmark. Vi sammenligner konstant os selv med vidunderdrengene fra 1992, men sandheden er jo, at Ricardo var mere heldig end det samlede Lotto-korps, samt at den synergi, der bandt vores indledende kludedukkespil sammen med raketenergien i arvefjendefinalen, var resultatet af et frejdigt og sjældent mirakel.

Selv Holland, der aktuelt synes at indvarsle en slags totalfodbold version 2.0 med dynamiske midtbanegenier og kreative wings og - frem for alt - sublime målperler, er sovset ind i evige diskussioner med Johan Cruyff og hans disciple om retten til at føre de gamle Ajax- og Barcelona-spøgelser mod en ny æra.

Til gengæld er VM-finalisterne fra 2006, Frankrig og Italien, selv ude om den hårde kritik. Man skulle tro, det var løgn, men selv testosteronbomben Gennaro Gattuso har virket som en neutraliseret og småirritabel hankat.

'Best buddies'

Bortset fra slideren og ballerinaen i kombi-udgave, Wesley Sneijder, og Tyrkiets Nihat Kahveci, som hele det osmanniske rige lige nu bøjer sig i støvet for efter den absurde dobbeltscoring mod Tjekkiet forleden, er EM's bedste spiller Spaniens Fernando Torres, hvis I spørger mig.

Med Pepe Reina, Liverpools keeper og Spaniens nr. to på posten, som angivelig mellemmand er Torres og David Villa modnet som best buddies med fornøjelig frokost i det grønne, glittede forsidefotos arm i arm og hele pibetøjet. Men er det nok til at sikre semifinalepladser og potentielt gå hele vejen til podiet i Wien?

Svaret, der tipper ængsteligt i den forkerte retning, handler om midtbanen og den famøse højre back fra det ydre rum.

"Vi mangler englændernes mentalitet, tyskernes viljestyrke og italienernes knowhow," udtalte kommentatoren Balague om Spaniens chancer til BBC Sport før EM-kickoff.

"Og desuden ender vi altid med den hér ideologiske tumult, som forvirrer os, og som franskmændene ikke slås med."

Ikke desto mindre synes Aragonés, der blot er én sejr fra at gentage Javier Clementes rekord med 36 landsholdssejre, og som ikke har tabt en kamp med La Furia siden november 2006, at have bragt en vis ro i gemakkerne og en ditto tro på, at ægte teamspirit og effektivt målmageri kan lukke munden på eksperternes profetier og fansenes mytologiske forskrækkelser. Måske det bedste sindbillede er Torres' tjans som ukuelig, hængende angriber lige bag Villa. Her er løbevillighed og spansk ekvilibrisme, sådan som både myten og realiteten foreskriver.

100 kilo i kampvægt

Men som sagt, Sergio Ramos er momentant indespærret på en eksperimentalklinik i nabogalaksen. Og her er kimen til spaniernes mareridt: De spillere, som skal dække af for Ramos' togter på højreflanken, er enten for små eller for sløve. Det er hele fidusen med den nye totalfodbold - eller hvad vi nu vil kalde den - som jo også handler om evnen til smidig rotation, når lokummet brænder i egne rækker.

Når Sergio Ramos sprinter ude til højre med Zidane-piruetter og kamikazeindlæg fra kridtstregen og derfor risikerer at strande for højt oppe i fjendens kontrastød, vil den ene af de to centerforsvarere sandsynligvis dække det nu gabende hul på flanken. Det efterlader en latent fare inde i midten af defensiven, som gerne skulle afværges af en central midtbanespiller. En trio af Xavi Hernández, Andrés Iniesta og David Silva, der tilsammen kun lige akkurat overstiger 100 kilo i kampvægt, kan hurtigt blive for tynd most, hvis kæden knækker, Marcos Senna overspilles, og typer som Ruud van Nistelrooy, Franck Ribéry og Cristiano Ronaldo sætter turbo på.

Ufonauter, hør vores bøn: Frigiv Ramos!