Det er ikke bare skuespil. Bertel Haarder er tydeligvis irriteret på redaktør Ole Birk Olesen fra den liberale netavis 180 Grader - og på liberalisterne i det hele taget.
“Det er det rene nonsens det her. Vi spilder tiden. Kunne du ikke begynde at angribe dem, som den borgerlige regering er oppe imod i stedet for at angribe regeringen,” spørger undervisningsministeren.
Han er indkaldt til årsmøde i den liberale tænketank CEPOS for at stå skoleret. Han skal forsvare, hvorfor VK-regeringen har trukket danskerne til venstre. Hvorfor en stadigt stigende andel af vælgerne siden regeringsskiftet er begyndt at sige, at de vægter lighed højere end frihed. Og hvorfor regeringen i stedet for at gennemføre markante liberale reformer af skattesystemet og den offentlige økonomi i stedet slår på sin velfærdsprofil.
“Var det ikke bedre, dengang vi havde en borgerlig opposition til en socialdemokratisk regering end i dag, hvor vi har en socialdemokratisk regering og en socialdemokratisk opposition?” spørger Ole Birk Olesen, der agerer interviewer over for Bertel Haarder. Det er det, der gør ministeren vred.
“Så ved du ikke, hvad det vil sige at have udspillet. Vi har indført et skattestop og har også lettet skatterne med 7.000 kroner pr. dansker. Og vi har fem gange gennemført besparelser på overførselsindkomsterne, som vi stadig skal høre for - men som har betydet, at vi i dag har en arbejdsløshedsprocent på kun 1,8,” siger Bertel Haarder - der også fremhæver debatten om det personlig ansvar, ytringsfriheden og “forankringen i den vestlige verden” som områder, hvor den borgerlige regeringen har sat solide spor i det danske samfund.
Koryfæer
“Men vi har lige haft en konflikt, hvor medierne har ædt alt, hvad FOA-formand Dennis Kristensen sagde. Organisationsformændene er blevet hellige koryfæer, som journalisterne ikke tør gå i kødet på. Og hvad gør CEPOS? Ingenting! I stedet er det Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der får lov til at sætte dagsordenen”, svarer Bertel Haarder.
Fra sin overtagelse af regeringsmagten har det været en erklæret målsætning for Venstre, at reformer af det danske velfærdssystem skal ske i små skridt, så vælgerne kan følge med.
Men den strategi vækker ingen begejstring hos de forsamlede CEPOS-medlemmer. I sin iver efter langsomt at trække samfundet til højre, er VK-regeringen gået alt for langt til venstre i sin “stemmemaksimering”. Og ironisk nok er vælgerne fulgt med, siger CEPOS-direktør Martin Ågerup.
“Vi ser, at lighedsmageriet og befolkningens opbakning til det har vundet frem lige siden regeringens tiltræden”, siger han.
Erhvervsmanden Asger Aamund beskriver i sit oplæg, hvorfor politikerne viger bort fra at lave store reformer af et skattetryk, der efter hans mening vil skræmme dygtig arbejdskraft og virksomheder væk.
Liberal eller statsminister
Ud af fire millioner stemmeberettigede er 2,2 millioner på overførselsindkomster som pension, efterløn, dagpenge eller kontanthjælp, siger han. I den situation kan man ikke forvente at komme til magten, hvis man har som erklæret politik at ændre mærkbart i velfærdssystemet.
“Jeg er sikker på, at Anders Fogh Rasmussen tilbage i 2000 så sig selv i spejlet og sagde: ‘Vil du være liberal eller statsminister? - og så valgte han at blive statsminister. Det ville jeg nok også have valgt,” siger Asger Aamund.
“Det er den situation, som Ny Alliance var et svar på. Men desværre imploderede de og gik fra at være liberal hjælpemotor til protestparti mod Dansk Folkeparti. Så måtte jeg træde til og levere et ekstra mandat til Venstre for at genoprette situationen,” siger han med henvisning til sin datter, folketingsmedlemmet Malou Aamunds skift til regeringspartiet.
Latteren bryder ud i forsamlingen. Men den liberale frustration er der stadig.
Kommentarer
Liberalistens våben hedder virkelighed - den objektive virkelighed, som intet flertal i kraft af et rent ønske kan ændre.
Det er den økonomiske virkelighed.
Danmark vil, jf. OECDs analyse, opleve krise-rater i økonomien de kommende år.
Uanset, hvem der så sidder på Borgen, så er det lige meget, for kun liberaliseringer vil kunne hjælpe økonomien dér….
Frustationen er der… men den der ler sidst…
“Det er den situation, som Ny Alliance var et svar på. Men desværre imploderede de og gik fra at være liberal hjælpemotor til protestparti mod Dansk Folkeparti. Så måtte jeg træde til og levere et ekstra mandat til Venstre for at genoprette situationen.”
Det er da imponerende at Aamund tør være så ærlig omkring det, også selvom det snarere var muligheden for at bryde VKO-samarbejdet end funktionen som “liberal hjælpemotor” som gjorde NA interessant i dansk politik overhovedet. I den forbindelse er de udtalelser som Aamund i valgkampen kom med, og det politiske kursskifte som NA leverede på den baggrund en langt mere væsentlig grund til at partiet “imploderede”. Og Malou Aamunds skifte til Venstre (ifølge Asger Aamund på ordre fra far…) er ikke alene et af de mest usmagelige forræderier i moderne dansk politik, men også en eklatant politisk fejltagelse: hun formåede på engang at minimere sin egen politiske indflydelse, fra officer i ét parti, til bonde i et andet, men også at skabe en politisk situation hvor den liberale politik som man må antage at hun står for er parlamentarisk umulig at realisere, både hvad angår humanisme og kapitalisme.
Og så er jeg iøvrigt rørende enig med Bertel Haarder: for de neo-liberale er kritikken af VK fuldstændig forfejlet. Ingen regering har så kynisk og effektivt ført neo-liberal politik i Danmark. Og man kunne forvente at relativt højtuddannede neo-liberale ville være istand til at gennemskue det slør af propaganda som Fogh-regeringerne producerer, og istedet forholde sig til de nøgne fakta som også Haarder fremhæver.
Uden lighed ingen frihed.
Er netop holdt op med at holde information - er træt af alt den spalte plads informa giver alle mulige neoliberaqle flophoveder - hvis jeg vil læse om CEPOS kan jeg for f…. slå op i JP. HVOR ER DE SAMFUNDSKRITISKE ANALYSER???. I praksis har “Uafhængig af alle politiske interesser” betydet at Information er blevet en latterlig kultur pamflet med en rygrad som en slatten gulvklud. Få jer i et liv og giv os en seriøs avis tilbage.
Hvorfor skal der altid tilføjes “neo-” til liberal? Er liberal ikke skældsord nok for venstrefløjen? Der er da aldrig nogen der kalder SF og Enhedslisten for neo-socialister.
Den såkaldte Velfærdsstat trænger til en reformation - før det er for sent!
Dogmerne, bl.a. rettigheder uden pligter, lige er godt etc. skal ud.
Præsterne, de dovne der nyder uden at yde, skal ud.
Bisperne, der diktere socialisme fra hver en højborg i samfundet, skal ud.
Lad os få friheden tilbage, retten til at være borgere der sammen laver et samfund, fremfor cpr-numre der blot skal yde skat til en stadig federe kirke - undskyld: stat.
Der er ikke megen velfærd, med mindre man er doven, eller på anden vis ikke har den protestantiske arbejdsetik i behold.
Lad os fordrive velfærdskirken og al dens uvæsen - før det er for sent….
Hej Susanne, med EU som overstatsligt organ, så er liberalisme en illusion, det burde du squ da vide og det burde Cepos squ også vide, 80 % af alle beslutninger der bliver taget kommer fra Bruxelles, så Fogh har ikke en skid at skulle have sagt. Desforunden er det trals at høre på at liberalismen altid bliver defineret som værende lig kapitalismen, der findes jo noget der hedder socialliberalisme og kan hænde at Fogh hører til der hmm? Hvad der forøvrigt er meget “værre” end den påstående lighed i Danmark er at staten i forhold til den personlige frihed har udviklet sig som om at DDR var rollemodel. Det burde de liberale hellere være mere obs. på.
De må jo for fanden snart have biler, huse og fladskærme nok.
Desværre tror jeg efterhånden, at man i Danmark kan definere liberalisme som værende “ondt i røvenhed over andre mennesker”, det virker som om de liberale er langt mere optaget af hvad andre mennesker kan og gør, end hvad de selv har af muligheder.
Venstre er ikke et liberalt parti mere, det har udviklet sig til et centralistisk parti, som kører en eller anden form for psydokommunistisk statslig kontrol kombineret med en vis form for frit marked, minder måske lidt om Kina egentlig. Men når det kommer til liberale kerneværdier som menneskerettigheder og personlig frihed, for fanden så er Enhedslisten squ mere liberalt end Venstre.
Denne såkaldte liberale regring har mens de har været ved magten gennemført et hav af antiliberale tiltag. Det gælder over for indvandring hvor de blander sig i hvem man må gifte sig med, politiets mulighed for aflytning af medborgere uden dommerkendelse, øget kontrol med offentlige ansattes arbejde med krav om afrapportering og registrering etc. og her sidst forbud mod tørklæder i dommerembedet.(og meget mere, jeg nævner blot det jeg umiddelbart kan huske) Samlet set den mest antiliberale politik er der set i nyere tid. Liberale? Min bare!
Hov og endelig er der jo et lille lille bitte aber dabei, nemlig at vi ikke har borgerligt flertal her i landet. Og hvorfor så ikke det? Nææ, det er fordi at DF’s vælgere ikke er borgerlige i den forstand. De vil ikke have den frådende vilde kapitalisme og de vil ikke af med velfærdsstaten. Vi skal jo ikke glemme at Venstre jo rent faktisk gik tilbage ved valget og DF frem. Så måske er det lidt svært at være Fogh, så spørgsmålet om man vil være statsminister eller liberalt er sådan set lige på.
Nej men så synes jeg blot man skal kalde en spade for en spade
“Venstre er ikke et liberalt parti mere, det har udviklet sig til et centralistisk parti, som kører en eller anden form for psydokommunistisk statslig kontrol kombineret med en vis form for frit marked, minder måske lidt om Kina egentlig. Men når det kommer til liberale kerneværdier som menneskerettigheder og personlig frihed, for fanden så er Enhedslisten squ mere liberalt end Venstre.”
Hvilket sådan cirka er definitionen på neo-liberalisme, i modsætning til den klassiske liberalisme. Og jeg er helt enig i at VK-regeringerne har ført ensidigt neo-liberal politik.
Neoliberal er en neologisme, som kritikere mest bruger om aktuel liberal politik. De liberale selv bruger begrebet klassisk liberal, som fx Friedman og Hayek.
Klassisk liberalisme eller neoliberalisme (som jeg vil foretrække) adskiller sig fra den socialt liberale, der baserer sin politik på markeder, men med reguleringer som kombinerer en interesse i frihed med lighed.
Moderne neoliberal politik fokuserer især på den økonomiske del af den klassiske liberalisme (dvs læsninger af Adam Smith som moralfilosof er skrinlagte, nu læser venstres ideologer Hayek, Friedman og delvist Schumpeter), og fremfører dermed en økonomisk begrundet markedsfundamentalisme som udgangspunkt for deres humanisme.
Fogh Rasmussen har netop været ude at sige at regeringens politik er socialt liberal (formentlig af hensyn til DF), til forskel fra venstres egen partipolitik. Men som det også ligger i Frej Klem Thomsens pointe, er dette primært spin (altså løgn), fordi man indfører neoliberale mekanismer af bagvejen indpakket i begreber som ‘kvalitetsreform’ mm., uden at give plads til demokratiske indsigelser. Det er også det Bertel Haarder mener, når han siger at man skal se på hvad regeringen gør frem for det der siges.
CEPOS forstår vist ikke helt præmissen for at liberalisere samfundet, med deres ideologiske pladderhumanisme. Man kan ikke gå ud i den danske offentlighed og sige at grundpræmissen for at ‘reformere’ samfundet er en indignation over velfærdssamfundet som man mener gør borgerne lade og afhængige, for dermed ville man jo stigmatisere alle skandinaviens borgere med deres sorte menneskesyn. Vi ser til tider den paternalisme som ligger i regeringens ideologi hos især Søren Pind, Lars Lykke Rasmussen, Anders Fogh, og Claus Frederiksen.
Derfor benytter VK sig af spin og nysprog til at handle på sine ideologiske fordomme udenom demokratiske debatter. Man tør med andre ord ikke at debattere den utroligt banale præmis for sin politik, og gemmer det bag begrebet ‘værdikamp’.
Så CEPOS er ved at lave et grundigt selvmål ved at klage over kursen, og de udstiller deres egen ignorance på årsmødet ved at lade Bertel Haarder stå ‘skoleret’. Med andre ord - CEPOS fatter ikke en meter!
Center for evindelig plattenslageri og stenaldertænkning.
Hvorfor skal vi have en helt ukritisk reportage fra dette bedagede forum? Hvis liberalistens virkelige våben virkelig er den objektive virkelighed kan det jo ikke have noget med dette center at gøre.
Er jeg den eneste her, der mistænker CEPOS for at skulle være “falsk” højrefløj i det politiske spektrum? Så vidt jeg erindrer, er danskerne glade for at stemme på det, de mener er midterpartier, og så kan det jo ikke gå an, at en borgerlig regering ikke kan pege på noget betydeligt, der ligger længere til højre?
Den ene afmontering af velfærdsstaten efter den anden kan gennemføres, og derefter kan ministrene stille op og kommentere på CEPOS’ forslag/kritik og fremstå som ‘fair and balanced’.
Det minder mig om tiden umiddelbart efter et valg, hvor Pia K udtalte, at ‘nu ville hun lige svare dem, der spurgte, hvorfor DF ikke havde fået nogle ministerposter’… Jeg erindrer ikke, at det var noget, der optog mine omgivelser synderligt, men man kan jo åbenbart altid skræddersy svaret og så derefter formulere spørgsmålet/kritikken, så det passer sammen.
Bare mine 25 øre…
Haarder har vist ikke forstået, hvad en tænketanks opgave er. Den har intet politisk ansvar, men så meget mere frihed til at kritisere til højre og venstre - også uden at der er egentlig dækning for dens påstande. Det må modtagerne vurdere. Hvis CEPOS skal have nogen berettigelse er det da netop i kraft at det den åbenbart faktisk foretager sig: at bedrive kritik af den førte politik, herunder regeringens
@Mokkasinen
Og så kan man tilføje, at det er smart at tilføje “neo-” præfixet, til mennesker man er uenige med, fordi det er så fuldt af associationer til ondskab - f.eks. “neonazist” og “neoconservative”. Så er det - rent mentalt - meget lettere at ignorere deres budskaber.
Skattestoppet er et falsum. Årligt stiger de opkrævede skatter med milliarder trods fuld beskæftigelse.
Christian Lehmann skrev:
Ud af fire millioner stemmeberettigede er 2,2 millioner på overførselsindkomster som pension, efterløn, dagpenge eller kontanthjælp, siger han. I den situation kan man ikke forvente at komme til magten, hvis man har som erklæret politik at ændre mærkbart i velfærdssystemet.
==
Nu ved jeg ikke om tallet er rigtigt, men jeg lægger mærke til en bemærkelseværdig udeladelse i listen af overførselsindkomster.
SU.
Tidligere har vi fra CEPOS side set beklagelser over hvor lille en andel af »de arbejdsføre årgange« der forsørgede sig selv, og her vælger man så alderen 15-67 [eller var det 70?]. Altså såvel skolebørn, universitetsstuderende, folkepensionister - og førtidspensionister der med lammelse må tilbringe livet på en plejehjem, og som i Ritt Bjerregaards kommune end ikke må få hjælp af personalet til at ringe til en person, der mod behørig betaling kan afhjælpe den indestængte libido …
Frej Klem Thomsen skrev:
Malou Aamunds skifte til Venstre (ifølge Asger Aamund på ordre fra far…) er ikke alene et af de mest usmagelige forræderier i moderne dansk politik
==
Hvorfor så kritisk mod Malou Aamund, når du ikke nævner Pia Christmas Møller med et ord? Det eneste der her er sket er at to kvinder har skiftet plads - og dermed udlignet hinanden.
Der er da aldrig nogen der kalder SF og Enhedslisten for neo-socialister.
Klein banden økonomer er plattenslager av en mye værre sort.
Jo da jeg kaller endel fra menighedslisten for neo-stalinister og DDR-nostalgikere som har forlæst seg på livsfjerne nedstøvede bøker fra RUC.
http://www.information.dk/160205#comment-52759
http://www.cid.harvard.edu/cidtrade/issues/washington.html
IMF, ”Washington Consensus” og Argentinas økonomiske nedsmeltning.
Begrebet ”Washington Consensus” blev i løbet af 1990erne hastigt gjort til en af globaliseringsmodstandernes yndlingsaversioner – og ikke så få steder på kloden (sjovt nok typisk i ulande præget af mangel på alt det Washington Consensus foreskriver) gjort lig med amerikansk imperialisme og kapitalistisk udnyttelse. F. eks. anklagede Brasiliens nuværende socialistiske præsident Lula, mens han var i opposition i 90erne, den daværende socialdemokratiske præsident Fernado Henrique Cardoso, for at føre neoliberalistisk politik “som formuleret i Washington Consensus”. Efter at Lula, overtog magten har den langt hen af vejen ført samme politik som den forgående regering. Hvorvidt man vil mene, at Brasiliens skiftende regeringer fra 1990erne og frem kan betegnes som neoliberale, kræver vist næsten magiske evner. Sidstnævnte håber jeg at vende tilbage til i et senere indlæg
En del kritikere af Washington Consensus og IMF, har brugt nedsmeltningen af den argentinske økonomi i begyndelse af dette årtusinde som et slags ”final proof” på Washington Consensus fallit. Således skriver Helene Staal Lund og Jeppe Dørup Olesen i før nævnte artikel bl.a., at ”efter Argentinas bankerot blev det sværere for økonomerne at forsvare the Washington Consensus”. Men de nævner selvfølgelig intet om, at Argentina på ingen måde kan beskrives som at leve op til kriterierne i Washington Consensus. At IMF, der fortsatte med at låne til den Argentinske regering, lang tid efter, at markedet havde mistet tiltroen til landets økonomi, er noget andet. Der ER al mulig grund til at være skeptisk overfor IMFs involvering og rolle - ikke kun i forbindelse med Argentina - men det er ikke en skepsis og en kritik, der kan begrundes i at man levede op til kriterierne i ”Washington consensus”, eller at IMF lod sig lede af neoliberale ideer – tværtimod.
Som INDEPENDENT EVALUATION OFFICE (IEO) hos IMF (oprettet i 2000, før det fandt der ingen uafhængige evalueringer sted af IMFs aktiviteter) opsummerer det i ”THE ROLE OF THE IMF IN ARGENTINA, 1991-2002”, fra 2003, kan en række især interne forhold angives at have haft betydning for krisen i Argentina. Disse var bl.a. en ekspansiv finanspolitik i år med høj vækst, manglende fleksibilitet i valutakursregimet på grund af fastlåsning til dollaren, manglende reformer på en række kritiske områder, bl.a. fik man aldrig gjort op med et ekstremt ufleksibelt arbejdsmarked, ligesom man ikke formåede at udbrede skattebasen - Argentina var og er notorisk ineffektiv i at inddrive skatter, der i den formelle økonomi er høje, og selvsagt stort set ikke-eksisterende i den uformelle sektor.
Manglende disciplin og styring af de offentlige finanser, manglende markedsreformer og en ufleksibel valutakurs kan næppe anses for at være i overenstemmelse med ”Washington Consensus” og alligevel fortsatte IMF som nævnt med at yde lån til Argentina helt frem til slutningen af 2001. Om årsagerne skal findes i inkompetence eller naivitet fra IMFs side eller om den væsentligste faktor var politisk pres skal jeg ikke afgøre. At en række ”eksterne chocks” som f.eks. den finansielle krise i Asien og Rusland i 1998 og Brasiliens devaluering året efter ikke gjorde tingene lettere for Argentina undskylder hverken manglende indenlandsk tilpasning eller IMFs lidet flatterende rolle som ”Investor of last resort”.
I 2002 kollapsede den argentinske økonomi fuldstændig og efterfølgende opgav den argentinske regering af honorere sine gældsforpligtelser og devaluerede Pesoen. I første omgang lykkedes det faktisk for Argentina at opnå betydelige vækstrater, ikke mindst på grund af en gunstig prisudvikling på en række landbrugsprodukter, hvor Argentina står stærkt. Men i skrivende stund, hvor inflationen reelt har rundet de 25%, er landet igen plaget af social uro – ikke mindst på grund af konflikten med landets bønder over indførelsen af en høj eksportskat på udvalgte landbrugsvarer, og manglende investeringer gør, at fremtidsudsigterne for landets fortsatte vækst er alt andet end lyse. Måske er det for meget forlangt, men jeg går ud fra, at den krise der er under opsejling, ikke bliver tilskrevet en postuleret neoliberalisme eller IMF, til hvem Argentina i 2005 i lighed med Brasilien betalte alle udeståender.
Er “Growth Report: Strategies for Sustained Growth and Inclusive Development.” et opgør med Washington Consensus?
Mens Washington Consensus især var afledt af de daværende store økonomiske problemer, som plagede de fleste latinamerikanske lande gennem 1980erne, og først og fremmest er en opskrift på stabilisering af de pågældene økonomier, er ”Growth Strategy” et forsøg på at udlede hvad man kan læse af de 13 lande (Botswana, Brasilien, Kina, Hong Kong, Indonesien, Japan, Syd-Korea, Malaysia, Malta, Oman, Singapore, Taiwan og Thailand) der over en 25 årig periode i anden halvdel af det 20. århundrede opretholdt gennemsnitlige vækstrater på 7% eller derover.
Hovedpointerne i rapporten er, at ”The Growth Report identifies some of the distinctive characteristics of high-growth countries and highlights the importance of leadership and governance, economic security, competition, sound fiscal and monetary policy, and public investment in health and education.”.
Rapporten er blevet udlagt som et paradigmeskifte i forhold til Washington Consensus og indebærer at staten skal have en større rolle i økonomien, Nogle har endda udlagt den som en direkte kritik af Washington Consensus. Efter at have læst rapporten har jeg nu svært ved at genkende dette billede, med mindre der refereres til følgende afsnit fra rapporten:
”In recent decades governments were advised to “stabilize, privatize and liberalize.” There is merit in what lies behind this injunction—governments should not try to do too much, replacing markets or closing the economy off from the rest of the world. But we believe this prescription defines the role of government too narrowly. Just because governments are sometimes clumsy and sometimes errant, does not mean they should be written out of the script.
Men som vi så, indebærer Washington Consensus ikke hvad der bare ligner en klassisk natvægterstat – jeg er lige ved at tilføje desværre for en række landes (som f.eks. Argentinas) vedkommende. Som det fremgik blev der eksplicit lagt vægt på, at staten havde en rolle at spille indenfor infrastruktur, uddannelse og sundhed – præcis de punkter, som også fremhæves i den nye rapport. Og dem er der for alvor ikke noget nyt ved – det har været verdensbankens standpunkt stort set fra dennes start.
Hvilken lære vi kan drage ud af de 13 eksempler på langvarig høj vækst vender jeg tilbage til i et senere indlæg, bl.a. omkring staten og markedets rolle.
Som det fremgår af dette indlæg finder jeg ikke at der er belæg for kritik af selve Washington Consensus. Det ville også være underligt at jeg skulle mene andet, med tanke på at der tale om nogle meget banale sandheder, so langt de fleste økonomer er enige i ikke står til diskussion
Til gengæld er der grund til at være kritisk overfor de faktiske tiltag, som IMF og Verdensbanken har stået bag, men ikke fordi de er udtryk for en speciel neoliberalistisk indfaldsvinkel - i mange tilfælde tværtimod. IMF har mere end én gang mere været ledet af politisk pres end økonomisk fornuft. For både Verdensbanken og IMF bør en tilsyneladende udpræget naivitet og godtroenhed også fremhæves.
Endelig er der det simple spørgsmål, hvorvidt IMF og Verdensbanken reelt har været en del af løsningen, det vil at har fremmet ansvarlig økonomisk politik og vækst, eller snarere har virket som dels en scapegoat og dels som en sovepude for en række uansvarlige og korrupte regeringer og administrationer, og dermed snarere er en del af problemet end af løsningen.
Men som før nævnt, må jeg som (neo)liberalist selvfølgelig også erkende, at jeg er enig med Milton Friedman i, at begge institutioner burde nedlægges.
Hvad er egentlig Washington Consensus? - og er den neoliberalistisk?
Det kan godt være, at Helene Staal og Jeppe Dørup Olsen kan bøje spanske verber, men deres viden om økonomisk historie og teori lader vist en del tilbage at ønske. For det første er det naturligvis problematisk at betegne IMF og Verdensbanken som neoliberalistiske, al den stund, at en ”ægte” neoliberalist naturligvis mener, at begge institutioner bør nedlægges. Noget andet er, at man vist ikke behøver at være liberalist for at være enig i de fleste af Washington Consensus ”krav” til et lands økonomiske politik, der er:
» Offentlig budgetdiciplin
» At offentlige investereinger først og fremmest skal gå til områder, der indebærer både et højt økonomisk afkast og forbedrer et lands indkomstfordeling, som f.eks.primært sundhedsbehandling, grundskoler og infrastruktur
» skattereformer (sænkning af marginalskatter og udbredning af skattebasen)
» markedsbestemte renter
» En konkurrencedygtig valutakurs
» Handelsliberaliseringer
» Liberalisering af adgangen for direkte udenlandske investeringer
» Privatisering
» Deregulering (øge konkurrencen)
» Sikre den private ejendomsret
CEPOS, min bare røv! Martin Tågerup & Co. er en flok forkælede, forvoksede drengerøve der burde være taknemmelige over at leve i et samfund hvor de har fået gratis uddannelse og har frihed til at få lov til at fremsætte deres egoistiske, asociale agenda både i tide og utide. Det eneste de har i hovedet er at rage til sig. Al deres snak om indkomsskat og afskaffelse af velfærdssamfundet er simpelt hen trivielt og grænsende til det ulidelige. Man kan så undre sig over, at medierne er så ivrige efter at gi’ dem spalteplads og on-the-air tid, er det fordi det er det nemmeste? Der findes jo mange andre og ikke mindst kompetente borgerlige, tænkende mennesker med et noget mere nuanceret menneskesyn og holdninger til samfundet i øvrigt. Selv stemmer jeg til venstre for midten men selvfølgelig skal der være plads til forskellige meninger. I Cepos er der jo kun to meninger, afskaf indkomstskat og afskaf velfærdssamfundet. Vorherre bevares
Regeringen og dens samarbejde med deres nationale og sociale grænsende til socialistiske partner(!) skal jeg ikke kommentere denne gang.
Men dog vil jeg mene, at lige ved siden af, kun lidt til højre lurer fascismens grimme fjæs…
Venstre til venstre, vrøvlehoveder hør hvad i selv siger , venstre skal ikke være venstre.
Neo-stalinister og Klein banden rykker først ut og hengte hat-merket på CEPOS og deres medarbeidere. Dette er en god gammel stalinistisk praksis. Man sier at noen sprer hat, men i virkeligheten er det en måte å skille ut byttet på, slik at mobben kan overfalle det.
Mobb-mobilisering er også en innøvd praksis i neo-stalinistiske akademiker kretser.
http://www.information.dk/160205#comment-52759
CEPOS frustrationer er meget berettigede og velbegrundede. Vi står i den groteske situation at liberaliseringen af det danske samfund blev om ikke sat i stå så da i hvert fald blev kraftig sat ned i tempo, da VKO afløste SR regeringen i 2001.
Da Poul Nyrup kuppede Svend Auken som leder af socialdemokratiet i starten af 1990érne blev det dengang gjort til en ”sandhed” at det var tale om et personspørgsmål. Vi har igen og igen fået fortalt at opgøret skyldtes De Radikales uvilje mod Svend Auken og deres påstand om at han manglede troværdighed.
Den virkelige årsag til opgøret i Socialdemokratiet var naturligvis politisk. Det var Nyrups neoliberalistiske fløj der vandt over Aukens socialistiske fløj.
Siden formandsskiftet har Socialdemokratiet været et neoliberalistisk parti der befinder sig et pænt stykke til højre for den politiske midte. Poul Nyrup igangsatte i 1990érne en gennemgribende liberalisering af det danske samfund med privatisering af telefonvæsnet osv. Ligesom en lang række offentlige serviceopgaver blev udliciteret.
Poul Nyrups privatiseringsbølge blev på det nærmeste sat i stå da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001. På den baggrund forstår man til fulde CEPOS skuffelse.
I øjeblikket er det jo rent faktisk sådan, at Helle Thorning Schmidt er tættere på de meget ideologiske og fundamentalistiske liberalistiske holdninger i CEPOS, end Anders Fogh Rasmussen.
Man ved ikke om man skal græde eller le…
Neo-stalinistene og deres autokrati-drømmende mulla-kamerater har alltid et veto i sikkerhetsrådet i bakhånd i sitt korstog mot Lille-satan og Store-satan.
Den venstreekstremistiske idee var tuftet på ideen om ”den tredje vei” – mellom USA og Sovjet, mellom kapitalisme og kommunisme. Snart tjue er etter murens fall og kommunismens sammenbrudd er det litt vanskelig å forstå helt hva begrepet rommer.
Neo-stalinistene er nå inne i en tankeprosess (Verden til Venstre) og i den anledning er det kanskje verdt å ta fram begrepet igjen. Utenrikspolitisk er vel begrepet fortsatt nokså forståelig, ved at de verken er på parti med Bush eller Bin Laden. Men er det fortsatt meningsfult å snakke om ”den tredje vei” i resten av politikken?
Neo-stalinistenes kritikk av Bin Laden er jo totalt fraværende.
Den venstreorienterte sosiologiprofessoren Anthony Giddens skriver i boken med nettopp navnet; ”Den tredje vei” (utgitt ti år etter murens fall) at:
”I dag er det ingen som har noe alternativ til kapitalismen – argumentene som gjenstår handler om hvor langt, og på hvilken måte kapitalismen bør styres og reguleres.”
Giddens presenterer i denne boken også begrepet ”livspolititikk”, som en beskrivelse av et nytt politisk område (livsvalgene) som plasserer seg hinsides den tradisjonelle og økonomisk orienterte høyre-venstreaksen.
Lur mig om ikke forringelserne i sundhedsvæsenet, i den kollektive trafik, i børnepasningen, skolerne og ældreomsorgen vil føre til at flere private tager over.
Enten bliver det forøget privatisering ad bagdøren, ligesom med de private hospitaler og arbejdsgiversundhedsforsikringer, eller også kan man optimistisk håbe på en opblomstring af andelsbevægelser.
Uanset hvad, så tager fanden de sidste, uanset at Henriette Kjær sidder på TV og siger at de konservative ikke vil tillade bompenge i Kbh. af hensyn til de fattigste bilister. Det er godt nok det underligste argument jeg længe har hørt. Men det er også liberalisme.
@Per Erik Rønne:
“Hvorfor så kritisk mod Malou Aamund, når du ikke nævner Pia Christmas Møller med et ord? Det eneste der her er sket er at to kvinder har skiftet plads - og dermed udlignet hinanden.”
Pia Christmas Møller gik ud af sit politiske parti fordi hun ikke længere kunne acceptere at gå på kompromis med de konservative værdier hun som politiker er valgt på, til gengæld for at lade Fogh bevare regeringsmagten.
Malou Aamund gik ud af sit politiske parti, på bekostning af de liberale værdier hun som politiker var valgt på, fordi hun ikke kunne acceptere at Foghs regering kunne tvinges til at søge kompromisser.
Mere forskelligt kan det vel nærmest ikke blive
@Frej
Det er flot at du uden videre tager PCMs forkaringer for gode varer - tror du virkeligt ikke at hendes udtræden af de konservative kunne have noget at gøre med at hun blev fyret som politisk ordfører, og hun pludselig så at hendes fremtid i de konservative ikke stod mål med hendes ambitioner?
Når hun så går, er det jo klart at hun pakker sin udtræden ind forblommet tale om “værdier” og den slags, og det kan tilsyneladende være svært at gennemskue, hvis hun siger noget man gerne vil høre.
Men ellers kunne vi jo tage Gitte Seeberg som eksempel. Hun forlod faktisk NA for IKKE at forråde sine vælgere, mens Åmund gjorde det modsatte.
Simon Sen, er uddannelse nu virkelig også gratis? Og er det egentlig at rage til sig, når det arbejdende menneske ønsker at beholde, hvad han eller hun selv skaber?
Unuanceret? Prøv at læse din egen kommentar igennem.
Bertel Haarder og regeringen skal ikke ubetinget have støtte fra det borgerlige Danmark. De skal gøre sig fortjent til den. Det gør man ikke med overforbrug, vækst i den offentlige sektor, og lovindgreb der mest af alt ligner “regulering bare fordi vi kan”.
@Per
Igen: Hvorfor tager I folk på ordet, bare fordi de siger noget i gerne vil høre?
@ Lars Andersen
“Og så kan man tilføje, at det er smart at tilføje “neo-” præfixet, til mennesker man er uenige med, fordi det er så fuldt af associationer til ondskab - f.eks. “neonazist” og “neoconservative”. Så er det - rent mentalt - meget lettere at ignorere deres budskaber.”
Jo, det er jo én version. Men langt mere end den socialpsykologiske tolkning tror jeg gælder at neo (som jo betyder ‘ny’) også benyttes af to andre grunde. Den ene (i neoliberalismens tilfælde), at der er tale om en radikalisering af tidligere klassisk liberale axiomer. Og den anden i mange tilfælde, at neo præfixet også står for at den nye generation (hvad enten det er liberalt eller socialt orienterede), giver en version af det oprindelige tankesæt som forsøger at løse nogen af utilstrækkelghederne i det gamle.
Det sidste beror naturligvis på analyser og fortolkninger af det gamle tankesæt, og her er de liberales løsning at nogen ikke længere kan forsvare at stille sig op som moralens vogter (en legitimerings krise, som venstrefløjen i høj grad har som hovedproblem), og derfor forsøger at sortere i det moralske arvegods bort og bl.a. kaste statens institutioner ud til ‘naturens’ markedskræfter.
@ Terje Vigen
Af ovenstående grund er The Washington Consensus hellere ikke fundamentalt neoliberalt, fordi stabilitet betones som et grundparameter for at projektet lykkes, og dermed indtænkes en modvægt til at give markederne helt ‘fri’.
Det er givetvis rigtigt at venstrefløjen ikke har nogle alternativer til kapitalisme, som du citerer Giddens for. Så de ‘store’ spørgsmål pt. går alene på om, hvad og hvordan man skal regulere markederne. Det kunne d’herrer debattører måske holde in mente, når beskyldningene om stalinister mv. sidder så langt ude på tungen i kommentarerne her i Informations debatforum!
@ Martin Manscher og Terje Vigen
Jo, neomarxisme er såmænd et gængs begreb omend det ikke har haft så stor udbredelse som neoliberalismen. Muligvis fordi de primært er liberale der har siddet på kassen de sidste 40 år i den vestlige verden (groft skåret, ikke).
For præfixet neomarxisme gælder det at de nye læsninger af Marx søger at løse nogen af utilstrækkelghederne i marxismen. Især ved at læse den tidlige Marx, som før samarbejdet med Engels, var langt mere interesseret i frihed. Med Engels kom det meget kritisable fokus på økonomi (materialisme) og en historisk determinisme, som ikke længere forsvares af venstreorienterede (med undtagelse af de generationer der stadig tiltrækkes af 1 Maj med den pompøse røde retorik mv.!).
Neomarxisterne er mere interesserede i nye læsninger af den idealisme (etik) og psykologiske interesse som udspringer fra den tidlige Marx, før Engels. Et socialdemokrati som er interesseret i social ulighed er et eksempel. Her anfægter man ikke som udgangspunkt ulig indkomstfordeling i samfundet, men påpeger at social ulighed opstår som en konsekvens af at der i dele af samfundet er økonomisk ulighed, og det får betydning for disse gruppers adgang til ordentlige boliger, uddannelse, sundhedsvæsenet, status og politik.
Neomarxismen taler derfor for en politik der tager hensyn til social ulighed i samfundet som følger af økonomisk ulighed, og kræver derfor reguleringer af ‘frie’ markedskræfter.
Således er aktuelle politiske debatter på ‘venstrefløjen’ ikke orienterede mod marxismen i sin rene form, fordi man har opgivet den materielle determinisme, og har bevæget sig mod markedstænkning. Dog uden at acceptere ideen om ‘frie’ markeder, simpelt hen fordi det er udemokratisk (friheden gælder ikke alle).
Neoliberalismen etablerer her et nyt modsætningsforhold til venstrefløjen, fordi man radikaliserer den økonomiske tænkning i den klassiske liberalisme, og vil ikke forsvare en position hvor markeder reguleres af moralske hensyn til social ulighed, som venstrefløjen mener er en tilsigtet (yderste venstrefløj) eller utilsigtet (midterorienteret venstrefløj) konsekvens af frie markeder.
Således isolerer neoliberalismen enkelte aksiomer i den klassiske liberalisme, og handler på dem alene (deraf ‘radikalisering’). Således synes paternalismen (velfærdssamfundet gør borgerne lade og afhængige - omsat til det nysproglige ‘uentreprenante’ i betydningen; at de ikke får incitamenter til at skabe samfundsgavnlige (læs: økonomisk gavnlige) institutioner.
Så i et neomarxistisk perspektiv søger neoliberalismen at udelukke de mennesker af samfundet som de selv skaber integrationsbarrierer for. Fra neoliberalt perspektiv søger neomarxisterne blot at sponsorere (med ‘velfærd’) et uproduktivt segment af borgerne der blot nasser på de som tager initiativ.
Så den primære forskel mellem neoliberalisme og neomarxisme er menneskesynet, og de økonomiske beslutninger det giver anledning til.
Det der så, måske set fra CEPOS’ perspektiv, er uforståeligt er den totalitære managementstyring som regeringen praktiserer. Hertil kan man som Milton Friedman ganske vist også påpeger, skylde på de internationale institutioner som primært praktiserer social liberalisme (som The Washington Consensus eksemplet også viser), og dermed ikke tillader den rovdrift på samfundets institutioner som de neoliberale foreskriver.
Dette går nogle gange også under begrebet ‘Globalisering’, som dermed kan tages til indtægt for at begrænse farten på de ultra liberaliseringer af samfundene som neoliberalisterne ønsker.
At VK regeringen alligevel forbereder neoliberale tilstande
@ Per Thomsen
Jeg er derfor ganske enig i at det i din analyse af socialdemokratiets politik i 1990ne, kan se ud som om socialdemokratiet er overgivet til neoliberalismen. Men da markedsøkonomi er en accepteret del af samfundsstrukturen, også i neomarxismen, så er der ikke nogen automatisk negativ korrelation mellem privatiseringer og politiske hensyn til social ulighed for dele af befolkningen.
Den relevante diskussion er ikke om man ønsker vækst i den private økonomi, for det gør man også på venstrefløjen, men om hvor de offentlige midler bedst anvendes til lighedsskabende og stabiliserende projekter i markedssamfundet (for man ønsker ikke nødvendigvis negativ vækst i den offentlige sektor). Det projekt må nødvendigvis komme an på aktuelle analyser og monitorering af de markeder der skabes, og således er det svært for S at opstille store forkromede alternativer til regeringens politik, fordi man grundlæggende er enig i det fortale kurs og ønsker at monitorere for at kunne regulere. Således er S blevet langt mere realpolitisk, og dermed en naturlig alliancepartner for de radikale, hvis rolle som mediator mellem ‘fløjene’ i dansk politik er ved at være udspillet, fordi der simpelt hen ikke er nogen.
Der hvor jeg synes der aktuelt er problemer er der hvor regeringen gennem spin og nysprog forsøger at omgå de demokratiske spilleregler, ved at tale for velfærd og socialliberalisme gennem spin og nysprog, og i virkeligheden arbejde med en nyliberal kernepolitik i sine reformtiltag.
Her bliver borgerne ført bag lyset, fordi neomarxismen og den klassiske liberalisme ligger relativt tæt, mens nyliberalismen forsøger at skjule sig som klassisk liberalisme. Det er bare ikke sandt, og her svigter de nyliberale danskerne som ikke formår at lave subtile politiske analyser. Det ved spindoktorerne, og det er her vi finder det antidemokratiske i regeringens retorik.
Se blot den danske offentligheds reaktioner på venstres nylige privatiseringsprogram. Den får konsekvent ingen opbakning, og statsministeren må ud og sige at regeringen naturligvis fører social liberal politik! Derfor reagerer CEPOS måske, men de reagerer på retorikken og ikke politikken. Således mener jeg stadigvæk at danskerne stadig i overvejende grad er socialt liberale, så CEPOS har ret i deres grundlæggende analyse, men forstår ikke at borgerne ikke ønsker radikal neoliberalisme i Danmark. VK forsøger stadig neoliberalt orienterede reformer (selvom deres implementeringsstrategier er rene selvmål), men gemmer det i spin. Derfor ændres danskernes grundlæggende socialt liberale holdninger måske netop ikke, og CEPOS kritiserer.
Men det er pt. en præmis at VK ikke kan gå ud i den danske offentlighed med en ren neoliberal agenda, og hverken S eller DF (delvist K) vil være med på den. Så VK arbejder bag persiennerne, og fører pt. antidemokratisk politik (der er ikke opbakning til reformerne). Det forstår CEPOS ikke, og det er lige til at spille bolden over til ‘oppositionen’.
SÅ… CEPOS vil måske have regeringen til at bekende kulør, og give gult kort til det spin som tillader VK på trods af manglende demokratisk opbakning, at føre neoliberal politik?
Så er der bare en ting tilbage at sige…
TAK, CEPOS!
Årh hvad Simon Sen, du er bare SÅ veltalende…Du er min helt.
Mokkasinen:
“Men da markedsøkonomi er en accepteret del af samfundsstrukturen, også i neomarxismen, så er der ikke nogen automatisk negativ korrelation mellem privatiseringer og politiske hensyn til social ulighed for dele af befolkningen.”
Neomarxismen?
@ Per Thomsen
Ja, det mener jeg (forklaringen af begrebet i sidste indlæg). I teorien, og realpolitisk. Derfor kan vi uden blusel se privatiseringer under new labour, under Nyrup i 90ne, og privatiseringer af dele af den offentlige sektor afvises til stadighed ikke under Helle Thorning & Co.
Det er ikke længere en farbar vej at være imod vækst, når man accepterer markedsøkonomi. Men man kan naturligvis diskuttere hvor indsatsen gøres bedst, og hos S med ligheds hensyn..
Nu er det jo ikke nemt at føre centralistisk planøkonomi og være liberal samtidig. Så Cepos frutration er da forstålig hvis de troede, at de havde fået en regering der ville føre liberal politik.
Sådan kan det jo gå, når man spiller påden gale hest.
Uden frihed ingen lighed! Dvs. lighed til at skabe sin lykke og fremtid. Og den findes ikke under socialismen.
Eller som Perikles udtrykte det: Friheden tilhører den, der har mod til at for(s)vare den!
Mokkasinen:
Det er spændende læsning. Er din tankestrøm repræsentativ for venstrefløjen i dag? Forstå mig ret. Omtrent alt hvad du skrev var forkert. Men dine ræsonnementer fascinerer mig alligevel.
Jeg har ikke tid til den store debat, så lad mig gøre det kort.
1. Neoliberalisme adskiller sig ikke fra den klassiske liberalisme. De tanker vi fandt hos Hobbes, Locke, Hume, Smith, Jefferson osv. kan ikke definitorisk adskilles fra nyere liberalister som Nozick, Rand, Popper, Hayek osv. Derfor finder du ikke moderne liberalister, der kalder sig selv for neoliberalister. Det vil ikke give nogen mening. Kun venstrefløjen bruger ordet, og de definerer det aldrig, bortset fra de få hæderlige og måske mere intelligente, der har erkendt, at en egentlig definition ikke findes.
2. IMF, Verdensbanken osv. har ikke noget med liberalisme at gøre, Ligesom New Public Mangement heller ikke har det. Begge er et produkt af mainstream økonomisk tænkning, ofte identificeret som neoklassisk. Dette er ikke en liberal teori, men derimod blot den altdominerende hovedtrend i økonomisk videnskab. Af én eller anden grund kun venstrefløjen ikke kende forskel på almindelige økonomiske kendsgerninger, som alle verdens økonomer er enige i, og liberal teori. Måske fordi venstrefløjen er begravet i forfattere med obskure tanker, der udgiver sig for at være filosoffer.
3. At regeringen og dens spindoctorer forsøger at lyve nyliberale reformer igennem ved at bruge socialdemokratisk retorik er en rendyrket konspirationsteori. Jeg vil sige, gid det var så vel. Faktum er, at under den såkaldt borgerlige regering, er skattetrykket steget, den offentlige sektor vokset både relativt og absolut, der er kommet flere offentligt ansatte og flere personer på offentlig forsørgelse. Desuden har regeringen med sin socialdemokratiske kulturkamp formået, at påvirke befolkningens holdninger, så de i dag er mere venstreorienterede end i 79. Alt dette er fakta, men hvis nogen påpeger fakta tror venstrefløjs-loonies straks, at det blot er nysprog, spindoctori osv.
Alt dette reagerer CEPOS naturligvis på. Både retorikken og politikken. Begge er naturligvis af helt afgørende betydning.
@ Rearden
Pudsigt, at du påstår at have fakta?? Det gør jeg jo også!
Mine korte svar på dine (traditionen tro) dementier uden argumenter, vil være (i en matchende stil):
1. At du mener der ikke findes en definition (underforstået; at de liberale selv skulle forholde sig kritisk til deres egen idéhistorie), kan vel ikke overraske. Der er jo bare aldrig noget at komme efter, og familien er perfekt - for at lave en lille ‘Reaganisme’ :-) Og når en fælles accepteret definition ikke kan etableres, ja så eksisterer neoliberalismen jo bare ikke (LOL). Jeg erkender dog en fejl, og den er at Hayek mere er neokonservativ end liberal.
2. Du afviser en opdigtet påstand. Jeg mente jo netop at IMF, Verdensbanken etc. ikke er liberale, og af samme grund møder modstand hos fx Milton Friedman.
3. Du forsøger med den kendte afledningsmanøvre, at udvælge nogle tal fra et helhedsbillede, og anvende dem isoleret som argumentation for din påstand. Jeg kan betro dig, at hvis du zoomede langt nok ind på et æble, så ville du heller ikke kunne genkende det som et æble! Der er sikkert mange langt mere talkyndige end mig der kan fabrikere andre tal med andre konklusioner i dette forum. Men tal som fakta er og forbliver tynd og utroværdig argumentation (især hvis de kommer fra en uddannet økonom, der kan modellere efter forgodtbefindende)!
Naturligvis krydres dit indlæg af forsøg på intimiderende retorik, som skal få andre til at fremstå utroværdige. Men på den måde taler du kun til de u-dannede - ligesom regeringen og dens støtteparti. Jeg er dog overrasket over at regeringens sk. ‘tænketank’ CEPOS er dummere end regeringen selv..
Så, prøv igen (hvis du kan tage tid fra aktiespekulationerne på oliemarkedet). Et lille drilleri er naturligvis i orden :-)
@ Rearden
Jeg glemte naturligvis at addressere ‘spørgsmålet’ om min tankestrøm er repræsentativ for venstrefløjen i dag? Dertil vil jeg svare nej, for jeg bekender mig ikke til nogen ‘venstrefløj’.
Den sk. ‘højrefløj’ er naturligvis interesseret i at opretholde illusionen om fløje, fordi mange af deres vælgere stemmer på baggrund af et givet tilhørsforhold, da de borgerlige ikke ligefrem er verdensmestre i argumentation. Men kendsgerningen er nok snarere at mange ‘borgerlige’ søger identitet i den traditionsbundne forskel, uden at have set at den elektriker der kommer og ordner lyset, har større materiel velstand, trods det akademiske eksamensbevis. Ud over en legitimitetskrise har vi således også en repræsentationskrise, hvilket betyder at der ikke er sammenhæng mellem verden og sproget om den.
Det vil borgerligt orienterede benægte (og da især Popper!), og derfor mangler CEPOS (og mange andre) et afgørende analytisk redskab til at forstå den misére de har rodet sig ud i med deres folkerealistiske analyser..
Det viser bare hvor meget fløjsbukser og lædersutsko vi har med at gøre i regeringen og CEPOS!
1. Personligt finder jeg stor inspiration i både nyere og ældre liberalister og er i øvrigt særdeles kritisk. Og bevares. Der er stor forskel på Locke og Nozick - også større end Nozick lægger op til i sit hovedværk. Men hvori det neoliberale ved Nozick contra Locke består, kan jeg på ingen måde se. Eller hvad er fællesnævneren ved Rand og Hayek (som selv kalder sig liberalist) overfor Hume og Jefferson? Hvad er det for et fælles indholdsbaseret element hos de nyere liberale, der gør at vi kan kalde dem neoliberale. Jeg kan ikke se det, og på trods af, at jeg læser nærmest alt, hvad jeg kan få fat i om emnet har jeg endnu ikke hørt om et meningsfyldt bud på en forskel. Men du og store dele af venstrefløjen hævder, at I kan se en forskel. Men så giv et bud! Kom med en definition. Et eller andet!
2. Min fejl. Men påstanden er nu ganske mainstream i de fleste venstrefløjskredse. Måske affødt af Stiglitz, der har skrevet en meget kendt bog om, hvor slemme og neoliberale de er, helt uden at han tager stilling til, hvad neoliberal er for en størrelse.
3. Ja, dit svar er arketypisk for venstrefløjen. Empiri, fakta osv. er ikke udtryk for nogen sandhed. A er ikke A.
Din variant om, at jeg skulle være særlig utroværdig, fordi jeg har en relevant uddannelse, er dog dit eget selvstændige kreative absurditets-argument.
Og nej, man kan ikke bare sådan fabrikere disse tal. Jeg eller CEPOS har skam heller ikke fabrikeret disse. De er heller ikke udregnet af CEPOS. Tallene er taget direkte fra Danmarks Statistik, og enhver kan selv få dem bekræftet ved at gå ind på deres hjemmeside.
‘Erhvervsmanden Asger Aamund beskriver i sit oplæg, hvorfor politikerne viger bort fra at lave store reformer af et skattetryk, der efter hans mening vil skræmme dygtig arbejdskraft og virksomheder væk’
Det er den samme melodi vi jo har hørt i årevis fra erhvervslivet. Hvordan kan det så være at det samtidig går så godt? At vi mangler arbejdskraft? At vi
aldrig har været rigere? Hvad er det vi åbenbart gør rigtigt i lille Danmark?
Hvorfor vælger stor udenlandske koncerner stadig at placere afdelinger i Dk. når vi er så omkostningstunge?
Kan det bl.a. have noget at gøre med at den høje skat bruges til at skabe højtuddannet arbejdskraft? at ‘ligemageriet’ er med til at skabe et stabilt samfund med få alvorlige konflikter?
Stor tak til Mokkasinen for inspirerende læsning…venter gerne på mere!
At nogle mener at store dele af den offentlige sektor IKKE er udhules langsomt…bl.a. gennem dræn af humankapital, må være udtryk for en virkelighedsfornægtelse ELLER manglende kendskab til sektoren!
Aamund siger at NA “gik fra at være liberal hjælpemotor til protestparti mod Dansk Folkeparti”.
Jeg troede det var omvendt. Fra “nok er nok” til i dag liberalistisk.
@ Rearden
Jeg medgiver gerne, og det synes jeg også mit indlæg viste, at neoliberalisme er en omdiskutteret størrelse, som ikke på nogen måde er entydig. Især ikke i liberale kredse, fordi man her i første omgang afviser merkaten ‘klassisk liberalisme’ fordi det signalerer en tilbageskuen, og som derfor kan legitimere ekstern kritik. På venstrefløjen tager merkaten neoliberalisme dog oftest udgangspunkt i Hayeks’ klub; the Mont Pelerin Society som første gang mødtes i 1947 i et Schweitz’isk Spa :-)
Hayek betegnede sig selv som liberal, og etablerede ‘klubben’ på baggrund af en desperat utilfredshed med datidens liberale som han mente havde givet for meget efter for Keynesianismens økonomiske bestræbelser for at skabe stabilitet for alle efter krakket i 1928 og 2n verdenskrig. Hayek mente at det frie marked blev betonet for lidt, men omformulerede alligevel Adam Smiths usynlige hånd gennem sit begeb om ‘spontaneous order’ (Hayek, 1949, s.70) hvor han skriver “… the spontaneous collaboration of free men often creates things which are the greater than their individual minds can ever comprehend…”. Dette er Hayeks centrale argument for markedsfundamentalisme, men vel og mærke markedet som en social institution (bemærk hvordan Smiths individualisme multipliceres hos Hayek, og først under den forudsætning, underbygger markedskræfterne).
Derfor bliver det hos Hayek, (minimal)statens opgave at sikre markedskræfterne, og således opretholde en form for orden (i konservativ forstand). På den måde er Hayek antirationalist, og adskiller sig således fra fx Locke. På grund af ideen om orden er Hayek også delvist en stor inspiration for det sk. nye højre (neokonservatismen), på trods af hans antirationalisme (som han naturligvis selv mente var rigtig rationalisme, men altså ikke i den accepterede traditionelle forstand). Præfixet ‘neo’ kommer derfor i virkeligheden blot af at Hayek betoner markedsprincipperne i den neoklassiske økonomiske teori i særlig grad (og delvist af at han reformulerer Smith’s usynlige hånd tese).
Siden Hayeks Mont Pelerin Society, er der opstået mange variationer af neoliberalisme som er meget vanskelige at udrede, og man deler også meget med neokonservatismen. I forhold til den aktuelle politik i DK, ser vi netop neokonservatismen i den stærke betoning af management kontrol teknikker, en interventionistisk udenrigspolitik og en stærk millitær tilstedeværelse for at hindre at individer skaber kaos i verden. I øvrigt er fx Hannah Arendts tese at en stærk ekstern millitær tilstedeværelse vil føre til en stærk intern millitær tilstdeværelse..
Anyway, et bud på en definition kunne være fra Harvey (2005, s.2):
“Neoliberalisme er i første omgang en teori om politisk økonomisk praksis der hævder at menneskets velbefindende bedst ivaretages af individuelle entreprenante friheder og færdigheder indenfor en institutionel ramme der karakteriseres af stærk ejendomsret, frie markeder og frihandel. Statens rolle er at skabe og bevare passende institutionelle rammer for en sådan politisk økonomisk praksis.”
Der er naturligvis mere til det, men et indledende bud på en definition var det da. Hvad er indvendingerne?
“Men tal som fakta er og forbliver tynd og utroværdig argumentation (især hvis de kommer fra en uddannet økonom, der kan modellere efter forgodtbefindende)!”
Tak, fordi du med den eneste sætning så fint opsumerer alt hvad man behøver at vide om venstrefløjen.
@ Lars Andersen
Som sagt bekender jeg mig ikke til venstrefløjen, og har ikke behov for at stille mig i en politisk position for at lave en analyse.
Muligvis kom det lidt forkert ud i formuleringen, men det jeg mener er at tal som praksisindikatorer reducerer mange detaljer bort, og står derfor stadig tilbage som et fortolkningsgrundlag ikke som objektive ‘fakta’ (derfor ‘tynd’). Det godtager Rearden naturligvis ikke, som objektivist.
Når jeg så hævder at økonomer kan være utroværdige, så er det fordi de teoretisk har flere strenge at spille på når de sammensætter deres argumenter, og valg af teori (blik på økonomien) er et også politisk valg (som fx med Keynes eller Friedman). Derfor kan økonomiske begrundelser ikke fremføres troværdigt uden at vise hvilke bagvedliggende teoretiske præmisser de hviler på.
Logik behøver man forhåbentligt ikke at være venstrefløj for at godtage, den herre Lars Andersen..
Da Poul Nyrup Rasmussen rev Anders Fogh Rasmussens bog i stykker var der nogle blev sure. Det blev jeg ikke. Det var eneste rigtig at gøre. Cepos og alle de liberale er ved at ødelægge det danske samfund. Hvorfor? NOget med frihed. Jeg følger at jeg lever i et frit samfund, men jeg vil også gerne leve i et samfund hvor man har et fælleskab og er solidarisk. De mennesker der kommer med de tanker bør tænker på at sådant et samfund findes. Det findes i USA og det er ikke et samfund der efter min mening er ønskværdig.
Jeg ville ønske at jeg tale direkte med de mennesker. Men de vil nok ikke tale med mig. De anser mig sikkert for at være under deres værdighed - de kan jo ikke se andre synspunkter end at det at skabe et så ulig samfund som overhovedet muligt er det skal til for at de kan blive riger. Rejs til USA der hører De hjemme. Lad os skabe et frit, lige og et fælleskab, solidarisk samfund.
Mokkasinen
Du forholder dig ikke til mine indvendinger om at staten på alle relevante målbare parameter er vokset. Hvis du ikke tror på Danmarks Statistik, hvem vil du så tro?
Og kan du i det mindste ikke forklare mig hvorfor, de tager fejl?
Og til din snak om neoliberalisme. Nej Hayek adskiller sig ikke fra Locke med sin ”antirationalisme”. Tværtimod er det netop Locke og i øvrigt Hume og hele den britiske empiristiske tradition Hayek læner sig opad. Derimod er han i opposition til Descartes og Rousseau, men det understrejer jo blot, hvordan det ikke giver mening at tale om Hayek som neoliberal.
Du er tilsyneladende meget optaget af at gøre neoliberalisme til en økonomisk teori og du forstår i hvert fald ikke at skelne mellem politisk filosofi og økonomisk teori. Netop med Hayek er det helt afgørende for at forstå hans udsagn, idet Hayek først var økonom og siden politisk filosof.
Dit citat fra Hayek udtrykker blot en almindelighed, og det er selvsagt ikke et argument for noget. Dernæst skriver du: ”bemærk hvordan Smiths individualisme multipliceres hos Hayek” – ren sort snak.
Jeg kan i stedet oplyse, at Hayeks centrale bedrift som økonom var forståelsen af den essentielle rolle information spiller i økonomien. Hayek er en såkaldte Østrigsk Økonom, der er i direkte konflikt med neoklassiske økonomer som Friedman. Han er i øvrigt også i konflikt med den såkaldte Virginia-skole (herunder James Buchanan), som sikkert også bliver kaldt neoliberal af venstrefløjen.
Hvordan du vil skabe en politisk ideologi ud fra konfliktende økonomiske teorier, er på alle måder et tosset projekt. Forhold dig i stedet til den politiske filosofi.
Liberalismen har historisk været delt i to overordnede retninger nemlig rettighedsliberalister og konsekvensialister. I første kategori har vi blandt andre Locke, Jefferson, Rand, Nozick og Rothard. I den anden kategori har mere groft skitseret vi Mill, Bentham, Smith, Mises, Hayek, Yeager og Friedman.
Hvori det særligt ”neo” ved de nye skulle bestå, kan hverken jeg eller andre liberalister få øje på.
Din grundbogsdefinition svarer heller ikke på spørgsmålet. Hvori består forskellen mellem det nye og det gamle? Desuden giver ”individuelle entreprenante friheder” ingen mening, og derudover har Harvey grundlæggende misforstået de moderne liberalister, idet de blot tager udgangspunkt i individets frihed. Markedsøkonomien er et biprodukt af denne frihed.
Du skriver også en masse andet der er direkte forkert:
”Hayek betoner markedsprincipperne i den neoklassiske økonomiske teori i særlig grad”
Din sætning er meningsløs, og skal man forsøge at finde mening i den vil konklusion under alle omstændigheder blive, at det er et forvrøvlet udsagn. Hayeks økonomiske teori var netop en kritik af den neoklassiske.
”Siden Hayeks Mont Pelerin Society, er der opstået mange variationer af neoliberalisme som er meget vanskelige at udrede, og man deler også meget med neokonservatismen”.
Vrøvl. Neokonservatisme er en teori om udenrigspolitik, som de fleste moderne liberalister i øvrigt er modstandere af.
”Den sk. ‘højrefløj’ er naturligvis interesseret i at opretholde illusionen om fløje, fordi mange af deres vælgere stemmer på baggrund af et givet tilhørsforhold”
Haha. Det er netop gået op for dig, at fløjene er en illusion. Well, det påviste Downs allerede i 50erne, og hele den teoriretning ”Public Choice” har massiv indflydelse i liberale kredse. Det er faktisk i høj grad med udgangspunkt i disse teorier, at CEPOS kritiserer regeringen!
Erling Jacobsen skrev:
”Jeg ville ønske at jeg tale direkte med de mennesker”.
Du kan da bare dukke op til en konference. Og ellers er du velkommen til at skrive noget til mig, hvis dit ønske er stort. Men i så fald må du gøre et minimum af indsats for at skrive rent, ok?
Jeg kom vist til at blande dine indlæg sammen med andres, da jeg kædede dine udsagn sammen med venstrefløjen - det må du undskylde.
Når det er sagt, så er din kategoriske afvisning af tal som fakta, stadig noget af det mest besynderlige jeg har læst i lang tid. Javist, der laves megen dårlig statistik og empiri - men når man sætter “fakta” i citationstegn på den måde som du gør det, bliver det simpelthen for let.