Et forsøg på at lægge røgslør ud - eller en udnyttelse af den seneste tids store opmærksomhed omkring radikal udenrigspolitik til at sætte en dagsorden. Sådan udlægger forskellige parter på Christiansborg den udenrigspolitiske 12-punktsplan, som den radikale leder Margrethe Vestager offentliggjorde i sit nyhedsbrev i går.
Planen er, ifølge Vestager, et samlet radikalt bud på, hvordan en dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk indsats skal se ud i fremtiden - men statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) meldte sig i går hurtigt på banen med massiv kritik af forslaget.
"Jeg ser det som et radikalt udspil, der er blevet brygget sammen til 12 punkter og kommer nu for sådan ligesom at bortlede opmærksomheden fra de udtalelser, Margrethe Vestager kom med i kølvandet på bombningen af ambassaden i Pakistan", siger statsministeren til Ritzau - med henvisning til Margrethe Vestagers udtalelser om, at begivenheden måtte føre til en diskussion af Danmarks udenrigspolitiske linje.
Set fra de radikale kontorer er 12-punktsplanen derimod en udnyttelse af den store opmærksomhed, der nu er omkring radikal politik. Med direkte henvisning til Irak-krigen vil de sikre, at et spinkelt flertal i Folketinget ikke længere sender Danmark i krig. Samtidig skal de danske soldater kun sendes ud i verden uden et "klart FN-mandat", hvis en række betingelser er opfyldt. Planen skal ifølge Margrethe Vestager sikre, at "Danmark gør det rigtige".
Vold kan ikke stå alene
"At vi både træffer de rigtige, men også de svære valg, når det er nødvendigt. Men det er vigtigt, at vi gør det på et oplyst grundlag, så vi er i stand til at prioritere og udnytte Danmarks ressourcer bedst", siger hun til Ritzau.
"Ligesom det ikke altid er muligt at skabe fred med fredelige midler, må vold og magt heller aldrig stå alene" siger Margrethe Vestager.
Skal danske soldater således sendes ud i verden, skal det ske med opbakning fra flere end to tredjedele af Folketinget, foreslår partiet i planen, der blandt andet også indeholder forslag om oprettelse af en terrorkommission til at vurdere terrortruslen, så svaret på terror ikke undergraver retssikkerheden. Men på nær et forslag om at hæve tilskuddet til det Arabiske Initiativ med 30 millioner kroner er de radikale forslag ikke nye.
De Konservatives forsvars- og udenrigsordfører Tom Behnke betegner dem som "gammel vin på nye flasker" - men nu til en højere pris. Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, mener, at planen lægger Folketinget i en politisk spændetrøje, når politikere skal tage stilling til, om Danmark skal gå i krig.
Derimod roser SF De Radikales plan. Udenrigsordfører Holger K. Nielsen (SF) mener, at oppositionen må sætte sig sammen og formulere et alternativ til regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitik.





Dorte Sørensen
19. juni, 2008 #
Det er dog ufatteligt, at Fogh Rasmussen forsøger at skyde et godt gennemtænkt udenrigspolitisk udspil ned fra de radikale . Er sagen ikke mere at udspillet rammer Fogh Rasmussen .Fx med forslaget om aldrig mere at sende Danmark i krig med et så lille flertal i Folketinget, som da Fogh Rasmussen og DF sendte Danmark med i Bushs angrebskrig i Irak.
Fogh Rasmussens reaktion mindre mig om en forkælet unges reaktion på ,at en anden i børnehaven et øjeblik har fanget pædagogernes og de andre børns opmærksomhed. Eller er det Fogh Rasmussens egen afledningsmanøvre fra billagssager og brudte valgløfter mv.