Med Gud på Folketingets talerstol

Tag ikke fejl. Det er helt OK, at politikere siger, at de bygger deres politik på religiøse værdier som næstekærlighed og tolerance. Bare det er den rigtige religion, de tager udgangspunkt i. Foto: Colourbox

Da Pia Kjærsgaard stadig var lille Pia, og hendes forældre var ude at rejse, fik hun pludselig en forfærdelig fornemmelse. Der var ved at ske dem noget frygteligt, tænkte hun, foldede hænderne under skolepulten og bad til Gud. Og ganske rigtigt. Da forældrene kom hjem igen, fortalte de, at de netop den dag, på det tidspunkt havde været i stor fare. Men der skete ikke noget, måske på grund af lille Pias bøn. Og sådan blev Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard styrket i sin tro på Gud, fortæller hun i den nyligt udkomne interviewbog For alt hvad du har kært, hvor hun sammen med otte andre, bl.a. miljøminister Connie Hedegaard fortæller journalisten Lars Nørgaard Pedersen om, hvordan de har den kristne tro som livsgrundlag. Både privat og i karrieren.

For det er åbenbart helt legitimt for toppolitikere at skilte med troen og bruge den professionelt. Det har verdens mægtigste mand gjort siden han for otte år siden trådte til som USA's præsident. Den omvendte metodist, der har Jesus Kristus som sin yndlingsfilosof, fordi han ændrede Bush' hjerte, har aldrig ladet sig nøjes med præsidenters standardfrase 'God bless America'. Bush' tidligere taleskriver Michael Gerson beskriver i sin bog Heroic Concservatism, hvor stor en indflydelse Bush' kristne tro har haft på hans politiske tænkning. Det har da heller ikke skortet på referencer til Gud og bibelen i hans taler, hvad enten det gjaldt krigen i Irak eller rumfærgen Columbia.

Det havde hans gode ven Tony Blair, Storbritanniens tidligere premierminister, også gerne gjort, hvis altså ikke hans berømte spindoctor Alastair Campbell havde forhindret ham i det. Da Blair ville henvise til Gud i en tale, svarede Campbell: "We don't God", som Information beskrev for nogle uger siden. Blair er efter sin fratrædelse konverteret til katolicismen, han kunne ikke gøre det inden, for Storbritanniens premierminister skal være medlem af den anglikanske kirke. Alligevel har Blair ikke holdt sig tilbage under sin embedsførelse. Avisen The Daily Telegraph kaldte ham for "den mest religiøse premierminister siden Gladstone" i det 19. århundrede, Blairs børn gik i katolsk skole, han bad ofte sammen med Bush, når de så hinanden, og han gik altid i kirke om søndagen. Helst to gange.

Find ind i troen

De danske politikere er åbenbart inde på samme spor som både Bush og Blair.

Det gælder både Venstres Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbech, de konservatives Charlotte Dyremose og Dansk Folkepartis præstefætre Søren Krarup og Jesper Langballe. Birthe Rønn Hornbech har for eksempel i Nyhedsavisen proklameret, at hun er meget optaget af, at danskerne finder deres kristne rødder, og at hun håber, at religionen i det enkelte menneske vil fylde mere. For det er ikke danske muslimer, der er for religiøse, det er de kristne danskere, der ikke er religiøse nok, mener hun.

Kristendommen kan man nemlig få meget ud af, som Pia Kjærsgaard beskriver i For alt hvad du har kært. Her fortæller hun om, hvordan hun gennem sin karriere har "kunnet vende tilbage til sin åndelige platform, tilbage til sin overbevisning, sin tro og den lille pige med de foldede hænder". Det gælder både personligt, og når hun står som på Folketingets talerstol, for som hun siger: "min tro er en del af mig som menneske og dermed også en del af mig som politiker".

Mine kors ...

Endvidere fortæller Pia Kjærsgaard i bogen om det guldkors, hun ofte har hængende om halsen. Hun har mange forskellige kors, et fik hun af sin svigermor. "Mine kors betyder noget for mig," siger hun og fortæller om, hvor rasende hun er blevet, når hun er blevet spurgt om det nu var en provokation, at hun 'flashede' sit guldkors. "Hvad har de gang i? Det kan virkelig gøre mig harm. Selvfølgelig skal jeg da have lov til at bære et kors uden at skulle forklare hvorfor," siger partilederen, der med stor succes har ført kampagne imod, at juridiske dommere skulle have lov til at bære tørklæder, og som endog forsøgte at forbyde juridiske dommeres skæg. Selv om det umiddelbart virker som noget rod at bede dommere som Flemming, Peter og Henrik barbere det af.

En anden af Christiansborgs toppolitikere, der har Gud på sin side, er de konservatives stemmesluger, miljøminister Connie Hedegaard. Hun fortæller i bogen, at den kristne arv er en del af hendes egen arv, og at hun tror på, "at hvis vi følger De Ti Bud, kærlighedsbudskabet og giv kejseren, hvad kejserens er og den etik, der ligger bag kristendommen, er vi ganske enkelte bedre stillet".

Den rigtige religion

For det kan være svært at være politiker og kristen, når man skal overholde de kristne leveregler i magtspillet på Christiansborg, netop fordi "Christiansborg jo sommetider kan opføre sig meget ukristeligt". Heldigvis hjælper kristendommen til: "Vi skal træffe en masse valg, og vi må selv tage konsekvenserne. I de situationer tilbyder kristendommen et sted, hvor man kan læsse af".

Lige som Pia Kjærsgaard, mener hun, at personen og politikeren hænger sammen. Miljøministerens grønne kampagner baserer sig da også på den ansvarsfølelse, hun føler som kristen. Hun siger blandt andet, at "vi ikke kan bilde os ind, at de folkevalgte ikke er formet af et eller andet gods - og for de flestes vedkommende også af noget religiøst gods."

Noget kristent religiøst gods. Heldigvis da. Puha, noget snavs det ville være, hvis Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid sagde det samme, som Pia Kjærsgaard, Birthe Rønn Hornbech og Connie Hedegaard. Hvis hun havde udtrykt, hvor rasende hun bliver over, at Pia Kjærsgaard anfægter hendes ret til at stå på Folketingets talerstol iført tørklæde. Hvis hun havde sagt, at hun baserer sin politik på islamiske værdier som næstekærlighed og barmhjertighed. For som politiker må man gerne skilte med sin religion. Bare det er den rigtige.