Trailer
En ung mand sidder alene på en strand. Han ser trist ud og begynder at synge, mens han insisterende kigger lige i kameraet.
"Is there anybody going to listen to my story/All about the girl who came to stay."
Og man lytter. Man vil gerne høre hans historie om drømmepigen, der åbenbart ikke er hans længere, men som han længes efter. Det er en historie, der fortælles af Julie Taymor i den usædvanlige musical Across the Universe og fører os fra et gråt og kedeligt Liverpool i 1960'ernes England gennem et pastelfarvet, men ikke mindre kedeligt universitetsmiljø i USA til et pulserende New York, hvor mange forskellige kulturer smelter sammen, hvor stoffer, musik og excentrisk opførsel er en del af dagligdagen, og hvor ungdomsoprøret og modstanden mod Vietnam er begyndt at manifestere sig.
Det er turbulente tider, ikke mindst for filmens unge hovedpersoner, der samles i et kollektiv i Greenwich Village, forelsker sig, skilles igen, sendes til Vietnam, demonstrerer mod krigen, drikker og tager hallucinerende stoffer, bliver voksen og finder ud af, at ikke alt i livet er lige let.
Alt sammen mens de synger nogle af Beatles' bedste og både kendte og mindre kendte sange, der om noget blev lydsporet for en hel generation og tillige forandrede sig i takt med tiden og de unge, som lyttede til og lod sig inspirere af dem.
Poetiske optrin
Den unge mand på stranden hedder Jude (Jim Sturgess, der er lidt af et fund) og er havnearbejder i Liverpool, hvor han bor sammen med sin mor.
Faren var amerikansk soldat i England under krigen og rejste hjem, før Jude blev født. Det er ham, Jude tager til Amerika for at opsøge, da han påmønstrer et skib som fyrbøder.
Han ender på Princeton, hvor det viser sig, at faren er vicevært og har sin egen familie. Jude møder dog den jævnaldrende Max (Joe Anderson), og sammen rejser de til New York for at leve det søde liv som bohemer midt i en seksuel, politisk, bevidsthedsmæssig revolution.
Det bliver både spændende og turbulent for dem begge: Max indkaldes til hæren og sendes til Vietnam; Jude forelsker sig i hans søster, Lucy (Evan Rachel Wood), og hun i ham, mens hun engagerer sig vildt og voldsomt i den mere og mere radikale kamp mod krigen i Vietnam. Omkring de unge mennesker svæver en række sjove og skæve eksistenser, der hver repræsenterer en side af det mangefacetterede, alternative miljø i storbyen, ja, i USA - uden at det dog på nogen måde bliver lige så firkantet eller mekanisk, som det måske lyder her.
Ikke mindst fordi Julie Taymor er så opfindsom en filmskaber, der ikke bare lader skuespillerne synge sangene - hvilket fører handlingen fremad og giver historien troværdighed og tyngde - men også sammen med fotograf Bruno Delbonnet udtrykker dem, sangene, visuelt i betagende, poetiske, syrede og omhyggeligt koreograferede optrin, der nok er inspireret af både Busby Berkeley og Bob Fosse, men alligevel ikke minder om meget, man har set tidligere.
Egne veje
Across the Universe er lige dele engageret generationsportræt, energisk periodeskildring, intens coming-of-age-fortælling, bevægende kærlighedsdrama, kulørt, humoristisk og postmoderne musical og utvetydig, lystfyldt hyldest til den største popgruppe ever - og det hele er så fantastisk og forførende pakket ind, at man gerne havde set filmen blive ved.
Det er ret godt tænkt at bruge Beatles' musik som rygraden i filmen - titlen er naturligvis også hentet i en af gruppens sange - som visuelt ofte er lige så sprudlende original som musikken. Der findes en Lennon/McCartney-sang til enhver lejlighed - fra det enkelt poppede til det psykedelisk komplekse - hvilket Taymor til fulde demonstrerer i både opløftende, livsbekræftende og mere voldsomme og nedslående sekvenser.
I nogle af dem får sangene endda ny betydning på grund af arrangementet og den sammenhæng, de optræder i, og man ikke blot brænder efter at høre sangene igen; man får også lyst til at dykke ned i teksterne og undersøge, hvad de fire drenge fra Liverpool egentlig synger om.
Stilistisk minder Across the Universe om Baz Luhrmanns fandenivoldsk respektløse leg med popsange og storladen tragedie Shakespeare-style i Moulin Rouge, og det er en udelt fornøjelse at opleve en begavet instruktør som Julie Taymor gå sine helt egne vegne og blande genrer og stilarter og kunstgreb i et ambitiøst og vellykket forsøg på at fortælle en historie med meget på hjerte.
"She's the kind of girl you want so much it makes you sorry/Still you don't regret a single day"
Across the Universe. Instruktion: Julie Taymor. Manuskript: Dick Clement, Ian La Frenais og Julie Taymor. Amerikansk (CinemaxX, Dagmar, Falkoner og Grand i København og en halv snes biografer i provinsen)
Interview med Julie Taymor på næste side
