Vi hører det igen og igen - kritikken af moderne forældre. Kritikken handler som oftest om, at forældre forkæler deres børn, varter dem op, lader dem bestemme for meget, og har svært ved at sige nej til dem. Curling-forældre kaldes de. Det er forældre, der efter sigende løber foran deres børn og fejer for dem, så de ikke skal møde vanskeligheder eller problemer på deres vej.
Det er øjensynligt et internationalt fænomen - i den vestlige verden i hvert fald. F.eks. diskuteres samme fænomen i USA. Der kalder man det bare helikopterforældre - forældre, der hele tiden våger over deres børn. Den engelske version er cottonwool babies - børn pakket ind i vat. Emnet har været diskuteret i fjernsynet i England, netop her op til sommerferien, hvor mange engelske forældre stadig husker Madeleine-sagen, og ikke har den store lyst til at lade deres børn lege ude alene og også overvejer, hvor nu ferien skal afholdes.
Men hvorfor italesættes forældre konstant som forkerte i forhold til, hvordan de har med deres børn og gøre. Og hvorfor beskyldes de for at være overbeskyttende netop i dag?
Der er formentlig mange grunde hertil, og i øvrigt er fænomenet ikke nyt. Allerede Luther talte for, at skoler var en vej til at kompensere for forældrenes mangelfuldhed og forkælelse af børnene. En sjov opfattelse - i betragtning af, at forældre og skoler har en fundamental forskellig funktion i forhold til børn. Forældre giver børnene omsorg, elsker dem som de er, og er i en ganske anden situation end en lærer, der skal forsøge at bibringe børnene viden, og som oftest har med mellem 20 og 30 børn at gøre på samme tid. En lærer elsker ikke børnene, som forældrene gør det, og i skolen holdes børnene af i kraft af, hvordan de opfører sig, og hvad de præsterer. Hvis forældrene kun holdt af børnene i kraft af, hvad de præsterede, ville det være ret usundt for børnenes udviklingsmuligheder.
Ligeværd
Som en følge af samfundets udvikling har børn i dag brug for at udvikle andre kompetencer og færdigheder for at begå sig i det samfundsmæssige liv. Selvstændighed, sociale kompetencer og kreativitet er væsentlige kompetencer, som børn har brug for at udvikle, og for at de kan det, har relationen mellem voksne og børn ændret sig fra en mere autoritær til en mere ligeværdig relation. Forældre forsøger således at lytte til deres børn og lade dem få mere indflydelse på visse dele af familiens liv. Desuden får en familie færre børn og kun de børn, man ønsker, hvorved børnene får en anden position i familien. Hvis man betragter dette uden at overveje, hvorledes disse ændrede måder at forholde sig som forældre på hænger sammen med den samfundsmæssige udvikling, kan man fejlagtigt fortolke de nye samværsformer som udtryk for forkælelse af børnene.
I dag samarbejder forældre og samfundets forskellige institutioner om børnene. Det betyder, at mange instanser kigger forældrene over skulderen, når de har med deres børn at gøre. Man kan sige, at vi på samme måde samfundsmæssigt set, kigger skoler og institutioner over skulderen, når de har med børnene at gøre. Opdragelse af børnene er blevet et synligt og offentligt anliggende. Vi får således øje på, hvad hinanden foretager sig med børnene og diskuterer, om det nu også er en god måde at forholde sig på.
Ros til forældre
Men man vil altid kunne stille dette spørgsmål, netop fordi der i dag er flere forskellige måder at forholde sig på i relationen mellem mennesker, uden at den ene nødvendigvis er bedre eller dårligere end andre. De er bare forskellige. I Danmark knokler vi f.eks. med at lære børnene selv at tage tøj af og på - de skal være selvstændige, og vi vil ikke overbeskytte dem. I Tyrkiet synes man, at vi giver børnene alt for lidt omsorg. De synes, man skal hjælpe børnene med tøjet, fordi man i denne situation netop kan give børnene omsorg.
I de gode gamle dage - hvis de ellers var så gode - gik børnene selv i skole. De var ude at lege på gaden og blev ikke overvåget af voksne, som de gør i dag. Men er det ikke fornuftigt nok at passe på sine børn? Mange ting i samfundet har forandret sig, så moderne børn kan ikke bare færdes alle vegne alene.
Trafikken i dag er farligere, og børn kan ikke overskue den. I dag er det vel meget forståeligt, at forældre ikke bare sender deres børn ud på cykel i trafikken, men kører dem i skole. Det er vel mere tegn på omsorg end overbeskyttelse! Man kan ikke bare sende børn ud at lege alle vegne. Der er trafik, og der kan ske ulykker. Der er børn, der forsvinder ligesom Madeleine.
Det er vel ikke underligt, at forældre, selv om de godt ved, at de fleste børn ikke forsvinder, overvejer, hvordan de kan passe bedst muligt på deres børn. Særligt små børn bør ikke lades alene. Man bør holde øje med dem hele tiden. De er ikke så gode til at tænke sig om, og de kan finde på at tage en gåtur, som de ikke selv kan finde hjem fra. De kan ikke overskue den pulserende trafik. De er ofte troskyldige i forhold til fremmede.
I stedet for at beskylde forældre for at være overbeskyttende, burde vi måske betænke, hvorledes samfundet har udviklet sig og i stedet se på, hvordan de fleste moderne forældre gør en stor indsats for at passe på deres børn og giver dem omsorg og god udviklingsstøtte. Der er vel forældre, der nogle gange får beskyttet deres børn lidt for meget, og det er selvfølgelig ikke sundt. Men der er ikke noget, der tyder på, at alle danske forældre hører til denne kategori. Tværtimod kan man konstatere, at samfundet i dag er så komplekst, at børn har behov for omsorg og beskyttelse. I stedet for at kritisere alle forældre for at forkæle og overbeskytte deres børn, var det nok bedre at rose dem for at passe godt på børnene og give dem god omsorg i vores stressede og fortravlede samfund.
Grethe Kragh-Müller er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Kommentarer
Alle ved jo at det er jordmødrenes skyld.
Arbejdsgiverene syntes ikke de unge kan nok når de kommer fra universitetet, universitet syntes ikke de kan nok når de kommer fra gymnasiet, gymnasiet klager over folkeskolen, skolen mener at børnehaven skal gøre mere, og børnehaven klager over over at børnene ikke selv kan tøre sig. Det kan jo ikke være forældrenes skyld, så der er kun jordmoderen tilbage!
Put alle børn i spjældet fra fødslen - for livstid. Så kan ingen komme ind og gøre dem noget ondt. Nogensinde. Det er skam god omsorg.
Trafikken i dag er farligere hævdes det. End hvornår? 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne eller 90’erne?
Jeg må indrømme, at jeg personligt også har været temmelig overrasket over den beskyttelse - læs: kontrol - som teenagere idag udsættes for i sammenligning med den mere afslappede holdning, som vi blev mødt med, da jeg var teenager i sidste del af 80’erne. Nu har jeg tilfældigvis en nevø, der er født i begyndelsen af 90’erne og at se alt det, som hans jævnaldrende kammerater bliver udsat for fra deres forældres side, er kommet bag på mig. De bliver i den grad overvåget. Væk er pladsen til den frie leg på grænsen mellem barndom og voksenliv. Vi er ude i noget med forældre, der aftaler indbyrdes at agere angivere, hvis “lille” Nikolaj på 17 år bliver taget i Brugsen med en pose øl. Som sidder oppe natten lang for at holde øje med om deres “børn” nu også ser nogenlunde tilforladelige ud, når de kommer hjem fra fest. Som sidder hjemme hele aftenen, imens deres næsten myndige poder holder fest på værelset - dvs sidder og drikker nogle øl og hører lidt musik. Som holder øje med deres færden via mobiltelefonen. Det er jo grotesk!
Det paradoksale er, at disse overbeskyttede - eller rettere overkontrollerede - teenagere bliver udsat for mindst lige så meget mobning og lige så mange ulykker, slagsmål, voldtægter og hvad ved jeg, som vi gjorde sidst i 80’erne. Men plads til den frie eksperimenteren med at danse på bordene og rejse ud i verden uden mor og far i hælene er der ikke længere i samme grad. Det MÅ simpelthen påvirke dem. Meget.
Jeg tror ikke, at verden er blevet farligere. Men jeg tror absolut, at vi har nogle medier, der lever af at piske en stemning op. Desuden har vi fået nye muligheder for at overvåge og kontrollere hinanden. Forbandet være mobiltelefonen.
For en gangs skyld helt enig med Vibeke. Det jeg mindes med størst fryd fra min barndom er tidspunkter, hvor vi kunne være i fred for de voksne.
Når Grethe Muller slutter af med at sige : ’ Tværtimod kan man konstatere, at samfundet i dag er så komplekst, at børn har behov for omsorg og beskyttelse’, så bliver man fuldstændig i tvivl om. hvad hun mener med kompleks ? Hun sætter lighedstegn mellem nogle generelle sociologiske antagelser om samfundet til det som forældre ‘ser’ og gør det fuldstændig udokumenteret.
Er livet eks. i Hirtshals, Ålestrup osv. betragtelig mere kompliceret end i 60’erne.
På mange måder var livet i 60erne ( som var teenager i) ligeså kompliceret og på mange måder ligeså brutalt omend ikke mere end idag.
Jeg tror ikke min yngste ( 18 år) nogen sinde har oplevet et ægte slagsmål i sin skoletid, i min skoletid var det i lange perioder hverdag ( når 7 klasse tæskede 6 klasse, 8 klasse tæskede 7’ osv. ) .
Og den sociale kontrol i forhold til drikkeri og gå ibyen er mindst lige så stærk ( eller svag) som den er i dag.
Det ville hjælpe hvis Fru Müller anvendte empiri istedet for banal spekulation.
Da jeg var barn kunne man forvente at andre voksne ville skride ind og hjælpe hvis der opstod et problem. Og så kendte folk også typisk hinanden der hvor de boede, så der var sådan en slags fælles ansvar for børnene.
Man kunne også forvente et vist hensyntagen til børn i fx. trafikken. Det kan man ikke i dag.
Jeg tror de forhold gør en stor forskel og jo så er verden blevet mere rå.
Dole,
du fik mig til at mindes min barndom i det sydlige Danmark, tilbage i halvtredserne.
Naboens dreng og jeg havde sådan nogle proppistoler, eller hvad pokker de nu hed. Man kunne i hvert fald putte små sten eller bær ned i dem, og så skyde med dem. Ganske ufarligt.
Da vi løb tør for projektiler, fandt vi frem til præstens have. Der var nogle røde bær, som var særdeles velegnede. De passede lige i størrelsen. Så vi forsynede os.
Men på et tidspunkt blev vi grebet på fersk gerning af pastoren, som konfiskerede vore våben.
Imidlertid var han ikke klar over, hvad han var oppe imod. Min kammerat, som var tysk, havde jo derhjemme sin bedstemor, die Oma, og hun var altid på vores side, dansk eller tysk, derpå kom det ikke an.
Hun bevægede sig sjældent udenfor (hun var en ret stor dame), men dette var en nødssituation.
Den verdslige magt viste sig her at være den religiøse overlegen. Præsten måtte udlevere pistolerne.
Kære Grethe Kragh-Müller,
Der kan formentlig være mange grunde til forkælelse/overbeskyttelse. Men resultatet er ret tydeligt: Mere og mere selv-centrerede elever i gymnasiet, hvor jeg underviser. Thoms Ziehe taler om, at eleverne lever i en selv-verden, og man kunne jo godt forestille sig, at det falder tilbage på forældrene. Hvis et barn konstant er centrum for interesse/omsorg/pylren, mener barnet naturligvis også, at det er Guds gave til menneskeheden.
Det kan jo for så vidt være ligegyldigt, sålænge individet færdes i en hjemmeverden, men det duer altså ikke, når man skal være sammen med 30 andre på en gymnasial uddannelse. Så bliver man nødt til at tilpasse sig kollektivet og undertrykke sin navlebeskuelse. Jeg kan godt love dig, Grethe, at det giver anledning til mange småkonflikter, inden man som lærer får gjort det klart for dem, at nu er de altså ikke i centrum længere.
Der er naturligvis ikke noget galt i omsorg, tværtimod, men det kræver også et modent menneske at opdrage børn til at fungere i det omkringliggende samfund. Og det er måske dér, kæden er hoppet lidt af for den nuværende forældregeneration og deres projekt vidunderbarn.
Barnets ret til at blive en psykisk sund voksen beskyttes bedst, hvis man holder dem væk fra enhver form for præsteskab uanset religion.
Denne kommentar er anbefalet af:
Blandt andet på læsning af dine prædikener.
Mit liv er for kort til at diskutere med religiøse fanatikere.
Per Vadmand:
“Mit liv er for kort til at diskutere med religiøse fanatikere.”
Ja, det er vel tale om en meget ulige og unfair konkurrence, da de religiøse fanatikere som oftest har evigt liv til rådighed ;-)
Betyder det så at Vadmand og Heinrich er enige med Helmut Nyborg?
http://www.information.dk/161285
Hvilken helligbrøde, hvis det er tilfældet?
Jeg anser ikke Helmut Nyborg for en seriøs forsker. At han finder en korrelation mellem religiøsitet og intelligens, må stå for hans egen regning. Desværre er virkeligheden en anden. Hvis det kun var dumme og uvidende mennesker, der var religiøse, kunne problemet jo løses med almindelig oplysning, hvilket det ikke ser ud til, ar tilfældet.
At det efter min mening kun er muligt at tro på en himmelsk retfærdighed, hvis man lukker øjnene for væsentlige dele af tilværelsen, er en anden sag. Selvbedrag er ikke forbeholdt de uintelligente.
Denne kommentar er anbefalet af:
Per Vadmand:
“Selvbedrag er ikke forbeholdt de uintelligente.”
Enig. Det må i øvrigt formodes, at det er de mest intelligente, der formår at konstruere de mest avancerede selvbedrag?