I sidste uge bragte Information en kronik af Mille Mehlsen (MM) om, at Statsforvaltningen ikke varetager barnets tarv i samværssager. Det er simpelthen ikke rigtigt.
MM bruger sin egen sag om hendes søn på halvandet år til at illustrere, at Statsforvaltningen tilsidesætter barnets perspektiv. Drengens ugentlige hverdagssamvær gennemføres ved, skriver hun: "at vi afleverer vores dreng om morgenen i institutionen, hvorefter faderen et kvarter senere afhenter ham. Om eftermiddagen afleverer faderen vores dreng i institutionen, hvorefter vi et kvarter senere henter ham."
Man kan næppe være u-enig i, at denne måde at gennemføre et samvær på, ikke er ideel for et barn. Uden at have kendskab til den kon-krete sag er det imidlertid klart, at Statsforvaltningen ikke fastsætter den slags 'sluseordninger', med mindre andre hensyn til barnet gør en sådan ordning strengt nødvendig. MM antyder da også en mulig grund til, at juristen har fundet det bedst for barnet at undgå forældrenes krydsild: "Uenighederne mellem os (hendes nuværende familie, red.) og den biologiske far umuliggør en konstruktiv kommunikation."
Juristen skal altid foretage et skøn over, hvad der er bedst for lige præcis det barn, afgørelsen vedrører. I MM's tilfælde ser det ikke ud til, at juristen har kunnet fremtrylle en løsning, der er ideel for barnet. I stedet må man ty til den mindst belastende løsning for barnet. Og her kan valget meget vel have stået mellem at lade barnet blive udleveret mellem to forældre, der er ved at rive hovedet af hinanden, eller en lidt bøvlet tur omkring vuggestuen. Og her nærmer vi os sagens kerne.
Sjældent gode løsninger
MM og jeg er nemlig tilsyneladende enige i, at det er synd for hendes barn, at det skal afleveres i vuggestue blot for at blive hentet igen. Men her ophører enigheden. MM synes at være af den opfattelse, at Statsforvaltningen bør kunne løse problemet, så det ikke går ud over barnet. Men som jeg ser det, findes der sjældent gode løsninger for et barn, når forældrene ikke kan samarbejde. Kunne forældrene samarbejde, kunne barnet jo afleveres og hentes på helt normal og naturlig vis - direkte fra den ene forælder til den anden. Som MM's eget eksempel viser, er forældrene reelt de eneste, der kan skåne barnet for den slags lappeløsninger.
I sager, hvor konfliktniveauet mellem forældrene er højt, er der ofte tale om to ressourcestærke forældre, som har hver deres klare holdning til, hvad der er bedst for deres barn. Jeg tror, alle forældre kan leve sig ind i, at det er svært at gå på kompromis med sin opfattelse af, hvad der er bedst for ens barn. Rigtig svært. Men det er trist gang på gang at være vidne til, at disse forældre, der hver især kæmper for at gøre det bedste for deres fælles barn, ofte ender med at gøre det endnu mere svært for barnet.
Vores erfaring viser, at børn kan leve med, at deres forældre går fra hinanden. Men de kan ikke leve med, at deres forældre ikke kan samarbejde. Det kan f.eks. vise sig ved stress, utryghed eller manglende selvværd. Med andre ord gør man altså sit barn en stor tjeneste, hvis man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at fremme samarbejdet frem for at slås med den anden forælder om en bestemt samværsordning. Jeg deler derfor heller ikke MMs forargelse over, at en sagsbehandler i Statsforvaltningen har givet udtryk for, at "det er nødvendigt hver især at sluge nogle kameler."
Jordnære jurister
Jeg er selv mor og kan levende forestille mig, at det må være vanvittig frustrerende, når en offentlig myndighed griber ind i ens forældrerolle og bestemmer, hvad der er bedst for ens barn. Derfor forstår jeg godt, at man som forælder griber pennen og forfatter en ensidig beretning om, at Statsforvaltningen har truffet en afgørelse, der tilsidesætter det perspektiv, der - efter ens egen overbevisning - er barnets. Men det er som om, man kommer til at bebrejde Statsforvaltningen, at man som forælder ikke kan give sit barn den gode og harmoniske opvækst, man havde drømt om. Og så bliver det Statsforvaltningen, som ikke varetager lille Bertrams tarv.
Som jurist kan man i det hele taget ærgre sig hver gang, der lægges brænde på bålet til den evindelige fordom om, at jura er et rigidt regelsystem, der ikke har med virkeligheden at gøre. Det juridiske skøn, som juristen foretager i samværssager, er nemlig umådelig jordnært, idet det kort og godt går ud på at overveje, hvilken samværsordning, der er bedst barnet.
'Barnets perspektiv forsvandt med forældreansvarsloven' hedder MMs kronik, men nej, den går altså ikke: Barnets perspektiv forsvandt med forældrenes tilbøjelighed til at skyde ansvaret fra sig og projicere det over på lovgivning og offentlige myndigheder. I mine øjne er 'forældreansvarsloven' et godt navn til en lov, der appellerer til at ansvarliggøre forældrene. Men det kræver, at forældrene erkender deres ansvar. Ellers kan vi kun lave lappeløsninger.
Ida Helene Asmussen, fuldmægtig i Statsforvaltningen Hovedstaden
Rolf Rasmussen
20. juni, 2008 #
Barnets perspektiv forsvandt med forældrenes tilbøjelighed til at skyde ansvaret fra sig og projicere det over på lovgivning og offentlige myndigheder.
Barnets perspektiv forsvandt ikke. Men det private blev gjort politisk.
Nille
20. juni, 2008 #
Tak til Ida Helene Asmussen for en god artikel, og tak til Rolf Rasmussen for et uhyggeligt velvalgt citat af Lone Nørgaard: "Mænd må se i øjnene at den omstændighed at de planter deres sæd i en kvindes krop, ikke er ensbetydende med, at de får ejendomsret til det barn som måtte komme ud af det"
Lone Nørgaards univers handler om de voksnes ejendomsret, barnet som et forbrugsgode. Det handler ikke om ansvar og ikke om børns rettigheder. Ansvaret er de andres. Hvem er de andre? Det er næppe Lone nørgaard selv, og heller ikke de 300.000 børn som ikke blev født i de sidste 30 år, fordi vores samfund ikke længere magter at genskabe den menneskelige kapital.
Det havde været skønnere, hvis en materielt fokuseret efterkrigsgeneration var nået frem til denne konklusion ud fra moralske overvejelser, fremfor at de nu er tvunget til det ,fordi de tissede i bukserne for at holde sig varme.
Poul Andersen
23. Juli, 2008 #
Nille
Bevares hvor en latterlig kommentar du har over i 1. afsnit.
HVIS det kvinnemenneske som har ladet en mand plante sit sæd i sig, og blev gravid, må hun tage ansvar for sine handlinger og erkende børn har ret og stort behov for 2 liveværdige forældre.
Børnene er ikke mor ejendom, men forældrenes ejendom.
Skilsmissebørn som har meget samvær, og hvor begge forældrene tager del i og ansvar for barnet, er dem som klarer sig aller bedst i vores samfund i hele deres barndom og voksen liv. Dette viser utallige undersøgelser.
Din ekstrem unyancerede og egosistike påstand at børn er mors ejendom ubetinget, men ikke nødvendigvis fars, er det mest ubetenksomme jeg har læst på denne site. Du har formodentlig og forhåbentlig ikke selv børn
Jens Sørensen
21. september, 2008 #
Poul,
Hvis du læser Nille's indlæg igen, tror jeg du vil se at Nille bestemt IKKE er enig i Lone Nørgaards betragtning om at kvinden per definintion af ejendomsretten til børn.
Eller er det mon der har misforstået indlægget ?
Hvis den ene forældre virkelig synes at barnet IKKE har godt af samvær med begge sine forældrer, kan man jo hurtigt ordne det. Hvis begge forældrer er egnede som forælder, kan man jo bare vedtage, at den forældre, der kræver 100 % magt og have barnet boende hele tiden, overdrager disse beføjelser til den ANDEN forældrer !!!
For vi taler jo om barnets tarv eller gør vi........?
Hvis man gjorde det, er jeg sikker på at ALLE ville synes at barnets ret til 2 forældrer er en rigtig god ide.
Enhver der går mod barnets tarv, miskrediterer den anden forældre, modsætter sig samvær, fremkommer med falske beskyldninger om det ene, bortføre eller andet skal sanktioneres.
Hvis man kan gøre ovenstående uden konsekvenser men tværtimod få fordele ud af det, inviterer man jo direkte den ene part, typisk kvinden,
til at optrappe en ligegyldig bagatel til en uløsekonflikt.
Ole E. Mikkelsen
22. september, 2008 #
En af de helt væsentlige konklusioner fra en par-psykolog, som min kone og jeg frekventerede for nogle år tilbage, var at evnen til samarbejde jo først virkelig kom på prøve hvis skilsmissen blev en realitet.
Så hvis skilsmissen truer kan man passende afprøve evnen til praktisk samarbejde, - ferieplanlægning, juleaften, sygedage, hente/bringe-fordeling, tøjindkøb, madpakke, fritidsbeskæftigelser, fødselsdagsgavefordeling, opdragelsesprincipper hos hinanden, klassefødselsdag osv. osv.
Og hvis det ikke går, så er det jo det offentlige 'misbruges' til at få to til at tale sammen.
Jeg kalder det misbrug, for jeg mener ikke et par som har påtaget sig ansvaret for et barn er sig deres ansvar værd, hvis de ikke kan håndtere dette praktiske samarbejde uden det offentliges indblanding.
Jeg må erklære mig 112% enig i citatet: 'Barnets perspektiv forsvandt med forældrenes tilbøjelighed til at skyde ansvaret fra sig og projicere det over på lovgivning og offentlige myndigheder. '
Der burde indføres voldsom brugerbetaling på sådanne ydelser, der afslører nydernes manglende evne til at forvalte egne liv.
I. Sundsvald
22. september, 2008 #
”Jamen hvorfor så tvære den ud i æteren gang på gang ...”
Det jeg ikke forstår er, netop dette. Gang på gang i adskillige tråde er emnet belyst. Hvad mener debattørerne at kunne opnå ved at udstille sig selv - som regel anonymt? Vi her på netavisen kan jo ikke gøre noget, og vi har ingen mulighed for at vide, hvad der er op og ned i de forskellige sager.
I et tilfælde, som jeg har kendskab til personligt, drejer det sig om en voldsramt kvinde. Sagen blev aldrig meldt til politiet, men hun fik en overfaldsalarm, da hun havde tydelige spor efter mishandling. Alligevel insisterede hun på, at barnet skulle have en far, da det jo aldrig var gået ud over barnet, som ’kun’ havde været vidne til overgrebene i 3-4-års-alderen. Og ’systemet’ mente også at faren skulle have samkvemsret.
På trods af adskillige svigt, hvor han bl.a. glemte at hente barnet i børnehaven til samværet, eller på forskellig måde var ’skæv’, fortsatte det på værste beskub: - Chikane af familie og venner og meget andet. Moderen måtte bl.a. få hemmeligt telefonnummer – det nægtede mange andre, og måtte så finde sig i natlige opringninger og chikane af forskellig art.
I dag er ’barnet’ 20 år, og har selv i perioder måttet skifte telefonnummer og e-mail. – Men det går da. I dag er det hende der sidder med 'aben'. Moderen må leve med de psykiske traumer, som sådan et forløb efterlader.
Havde det stået til mig, så var manden i dette forhold blevet meldt til politiet, havde fået tilhold og var blevet udsat for flere grimme ting.
Sådan spiller klaveret (heldigvis) ikke. Når der ikke kan opnås enighed og samarbejde, har vi de offentlige instanser, der må tage over. Og de har ikke andre muligheder end at vurdere ud fra et skøn, eftersom de i sagens natur ikke kender de enkelte sager personligt. Men det må parterne så finde sig i.
I øvrigt har det ikke på denne web skortet på ukvemsord, sexistiske og nedladende udtalelser om kvinder – og sågar gode råd om hvordan man med trusler og ’rygmærker’ kan få kvinder til at makke ret. Det får man ingen sympati ved.
I. Sundsvald
22. september, 2008 #
"men jeg vel unden lyme heller ikke opdrages af et sæt liberale regler som sprøjter anus lugt ud som "friheds idealer""
Det er lige det jeg bl.a. mener med 'ukvemsord'.
Oversættelse:
Den onde lyneme'
Anuslugt
Frihedsidealer
I. Sundsvald
22. september, 2008 #
+ vel = vil
Jens Sørensen
22. september, 2008 #
Voresfar
Jeg er ikke i tvivl om du er blevet rigtigt dårligt behandlet af din ex og myndighederne.
Sådan er det desværre i Danmark år 2008.
På famileområdet er manden dybt undertrykt.
Enten retter man ind eller også er det good-bye.
Hvis man herefter så er rigtig flink og gør lige hvad den almægtige ønsker, kan man allernådigst få lov til se sine børn.
Jeg er sikker på at mange kvinder desværre får bank som resultat af mandens frustration over en åbenlys diskriminerende behandling, der kun tilgodeser moderens tarv. Barnets tarv er i denne forbindelse ganske uinteressant.
At læse ud fa dine mange indlæg, kan man godt få indtryk af, at din frustration, kan give sig udslag i et voldeligt udfald mod din ex.
Mit råd til dig er derfor at bruge al din energi dels på din egen sag men også gennemdeltagelse i den offentlige debat. Enten som privat-person eller gennem en forening.
Tro mig der er tusinder af mænd som dig.Mange har endog fået en langt værre behandling end dig.
Prøv at se de udsendelser jeg linker på nedenfor.
Man tror dårligt sine egne øjne.
Tilgengæld kære vorefar, så prøv at bruge en sober tone. Som Inger skriver, er dine hadefyldte indlæg ofte svære at følge og bringer dig selv i dårligt lys.
Er det det du gerne vil ?
Brug din energi på den rigtige måde så vil du måske også opnå en debat med andre.
Som lovet diverse links :
Farvel far :
http://video.google.com/videoplay?docid=4575261205946850304
Den hårdeste dom :
http://video.google.com/videoplay?docid=8630871978917562880
Farvel far er vel den værste udsendelse .
Her udstilles myndighedernes diskriminering af fædrene gennem skjulte video-optagelser. Endvidre
afslører en af danmarks førende skilsmisse advokater Jytte Thorbek hvordan mødrene direkte rådes til konstant udsætte mæglingsmøder samt hvordan advokaten opbygger og anmelder en falsk anmeldelse for incest.
Hvis kvinder er klar til at gå så langt som til at anmelde falske incest-anklager, ja så kan man kun frygte det værste.
indlæg gør
I. Sundsvald
22. september, 2008 #
Jeg er ikke i tvivl om, at der sker grusomme uretfærdigheder i 'systemerne' - både for uskyldige mænd og kvinder - men det er jo hvad man kan forvente i et system, som ikke er ufejlbarligt, og hvor parterne ikke selv kan finde ud af det. Det lange af det korte er, at det er børnene som bliver ofret.
Mit bedste råd til både mænd og kvinder i situationerne er, at indrette deres adfærd i henhold til 'magtens' afgørelser - for børnenes skyld.
Jens Sørensen
22. september, 2008 #
Jeg er helt enig med Inger i at vi er nødt til at acceptere magtens/rettens afgørelse.
Ellers ender vi jo i anarki, hvor vi alle render rundt og skyder hinanden.
Det er derfor ekstremt vigtigt at alle der har oplevet systemets uhyrligheder deltager i debatten, fremkommer med beviser, argumenter osv. således vi kan få ændret systemet.
Lidt flere skjulte optagtelser, kontakt til politikere, krav om fyring/sanktioner mod personale der åbenlyst tilgodeser den ene part og ikke barnets tarv alt efter hvad den gældende lovgivning.
Hvis man ad denne vej vil ændre systemet, kræver det at man ikke "skræmmer " befolkningen/politikere væk.
Og uanset hvad du har været igennem, Voresfar Larsen, så skræmmer du folk over i den anden grøft.