Skyld og straf

NÅR DEN RYSTENDE beretning om iraneren Elias Karkavandi, som Information bragte i går, ikke vækker andre reaktioner end skuldertræk, så er det udtryk for et af de væsentligste værdimæssige paradigmeskift, som det danske velfærdssamfund har undergået de seneste 10 år.

Solidariteten og den universelle, betingelsesløse omsorg for samfundets svageste er afløst af en langt mere kølig vurdering af skyld, individuelt ansvar og retfærdighed. Denne glidende udvikling har længe kunnet spores i danskernes grundsyn. I et interview med Berlingske Tidende i søndags sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at hans værdikamp har fejret mange sejre, og at den har betydet et "gennembrud" for nationen. Som eksempler nævner statsministeren den stramme udlændingepolitik, den aktivistiske udenrigspolitik, opgøret med kulturrelativismen i kulturlivet og så selvfølgelig skattestoppet.

Anders Fogh Rasmussen har forandret Danmark og det slogan, 'Tid til Forandring', som i 2001 var med til bringe ham til magten, har vist sig at have langt større rækkevidde, end nogen havde troet. Men statsministeren overser en væsentlig liberal værdimæssig sejr. Måske er det af beskedenhed, at han ikke nævner den, eller måske er det for ikke at støde socialt sindede midtervælgere fra sig, men en af de værdimæssige forandringer, som har betydet mest og vil sætte sig flest spor i fremtiden, er individualiseringen af ansvaret og det generelle syn på samfundets udstødte - kriminelle, misbrugere, syge. Er de selv skyld i deres ulykke, og lever de ikke op til kravet om selv at tage ansvar for deres liv, så er sympatien også dalende og tilbøjeligheden til at acceptere offentlig hjælp mindre, end den tidligere har været.

DET ER SANDSYNLIGVIS derfor, at Elias Karkavandi kan få på en tidsubestemt straf i Danmark - et såkaldt tålt ophold - efter en i de flestes øjne mindre forbrydelse. Kort fortalt er historien, at Elias Karkavandi ad omveje er havnet i Danmark efter at være flygtet fra militærtjeneste i Iran.

Her får han asyl og lever med sin iranske hustru og passer sit job som hjemmehjælper, indtil det hele begynder at ramle for ham. Fortidens traumer og skænderier med konen trækker ham ned i en depression, hans ægteskab går i stykker, jobbet ryger, og han indleder et heftigt misbrug af hash. Inden venner og familie får hevet ham ud af tågerne og på ret køl igen, når han at holde vagt et antal gange for hashpusherne på Christiania uden anden betaling end en klump i ny og næ.

Han figurerer på vagtskemaer og hans telefonnummer ligger på pushernes telefoner, så på et tidspunkt indhentes han af sin fortid, da politiet anholder ham. Han idømmes halvandet års fængsel, og i tillæg til straffen udvises han af Danmark. For selv om Elias Karkavandi har boet 18 år i Danmark og taler sproget flydende, så har han aldrig fået dansk statsborgerskab. Problemet er dog, at han ikke kan udvises, fordi han som desertør og konvertit til kristendommen af Flygtningenævnet formodes at være i stor fare for tortur og dødsstraf i Iran. Derfor må han blive i Danmark med permanent fast adresse i Sandholmlejren. Hver 14. dag får han udleveret lommepenge på 104,75 kr. og madkuponer til lejrens kantine. Han må ikke tage lønnet arbejde eller modtage sociale ydelser. Så med mindre, han ønsker at leve resten af livet i Sandholmlejren, så er han tvunget ud i sort arbejde, kriminalitet eller at gå tiggergang hos venner og bekendte. Elias Karkavandi har valgt det sidste og forsøger at klare sig, mens politiet en gang om ugen spørger ham, hvorfor han ikke bare rejser hjem.

MAN KAN VÆLGE at se Elias Karkavandis skæbne som et resultat af hans egen forbrydelse og ligegyldighed over for at tilegne sig et det dansk statsborgerskab. Med andre ord er det livslange tålte ophold, som han nu er havnet i, løn som forskyldt.

Eller man kan vælge at se hans deroute som et resultat af et ulykkeligt psykisk sammenbrud og en deraf følgende social nedtur og alvorligt misbrug. I det tilfælde er den ulovlige vagttjeneste på Christiania blot et trin på vejen ned, og Elias Karkavandi kan med få midler og støtte hjælpes tilbage som en værdifuld samfundsborger, der bidrager til fællesskabet. Det afhænger af øjnene, der ser, og det afhænger af samfundets værdier, tolerance og syn på menneskers "selvforskyldte" ulykke.

DET VÆRDIMÆSSIGE paradigmeskifte og individualiseringen af ansvaret betyder, at flere i dag vil se på Karkavandi ud fra den første beskrivelse. Det tyder de manglende reaktioner på denne og andre sager på. Omkring 20 mennesker lever i dag på tålt ophold i Danmark. Seks er udvist administrativt og har altså ikke været for en dommer. Resten er dømt her i landet og har oven i deres dom fået en udvisning, som ikke kan effektueres af hensyn til de konventioner, som Danmark har underskrevet.

Elias Karkavandis straf er ikke retfærdig ud fra en gængs målestok. Den står slet ikke mål med forseelsens størrelse. Men det ulykkelige er, at alle tilsyneladende lukker øjnene for det.