Når baggrunden trækkes frem i forgrunden

Overvejelse. Surferen reagerer, ingen tvivl om det. Men er det bølgen, han reagerer på - eller er det oplevelsen af fænomenet 'stor bølge'. Det er overvejelser som disse, John Searles giver en introduktion til i sin bog. Foto: Nic Bothma/Scanpix

Man kan godt undre sig over, hvad man egentlig bør undre sig over. Gennem århundreder har belæste og oplyste mennesker brugt tid og tanker på at diskutere, om omverdenen faktisk findes. Det er naturligvis mennesker, som til daglig antager, at hvis man ikke åbner den dør, som man bevæger sig imod, støder man hovedet ind i den. Det er mennesker, som ikke et øjeblik ville tøve med at løbe væk, hvis de så en stor sten komme rullende nedad bakken imod dem. Nogle ville anerkende, at omverden faktisk eksisterer og begrænse deres tvivl til spørgsmålet, om vi nu også med sikkerhed kan vide noget om den. De ville selv med udsigt til en rullende sten ikke stoppe op og spekulere over om tyngdekraften igen ville virke, så stenen blev ved med at rulle. Men når de hjemme ved skrivebordet eller foran vinduet med hovedet støttet tænksomt mod hånden spekulerede, ville de blive i tvivl, om man eksempelvis nu også kunne konkludere, at det var stenen som sådan og ikke bare vores perception af stenen, der fik os til at løbe væk.

Den amerikanske filosof John Searle noterer i sin pædagogiske indføring i en række generelle filosofiske problematikker Psyke, sprog og samfund fra 1998, der netop er udkommet på dansk i Hans Vejleskovs oversættelse: "Det er altid klogt at minde sig selv om kendsgerninger, om hvad vi faktisk ved."

Diskussionen om, hvorvidt der skulle være en verden uden for menneskets bevidsthed, forudsætter ifølge Searle, at vi faktisk ved, hvad det er, der diskuteres. Omverdens eksistens går sådan set forud for tvivlen om den. Vi tænker og handler på baggrund af noget, vi tager så meget for givet, at vi ikke behøver at nævne det for hinanden, når vi diskuterer. Og hele den baggrund ignoreres, når vi tvivler på, om det er en sten, vi ser, eller om det blot er neurobiologiske processer, som frembringer billedet. Det spørgsmål er ifølge Searle forkert stillet: Der er ingen modsætning mellem på den ene side at konstatere, at der står et træ, og på den anden side at kunne redegøre for, hvordan vi kan konstatere det. Der er en kvalitativ forskel på at hævde, at noget er givet og analysere, hvordan det er givet.

Eksemplet er typisk for Searles metode: Han opererer begrebslogisk. Han analyserer de begreber, som er præmisser for tilsyneladende modsætninger, der således afvikles gennem systematisk udredning. Searle trækker så at sige baggrunden frem i lyset til nærmere undersøgelse.

Oplysningsvisionen

Eksemplet er også typisk for Searles kritik af de forskellige former for skepticisme, som under fællesnævnere som 'post-modernisme' og 'socialkonstruktivisme' stadig gør sig gældende.

Bogen indledes med en historisk skitse over det, som Searle kalder 'oplysningsvisionen'. Fra 1600-tallet til kort ind i det 20. århundrede var det en almindelig antagelse, at universet var forståeligt, og at mennesket ville kunne komme til at forstå det. Fremskridt i videnskaberne blev set som stadige systematiske afdækninger af en fundamental orden, men i starten 1900-tallet mistede oplysnings-visionen sin overbevisningskraft. Searle anfører relativitetsteorien, paradokser i mængdelæren, kvantemekanikken og Freuds afdækning af det ubevidstes indflydelse på rationaliteten som kilder til oplysningsvisionens krise, men understreger, at han personligt regner Første Verdenskrig for den mest betydelige begivenhed. Udviklingspessimismen og den stigende skepsis over for videnskaber begrundes ikke primært med nye indsigter, men med den moralske katastrofe.

Searle tilføjer en anden grund, som forekommer plausibel: "Jeg tror, at den virkelige ændring siden 1800-tallet ikke er, at verden er blevet uforståelig på en eller anden ophidsende måde, men at den er blevet meget sværere at forstå af den kedsommelige grund, at vi er blevet dygtigere og ved meget mere nu."

Det kræver særlig indsigt at udtale sig om processer i den fysiske virkelighed, efterhånden som specifikke felter er blevet afdækket i specifikke terminologier, som ofte kun er umiddelbart tilgængelige for fagfolk. Det er således ikke videnskabernes erkendelser som sådan, der ifølge Searle motiverer skepticismen. Det er det forhold, at det bliver sværere og sværere at oversætte videnskabelige indsigter til et ikke-videnskabeligt sprog.

Spørgsmål, som tidligere blev behandlet af filosoffer, er blevet til videnskabelige anliggender. Det er ifølge Searle derfor, at der ikke gøres fremskridt i filosofien: Så snart et filosofisk problem er afklaret, er det ikke længere et filosofisk problem, men hører til et videnskabeligt gebet. Filosofi handler i den optik om "de spørgsmål, som der endnu ikke er enighed om, hvordan vi bør besvare."

Oplysningsvisionen

Searle påtager sig i Psyke, sprog og samfund at kvalificere oplysningsvisionen ved at analysere de problemer, der stadig regnes for filosofiske problemer. Han afviser dualismen mellem natur og bevidsthed ved at vise, hvorfor også bevidstheden må regnes for et naturligt fænomen om end med andre karakteristika end for eksempel sten og træer. Det anføres ofte som et argument for dualismen, at bevidsthedsfænomener er ontologisk subjektive og derfor unddrager sig objektiv erkendelse. Men som Searle pointerer: Man kan godt gøre fænomener til genstand for objektiv erkendelse, selvom de er givet subjektivt.

Searle skriver selv, at han oprindeligt havde tænkt sig at kalde bogen for Hvordan det hele hænger sammen. Den store kvalitet ved bogen er, at den i hvert fald viser, hvordan Searles egne tanker om bevidsted, intentionalitet, sprog og det sociale hænger sammen. Konklusionerne fra hans mange bøger er sat sammen i en tæt lille tekst, som de fleste kan gå til og læse, hvis bare de giver sig tid til at undre sig over, hvor meget man egentlig undrer sig over, og at der måske alligevel er noget indlysende i de hverdagslige antagelser, som store tænkere ofte starter med at suspendere.