- og alle hjul står stille.
Bønderne raser over de faldende verdensmarkedspriser og den ustandselige strøm af nye direktiver fra Bruxelles. De ‘nederste’ raser over den voksende kløft mellem fattig og rig i et land, hvor folk førhen kunne leve side om side som gode naboer. Borgerne foragter deres politikere, som nok lover meget, men har tabt perspektivet og mistet evnen til at rykke ved noget. Oven i alt dette kommer så denne folkeafstemning om en traktat, der er for indviklet til, at man kan forstå den. EU-medlemskabet har ganske vist betydet fordele, mere eller mindre. Men hvorfor skal der så ændres på dets rammer? Betyder enhver styrkelse af de europæiske institutioner ikke en svækkelse af de demokratiske stemmer, der jo nu engang hører nationalstatens rum til?
Borgerne aner, at der er formynderi på færde. De bliver igen bedt om at sige god for noget, som de ikke har været deltagere i. Ganske vist har regeringerne stillet i udsigt, at man ikke denne gang vil ty til at holde stadig nye folkeafstemninger, indtil folket omsider makker ret. Og er irerne, dette lille folk af frihedskæmpere, ikke det eneste i hele Europa, som overhovedet har stillet spørgsmålstegn ved traktatens betydning?
De nægtede at lade sig behandle som stemmekvæg, der skal trækkes til urnerne. Med undtagelse af tre parlamentsmedlemmer, der sagde nej, stod irerne over for hele den kompakte politiske klasse. I den forstand var det hele politikken som sådan, der var på valg. Desto større blev derfor også fristelsen til at tildele politikerne en huskekage. I dag er denne fristelse blevet for stor alle vegne.
Bureaukratisk nødløsning
Der kan kun gisnes om motiverne for det irske nej. Derimod har reaktionerne fra officiel side været entydige. De rystede regeringer har ikke villet fremstå som rådvilde og leder nu efter en teknisk løsning. Denne kan næsten kun bestå i, at irerne bliver bedt om at holde en ny folkeafstemning.
Det vil i givet fald være ren kynisme fra magteliten over for de vælgere, man kun i ord foregiver at respektere. Og vand på møllen for de røster, som frejdigt diskuterer, om ikke de halvautoritære former i de facadedemokratier, man praktiserer andre steder, måske ville fungere bedre.
Lissabon-traktaten skulle endelig indhente det, som man allerede gerne havde nået på EU-topmødet i Nice, da unionen blev udvidet fra 15 til 27 medlemsstater, men ikke var i stand til at få afklaret. Siden har østudvidelsen med en stadig mere grel velstandskløft og en stedse stigende mangfoldighed af rivaliserende interesser kun gjort integrationsbehovene på de relevante områder desto større.
Fortsætter de i samme stil, kan de europæiske politikerforsamlinger få svært ved at få hold på de nye konflikter og spændinger. Da Den Europæiske Forfatningstraktat forliste, blev Lissabon-traktaten aftalt som en udvandet bureaukratisk nødløsning, der uden videre kunne trumfes igennem hen over befolkningerne. Med denne sidste kraftanstrengelse har regeringerne koldsindigt demonstreret, at de alene træffer afgørelser om Europas skæbne. Desværre med den generende undtagelse, som den irske forfatning foreskriver.
Lissabon-traktaten var i bedste fald en reaktion med opsættende virkning på de chok, som var gået forud. I Frankrig og Holland blev ratificeringsprocessen afbrudt, endnu før den nåede at gå over i det røde felt i det forventede brudzoneland Storbritannien. Nu er forlegenheden endnu større. Hvad kan man stille op? Business as usual? Eller vil man tage konsekvenserne af den indsigt, at alle yderligere fremskridt i den europæiske forening vil forudsætte en anden politisk fremgangsmåde, som er tættere på borgerne?
Frem til topmødet i Nice har drivkraften i denne proces været økonomiske liberaliseringer, der som et eliteprojekt er blevet gennemført hen over hovedet på befolkningen. Men siden da er det reelle resultat af denne økonomiske dynamik i stigende grad blevet erkendt som et nulsumsspil med et voksende antal tabere i alle samfund.
Velbegrundet social angst og kortsigtede angstreflekser kan forklare den ustabile stemning. Men uløste problemer må tages mere alvorligt end stemninger hos de politiske partier, der kun kan vinde indflydelse for deres fortolkninger, hvis de formår at fremlægge overbevisende perspektiver.
De fejlslagne folkeafstemninger viser, at den europæiske forening i kraft af sine egne succeser nu er stødt på grænser. Disse grænser kan kun overvindes, hvis de europavenlige eliter ikke længere snakker uden om ved at henvise til repræsentationsprincippets fordele og i stedet smyger deres berøringsangst af sig. Kløften mellem de politiske beslutningsbeføjelser, der er henlagt til Bruxelles og Strasbourg, og de demokratiske deltagelsesmuligheder, der er tilbage i de nationalstatslige rammer, er blevet for dyb.
Dette er så meget desto mere problematisk, fordi kompetencerne mellem de nationalstatslige niveauer og det centrale niveau er så ulige fordelt. De socialpolitiske og kulturelle bivirkninger af den markedsfrihed, man har ønsket og gennemført for hele Europa, bliver væltet ned over nationalstaterne, der er afskåret fra at gribe ind over for de vilkår, som påfører dem disse eksterne omkostninger.
Politikken kan altså kun vinde sine tabte formende kompetencer tilbage på det europæiske plan. Først da kan tidligere EU-formand Jacques Delors’ falmede forestillinger om ‘et socialt Europa’ blive gjort til genstand for væsentlig politisk strid.
En fællesskabsinstitution kan ikke i udgangspunktet bygges op på en sådan måde, at allerede bygningens fundament udelukker alle alternativer til den fremherskende markedsliberalisme. Hvorom alting er, har spørgsmålet om en forsigtig harmonisering af skattepolitikken og den økonomiske politik samt en skridtvis tilnærmelse mellem de sociale sikringssystemer inden for EU en direkte relevans for den konflikt, som i årevis har lammet unionsudvidelsen under slagord som ‘integration i dybden’ og ‘udvidelse’.
Diffus udvidelse
Regeringens fornærmede tavshed om Europas fremtid tilslører den strid om politiske målsætninger, som i årevis har frataget foreningen af Europa dens perspektiver og evne til at inspirere. Skal Europa blive en handlekraftig spiller, som går efter at udvikle politisk handledygtighed indadtil som udadtil? Eller skal det holde sig til at være et udvidelsesprojekt med civiliserende tiltrækningskraft for nabostater, som stræber efter at tilpasse sig optagelse i en stadig større union?
Prisen for det diffuse udvidelsesprojekt er en manglende politiske formende kraft i et økonomisk sammenvokset verdenssamfund, som siden 2001 er ved glide politisk fra hinanden. Man behøver blot at se på de triste billeder af lilleputfyrsterne Brown, Sarkozy og Merkel, der må vente i forværelset på, at præsident George W. Bush kan tage imod dem en efter en - så indser man, at Europa har givet afkald på at spille en rolle på verdensscenen.
Og dog er klimaforandringerne, den ekstreme velstandskløft og den økonomiske verdensorden, krænkelsen af elementære menneskerettigheder og kampen om knappe energiressourcer problemer, der angår os alle i samme grad. Men samtidig med at alle bliver stadig mere afhængige af alle, iagttager vi på den verdenspolitiske scene, hvordan ABC-våben får større udbredelse, og en socialdarwinistisk hæmningsløshed vinder frem. Burde et handledygtigt Europa af hensyn til sin egen interesse ikke lægge sit lod i vægtskålen til fordel for en folkeretslig og politisk tæmning af det internationale samfund?
En politisk vægt, der svarer til den økonomiske, kan Europa imidlertid ikke opnå, så længe de europæiske regeringer ikke kan blive enige om, hvad målet for den europæiske forening skal være. Her må vi ikke tage fejl af årsag og virkning. For det er i første række regeringerne selv, som ikke ved, hvordan de skal komme videre, og som dermed får mismodet til at brede sig med deres halvhjertede og beklumrede fremtidsvision.
Naturligvis får striden om Unionens målsætninger sin særlige sprængfarlighed fra dybere liggende uoverensstemmelser, hvis forklaring må søges i historien. Dette forhold skal ikke være anledning til at rette en kritik imod bestemte lande. Men efter det irske signal må vi kunne forvente to ting af vore regeringer. De må nu indse, at de er kørt fast, og at den hidtidige kurs ikke længere er fremkommelig. Og de må høre op med at fortrænge den modstand, der lammer samarbejdet. I sidste ende har de intet andet valg end at lade Europas befolkninger bestemme selv.
$SUBT_ON$En klar retning
Det betyder, at de politiske partier må smøge ærmerne op og gøre Europa på markedspladsen til et vitalt tema: Hvad skal der til, hvis vi i et Europa, som er faldet tilbage til nationalstatslige kævlerier, skal skabe et indenrigspolitisk og udenrigspolitisk handledygtigt subjekt? Forslaget lyder i dag på, at Lissabon-traktaten kan reddes ved at tilbyde irerne at stå uden for udvalgte dele af den.
I det mindste bliver de irske vælgeres afgørelse på denne måde taget alvorligt, også selv om de må tage sig til hovedet, for det var jo ikke sådan, at de havde ment det. At denne mulighed nævnes er det rigtige vink at give. En samarbejdsaftale med medlemsstater, som for en periode suspenderer samarbejdet i bestemte institutioner, viser, hvordan man kan finde udvej af den vanskelige situation.
En konvoj, hvis langsomste fartøj sætter tempoet, har tidligere bragt Europa langt. Fra nu af er det en falsk gangart. Allerede den tyske indenrigsminister, Wolfgang Schäubles forslag om en direkte valgt unionspræsident går langt ud over den nølende Lissabon-traktat. Ministerrådet bør springe over sin skygge og sammenkæde det næste Europa-parlamentsvalg med en folkeafstemning.
Spørgsmålet, der skal til afstemning, må stilles så tilpas præcist, at det angiver en klar retning. Og alle Europas borgere må på den samme dag og efter samme procedure kunne afgive deres stemme om det samme tema. En fejl ved de hidtidige folkeafstemninger har været, at opinionsdannelsen er blevet holdt fanget i de enkelte nationale kontekster.
Med engagement og lidt held vil der herefter kunne fremstå en union i to hastigheder, hvis de lande, hvori folkeafstemningsresultatet bliver et ja, slutter sig sammen i et snævrere samarbejde inden for de udenrigspolitiske, sikkerhedspolitiske såvel som økonomiske og socialpolitiske områder.
Stilles de over for et sådant valg, vil også de central- og sydøsteuropæiske medlemslande få chancen for at overveje, hvor deres interesser ligger. For de medlemsstater, der endnu er skeptiske, kan et politisk succesrigt kerne-Europa vinde øget tiltrækningskraft. Endelig ville en - ganske vist retsligt ikke videre enkel - differentiering indadtil kunne lette Unionens omstridte videreudvidelse.
© Jürgen Habermas 2008Alle rights reserved by Suhrkamp Verlag, Frankfurt a.M
Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
Op som en løve, og ned som en sengeforligger. Habermas fornæger sig ikke. Hans illusionsmageri om fælleseuropæisk folkeafstemning viser bare at han ikke hverken kan eller vil begribe, hvilken byrokratisk, feudal-absolutistisk og finanskapitalistisk lukket elite, som er selve EUs egentlige væsen, og USAs, Ruslands, Kinas, “Den arabiske verden”s osv. Som om en folkeafstemning skulle kunne ændre dette eller pludselig lære alle de ensprogede i EU-området et fælles sprog!
Dette bliver som hvis man tænker sig Cicero ville bremse Romerrigets glidning mod diktaturet ved at tvinge alle til at læse en forfatning - på Cæsars tid, og seende bort fra, at de som skal læse for det første er slaver og for det andet ikke har lært det.
Stilen er ganske vist påfaldende, men hvad slaver angår, er den kantianske tone hos forfatteren ikke til at tage fejl af. Og i modsætning til det forslag Thorning Schmidt kom med i går, så går overvejelserne i retning af at fjerne umyndiggørelse og gør vælgerne opmærksom på deres eget ansvar. Om det bliver mere af EU i to hastigheder, må man afvente at se.
Til oversættelsen: Det ville være rart at kende kilden, så man kan se om “regeringen” i bestemt form er den tyske regering.
Er denne her passage kreeret af ministeriet for gakkede gangarter:
En konvoj, hvis langsomste fartøj sætter tempoet, har tidligere bragt Europa langt. Fra nu af er det en falsk gangart. ?
Er det Niels Ivar eller Jürgen, der ikke kan tale rent?
Der kan kun gisnes om motiverne for det irske nej.
Sludder og vrøvl.
Som salig(e) formand Mao sagde, så er der jo altså også den mulighed at undersøge sagen, hvilket han personligt anbefalde.
Det er Jürgen. Jeg synes heller ikke, at det er heldigt at begynde med et konvojbillede og fortsætte med en gangartmetafor.
Originalen kan læses her:
http://www.sueddeutsche.de/ausland/artikel/310/180753/
Ja, Niels, jeg tjekkede straks, allerede før din henvisning. Jeg regnede heller ikke med, at fejlen lå på din side. Det ville ikke ligne dig.
Jeg overvejede, om man kunne redde den ved en anden oversættelse af “Geleitzug”, men det kan man ifølge mine ordbøger ikke.
Min intuition, bygget på en fortid i grænselandet, men derfor ikke nødvendigvis ufejlbarlig, siger mig dog, at ordet muligvis også kan betyde noget andet. Måske “ligtog” eller “ligfølge”?
Nej, jeg tager vist fejl. Den kan nok ikke reddes.
Vel gennemtænkt og præsist afleveret artikel - fuldkommen enig med Harbermadsen - hvad måske ikke overrasker nogen af mine meddebattanter
Geleit betyder ledsage eller ført (lidt som en blind) så det er bestemt muligt at oversætte geleitzug mindre maritimt - som
¨’ført ledsagelse hvor den langsommeste sætter tempoet’
så ville gangarten måske give mere metaforsik sammenhæng. Det fungere i alle tilfælde som jeg læser det ganske godt på tysk, Men jeg finder også oversættelsen forståelig omend jeg godt kan se at der er lidt modstrid i det metaforiske.
Men hans kommentar her rammer jo lige plet og påpeger jo på udmærket vis hovedproblemet, nemlig at politikeren ikke tør tage den udfordring der ligger i at agitere for visionen og vigtigheden i at Europa som en helhed tager del i det globale.
Habermas har om ikke andet, men det er da også udmærket, en god vilje, jf. Kant.
Ellers vil jeg nok sige: Viel Geschrei, und weinig Wolle.
Og ikke engang særlig meget Geschrei. Men når man, af uransagelige grunde, har fået sig et navn, så bliver ens mindste prut kolporteret og tilmed oversat af Niels Ivar Larsen.
At du gider, Niels!
Hov: wenig, ikke weinig. Det sidste er dialekt, beklager.
Til gengæld synes jeg, at det er prisværdigt, at Information gør sig til en del af den europæiske offentlighed gennem sådanne oversættelser, især i betragtning af det omfang navlepilleriet og nationalselvforherligelsen har nået i Danmark.
Information gør sig til en del af den europæiske offentlighed
Hvem er den der europæiske offentlighed?
Er det en meget klog person? Som ikke har nogen navle?
Fin præcis analyse af den gamle kæmpe, Habermas, synes jeg.
Helt enig i at EUs drivkraft har været en udemokratisk elite, og som formynderisk vil trække neoliberale reformer ned over Europa.
Flot konklusion at denne politik er et (ideologisk drevet) nulsumsspil, med et stigende antal tabere i alle lande.
Jeg tror det er rigtigt at tage nej’et i Irland, som et udtryk for mæthed over disse reformer, og det samme gælder sikkert i Danmark, UK, Tyskland og Frankrig. Befolkningerne vil ikke længere acceptere den vækstpolitik, som er ved at udhulde vores sociale systemer og gøre Europa til et discountland som USA.
Vi vil have demokrati for de mange, og ikke for de få! Vi vil have en politik der tager demokratiske sociale hensyn, og må derfor gå en anden vej end Asien, Latinamerika, USA og senest Afrika.
I Europa har vi nemlig demokratiske traditioner, som udbytte kapitalisterne i konsulent jakkesæt, bare kan ‘sælge’. Vi kan tænke selv, hvilket hverken amerikanerne eller asiaterne kan. De kan bare tælle.
EU bør i stedet satse på en stærk alliance med de poetiske latinamerikanere, og i udvalgte områder af afslappede afrikanere, og lade tællerne spille de neoliberale nulsumsspil færdig.
Kultur vinder til enhver tid over taltyranni, og lad os så få smidt VK med DF ud, så vi kan præge EU i rigtig retning. De er bare en bande dårlige gamblere..
Det Tredje Nej
Den 12. juni 2008 stemte et flertal af de irske vælgere nej til EU forfatningstraktaten, også kendt under betegnelsen ”Lissabon traktaten”. Hvilket er en af de bedste EU relaterede begi-venheder i en længere årrække. Ja, i dansk kontekst siden september 2000 hvor den danske be-folkning sagde nej tak til den fælles mønt.
Problemstillingen er dog den at EU toppolitikerne allerede forsøger, at sabotere afstemnings-resultatet. Man overvejer, at omgå de irske vælgeres nej. Men, forholdet er dog, at man nok skal overveje flere snyde forsøg. Bl.a. da både den franske befolkning og hollandske befolk-ning sagde nej tak til selv samme traktat i 2005.
Hertil kommer det forhold, at EU toppen ikke har turdet sende traktaten til afstemning i andre lande. Eksempelvis har den danske regering ikke respekteret befolkningens krav på en folkeaf-stemning om traktaten her i landet. Man lod embedsværket i justitsministeriet udarbejde et bortforklaringsdokument som Fogh & Co. brugte til, at afværge en folkeafstemning med.
Noget lignende har også fundet sted i England. Her havde tidligere premiereminister Tony Blair lovet en folkeafstemning om traktaten! Efter den irske folkeafstemning og det store nej flertal er hans efterfølger Gordon Brown nu under pres for også, at afholde folkeafstemning om traktaten. Hvis ikke, at den falder forinden.
Hvilket den ifølge reglerne burde da alle 27 medlemslande skal ratificere traktaten. Dette er ikke muligt da Irland har sagt nej. Danske politikere burde nu arbejde for, at få traktaten tages af bordet og dermed vise deres loyalitet ovenfor de befolkningsafgørelser der er med hensyn til traktaten. Det er vel kernen i demokratiet?
Fogh regeringens planer om en folkeafstemning om landets EU forbehold falder hermed også til jorden. Der er derudover, ikke behov for, at afskaffe de udmærkede forbehold der er et værn mod yderligere EU ødelæggelse af det danske samfund.
Og på den baggrund skal der siges et stort tak til de irske modstanderorganisationer og nej vælgere der har slået et slag for demokratiet, imod EU’s neoliberale og krigeriske planer for de europæiske og skandinaviske lande.
Tak for henvisningen til originale, som desværre viser at rubrikken ikke var en fejloversættelse. Eller slår mine tyskkundskaber ikke til, og ligger der en form for ironi i titlen? I hvert fald må man sige at ‘vi’ her i EU har et demokratisk problem af dimensioner, når irere (såvel som danskere) højtråbende stemmer om noget helt andet end det der står på stemmesedlen.
Habermas har så helt ret i at der ikke er andet at gøre i den situation end at tage konsekvensen og lade det få konsekvenser.
Power to the People! Det er jo interessant at hver gang vi får chancen, stemmer vi nej. Vi, i hvert fald nogle af os, vil ikke ha’ U.S. o. El det er derfor at jeg ihvert fald stemmer nej. Hvis man havde været ærlig fra starten og sagt at det var endemålet, havde der ikke været noget EU i dag, er jeg sikker på
Habermas er lidt naiv ( men han ved vel i virkeligheden bedre ) i at efterlyse et projekt eller vision med EU fra elitens side - for det har de skam allerede:
( Og han er også naiv i det at tro at eliten kan tales til at søge andre veje )
Folket’s råd
Jeg vandred’ blandt De Høje,
jeg vandred’ Allemands Veje,
jeg fatted’ - med megen møje,
at de som meget guld vil eje,
sjældent for Folkeviljen vil sig bøje,
lader kun nødigt Folket’s råd tungest veje.
–––––-
Og vi fik ikke en afstemning om EU-traktaten!
tillykke til Irerne med det foreløbige udfald.
Hvis ‘Mokkasinen’ også evnede at læse artiklen ville det være gået op for ham at Hr Harbermas vil en stærkere samlet udenrigspolitisk profil og hævder at Europas mange lilleput-stater risikere at blive sat totalt uden for enhver form global politiske indflydelse hvis ikke det sker.
De der som Kim Vibe mener at Europa’s lande enkeltvis vil have den mindste betydning på den globale scne - det vil sige der hvor den virkelige politik findersted - uden et stærkt samlet handlekraftigt EU er de eneste der er virkeligt - naive - og det er lige gyldigt om de er gud konge- og fædrelands konservative som Vibe eller medlemmer af Enhedslisten
De der mener at EU er mere ‘kapitalistisk¨ eller mere ‘neo-liberal’ - end Danmark selv - er i sandhed også naive
De allemest naive er neo-maskinstormerne som tror at der er noget venstreorienteret eller begavet i at ville bekæmpe ‘globaliseringen’ -
Disse er ikke bare totalt naive - de er også benspændere for en uafvendelig og rigtig udvikling - ikke mindst en udvikling mod en global-venstreorinteret platform - den eneste mulige form for venstreorientering i den virkelige verden.
Fort-Danmark er stendød - der er ingen fremtid at hente
Ja, det neoliberale Danmark har som bekendt kastet sig ud i en militær indsats for USAs interesser, og det har USA selvfølgelig al mulig grund til at være glad for. Skulle Dk så engang - igen - få problemer med svineeksporten til USA eller stå med veterinære problemer med den am. import, så vil USA sikkert være medgørlig på den baggrund. Det er der da al mulig grund til at tro, og således ser man det geniale ved små nationalstater.
@ R H Ristinge
“Hvis ‘Mokkasinen’ også evnede at læse artiklen ville det være gået op for ham at Hr Harbermas vil en stærkere samlet udenrigspolitisk profil og hævder at Europas mange lilleput-stater risikere at blive sat totalt uden for enhver form global politiske indflydelse hvis ikke det sker.”
Det kan godt være at Hr “Harbermas” mener det, men det gør jeg ikke, og Habermas har haft sin spalteplads. I min kommentar bruger jeg min egen.
Hvad f….. skal EUs lilleputstater med ‘indflydelse’ i en neoliberal global offentlighed. De neoliberale vil jo blot standardisere økonomierne og politikkerne, så ‘indflydelse’ er for de neoliberale et nysprogligt ord for at ‘rette ind’.
Det handler om ret og rimelighed. Hvis de neoliberale vil føre deres nulsumspil til ende, så må de lande der abbonnerer på det glitrende modeblad også gå foran og tage ansvaret, så vi har nogen at holde ‘accountable’ når regningen kommer!
Du bruger ordet naiv utroligt mange gange, det er noget rod! På samme måde som du synes at rode en kosmopolitisk dagsorden sammen med en venstreorienteret. ‘Udvikling’ er et deterministisk ord som falder fint sammen med den historiske materialisme, men jeg foretrækker ‘fremskridt’ til enhver tid!
Mokkassin, du bortforklarer at du tillagde Harbamadsen synspunkter han ikke har. Men derudover mener jeg ikke han i sig selv er interessant andet end som tænker.
Men jo ca - man kan jo også forsøge at opløse verden og vælge sig en anden, det er en fri verden vi lever i og det er altsammen tilladt.
Men der er ikke for fem flade ører mere neoliberalt i verden uden for Danmark end der er i Danmark selv. Det er en livsløgn ikke andet, kære Mokassin. En livsløgn der dækker over - enten frygt for udlændigheden eller snæversynet nationalisme (det er lige meget om denne er åbenlys som i DF eller kamufleret som i EL - nationalisme er nationalisme).
Virkeligheden er også at I kan vælge lige så meget i vil - ikke at deltage - det eneste det betyder er - at andre tager beslutningerne for jer.
Et nej til EU = at overlade magten til de andre store - det er væsentligst USA og Kina
Et nej og et svækket EU er i disse år ikke ensbetydende med andet end at landene i EU - blåstempler alt hvad USA gør - ukritisk. Det er at gøre Danmark til halehæng for USAs politik
Et udenrighspolitisk styrket EU ville have betydet at USA havde måtte gå enegang i IRAK - det ville også betyde at EU ville have kunnet stille de krav til Israel som USA ikke vil stille.
Det er den globale virkelighed og den går som selv salig marx skrev det - i retning af et stort verdensmarked og det gørt det hvad enten du kan lide det eller ej - og det er igrunden ikke så galt endda -
Ja, det neoliberale Danmark har som bekendt kastet sig ud i en militær indsats for USAs interesser
Nemlig Jørgen Mathiasen
og det paradoksale er at det ikke ville have været muligt havde EU været stærkt og havde man haft en samlet udenrigspolitik
det er fuldkommen utænkeligt at EU ville have støttet USAs mellemøsten politik
du burde sætte dig ned og analysere virkeligheden omkring dig en smule
Danmark Polen og Storbritiannin - kunne kun gå enegang og give betingelses løs støtte til USA fordi EU er svagt og mangler en fælles Europæisk sikkerheds- og udenrigspolitik
USA lever højt på EU’s svaghed
:-) man bør vist altid analysere virkeligheden omkring sig en smule - mere, men vi er vist på vej ud i nogle misforståelser.
Selvklart lever USA højt på EUs svaghed - sidstnævnte er et selvstændigt mål for USAs udenrigspolitik. Hvorfor amerikanerne skal ha’ hjælp til det fra danskere af den type vi diskuterer med her, er lidt af en gåde.
@ R H Ristinge
“Men der er ikke for fem flade ører mere neoliberalt i verden uden for Danmark end der er i Danmark selv.”
Det synes jeg nu er en sandhed med modifikationer. USA, UK og mange flere i den vestlige verden har cementeret neoliberalismen i mange flere år, og står i disse lande som en ideologi der langt mindre kan spørges kritisk til, end i DK.
Problemet er, og det bør en gammel Marxist da anerkende, at ved at søge indflydelse indenfor systemet så kommer neoliberalismen indenfor huden frem for blot at være en ideologi udenfor den enkelte. Til sidst er det umuligt at føre kulturel kritik, fordi man ikke længere kan se det hav man selv svømmer i - vi bliver alle neoliberale (som Habermanden vist også har skrevet tidligere)!
Derfor er der sund fornuft i at tage observatørens position (stå udenfor), se blot den velstand Norge har kunnet etablere i den tid vores offentlige systemer af ideologiske grunde er blevet frataget status og syltet! Så er det jo rigtigt nok at Norge er politisk halehæng på USA, men de ligger jo også og har små disputer med Russerne hele tiden.
Vi får ikke mere indflydelse, eller mere velfærd af at være med i EU, tværtimod! At vi bliver udenrigspolitisk halehæng til USA betyde da blot, at de betaler gildet og kommer til at sidde med Raptus når deres historieløshed gang på gang bringer dem på glatis! Vi skal droppe den neokonservative interventionistiske udenrigspolitik, så vi igen kan sove trygt om natten og lade de andre slås om markedsterritorierne. DK er et land som kan tillade sig at stå udenfor, så længe vi bekender os til markedsøkonomi.
Marx tog fejl mht et stort verdensmarked, for markeder er altid bundet til institutionelle interesser, og derfor medfører kampen for et stort verdensmarked altid i interessekrige i det uendelige. Derfor er det et nulsumsspil - som vi er bedst tjent med at stå udenfor.
‘Nationalisme’ er blot en pseudopsykologisk bortforklaring af disse interessekampe om markeder, som ingen reel betydning eller konsekvens har for udfaldet. Man er tilsyneladende ‘nationalist’, hvis man er imod neoliberale standardiseringer, og en global verdensborger, hvis man er for? Men reel nationalisme handler om at man ønsker sociale fællesskaber, og kan derfor godt være international.
Men der er f….. ikke meget fællesskab i det aktuelle neoliberale antidemokratiske og elitepriviligerende EU projekt fra Lissabon traktaten. Det minder uendeligt meget om de struktur- og kvalitetsreformer som de borgerlige regeringer har indført herhjemme.
Jeg taler ikke for at stå udenfor internationale fællesskaber, men jeg taler for at stå udenfor et internationalt fællesskab der har rødder i Lissabon traktaten, ja!
Er det petromarked-manipulatorene som truer oss så vi ikke kan “sove trygt om natten “ ?
Hva med Europas langsiktige forsyningssikkerhet av energi ?
I samsvar med dagens Russiske/FSB analyse ser han handel og internasjonalt samarbeide eller konflikt som et nulsum-spill.
Marx tog fejl mht et stort verdensmarked, for markeder er altid bundet til institutionelle interesser, og derfor medfører kampen for et stort verdensmarked altid i interessekrige i det uendelige. Derfor er det et nulsumsspil - som vi er bedst tjent med at stå udenfor.
India er i dag inne i en strategisk omorienteringsprosess .
In Indian Interests
Why is a US-Israel-India axis desirable? Remember Pandit Nehru, who after the humiliation in 1962 at the hands of the Chinese, confessed in a tremulous voice over radio: “We had been living in an artificial world of our own creation”?
Rajinder Puri
Israel’s richest businessman, Shaul Eisenberg, a refugee given sanctuary in Shanghai during World War II, is thought to have been the conduit for passing nuclear know-how to China.
All things considered, if America and Israel change attitude to get closer to India, why should that be opposed? It would strengthen India. It would make China amenable to friendly relations with India on the basis of equality. Those who oppose an Indo-US-Israel strategic relationship are either ignorant of the total picture or are subverted. Comrade Karat can best decide in which category his party should be placed.
http://www.outlookindia.com/full.asp?fodname=20080620&fname=puri&sid=1
Fremtidens energi
Energi er et hett tema
http://www.bt.no/meninger/kronikk/article201897.ece
Det anslås at havet inneholder ca. 2600 ZJ (2,6 yottajoule, YJ) uran, og jordskorpen ca. 7 millioner ZJ (7 xonajoule, XJ). Men det er mer å finne, en såkalt “breeder”-reaktor produserer flere spaltbare atomer samtidig som den produserer energi og kan ulvinne 60-70 ganger mer energi pr. kg uran.
“breeder”-reaktor
Her brukes thorium som drivstoff i en underkritisk prosess som holdes i gang av en akselerator som bombarderer thoriumet med nøytroner.
Thoriumreservene i verden er beregnet til (i tonn): 360 000 i India
http://no.wikipedia.org/wiki/Thorium#Forekomst
Energy from Thorium
http://thoriumenergy.blogspot.com/2008/04/thorium-fuel-cycle-development…
Så du tror Jørgen, at USAs højre drømmer om et styrket og forenet Europa? you are kidding yourself
Mokassinsko
det du kalder neoliberalisme - er bare den gode gamle - der er intet neo og nyt her - de ibboende modsætninger er stadig lyslevende, men der er ikke noget sted udenfor - det er en naiv illusion
Velstand er ikke og bør aldrig være et politiske mål - indflydelse derimod er og bør være målet. Kun via indflydelse har man mulighed for at vælge, det andet er defaitisme, det er at give op og overlade alt til de kræfter hvis indflydelse vi burde arbejde på at begrænse.
@ R H Ristinge
Hmm, jeg synes nu der er en forskel.. se kommentarerne i tråden til http://www.information.dk/160964 .
Neoliberalismen er særlig slem til at ville omgå de demokratiske spilleregler, for at koncentrere magten hos eliten.
Indflydelse som mål? Nej, fred og lighed som mål og indflydelse som middel. Men enig i at velstand ikke har noget at gøre i målsætningerne.
Du taler om ideologier Mokassin, men ideologier er overflade, de har aldrig styret den virkelige verden.
De liberale tror de og kapitalismen vandt, men de indre modsætninger er de samme, - de har ikke vundet, de tror det bare
men det er vanvid at vende tilbege til gamle anakistiske drømme om at melde sig ud af verden, eller tro at verden ændres ‘udefra’ - verden ændres kun ved at være med og ved at målbevidst at gibe de muligheder som byder sig - globalisringen er vejen frem - ikke vejen ned og ud
Det Irske problem er vil ikke så svært, og løsningen kan bruges i alle lande: Politikkerne skal bare finde sig et nyt folk.
@ R H Ristinge
Jeg er af den opfattelse, at det er en stor fordel at forstå ideologien for at kunne træffe valg på et praktisk plan.
Når den nærmeste leder fx snakker om at etablere ‘selvstyrende’ teams på arbejdspladsen, så skal man være på vagt. Når han så som det næste foreslår at man også skal have budgetansvar, så skal man råbe højt.
Ideologien er med til at etablere anerkendelseskriterierne i dagligdagen, og er derfor en vigtig kamparena.
Hmm
Det er for mig på den globale scene de virkelige udfordringer ligger. Her er der stadig brug for en venstrefløj som griber tilbage til nogle af de enkle forestillinger der handler om at udnytte de indre modsætninger der er overalt til - ikke at filosofere eller ideologisere - men derimod at arbejde forandre verden. Der er brug for tværnationale bevægelser og målrettet politisk aktion for miljø og imod ulighed og imod ressource misbrug.
Den eneste oplagte politiske platform for global forandring og poliitisk indsats, er i Europa EU og så deverse multinatiuonale NGO bevægelser.
Nationalstater er amter, de ændrer intet, så jeg kan godt leve med at Jørgen mener at jeg begår forrædderi overfor hans sværmeriske nationale dagsorden. Jeg bor ikke i Danmark og Europa og DF har allerede været ude og beskylde os udenlandsdanskere for forrædderi mod deres nationale sag.
@ R H Ristinge
DF er bare klassens klovn i Danmark. De er regeringens nyttige idioter til at implementere neoliberale reformer i den offentlige sektor, og dermed selskabstømme staten. Efter denne regering er DF færdige i dansk politik, fordi de spillede på den forkerte hest.
Jeg synes nu nok at venstrefløjen har behov for at filosofere og ideologisere lidt bedre efter nutidens problemstillinger, før man involverer sig i forandringer! Se blot new labour og socialdemokratiets forfejlede politikker gennem 90ne. De vælgere som de tabte dér kommer aldrig tilbage!
Det er også de problemer man slås med internationalt i EU siden 1970ne, og har på den måde i mange år blot været de neoliberales stige til magten.
Venstrefløjens problemer i dag, både nationalt og internationalt skyldes i mine øjne at man har forsømt at forny sit tankegods (og dermed sine ideologier). Din holdning afspejler det alt for godt.
Det svarer til når sportsudøvere har resultatet i hovedet (forandre verden) i stedet for at fokusere på bolden (den finte man kommer fri med). At interessere sig for den internationale scene uden at have nationalscenerne med, er nok underholdende, men virkningsløst. Der er gode og der er dårlige måder at implementere på, og de gode er praksisnære!
Her har neoliberalisterne lært lektien alt for godt, og forstår at man massivt må sætte ind og etablere nogle praktiske anerkendelseskriterier i menneskers dagligdag, som fører til holdningsændringer.
Vi er ikke andet end det vi imiterer, og så er det altså en massiv fejl at sidde og papegøjesnakke med EU DJØF’erne.
Vi SKAL bare have demokratierne med, og hvis prisen for det er at forsinke internationalt samarbejde i 100 eller 200 år, så må vi bare vente på at kvinden er rede. Voldtægt er kortsigtet behovsstimulans!
Irerne ved det.
Det er ikke andet en en genoplivelse af argumentet fra dele af det nittende og tidligere tyvende århundredes venstrefløj. Dem der mente at Socialdemokratiet aldrig ikke burde opstille og lade sig indvælge i et parlament på grundlag af en forfatning udformet af de konservative kongetro og et ultra liberalistisk orienteret borgerskab. Og da slet ikke lade sig vælge som ministere - føj - ‘minister-socialisme’ vrængede man
Det er jo præsist det samme argument der nu bruges om EU - forfatningen er neoliberal, påstås det - derfor skal man sige nej nej og atter nej - vi skal have den gode forfatning først - om ‘100 eller 200 år’
Gud være lovet fulgte Socialdemokratiet ikke parolen - for så ville al magt ville i det tyvende århundrede være blevet overladt til netop til de ultraliberale, de højre konservative og det der er værre - istedet fik vi med de radikales hjælp og de borgeliges fodslæbende samtygge - velfærdsstaten
Nu står vi over for globale miljøproblemer som ikke kan vente 100 eller 200 år
@ R H Ristinge
“Nu står vi over for globale miljøproblemer som ikke kan vente 100 eller 200 år”
Nej lad os håbe der er et politisk indhold dér, som venstrefløjen kan forny sig med (også ideologisk). Selvom det er lidt vanskeligt at gennemskue hvad retorikken på miljøområdet pt. er ladet med.
Desværre et det et område som igen er startet med at de borgerlige kvæler indholdet med traditionel snak om tal og verdens naturlige tilstand, hvor venstrefløjen traditionelt har haft mere fod på bogstavernes magt (argumentation) og det kulturelle perspektiv.
Så kampen er den samme, men på et nyt område. Miljødebatten er ikke startet særligt lovende, med afgifter og skatter som venstrefløjens bedste redskab. Hvor er venstrefløjens (ideologiske) ressourcer til at holdningsbearbejde og kulturelle tematiseringer af debatten, så den ikke kvæles i borgerlige jongleringer med naturlige tal?
Vi må have neomarxisterne på banen!
Jeg vil opfordre alle der hælder til EU-alternativer til at deltage i årets ESF-konference i Malmö (European Social Forum).
Se mere på http://www.esf2008.org/
Stor tak til irerne, fordi de turde sige nej til Lissabontraktaten. Vi fejrede resultatet med en god middag og en flaske italiens rødvin. Danskerne fik ikke lov til at stemme, regeringen turde ikke give os lov. Men hvis vi får lov til at stemme om undtagelserne, er det “pay-back time”…. Et nej til euroen, burde være sikker. Inflationen er stor nok i øjeblikket….
Habermas er da en kylling. Lidt brok, lidt mere brok, for så at falde ned igen ind i geleddet. Gab.
Og RH Ristinge må være fuld, når han kalder EL’s EU-modstand for nationalistisk. Godawdo.
Ellers stort tillykke til irerne. Og passer så gaden, der er ikke noget at se her.