Kvalitetstid betyder samvær med sit barn i kort tid. Det er noget for travle forældre, der sidder og skæver til nye sms'er, mens man er sammen med ungen eller spekulerer på mødet med kollegaen i morgen formiddag. Hvis man nu slukker for mobilen og for det mentale systems spekulationer bare i et kvarter, så kan barnet få hele kontakten og nærværet fra far eller mor i 15 minutter. Det skulle være mindst lige så godt som at bruge fem kvarter sammen med barnet. Men dur det?
Små børn sanser, opfatter og oplever langsomt i forhold til deres voksne. Når man forarbejder og oplever langsomt, har man brug for megen og lang tid. Hvor kommer udtrykket kvalitetstid egentlig fra? Det kommer fra voksne, der har travlt med deres eget og kun vil afsætte kort tid til deres børn. Udtrykket bliver brugt til at dække over en blanding af ulyst til at være sammen med sine børn og en sproglig dækmanøvre for oplevelser af skyld over svigt.
For små børn er tidens kvalitet ikke 14 minutters nærvær, men lang, lang tid sammen med en voksen. For den voksne er det en nærværende dvælen sammen med barnet - det at leve sig ind i barnets legende og kontaktende væren i forhold til sin voksne. Så den voksne ender i et praktisk og mentalt medløb med barnet.
Store børn kan godt bruge kvalitetstid sammen med en voksen. Tæt og nær kontakt om tanker, følelser og lege. Hvornår er børn så store? Det er de, når barn og voksen er på lige fod i samværet, er ligeværdige. Det kan man ikke sætte år på.
Kvalitetstid er et fup-ord, hvor man forsøger at se på barnelivet med den management-teoretiske optik.
Mange voksne - og det gælder både forældre, pædagoger og lærere - snakker for øvrigt for hurtigt, når de taler med og til børn. Børn lytter langsomt og kan reelt ikke høre, hvad der bliver sagt til dem, når de voksne snakker så hurtigt. Det bliver ofte opfattet som, at barnet ikke hører efter og yder modstand mod den voksne og det, de bliver bedt om. Så kan man opleve, at de voksne hæver stemmen og snakker endnu hurtigere.
Altså: voksne snakker for hurtigt, mens børn lytter langsomt.
Børn bruger selvfølgelig flittigt løs af ansigternes mimik, hændernes gestik og kropssproget med dens spændthed, bevægelser og rytme. Men det, de kan hente her og der, er mere noget om situationens følelser, end det giver supplerende information om sagens substans. Meget af dette sker rimeligt langsomt men er flygtigt og misforstås let.
Carsten Friskytte
21. juni, 2008 #
I betragtning af at manden har været professor på Danmarks Pædagogiske Universitet, så lyder det, han skriver, meget fornuftigt.
Man griber sig til sin gamle, værkende knold og spørger hvad folk egentlig vil med de unger, de lægger sig til? Tilsyneladende har de ikke tid og lyst til at opdrage dem. Men umodne mennesker er jo desværre også i stand til at formere sig.Pudsigt nok skal borgerne omhyggeligt bevise at de er i stand til at føre et motorkøretøj eller håndtere et jagtgevær, men de kan sgu få lov til at ødelægge et barn helt uden prøve af nogen art! Først når barnet er ødelagt, kan "de ansvarlige myndigheder" gribe ind.............
Vibeke
21. juni, 2008 #
Befriende, at der er nogen, der tør udfordre idéen om kvalitetstid. Jeg tænker på en situation, jeg oplevede på gaden, hvor jeg stod, som det voksne barn jeg nu engang er, og kiggede på alle de spændende figurer i en legetøjsforretnings vindue. Ved siden af mig stillede sig en dreng i 5-6 årsalderen. Han ville gerne have sin far til at være med til at kigge på dinosaurusser. Så der blev han stående. Men nææh, nej, det var der ikke tid til, for mor havde planlagt "kvalitetstid", så nu trak hun i resten af familien for nu skulle de altså hjem og have boller og kakao. Drengen var bedøvende ligeglad med tilbuddet om "kvalitetstid" med kakaotraktement. Han ville bare stå og se og se. Men når dagen er planlagt til mindste detalje med henblik på optimal udnyttelse af ethvert sekund for at mor kan fortælle veninderne om alt det, som hun har udrettet med sine børn i weekenden, er der ikke noget at gøre. Der er ikke tid til dinosaurusser og andre stillestående fortidslevn.
Per Harry Hansen
21. juni, 2008 #
I øvrigt lider vi under, at børn (de fleste af dem tilsyneladende voksne) født senere end 1980 ikke er dresseret til at rydde op efter sig.
Per Harry Hansen
Henning Vinther Rasmussen
22. juni, 2008 #
Vibekes kommentar fik mig til at tænke på at måske ville hverken faren eller moren til den dinosaurus-interesserede dreng kunne stille noget op, dersom de skulle få den spontane idé at give drengen kvalitetstid her og nu ved disse fortidsdyr. For mange voksne er jo ikke længere i stand til at give drengen mod- og medspil på en sådan interesse. De ved sikkert en masse om pædagogik, men de ved ikke ret meget om det der interesserer barnet - fx dinosaurer.
Før i tiden ville forældre i det mindste kunne besvare nogle af drengens undrende spørgsmål - eller bare uopfordret fortælle ham hvad det var han så. Med andre ord: Mange unge forældre har simpelthen ikke viden eller horisont til at bevæge sig ind i børnenes umiddelbare nysgerrighed ved at supplere med viden fra en voksenverden som børnene jo trods alt engang skal ind i.
Det betragtes i dag som nørdet at vide noget - og begynder man at øse af sin voksenviden overfor et barn, har man ofte indtrykket af at det af deres forældre bliver opfattet som noget nær et overgreb: "Vær rar og skån mit barn for risikoen forat ende som nørd!"
PeterH
22. juni, 2008 #
Meget interessant iagttagelse, Henning Vinther Rasmussen, som faktisk rammer meget bredere end denne diskussion: kan man forestille sig andre lande, hvor viden synes at diskvalificere folk? Ikke destomindre forekommer det mig, at viden i al den tid, jeg har været bevidst om det, er blevet negligeret til fordel for overfladiske "trends", selvudviklede meninger og rene fordomme.
Indrømmet: på den anden side står så de, der hænger sig for meget i teorierne, fremfor at vægte dem mod erfaring og på den måde nå et realitetsbaseret resultat.
Benægtelsen af behovet for reel, faktuel viden er manifest - men mest, fordi de, der hævder unødvendigheden eller ligefrem skadeligheden mest, er dem, der besidder 'paratviden', og derfor ikke gør reelt begreb om det socialt handicappende i at mangle den.
HB Rasmussen
24. juni, 2008 #
"Mange unge forældre har simpelthen ikke viden eller horisont til at bevæge sig ind i børnenes umiddelbare nysgerrighed ved at supplere med viden fra en voksenverden som børnene jo trods alt engang skal ind i".
Nå, men det er der da råd for. Tag en lørdag formiddag på børnebiblioteket sammen med barnet og lån de bøger med hjem som barnet finder spændende. Læs højt. Så lærer man selv noget samtidig. Det kan være temmelig horisontudvidende at være forælder, netop fordi man bliver nødt til at sætte sig ind i så mange ting man ikke ved.
Løs Politikens quiz kryds sammen søndag morgen, og du vil opdage at dit teen-age barn ved ting du intet anede om.
Tag en tur i Labyrinten på Samsø, og brug trivia spørgsmål til at finde rundt med, f.eks. spørgsmål fra Harry Potters univers eller viden om dyr.
Heinrich R
24. juni, 2008 #
PeterH:
"kan man forestille sig andre lande, hvor viden synes at diskvalificere folk?"
Det kan man givetvis, men det er et særkende ved dansk kultur mange steder i kongeriget, at viden på det nærmeste er uønsket. Holdninger må vi gerne have, blot må de helst ikke være velunderbyggede. Hvorfor vide, når man kan mene, synes mottoet at være. Og hvorfor undlade at mene noget, blot fordi det strider mod fakta, synes en anden at være.
I mange sammenhænge er det odiøst at have en uddannelse, og er basis for diskrimination. De med uddannelse har naturligvis ikke større viden end de uuddannede, og den viden de har, er forkert og uden praktisk anvendelse., er den udbredte holdning. Og når der praktiseres dansk hygge, handler det alt for ofte om overfladisk tomgangssnak, evt. kobineret med luftning af overfladiske holdninger og platheder, med tilhørende bekræftelse af de øvrige tilstedeværende i, at de er modige "fritænkere", ved at anerkende deres flabetheder. Derimod er det som regel socialt dybt uacceptabelt at imødegå andres holdningstilkendegivelser med seriøse argumenter - som om det var en grov krænkelse af personen at udfordre vedkommendes synspunkter.
Hvad med om de voksne prioriterede deres sociale samvær med andre voksne, og gjorde dén til kvalitetstid?