Opgør med reformtrægheden

Da den daværende tyske præsident, Roman Herzog, i 1997 holdt sin i Tyskland berømte (men ikke i alle kredse berømmede) Berliner-Rede, forsøgte han at analysere den krise, landet dengang befandt sig i med over fire millioner arbejdsløse. Samtidig forsøgte han at fremsætte nogle visioner for, hvordan man kunne komme ud af krisen. Visionerne bestod i reformer inden for rammerne af det markedsstyrede samfund, men med en så klar hældning mod den liberalistiske version, at Herzog også modtog kritik for, hvad nogle mente var en udvikling frem mod større social ulighed.

Herzogs utilfredshed med det bestående er ikke forsvundet, selv efter regeringsskiftet og den nye ledelse under Merkel. Og nu er utilfredsheden blevet formuleret i en ny bog med interviews med 26 fremtrædende tyskere, fortrinsvis fra tysk politik og erhvervsliv.

Reformer, tak

De 26, der for de flestes vedkommende nu er trådt tilbage fra de embeder, der gjorde dem kendte, er medlemmer af det i 2003 grundlagte 'Konvent für Deutschland', som i bogen beskrives som et politisk uafhængigt rådgivningsorgan, der som sin hovedopgave har en 'reform af reformevnen' (Reform der Reformfähigkeit). De politiske institutioner i Tyskland er ikke i stand til at forny sig i det omfang, som de stadig ændrede forhold i landet kræver. For at møde de nye udfordringer må man tilpasse sig og forny sig. Således argumenterer Herzog selv i bogens forord.

Orienterer man sig om 'Konvent für Deutschland' finder man hurtigt ud af, at vi er nærmere ønsket om liberal-økonomisk fornyelse end en fornyelse med klar social profil. Konventet ser det ikke som sin opgave at komme med detaljerede reformforslag inden for områder som uddannelse eller arbejdsmarked, men ønsker en overordnet reform for at gøre Tyskland "mere dynamisk og konkurrencedygtigt", som det formuleres på konventets egen hjemmeside.

Ikke funda-liberalisme

Trods sin hang til den liberale markedstænkning er bogen ikke udtryk for snæversynet 'Cepos-ideologi'. Den tidligere SPD-minister Wolfgang Clement er et af konventets mest fremtrædende medlemmer, og i interviewet med ham fremsætter han dels en skarp og veldrejet kritik af medierne, dels gør han opmærksom på faren ved, at den politiske debat mere finder sted i samtalerne i de i Tyskland meget populære politiske talkshows end i parlamentet.

Heller ikke interviewet med Klaus von Dohnanyi, forsknings og uddannelsesminister i 70'erne og Hamborgs borgmester fra 1981-88, leder tanken hen på liberalistisk fundamentalisme. Den om kort tid 80-årige politiker får med en lang række eksempler illustreret, hvorledes der i Tyskland mangler en overordnet og koordinerende indstilling til en række moderne fænomener. Globaliseringen f.eks. Hvorledes organiserer man staten bedst muligt i lyset af den udvikling, vi i de senere år har været genstand for, og hvorledes møder man de udfordringer, globaliseringen giver de enkelte lande? Tilsyneladende indlysende spørgsmål, men alligevel glimrer de ofte ved deres fravær i megen politisk debat.

Verdensregering

Det er således ikke ligetil at kategorisere holdningerne i den nye bog. Og sådan noget med at kategorisere skal man da også altid passe på med, for selv om kategorier kan skabe overblik, er de også forsimplende. Man kigger ikke forgæves efter liberalt orienteret markedstænkning, men de fleste interviews er med folk, hvis refleksionsniveau er tilstrækkeligt højt til, at de kommer ud over det fundamentalistiske. Og det skorter ikke på radikale og visionære forestillinger. Tag f.eks. interviewet med den tidligere leder af det tyske industriforbund BDI. Et af hans forslag går ud på etableringen af intet mindre end en verdensregering. Intervieweren er tilsyneladende ved at falde ned af stolen, da Henkel præsenterer ideen, men som han argumenterer: Ingen havde troet på, at der engang ville komme en form for europæisk regering, og indtil 1871 troede ingen heller på opkomsten af en tysk regering. En verdensregering, mener Henkel, er ikke utænkelig i en globaliseringstid. Forslaget har dog, indrømmes det, nogle punkter, som skal overvindes. Så længe to tredjedele af FNs medlemslande er diktaturstater, kan en sådan regering ikke etableres i FN-regi. Men Henkel mener ikke, forslaget er illusorisk. Også en verdensvaluta og en verdensgrundlov skulle kunne tænkes.

Der er således både forslag med mod og handlekraft i bogen. Den savner sikkert i manges øjne, i al fald undertegnedes, en klarere social profil og bevidsthed om den voksende ulighed i verden. Men den rummer også klare analyser og visionære forslag, som vidner om en tysk debat på et højt niveau.