Kammerkor i superligaen

Sangerne i Mogens Dahl Kammerkor bobler af glæde og sprudler af musikalitet på deres nye cd med både ældre og nyskreven nordisk kirkemusik. Især sopranerne lyser op

Dansk, norsk, svensk og finsk. Nyskrevne værker side om side med ældre, men tidløse sange: Man krydser konstant grænser såvel musikalsk som geografisk på Sacred North - en samling rendyrket nordisk kirkemusik, som Mogens Dahl Kammerkor for nylig har udsendt på cd. Og netop variationen i både sprog, tid og kompositoriske teknikker er styrken i dette digre værk - en skive med næsten 80 minutters skiftevis udfordrende og afstressende sakral kormusik.

.

Norske Odd Johan Overøyes (f. 1961) korte folkemusikalsk inspirerede sange indleder cd'en. En salig begyndelse med smuk, båret korklang og et fint solistisk indslag i Marias Lovsang

I svenske Michael Waldenbys (f. 1953) værk Omnia Tempus Habenit giver cellisten Morten Zeuthen koret musikalsk modspil med sine dramatiske og pågående strygerfigurationer. Heftigt, råbende og dirrende står dette værk som det skæve indslag, der vovet bryder med korets ellers så pæne, stilrene lydbillede.

Alle gode gange tre

Og som små, pludselige indskydelser midt i alt det sjældent opførte overraskes øret af hele tre velkendte danske sange med tekster af Ingemann og melodier af Weyse: "Lysets engel går med glans", "Dagen går med raske fjed" og "Bliv hos os når dagen hælder". Bo Holten har været inde over alle de tre danske sange, og det er der kommet tre lyriske, klangrige og virkelig vellykkede arrangementer ud af. Både solister og kor brillerer overskudsagtigt i de tre sange, som ligger spredt ud som gennemsigtige glasperler mellem de øvrige indslag. Herligt!

Det mytiske tal tre går igen flere gange på cd'en: Også den latinske lovprisning af jomfru Maria, "Ave Maris Stella", dukker op i tre meget forskellige fortolkninger. Først i Griegs stille udgave, senere i Trond Kvernos (f. 1945) version og endelig i organisten Per Skrivers (f. 1962) nutidigt reflekterende tonesprog.

Klangmæssigt stråler Mogens Dahl Kammerkor af en varme og vitalitet, der får det til at sitre af fryd indvendigt. Fraserne er velformede, og de 20 kompetente sangere får teksterne til at flyde klart og velartikuleret. Man fornemmer, at der er arbejdet intenst og helt ned i detaljen med hver eneste melodisk linje. Særligt sopranerne løfter med brillante stemmer både de jublende lyse og de mere afdæmpede, melankolske sange.

Kun få gange standser man op og studser - kunne korets slutkonsonanter indimellem have været en anelse mere præcist koordineret?

I sangens superliga

Selv cd-indpakningen er omhyggeligt gennemtænkt: Stemningsfulde fotos af korsangerne i pudsige øvesituationer pryder siderne i den dybgrønne booklet, hvor samtlige sangtekster findes på både dansk, engelsk og i enkelte tilfælde også på latin.

Sacred North er den tredje cd, Mogens Dahls Kammerkor udgiver. I 2005 udsendte koret en samling nordiske julesange i nye arrangementer, mens 2007 bød på en cd med verdslig skandinavisk kormusik. Med denne samling af nordisk sakral kormusik hæver Mogens Dahls Kammerkor sig helt op i sangens superliga. Her er et dansk kor i særklasse og med et enestående klangmæssigt potentiale.

Sacred North. Mogens Dahl Chamber Choir. Sacred choir music from Scandinavia. Mogens Dahl, dirigent. Morten Zeuthen, cello. Indspillet i Getsemane Kirke København, november 2007. Exlibris, EXLCD30127.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her