Før den borgerlige regering kom til magten i 2001, var det ikke så morsomt at være ansat på et privathospital her i landet. I 1990’erne måtte flere af dem lukke. Og så sent som i 2002 havde de 12 største privathospitaler et underskud på syv millioner kroner. Men det var så også det sidste år med røde tal på bundlinien.
I dag er et privathospital et godt sted at placere sine sparepenge: Fra 2004 til 2006 har privathospitalet Hamlet tidoblet sit overskud, og i år er der kommet nye private sygehuse og klinikker i blandt andet Hellerup, Aalborg og Århus.
Antallet af offentligt betalte patienter til indlæggelse på privathospitaler steg med 45 procent fra 2006 til 2007.
Ifølge direktør Jes Søgaard fra Dansk Sundhedsinstitut er behandlingsgarantien den væsentligste årsag til væksten i privathospitalerne.
I 2002 indførte regeringen en maksimal ventetid på to måneder – i oktober sidste år blev den sat ned til én måned.
Høj takst
Konsekvensen af ventetidsgarantien har været, at regionerne er blevet tvunget til at betale de private sygehuse for at operere de patienter, som det offentlige ikke har kapacitet til.
I 2007 betalte regionerne hele 763 millioner kroner mere til private aktører – en stigning på over 60 procent i forhold til året før.
En anden grund til væksten skal findes i, at privathospitalerne bliver langt bedre betalt end de offentlige sygehuse. Afregningen sker på baggrund af den såkaldte DRG-takst, som fastsættes af Sundhedsministeriet.
I udgangspunktet er taksten fastsat på baggrund af, hvad en tilsvarende behandling koster i det offentlige.
Men privathospitalerne lukrerer på, at de ikke er forpligtet til også at forske, have akut beredskab eller uddanne nyt personale.
Endnu en årsag til de gode tider for de private sygehuse er, at det siden 2002 har været muligt at trække de arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer fra i skat – samtidig med, at virksomhederne kan trække udgifterne til sundhedsforsikring fra som en driftsudgift.
Det har betydet, at antallet af sundhedsforsikrede er vokset markant fra under 50.000 i 2001 til over en halv million i dag.
Rammer skævt
Til at starte med var det primært chefer og nøglemedarbejdere, som nød godt af sundhedsforsikringerne. Men nu er virksomhederne forpligtiget til at lade alle medarbejdere være omfattet af ordningen.
Senest er kommuner også begyndt at tilbyde sundhedsforsikringer til deres ansatte. Ikke fordi, de er begejstrede for ordningerne, men for at kunne klare sig i den hårde konkurrence med det private erhvervsliv om at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Sundhedsforsikringerne rammer dog fortsat socialt skævt, da førtidspensionister, arbejdsløse, ældre og andre uden for arbejdsmarkedet ikke nyder godt af ordningen.
Ifølge en undersøgelse, som AE-rådet kom med sidste år, udgør pensionisterne kun én procent af de sundhedsforsikrede på privathospitalerne i 2007. Til sammenligning udgør pensionisterne én ud af tre patienter på de offentlige hospitaler.
At det offentlige på den måde har sikret en fast pengestrøm til privathospitalerne har ifølge Jes Søgaard været helt afgørende for, at de ikke har måttet dreje nøglen om. Han peger blandt andet på erfaringer fra Frankrig og Tyskland, der viser, at private hospitaler ikke kan leve af patienter, der selv skal betale for deres behandling.
»Det kan først løbe rundt for privathospitalerne, når der er tilstrækkeligt med patienter med penge med fra det offentlige,« siger han.
