For et par uger siden rapporterede bl.a. afrikanske medier, der især følger militære konflikter i området den sensationelle nyhed, at ikke alene fløj Sudans forbryderregime deres folkemordslignende 'kampmissioner' over bl.a. Darfur med deres gennem de senere år nyindkøbte russiske MiG-29 jagerfly og ditto MI-24 kamphelikoptere, men at samme luftstyrker også var delvist bemandet med russiske piloter, og at én af disse nu var blevet bekræftet skudt ned.
Nyhedstelegrammet ryddede ingen forsider, og det må undre. Havde der i stedet stået amerikanske eller britiske piloter, så ville piben straks have fået en anden lyd og nydt helt anderledes opmærksomhed i pressen - og forargelsen ville næppe have kendt nogen grænser.
Eksemplet er desværre yderst sigende for de seneste års udvikling i forskellige væbnede konflikter og hotspots verden rundt.
Senest har det svenske SIPRI-institut offentliggjort deres rapport for 2008 med nyeste statistikker for den globale rustning og våbenhandel, m.v. Igen har alle de dominerende vestlige medier, inklusive vor hjemlige DR, også denne gang kun valgt straks at fokusere på den 'gamle' kendsgerning, at USA - verdens stadige supermagt nr. et - i totalsummer står for de suverænt største udgifter til såvel egne militære investeringer, vedligeholdelser og salg.
25 pct. af verdens våben
Men at Rusland i perioden 1998-2005 faktisk i realiteten var denne periodes førende våbeneksportør, hvilket revanchistiske og imperialistisk sindede russiske medier, som f.eks. www.pravda.ru ligefrem med stolthed solede sig i, dét påkalder sig ingen større interesse.
At Rusland ifølge SIPRI's nyeste tal ligger som en meget tæt nr. 2 i globalt våbensalg for perioden 2003-2007, var ikke noget mange medier gjorde meget ud af. USA stod for 31 pct. af den globale våbenhandel, mens Rusland lå tæt efter med 25 pct.
At Rusland de seneste år har øget sine egne rustningsudgifter med over 60 procent, kunne man læse i Sveriges og Finlands største dagblade, der ikke pr. automatpilot kun og som sædvanlig dvælede alene ved USA's dominans.
Men et er totalsummer og vidt forskellige metoder til at sammenstille sammenlignelige statistikker.
Noget andet og langt mere relevant for kritisk granskning må dog være, hvilke lande og regimer som den globale våbenhandel involverer.
At USA af overordnede og strategiske grunde forsyner dybt reaktionære og modbydelige regimer som f.eks. Saudi-Arabien med enorme våbenmængder bliver i det mindste konstant diskuteret i samme supermagts egne medier, ligesom der i England raser en heftig debat om våbensalg til andre mellemøstlige regimer.
At USA og Storbritannien samlet set i hovedsagen forsyner egne styrker plus fortrinsvis NATO-lande med våbensystemer forsvinder også hurtigt i de fleste mediers dækning.
Men hvor er blot enkelte, længere og jævnlige gennemgang af Ruslands (og Kinas) synderegistre? De er både politisk og moralsk i særklasse - ja, faktisk fuldstændigt skruppelløse. Når den tidligere Sovjetunion som massiv våbenleverandør under Den Kolde Krig foruden Warszawapagtens sfære derudover af mere ideologiske grunde agerede som opruster af skiftende stedfortræderpartnere rundt omkring på kloden, især Afrika og Asien, så agerer dagens Rusland nu som en både ekstremt profithungrende eksportør til alle og enhver mod cool cash, men samtidig stadig tilsat gamle sovjetimperiale prioriteter.
Arabiske diktaturer
Allerværst i Mellemøsten, hvor diktaturer som bl.a. Syrien, Algeriet og Libyen fortsat står højt på listen, ligesom de altid totalt bortglemte centralasiatiske diktaturer, som Kasakhstan, Uzbekistan, Turkmenistan og Tadsjikistan fortsat er faste militære og politiske bonkammerater med ledelsen i Kreml. Det gælder også våbenfornyelser. Shanghai Corporation er et yderligere overset strategisk samarbejde - også militært - mellem de nævnte centralasiatiske slyngelstater og Kina og Rusland. Det hører vi heller ikke meget om i den dominerende presse hertillands.
I historieløshedens opportunisme, også hos en stor del af denne verdens såkaldt 'progressive kredse' er det også stort set forsvundet fra den kollektive erindring, at det var Sovjet og Kina, der solgte massemorderen Saddam Hussein suverænt størsteparten af denne folkemorders våben, efterfulgt af Europas gamle 'våbenhore' nr. et, Frankrig, især under daværende premierminister Jacques Chirac.
Vi hopper igen fremstil 2008 og Iran, som nu står i særklasse på verdens bekymringsbarometer. At Teherans regerende despotiske mørkemænd ene og alene takket være Kremls uhæmmede og kyniske uran-og atomteknik-eksport overhovedet på relativt kort tid har fået sig bragt helt tæt på a-bombe-produktion, er der igen forbavsende få skarpe reaktioner på.
Hvorfor er der ikke for længst blandt både Vestens opinion, politikere og ansvarlige regeringer blevet deklameret anderledes kontante udmeldinger seneste år, lydende på at "denne russiske opførsel er total uacceptabel, og vil få øjeblikkelige handelsmæssige og diplomatiske konsekvenser, hvis ikke hovedproblemet, de nu næsten 100 ton russisk leveret beriget uran og centrifuger, m.v. omgående standses".
I stedet har man stort set kun lagt laveste fællesnævner i FN-regi, og nu er løbet snart kørt. Ayatollahernes atomur tikker dystert videre. Seneste russiske levering af udstyr og teknologi til Irans Bushehr-reaktor blev kun midlertidigt stoppet af transitlandet Aserbajdsjan i april måned, men slap igennem til sidst.
Udover Ruslands og Kinas egne obstruktioner og latente vetotrusler i Sikkerhedsrådet har store EU-lande desværre igen i FN ført en ynkelig og livsfarlig appeasementpolitik.
Russisk våbeneksport boomer stabilt i disse år, og det ikke svært hurtigt at sammenstille et langt register af misliebige regimer som modtagere: Udover Iran, kan man fremhæve andre 'mønsterdiktaturer' som bl.a. Burma, Sudan, Libyen, Algeriet, Etiopien, Syrien...
Alt er testet i Tjetjenien
Jeg skal af pladshensyn her se bort fra russisk militær hardware som f.eks. kampvogne, high-tech-ubåde og torpedosystemer (til bl.a. Iran, Kina igen) og alene nævne den russiske globale eksport af fly, helikoptere og missiler.
Ved våbenmesserne i Dubai eller på vore længdegrader den i Paris kan man i dag finde russisk fly- og missilindustri rigt repræsenteret, og gerne med 'forbedrede' versioner af velprøvede maskiner, som ydermere nu ofte er forsynet med en Combat Proven in Chechnya-bemærkning i de farvestrålende salgsmaterialer. Ja, det tør siges: Russiske kamphelikoptere og fly har i Tjetjenien som bekendt 'bevist' deres evner til masseødelæggelse af hele storbyer og lokalsamfund og disses indbyggere, herunder massiv brug af våbentyper, som ifølge Genève-konventionerne er forbudt i tæt bebyggede områder, såsom FAE/vakuumbomber (der udvikler enorm varme og råt fortalt suger lungerne ud af mennesker).
For ikke at tale om den svinske brug i Tjetjenien af 'sommerfugleminer' fra overskudslagrene af lemlæstelsesvåben, også anvendt af Sovjet i Afghanistan, og med især børn som ofre.
To af de ovenfor listede aftagernationer af russiske våben - Burma og Sudan - skal lige fremhæves til sidst: I Burma har den statsmafiøse russiske paraplyorganisation for våbeneksport, Rosoboronexport, sammen med flyfabrikanterne i MiG oprettet et nyt eksportkontor.
Et passende valg for formidling af flere russiske våben end dem, juntaen i Burma allerede har modtaget, mens både EU og USA har indført en våbenembargo mod diktaturet.
En FN-våbenembargo nedlægges der naturligvis fortsat veto mod af Rusland og Kina. Over for Sudan har FN efter seje forhandlinger omsider fået indført en delvis embargo, men den blæser både Rusland og Kina i realiteten en hatfuld.
Russiske fly, kamphelikoptere og tilhørende lejepiloter trækker dermed fortsat blodige spor af død og ødelæggelse rundt omkring i verden- og desværre fortsat stort set fuldstændig upåtalt.
Thomas Bindesbøl Larsen er historiker og formand for Støttekomiteen for Tjetjenien
