Carlsen næstbedst i verden

Den norske teenager helt suveræn i Ukraine

Da jeg sidste efterår interviewede Magnus Carlsen i Oslo (Information, 30. oktober 2007), gav han udtryk for en forsigtig optimisme med hensyn til sin videre færd mod verdenstoppen. Han mente, at det ville tage en rum tid, inden han for alvor kunne bide skeer med Anand og Kramnik. Men siden da er han bare gået frem og frem. I 2008 har han spillet fire stærke stormesterturneringer. Han vandt en delt sejr med Aronian i Wijk aan Zee, han blev nr. 2 i Morelia/Linares, han slutspurtede og snuppede førstepladsen i Baku - og han har netop vundet den stærkt besatte Aerosuit-turnering i den ukrainske badeby Foros i suveræn stil. I alle fire turneringer har han haft en præstations-rating på over 2.800, eller sagt på en anden måde: spillet på Kasparov-niveau - vel at mærke som da Kasparov var bedst!

I Foros fjernede han hurtigt enhver spænding om udfaldet. I de første syv runder scorede han seks point - helt uhørt i et selskab, hvor den 'svageste' spiller er klart stærkere end Danmarks førende stormester, Peter Heine Nielsen. Se her, hvad Magnus som sort gjorde mod rumæneren Nisipeanu, Europamester fra 2005:

1. e4 c5 2. Sf3 d6 3. d4 cxd4 4. Sxd4 Sf6 5. Sc3 g6 ...

Dragevarianten i siciliansk har Magnus i år spillet med stor succes.

6. Le2 Lg7 7.0-0 Sc6 8. Sb3 0-0 9. Kh1 a6 10. f4 b5 11. Lf3 Lb7 12. a4 b4 13. Sd5 Sxd5 14. exd5 Sa5 15. c3 bxc3 16. bxc3 Tc8 ...

Hvid har spillet som en mand, der ikke skal have noget klinket, og sort står allerede i overkanten.

17. Tb1 La8 18. Sd2 Sc4 19. Sxc4 Txc4 20. Ld2 Da5 21. De1 Lxd5 22. Le2 ...

Se diagrammet.

Her retirerer sort naturligvis ikke med tårnet, men spiller kvalitetsofferet:

22. - Dxa4! 23. Lxc4 Lxc4 24. Tf2 e6 25. Le3 Ld5 26. Tfb2 De4 27. Dd2 h5 28. Ld4 Lh6 29. Le3 a5 30. Tb8 Kh7 31. h3 Txb8 32. Txb8 Lg7 33. Ld4 Lxd4 34. cxd4 a4 35. Kh2 a3 36. Tb4 a2 37. Ta4 Db1 ...

Dødskysset, for efter 38. Dc3 spiller sort 38. - Df1, og hvid bliver plukket yderligere. Nisipeanu opgav. Fantastisk at se en 17-årig udspille en stærk stormester på den måde.

Facit i Foros: 1. Carlsen, Norge, 8 af 11 point (og ingen tabspartier) 2. Ivantjuk, Ukraine, 7 p. 3.-4. Karjakin og Eljanov, Ukraine, begge 6 p. 5.-7. Volokitin, Ukraine, Jakovenko, Rusland, og Shirov, Spanien, alle 5,5 p. 8.-10. Aleksejev, Rusland, Svidler, Rusland, og Nisipeanu, Rumænien, alle 5 p. 11. van der Wiel, Holland, 4 p. 12. Onichuk, USA, 3,5 p.

Magnus er med et uofficielt tal på 2.792 nu verdens næsthøjest rangerende spiller, kun overgået med seks points af verdensmesteren Anand.


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her