FACIT er enkelt at gøre op, efter at EU ved et topmøde i sidste uge samlede sig selv op ved nakkehårene og besluttede, at Lissabon-toget skal køre videre - i realiteten uberørt i sin substans af det irske nej ved landets folkeafstemning om traktaten. Kort sagt er den eneste effekt, der kommer af det irske nej, en begrænset forsinkelse af den godkendelsesproces, som EU's stats- og regeringschefer allerede havde besluttet sig for.
Til oktober skal Irland derfor komme med sit bud på, hvordan man kan imødekomme nej'et. Resultatet bliver sandsynligvis en protokol til traktaten, som de andre lande kan godkende særskilt, og som forsikrer de irske vælgere om, at EU ikke vil tvinge irerne til at finansiere en EU-hær, indføre fri abort, diktere skatter eller forringe forholdene for irske arbejdere. Resten af EU har så frem til det afsluttende EU-topmøde for det franske EU-formandskab i december til at godkende irernes løsning.
Tilbage resterer endnu en irsk afstemning, der som Anders Fogh Rasmussen gjorde opmærksom på fredag helst skal ligge, så Lissabon-traktaten er trådt i kraft senest 1. april 2009. Ellers kan Europa-Parlamentsvalget i juni ikke finde sted på basis af den nye traktat, og det vil give "meget, meget store problemer".
Samme toner lød fra rækken af stats- og regeringschefer, der var samlet i Bruxelles med Tyskland og Frankrig i spidsen.
AT MAN blot vil ignorere det irske nej, kan selvfølgelig ikke siges lige ud, og derfor var EU-diplomaterne kaldt på overarbejde natten mellem torsdag og fredag, hvor realiteten skulle pakkes pænt ind. Og for at det ikke skulle se ud, som om resten af EU alt for tydeligt viftede med den europæiske pistol for den irske tinding, understregede Fogh flere gange nøje, at det blot var hans "håb", at udviklingen ville blive som han havde skitseret. Datoen den 1. april var på samme måde også blot et udtryk for statsministerens "simple matematiske udregning" over det senest mulige tidspunkt, traktaten kan træde i kraft på grundet Europa-Parlamentsvalget.
Og så videre, og så videre.
Et mummespil, som man godt kan blive grundigt træt af.
For denne ledersignatur ikke fordi det ikke er fornuftigt, at Lissabon-traktaten træder i kraft. Den nye traktat er ganske rigtigt forudsætningen for, at EU kan optræde mere samlet og dermed mere effektivt på den globale scene. Den nye traktat er også mere demokratisk, styrker menneskerettighederne og strømliner på en række områder Unionen til en virkelighed anno 2008 med de mange nye medlemmer (og giver nye mulighed for at komme til).
Men fordi det er pinagtigt at foregive, at der ikke er forskel på store og små medlemslande i Unionen. Det er så tydeligt for enhver, at nogle hundredetusinde irere ikke 'kan bremse resten af EU', som det hedder i Bruxelles og i de mange nationale regeringskontorer, hvor traktaten er vedtaget.
Irerne får en udvandet udgave af det, Danmark fik efter nej'et til Maastricht-traktaten i 1992. En national sutteklud, som er sværere at strikke sammen, fordi der ikke rigtigt er noget for irerne at blive undtaget fra, som de ikke i forvejen har en undtagelse fra. Frankrig (og Holland) derimod fik en ny traktat ud af deres folkeafstemninger, og selvom nej-siden delvist berettiget har travlt med at pege på, hvor meget Lissabon-traktaten ligner forfatningen, så er det et faktum, at Paris og Haag fik den genforhandling, Dublin ikke får.
DEMOKRATISK? Ikke hvis man mener, at ethvert medlemslands folkeafstemning skal respekteres fuldt ud. At et nej må forblive et nej, som skeptikerne siger.
Er det også urimeligt?
Her skilles vandene. For nej-sigerne er det naturligvis en bitter pille at skulle sluge, at traktaten i realiteten er ustoppelig og folkeafstemningerne ren staffage.
Men selv for tilhængerne er sejren bittersød.
For nok er det sandt, som Helle Thorning-Schmidt understregede i sidste uge i et interview her i avisen, at et stort flertal af de europæiske vælgere er positive over for grundtanken om et europæisk samarbejde.
Og nok er det sandt, som statsministeren understreger, at EU har brug for at komme i gang med det reelle konkrete arbejde for at demonstrere "resultaternes Europa"; fra fødevarer, oliepriser, energipolitik, klima, bekæmpelsen af international organiseret kriminalitet og ulovlig indvandring; listen er uendelig, og EU har travlt med at bevise sit værd.
Derfor stopper det irske nej heldigvis ikke EU's politiske arbejde.
Men den triste sandhed er, at man for at få det nødvendige traktatgrundlag igennem, den jura, som skal få EU-maskinen til at køre, har været nødt til at køre vælgernes afvisningerne gennem en uskøn teknisk-juridisk vridemaskine og et politisk mummespil, hvor målet helliger midlerne. For EU-tilhængerne er der ingen grund til at fejre den del af forholdene i den europæiske jernindustri.
