Volden vandt i Zimbabwe

Foto: Desmond Kwande/AFP/Scanpix

Oppositionsleder Morgan Tsvangirai konkluderede i går, at det for tiden ikke er muligt at vinde magten i Zimbabwe via stemmesedlen; for mange rifler, macheter og mord står i vejen.

Efter valget i marts opstod et kort politisk forår i Zimbabwe, hvor magtkredsen omkring Mugabe virkede groggy og ubeslutsom på grund af nederlag i både parlaments- og præsidentvalg. Næste valgrunde ville blive "en ydmygelse" for Mugabe, sagde redaktør Vincent Kahiya til Information, alternativet ville være et voldshelvede.

Det var dette voldshelvede, Mugabe slap løs for at fastholde sin magtklikes privilegier.

Tsvangirais 'Bevægelse for Demokratisk Forandring', Movement for Democratic Change, MDC, blev for mere end en måned siden advaret mod at fortsætte valgkampen.

Et medlem af Mugabes ZANU-partis herskende politbureau sagde i et interview, "at vi har ikke nogen som helst intention om at opgive magten ved et valg".

Politbureau-medlemmets advarsel var usædvanlig klar:

"Vi giver Zimbabwes befolkning endnu en mulighed for at korrigere deres opførsel og stemme ordentligt - dette er deres sidste chance."

Han tilføjede derefter, at såfremt folk skulle vove ikke at genvælge Mugabe, skulle den interviewende journalist gøre sig klar "til at blive krigskorrespondent".

Tyveri og tæv

Da MDC fortsatte valgkampen, og partiets lokale medlemmer og kandidater fastholdt deres opbakning, gik magtapparatet omkring Mugabe i krig. Deres stødtropper af unge militsmedlemmer overfaldt MDC's tilhængere ude på landet, hovedsagelig i Mugabe-klikens magtcenter, de tætbefolkede Mashona- og Manicaland-provinser. Med knive, skruetrækkere, koben, kæppe og skydevåben blev MDC's lokale folk gennembanket, maltrakteret og myrdet, og deres huse brændt ned. Især har skolelærere været mål for terroren; som uddannede folk var de ofte valgtilforordnede og havde som sådan insisteret på i marts, at reglerne skulle holdes.

Siden rykkede hæren ind, ofte i civil; sammen med politi og militser oprettede den vejspærringer for hver fem-ti kilometer, hvor enhver blev kontrolleret for sit sindelag, og mistanke om MDC-sympati førte til chikane, tyveri og tæv.

Da Mugabe gik i gang med sin valgkampagne med store offentlige møder og med hyppige reklamer i tv og radio blev Tsvangirai arresteret. Fem gange har politiet tilbageholdt ham timevis gennem de seneste 14 dage; hans valgbus er beslaglagt, hans næstkommanderende er fængslet under trussel om dødsstraf, og hans valgreklamer bliver konstant afvist af det statskontrollerede radio og tv. Han har ikke én gang fået tilladelse til at afholde et valgmøde.

Ved valget i marts havde MDC 54.000 valgobservatører over hele landet. Seks personer ved hvert af de 9.000 valgsteder holdt øje med, at reglerne blev overholdt, og at resultatet blev offentliggjort lokalt. Mens MDC-ledelsen dengang kunne rekruttere observatørerne lokalt, er "tre fjerdedele af landet nu så terroriseret, at vi må sende folk ud fra Harare", fortalte de forleden.

Det var ikke længere et valg, det var den krig, ZANU havde truet med.

'Gud har indsat mig'

Mugabes magtklike har kun tilladt ganske få andre valgobservatører. Den uafhængige valgkommission Zimbabwe Election Support Network må denne gang kun sende i alt 500 observatører ud til de 9.000 valgsteder.

Resten af de få observatører kommer praktisk talt alle fra Mugabes venner i øvrige afrikanske lande, hovedparten udvalgt af den regionale samarbejdsorganisation SADC - 211 observatører i alt.

Volden har været imidlertid været så omfattende, at selv de få SADC-observatører ikke har kunnet overse, hvordan folk blev straffet for at have 'stemt forkert'.

"Alt er normalt om dagen," fortæller en, "men om aftenen kommer militsen. De går fra dør til dør, tager oppositionens tilhængere og hugger deres hænder af."

Mens ZANU's voldskampagne voksede i omfang og bredte sig ind i de større byers fattigkvarterer, fik MDC stadigt vanskeligere ved at rekruttere de mange frivillige, der skulle sendes ud i landet som partiets valgrepræsentanter, gennem spidsroden af vejspærringer, for at stille op til lokale bøllebank eller værre. Bilejere vidste, at hvis de lånte deres køretøj til MDC, ville det så godt som sikkert være tabt; brændt, stjålet eller hærget.

Valget er berammet til nu på fredag. Tsvangirai havde i går sidste mulighed for at holde et stort politisk møde, der kunne give gennemslagskraft og opmuntre hans forfulgte tilhængere, men det planlagte møde blev forbudt af politiet. Sent lørdag lykkedes det Tsvangirais advokater at få tilsidesat politiforbuddet, men i løbet af i går formiddag besatte ZANU-militser mødeområdet bevæbnede med macheter og kæppe. Derefter kastede MDC håndklædet i ringen.

"Gud har indsat mig," råbte den 84-årige Mugabe forleden, "kun Gud kan fjerne mig fra magten igen."

Økonomien får sidste ord

Det er gamle toner fra demokratiets modstandere, som vi europæere kan nikke genkendende til. Demokrati fødes sjældent fredeligt, heller ikke i Zimbabwe. Et gammelt borgerskab skal opgive sit monopol på magten og acceptere, at alle fremover skal være lige for loven, at borgerrettigheder skal respekteres, og at økonomisk og politisk pluralisme skal afløse magtkoncentration. Uanset hvor i verden dette dramatiske opgør har fundet sted, har det gamle borgerskab ikke frivilligt opgivet sine privilegier.

Med sejren i første valgrunde har Tsvangirai bevist, at han er folkeflertallets præsident, og hans parti har med sin fortsatte kampagne bevist, at de mener deres kamp for forandring alvorlig. Men Mugabes vilje til vold demonstrerer, at en demokratisk revolution gennemtvunget af folkemassers march mod magten - som det skete i Beograd og Minsk efter mønstret fra fløjlsrevolutionen i Prag - ikke vil kunne lykkes for nærværende.

Tilbage står to muligheder. MDC og andre demokratiforkæmpere kan beslutte at gribe til vold for at nå målet. En væbnet revolution vil blive uhyre vanskelig for MDC at organisere; intet naboland vil støtte dem, og de vil stå over for en modstander som, med Mugabes egne ord, allerede har "en doktorgrad i vold".

Tsvangirai har ingen anden mulighed end det fortsatte det lange seje træk. Magtkliken omkring Mugabe er gået gennem seneste denne krise intakt og uden indbyrdes vaklen. De har vundet tid, men om ikke andet vil landets elendige økonomi få det sidste ord. Den økonomiske nedtur medfører før eller siden, at kliken knækker når nogle af dens medlemmer ser deres fordel i at bryde Mugabes monopol. MDC må bidrage til at fremprovokere dette brud og holde sig i stand til at drage fordel af det.

Det bliver en trøstesløs opgave. 85 MDC-tilhængere omkom under valgkampen, mange hundrede er sårede, og titusinder af borgere er flygtet fra deres hjem på grund af den politiske vold.

Med Mugabes sejr er MDC's partisoldater mere sårbare over for forfølgelse end nogen sinde tidligere. Snart rejser de få valgobservatører og de udenlandske journalister. Verden vil i de kommende uger utvivlsomt se Mugabes voldskundskab udfoldes yderligere for at konsolidere sejren. Tsvangirai og hans tapre tilhængere får næppe tid til at hele deres sår, før de må ud i nye kampe.