Debatten om alternativ behandling er blevet højaktuel. Bøger som Kernesund familie - sådan og 10 år yngre på 10 uger har pustet liv i en problematik, der i mere afdæmpet form har været genstand for diskussion de sidste 30-40 år: danskernes brug af alternativ behandling, deres erfaringer med disse behandlinger og forholdet mellem det alternative og det konventionelle behandlingsområde.
Der er ikke - og har aldrig været - nogen skarp linje mellem konventionel og alternativ behandling. En skelnen giver kun mening rent analytisk og ikke i praksis, da området er dynamisk og i konstant udvikling og forandring. Mange har forsøgt at holde de to områder adskilt i praksis ud fra kriterier om videnskabelig dokumentation, accept under sygesikringen, naturvidenskabelig logik, behandlerens uddannelse m.m. Disse adskillelseskriterier har dog aldrig vist sig holdbare i praksis, og debatten kan med fordel tage sit udgangspunkt i det faktum, at der inden for det medicinske område eksisterer en relativ stor gråzone, der hverken er konventionel eller alternativ alene, men netop befinder sig i en udvekslings- og udviklingsproces. Mange af de behandlingsfilosofier og -råd, der for tiden fylder boghandlernes hylder og vinduespartier, befinder sig i dette gråzoneområde.
Debatten om alternativ behandling ender meget ofte i et slagsmål om videnskabelig dokumentation. Det er en vigtig diskussion, men det er også en problematisk diskussion, der ikke er så enkel, som den nogle gange bliver fremstillet. Dels er der mere end én måde at forske på, og dels kan der være økonomiske, politiske og praktiske forhold, der gør det svært at gennemføre og formidle studier inden for det alternative behandlingsområde.
Faglig ydmyghed
Det er klart, at man grundlæggende skal have en sikkerhed for, at de behandlingsformer, der praktiseres i Danmark, har en effekt og ikke indebærer en risiko for brugerne. Det er en af sundhedsvæsenets vigtigste opgaver, og det gælder både konventionel og alternativ behandling. Men videnskaben skal samtidig være i konstant samspil med dens omverden for ikke at blive statisk. Det betyder bl.a., at den konventionelle sundhedsvidenskab som supplement til sin autoritet også gerne må indeholde en vis generel faglig ydmyghed - og dermed også en åbenhed - over for behandlingsfilosofier, der ikke umiddelbart passer ind i dens faglige forståelsesramme eller umiddelbart kan rummes i den konventionelle forskningsmetodik.
En oplagt måde at gøre dette på er at sørge for at være i dialog med befolkningens erfaringer og tage dem alvorligt.
I forbindelse med debatten om de nye kostråd må der siges at være tale om en vægtig mængde erfaringer. Det handler om en ernæringsfaglig tradition, der så vidt jeg er orienteret bl.a. bygger på såkaldt funktionel medicin, orthomolekylær medicin og klinisk økologi, og som har eksisteret i 20-30 år. Den er blevet voldsomt populær de sidste par år, både i Danmark og internationalt, blandt fagfolk og almindelige mennesker. Den adskiller sig dermed på flere måder fra flygtige sundhedsmæssige modefænomener og er en af de alternative strømninger, man fra konventionel side med fordel kan gå i dialog med. Ikke kun i forhold til at advare om de dele af den, man finder kritisable, men også i en positiv, nysgerrig forstand. En sådan nysgerrig interesse bør ikke stride imod videnskabelighed. Tværtimod.
I nysgerrigheden ligger også accepten af en mulighed for, at befolkningen har gjort en række behandlingsmæssige erfaringer, der har et reelt indhold. Denne udmelding er vigtig i forhold til at bevare befolkningens tillid til, at man sundhedsmæssigt vil den det bedste.
For ensidigt
Derfor er det meget uheldigt, når der ensidigt i debatten fokuseres på psykologiske og sociologiske forklaringer på den stigende interesse for de nye kostråd og over for alternativ behandling generelt. I Information kunne man den 16. maj bl.a. læse sundhedsforsker Nanna Mik-Meyer udtale, at der er tale om den "metaværdi, der har taget over efter det religiøse", og at der er "enorm symbolværdi i livsstilsindkøb". Sociolog Emilia van Hauen ser en "moderne djævleuddrivelse" i den nye interesse for alternative kostråd samt et udtryk for "guru-isme" på grund af en "indre uro i det moderne menneske". I Kristeligt Dagblad kunne man i sidste uge følge læge Peter Gøtzsches undren over, at "folk så gerne vil lade sig narre", læge Barbara Malene Fischers opfattelse af, at når danskerne søger alternativ behandling "er det, de i virkeligheden efterspørger, tid og omsorg", og at den alternative interesse hænger sammen med, at "vi måske nok kan genkende en løgn med vores hjerner, men det kniber med hjertet". Ulla Skovbæch Pedersen fra Institut for Human Ernæring supplerer med den tolkning, at alternativ behandling appellerer til dem, "der gerne vil have styr på tilværelsen", og at det i den forbindelse er "dejligt at læse i bøger eller dameblade, at problemer kan løses på mirakuløs vis".
Et sådant ensidigt fokus på de psykologiske og sociologiske forklaringer kommer til at fremstå arrogant. Det er i forhold til troværdigheden meget problematisk, at man overhovedet ikke nævner den mulighed, at der også kunne være tale om reelle effekter af den alternative behandling.
Befolkningens stigende uddannelsesniveau sættes ofte op mod den stigende brug af alternativ behandling som et paradoks. Men det kan også tolkes som en del af forklaringen. Højt uddannelsesniveau, kritisk stillingtagen, historisk og videnskabsteoretisk bevidsthed og ikke mindst internettets informationsmuligheder skaber sundhedsbrugere, der går egne veje og stoler på deres egne erfaringer. Særligt hvis de oplever, at de konventionelle råd ikke fører til tilfredsstillende resultater. Og hvis man fra konventionel side vil bibeholde disse brugeres tillid, er det en god idé at komme dem i møde og ikke udelukkende fortælle dem, at de er ofre for moderne eksistentielt frustrerede strømninger.
Bruges som inspiration
Naturligvis skal man holde øje med plattenslagere inden for det alternative område. Og man skal gøre opmærksom på faren ved fanatisme - det gælder i forhold til alle sundhedsråd. Og hvis den nye ernæringsbølge fører til sygelig sundhedsadfærd (ortoreksi) eller social isolation, er det naturligvis et problem. Men der er forskel på at advare om en sådan mulig sammenhæng og så fremstille situationen på den måde, at bølgen helt generelt har disse konsekvenser. På nær udvalgte eksempler, som medierne vælger at fokusere på, må vi vise befolkningen den tillid at gå ud fra, at de nye kostråd generelt bliver brugt som inspiration og ikke automatisk fører til kollektiv spiseforstyrrelse. Jeg forsvarer ikke de nye kostråd fagligt, for dertil har jeg ingen kompetence, men jeg forsvarer deres ret til en fair debat. Og det har vi ikke, så længe enkelttilfælde og hypotetiske risici fremlægges som eksisterende omsiggribende problemer. Så har vi en skræmmekampagne.
Man har fra konventionel side i mange år peget på, at folk skal tage ansvar for deres egen sundhed. Hvis man vil have folk til at tage ansvar for egen krop og sundhed, indebærer det bl.a., at man beder dem om at være opmærksomme på deres organismers trivsel. Dette må gælde alle erfaringer og ikke kun dem, der stemmer overens med de officielle anbefalinger. Derfor er det uheldigt, hvis man fra konventionel side giver det indtryk, at visse erfaringer er uønskede, eller at man ensidigt tolker dem som udtryk for en psykologisk-sociologisk mekanisme.
Alternativ behandling er ikke et flygtigt modefænomen. Dertil har udviklingen været for stabil i for lang tid. Hvis fremtidens sundhedssystem skal kunne rumme fremtidens brugere og patienter, bliver det nødt til at udvise større åbenhed og positiv interesse over for befolkningens erfaringer med alle typer behandlingssammenhænge, også dem der ikke umiddelbart kan rummes i den konventionelle forståelsesramme og forskningsmetodik. Det vil også give en sundere debat.
Lasse Skovgaard er cand.mag. og cand.pæd. og forsker inden for sundhedssociologi