FN's Darfur-mission er en fiasko

EL FASHER - Næsten seks måneder efter, at FN iværksatte sin mest omfattende, dyreste og mest mediehypede fredsmission til dato med et løfte om at sende 26.000 fredsbevarende soldater til Darfur, kan det nu konstateres, at operationen er slået fejl: Det er ikke lykkedes at beskytte de mennesker, som havde akut behov for undsætning.

Kun en tredjedel af det militære personel og en fjerdedel af politisoldaterne er blevet indsat i, hvad der er blevet kaldt den største og mest betydningsfulde operation i FN’s 60 år lange historie - i stedet er der nu fare for, at Darfur-operationen skal udvikle sig til verdensorganisationens mest katastrofale fiasko. Intet nyt udstyr er blevet sendt til Darfur - fredstropperne har således selv måttet male deres hjelme blå eller overtrække dem med blå plastikposer sat fast med elastik. Ydermere har styrkens ledende general, Martin Luther Agwai, afsløret, at han seriøst overvejede at fratræde sin stilling.

“Jeg oplevede det sådan, at verden var ligeglade med os”. Først efter at have læst en selvhjælpsbog med titlen Stop bekymringerne, start livet besluttede han at blive.

Ikke en soldat

Til dato har ikke så meget som en ekstra soldat sluttet sig til FN’s og Den Afrikanske Unions fælles mission, UNAMID, der blev oprettet i begyndelsen af 2008 med henblik på at beskytte de syv millioner darfurianere i Sudans vestligste provins imod angreb fra militser, oprørsgrupper og banditter. Den fælles mission tog over fra den underfinansierede og ressourcemæssigt udsultede AU-forgænger, AMIS.

“Indtil videre er vi bare AMIS med blå hjelme,” siger styrkens nigerianske øverstbefalende, general Agwai.

Men ikke engang hjelmene er nye - langt de fleste soldater har måttet male deres gamle grønne blå. Og stærkt savnet udstyr såsom helikoptere og nye pansrede mandskabsvogne er ikke kommet. De køretøjer, missionen råder over, har den arvet fra AMIS, og efter fire år i ørkenjord er de ved at falde fra hinanden.

I den civile del af staben er der desuden opstået splittelser mellem de gamle AU-administratorer og de nye fra FN. Sidstnævnte er “arrogante” og “indbildske”, siger adskillige AU-embedsmænd, mens FN’s stabsmedarbejdere kalder AU-folkene for “dovne og inkompetente”. “De sidder og lægger kabale hele dagen, undtagen om eftermiddagen, hvor de tager en lur,” påstår en FN-ansat.

Fortvivlelse

Lige fra de støvede, hede og overfyldte flygtningelejre til de airconditionerede containere i UNAMID’s hovedkvarter i El Fasher hersker der en stemning af fortvivlelse. For dem, som blev fordrevet fra deres landsbyer for op til fem år siden og har ventet på, at en international styrke skulle sikre forholdene i tilstrækkelig grad til, at de kunne vende hjem, har UNAMID’s resultater været en dundrende skuffelse.

“Vi troede, de kom for at redde os,” siger Zahara Khetir, mor til ti, der opholder sig i ZamZam-lejren, 25 km fra El Fasher. “Men der er ikke sket noget. Vi sidder bare her og venter på at dø.”

Den by, hun er flygtet fra - Tawila, bliver stadig udsat angreb, hvoraf det seneste fandt sted i sidste måned under en ny offensiv fra Janjaweed-militsen. De FN-tropper, der var udstationeret i området, så bare passivt til, mens byens marked blev nedbrændt og huse plyndret.

Frustrationen blandt UNAMID’s ledende officerer er til at tage og føle på. “Vi har ikke mandskab nok til at bevogte alle lejre i Darfur,” siger oberstløjtnant Ahmed al-Masri. “UNAMID kan ikke gøre ret meget andet end at observere.”

Der er da også en stadigt stigende vrede over, at det internationale samfund - i første række USA, Storbritannien og Frankrig - ikke gør mere for at bakke deres ord op med handling. “UNAMID er ikke problemet,” insisterer Henry Anyidoho, politisk vicechef for missionen.

“Problemet er det internationale samfunds svigt i forhold til at give UNAMID det udstyr, vi behøver for at kunne gøre vores arbejde. De forventer for meget af os for hurtigt uden at give os de nødvendige midler i hænde.”

Skepsis

Nye bataljoner skal efter planen ankomme i løbet af de kommende måneder. Officielt holder styrken fast i håbet om, at samtlige 26.000 soldater og politifolk vil være indsat i løbet af godt et år. Privat indrømmer flere, at de ser med stor skepsis på, om det fulde antal nogensinde nås.

Styrken lider desuden under en potentielt alvorlig indre splittelse. Nogle af dens ledere støtter åbenlyst Sudans regering, mens andre ikke lægger skjul på deres sympati for oprørerne.

Oberst Augustine Agundu, den nigerianske formand for våbenhvilekommissionen, hvis ansvar det er at arbejde snævert sammen med såvel Khartoum som oprørerne, siger, at den sudanesiske regerings rolle i konflikten er blevet misforstået i Vesten.

“Regeringens folk er den gode part i denne konflikt. De forsøger bare at skabe orden . Muligvis ikke på en måde, der er acceptabel i jeres kultur, i jeres demokrati, men I må forstå én ting, at regeringer i denne del af verden er nødt til at handle på en anden måde.”

Hans kollega på ZamZam-basen, oberst David Ngarambe, er helt uenig i den betragtning: “Der er klare tegn på folkemord her,” siger han. “Planen at eliminere Darfurs sorte”.

Oberst Ngarambe, der er rwandeser og kæmpede side om side med præsident Paul Kagame under folkemordet i 1994, siger, at han ser “klare lighedstræk” mellem de to konflikter. “Vi kan ikke læne os tilbage og se på,” pointerer han.

Fraktionerne

Disse splittelser risikerer at vokse i den kommende tid, når to egyptiske bataljoner skal indsættes. Sudans nordlige nabo anses for at være en trofast allieret af Khartoum-regimet, og da en af oprørsgrupperne i Darfur, Bevægelsen for Lighed og Retfærdighed, gennemførte en angrebsaktion imod hovedstaden i sidste måned, sendte Egypten flystøtte og tilbød hjælpetropper til regimet.

UNAMID’s fiasko i forhold til at beskytte civile er faldet sammen med en kraftig vækst i antallet af banditoverfald, der i vidt omfang hænger sammen med, at oprørsbevægelserne er gået i opløsning, og er blevet til flere mindre udbrydergrupper. Konservative skøn sætter antallet af fraktioner til 30, men de fleste er efterhånden holdt op med at tælle.

Fraktioneringen har yderligere forværret sikkerhedssituationen i Darfur. På den 80 km lange strækning mellem byerne Nyala og Kass i Syddarfur er der 15 kontrolposter, der hver er bemandet af forskellige fraktioner, og ingen køretøjer kommer igennem uden at være blevet clearet af dem alle.

End ikke UNAMID kan vide sig sikker. En nigeriansk kommandant og hans håndfuld soldater faldt i sidste måned i baghold, da de blev angrebet af dusinvis af bevæbnede ryttere nær El Geneina, hovedbyen i det vestlige Darfur. Banditterne stjal deres våben og firehjulstrækker. UNAMID-soldaterne havde ikke andet valg end at gå hele vejen hjem til deres base.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen