Poulsen eller ej

"Det er farligt kun at tænke på, hvem der er i rød og blå lejr."

Margrethe Vestager (R) i et dobbeltinterview med Naser Khader (NA) under overskriften 'De tabte guldet' i B.T.

MAN KUNNE EFTER de seneste dages omtale forledes til at tro, at det betyder noget for Ny Alliance eller for dansk politik i det hele taget, om den tidligere Røde Kors generalsekretær Jørgen Poulsen er inden for eller uden for Ny Alliances folketingsgruppe. Det gør det ikke. Ny Alliance er et dødt projekt, som havde sin tid, som forspildte sin chance, som ikke stolede på sin egen mission, som manglede en stærk ledelse og som ikke turde træde sømmet i bund, da det virkelig gjaldt. Om Jørgen Poulsen er med eller ej, betyder ikke noget for andre end Jørgen Poulsen, fordi han med en plads hos Socialdemokraterne eller en andet parti har en chance for at blive genvalgt. Det har han ikke hos Ny Alliance. Jørgen Poulsen har i weekenden til Berlingske Tidende sagt, at han har været tæt på at melde sig ud af partiet, og at det bør stå fast på sin modstand mod Dansk Folkeparti som første prioritet. Ny Alliance skal ikke udvikle sig til et neo-liberalt projekt, så bliver det i hvert fald uden ham. Da Jørgen Poulsen på Ny Alliances landsmøde for nylig sammenlignede Dansk Folkepartis kampagner med Nazitysklands i 30'erne, var det i virkeligheden en test på, hvor kritisk over for Dansk Folkeparti man kan være, og om der stadig er plads til Poulsen i partiet.

MEN HVORFOR OVERHOVEDET bruge spalteplads på endnu en mulig afskalning fra Naser Khaders hendøende parti? Fordi Ny Alliances opløsning er udtryk for noget andet og en langt mere alvorlig tendens i dansk politik: Den før så berømte "midte" er ved helt at forsvinde. Konsekvensen, som er blevet tydeligere og tydeligere, er, at det er blokkene, der bestemmer. Enten styres Danmark af rød eller af blå stue.

Tidligere - det vil sige før det, som nogen har kaldt for systemskiftet i 2001 - kunne der ikke regeres uden om den politiske midte. De radikale, CD eller Kristeligt Folkeparti skulle med for at skabe flertal. Det gjaldt for Anker Jørgensen (S), for Poul Schlüter (K) og for Poul Nyrup Ramussen (S), mens Anders Fogh Rasmussen helt enestående har haft et flertal uden om midterpartierne i over seks år. Vi ved i dag alt for godt, hvad det har betydet for den politiske kurs, at VK-regeringen har kunnet regere med Dansk Folkeparti alene. Men hvad har det betydet for midten at være uden indflydelse? Det korte svar er: En massakre. For de to af midterpartierne er det hurtigt overstået. CD er nedlagt som parti, og Kristeligt Folkeparti kæmper med intern splittelse og en tilslutning langt under spærregrænsens to procent. Ny Alliance fik sin storhedstid, da det i flere måneder så ud til, at partiet blev tungen på vægtskålen og ny kongemager i dansk politik, men da det ikke lykkedes ved valget i november, falmede projektet, og Ny Alliance kæmper i dag for at skabe en opbakning, der kan måles, og opmærksomhed om sig selv med ledige standpunkter som flad skat og fastholdelse af kronen.

TILBAGE ER Det Radikale Venstre, som oplevede sin storhed i de første oppositionsår med Fogh Rasmussen som statsminister. Det ellers så historisk pragmatiske parti har længe holdt benhårdt fast i sine synspunkter fra SR-tiden, mens Socialdemokraterne har tilpasset blandt andet sin skattepolitik og udlændingepolitik efter de nye vinde. Det har betydet, at de radikale har været isoleret i mange spørgsmål og ikke har formået at indtage den midterposition, som traditionelt har været de radikales. På de værdipolitiske felter - uddannelse, retspolitik og udlændinge - har de radikale nærmest ligget til venstre for SF, hvis man overhovedet kan tale om højre-venstre-akser i den forbindelse.

Hvis de radikale skal generobre den attraktive midterposition, kan det med den nuværende sammensætning af Folketinget kun blive som brobygger mellem Socialdemokraterne og regeringen. Det kunne være i forbindelse med det reformarbejde, der skydes i gang, når skattekommissionen næste år fremlægger sin rapport.

MEGET TYDER PÅ, at regeringen satser på meget vidtrækkende reformer, hvor Socialdemokraterne skal med i et forlig om skat - og som når man piller ved et tandhjul i velfærdsmaskinen - også meget vel kan komme til at omfatte arbejdsmarkedet og boligområdet.

Det er områder, hvor de radikale har stærke synspunkter, og hvor kravet om reformer vil være på sin plads. Men spørgsmålet er, om de radikale i den økonomiske politik vil indtage et midterstandpunkt eller om Socialdemokraterne og Venstre ikke i virkeligheden lettere kan finde samme, uden radikal indblanding. Hvis midten skal overleve med tidligere tiders styrke, kræver det, at den radikale leder Margrethe Vestager definerer sit parti på ny. Det er der flere, som mener i den aldrende radikale folketingsgruppe, så før uenighederne udvikler sig til en egentlig fløjkamp, er det værd selv at tage føringen. For midtens skyld.

bew