KØBENHAVN - Jørgen Poulsens ekskludering fra Ny Alliances folketingsgruppe var nødvendig, for at partiet kunne bevare en ensartet politik. Det siger Ny Alliances politiske leder, Naser Khader.
- Det, som Jørgen Poulsen har gjort de sidste par uger, er at skabe usikkerhed og uro omkring partilinjen. Og det kan vi simpelthen ikke leve med, siger Naser Khader.
- Vi aftaler nogle ting ved gruppemøderne, som han er enig i, og så går han ud og bakker det enten ikke op eller kun halvhjertet. Det kan partiet ikke leve med. Det, som er partiets eksistensberettigelse, det er at lave politik og komme med politiske udspil. Det er at vise politiske resultater, og det kan vi ikke gøre, så længe der er et medlem, som bliver ved med at flytte fokus fra det politiske, siger Naser Khader.
Med Jørgen Poulsens exit er der nu kun to medlemmer tilbage af den oprindelige folketingsgruppe, som blev valgt ind sidste år. Alligevel er Naser Khader lettet over beslutningen.
- Jeg mener, det er godt for partiet, at vores veje skilles nu, siger Naser Khader, som afviser, at det er endnu et knæk for Ny Alliance.
- Det er ikke noget knæk. Det er et nødvendigt skridt, som kan give os den ro, vi har brug for, siger han.
Ny Alliances politiske leder erkender, at partiets omtumlede historie i dag har bragt dem tilbage, hvor de startede.
- Jeg er faktisk lettet. Nu er vi tilbage til udgangssituationen, Anders Samuelsen og jeg. Det var der, vi startede, da vi forlod Det Radikale Venstre. Så i bagklogskabens lys skulle vi måske være startet alene, siger Naser Khader, som understreger, at de to er "totalt enige om partilinjen".
Ifølge Naser Khader er det ikke partiet, men Jørgen Poulsen som har ændret politisk kurs.
- Vi har ikke ændret os. Vi har understreget, at vi er et liberalt-humanistisk parti, der både vil kæmpe for nødvendige reformer, som samfundet har brug for, men vi er også meget stærkt socialt bevidste og humanistisk indstillede.
Samtidig erkender Naser Khader, at Ny Alliances folketingsgruppe har haft problemer med de store personligheder, som partiet indlemmede.
- Jeg havde ikke forestillet mig, da jeg stiftede Ny Alliance, at jeg ville tiltrække så mange egoister.
Ritzau: Er Jørgen Poulsen en af dem?
- Med de udmeldinger, han er kommet med, så tangerer det egoisme. Men nu handler det om Ny Alliance. Anders Samuelsen og jeg er meget optaget af, at Ny Alliance kan fortsætte, og vi vil kæmpe til sidste sekund, siger Khader.
Ritzau: Tror du, du kan holde sammen på gruppen nu?
- Der skal være flertal for at ekskludere den anden. Nu er vi kun to, så vi kan ikke ekskludere hinanden, siger Naser Khader med en høj latter.
- Jeg er overbevist om, at vi nok skal komme igennem.
/ritzau





