Der er kommet penge i klimaet

Op gennem 1990-erne mente mange politikere ikke, det kunne betale sig at bruge penge på klimaet, men det ændrede sig med en cost-benefit analyse fra den tidligere cheføkonom for Verdensbanken Nicolas Stern i 2006. På billedet ses Al Gore, tidligere amerikansk vice-president, da han modtog Nobels Fredspris for sin oplysningskampagne om klimaforandringer. Foto: Gil Cohen Magen/Scanpix

Det kan virke kynisk, når økonomerne laver kalkuler over verdens katastrofer. Er det nu bedst at sætte sine penge på den aids-ramte afrikaner i år eller skulle man hellere investere i vitaminpiller til nepalesiske småbørn?

Med de såkaldte cost-benefit-analyser har økonomerne også sat tal på de økonomiske konsekvenser af den globale opvarmning siden starten af 90'erne, og Filip Engel, der er nyslået cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse fra Copenhagen Business School, har skrevet speciale om, hvordan de økonomiske analyser har været med til at ændre den internationale klimapolitiks karakter gennem de sidste ti år.

Og netop økonomien giver en vigtig forklaring på, hvorfor selv den amerikanske præsident er blevet helt klimavenlig på sine gamle dage, mener Filip Engel:

"Op gennem 1990'erne mente mange politikere, at klimaet ikke var noget, det kunne betale sig at bruge penge på, men Stern-rapporten fra 2006 anlagde det helt omvendte perspektiv. Pludselig kunne det betale sig at gøre noget for klimaet," forklarer Filip Engel, med henvisning til

Med de økonomiske beregninger over, hvad den globale opvarmning kunne komme til at koste i 2050, stod det i hvert fald en lang række vestlige landes regeringer klart, at den globale opvarmning ville blive en meget dyr affære, og at det langt bedre kunne betale sig at skride til handling nu end at udskyde det ti år mere.

På den måde har Stern-rapporten været med til at rydde en stor sten af vejen for alverdens klimaforkæmpere, mener Filip Engel, fordi langt de fleste politikere indtil da opfattede klimapolitik som noget forfærdeligt dyrt noget.

Ikke objektivt

Men kan der overhovedet sættes tal på store uoverskuelige problemstillinger som aids-epidemien eller klimakrisen? Det er et af de spørgsmål, der har vakt store diskussion blandt økonomer, fordi de antagelser, økonomerne bygger deres modeller på, netop er antagelser og ikke objektive sandheder.

"Cost-benefit-analyserne bliver diskuteret meget i den økonomiske litteratur, fordi de giver meget forskellige resultater afhængigt af, hvordan omkostninger og fordele måles. Beregningerne har stor betydning, fordi de er blevet et vigtigt beslutningsgrundlag for politikerne. På den anden side er de også meget tvetydige, fordi facit afhænger fuldstændig af, hvad man lægger vægt på," forklarer Filip Engel.

Økonomerne i Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus har en måde at beregne omkostningerne ved klimapolitik på, mens den tidligere cheføkonom for Verdensbanken Nicholas Stern har en anden.

"Cost-benefit-analyserne er et vigtigt redskab for politikerne, fordi de her kan se, at det ikke bare er spild af penge at satse på klimaet frem for de syge eller børnene. Hensynet til samfundsøkonomien er derfor en central kampplads for, hvordan klimapolitikken udformes, selvom det måske ikke er tydeligt i den offentlige debat," siger Filip Engel.

Fremtiden mindre værd

Cost-benefit analyser forsøger at sætte en pris på alle omkostninger og gevinster ved et politisk tiltag. Også ved de ting, der ikke har en markedspris, eksempelvis udryddelsen af en dyreart.

På klimaområdet er gevinsten primært fremtidig i form af de undgåede negative effekter af den globale opvarmning. Fordi mange økonomer går ud fra, at fremtidige generationers velfærd er mindre værd end nutidige generationers, bruger økonomer en procentsats for at omregne den fremtidige gevinst til en nutidig gevinst. Og diskonteringsfaktoren, som procentsatsen hedder, er afgørende for, om det er en god eller en dårlig sag at sætte sine penge i klimapolitik.

"Cost-benefit analyser ender med en økonomisk værdi, og det er noget, verden kan forstå, men spørgsmålet er, hvordan man eksempelvis beregner fremtidige generationers velfærd over for vores. Det kan analyserne ikke give noget objektivt svar på, men nogle analyser, eksempelvis Stern-rapporten, vægter helt klart fremtidige generationer højere end andre analyser," forklarer Filip Engel.

Diskonteringsfaktoren er måske nok en ligegyldig detalje for almindelige borgere og vælgere, men den er blevet et dybt central spørgsmål for politikerne.

"Det kan godt være, at Anders Fogh Rasmussen bare er blevet klimavenlig, fordi han ligesom vælgerne har oplevet, at der ikke var nogen sne under skiferien, men de økonomiske overvejelser bag tror jeg, er den virkelige årsag til, at klimapolitikken får vægt," mener Filip Engel.

Verden forandret

Men spørgsmålet er, hvor meget analyserne kan fortælle. Som regel skal der nemlig andre eksperter til, før beregningerne kan laves. I klimaspørgsmål har økonomerne brug for klimaforskere til at sige noget om klimaets tilstand. Usikkerheden kan her være stor, og det samme kan siges om de økonomiske kalkuler.

Uanset om de økonomiske kalkuler holder eller ej, så har de allerede nu været med til at forandre verden, mener Filip Engel. Før Stern-rapporten betragtede langt de fleste lande CO2-reduktionsmål, som en begrænsning af nationens handlerum eller suverænitet i forhold til at sikre økonomisk vækst, fordi dyrere energi gør det dyrere for virksomheder at producere.

"Det kan godt være, at global opvarmning er et problem, men vi bliver nødt til at passe på vores nationale samfundsøkonomi, hed det sig. Men på grund af analyser som Stern-rapporten mener mange lande i dag, at de kun kan passe på deres nationale samfundsøkonomi ved at reducere deres CO2-udslip. Med andre ord mener mange lande i dag, at for at bevare suveræniteten over deres samfundsøkonomi bliver de nødt til at løse den globale opvarmning i fællesskab, og det gør, at landene helt klart er mere indstillet på at acceptere overnational regulering end hidtil," forklarer Filip Engel.

På trods af det nye internationale fællesskab vil der selvfølgelig stadig være mange lande, der spiller bolden videre eller venter på, at andre gør noget først af angst for de økonomiske konsekvenser ved at gå foran på klimaområdet. Omvendt kan de fælles forpligtelser, som klimakrisen giver, danne grobund for et langt mere udvidet internationalt samarbejde på en række andre områder, mener Filip Engel.

"Der er ingen internationale spørgsmål, der har involveret så mange dele af samfundet, som klimakrisen gør. Der er en opfattelse af, at klimakrisen vil påvirke os alle sammen i modsætning til problemer som fattigdom, globalisering eller aids, der kun påvirker dele af verdens befolkning. Samtidig får mange politiske områder en klimadimension, eksempelvis landbrugspolitikken. Dermed bliver den opfattelse, at vi står over for problemer, som det enkelte land ikke kan gøre noget ved alene, til en del af tankegangen inden for de andre politiske områder. Det tror jeg kan skabe grobund for mere internationalt samarbejde, end vi har set hidtil," siger Filip Engel og fortsætter:

"Den fælles regulering, der skabes, for at løse klimaudfordringen vil også efterlade en række komplekse og vidtrækkende institutionelle mekanismer. Eksempelvis handlen med CO2-kvoter mellem lande. Sådanne institutioner kan benyttes til at fremme andre internationale hensyn.