Wow.. hvis du udskiftede "moderne kulturliberalistiske samfundskaos" med "kulturradikal relativisk ligegyldighed", kunne artiklen være skrevet af Bertel Harder.

I øvrigt friskt at give "liberalismen" skylden for moralsk forfald og integrationsproblemer. Jo mindre man refererer til det såkaldte "socialliberalistiske" Radikale Venstre, som jo sammen med S, er blandt de hovedansvarlige for den herskende kulturrelativisme (ligegyldighed) og de uoverskuelige integrationsproblemer i bl.a. Københavns Kommune.

Efter små ti års ørkenvandring i oppositionen er "liberalisme" , og "neoliberalisme" når det er rigtigt slemt, det mærkat som venstrefløjen klæber på alt, inklusive folkeskolen (som om noget er en 68'er supertanker) og alt andet end liberal.

Men det er da forfriskende at se en socialdemokrat beklage så over at regeringen ikke har gjort nok for at bekæmpe arven fra SR regeringenog 68 generation. Det støtter jeg gerne op om. Synd at forfatteren forsøger at skjule denne kendsgerning bag et klodset og let gennemskueligt ordvalg og billige associationstricks .

Jan Andreasen for president!

Så længe der stadig fandtes en aktiv folkekultur, fik vi dog i det mindste noget retningsgivende, vi kunne forholde os til, selv om jeg på ingen måde ønsker den "sorte skole" tilbage, som jeg selv gik i. Men hvad er det overordnede motiv for opdragelse i dag? I stedet for at tage sit overordnede udgangspunkt i udviklingen af den enkelte elev, er barndommen blevet instrumentaliseret med henblik på fremtidens bruttonationalprodukt. Mao. - man har lige skåret et år af barndommen væk - de unge skal ekspederes hurtigere gennem uddannelsessystemet osv. Dermed tager man i dag mindre hensyn til børn og unges naturlige udvikling idet man man tror, at man kan forcere denne udvikling frem. Det svarer til en gartner, der trækker i planten for at få den til at vokse hurtigere. Hvad er børns og unges behov? Det burde være overskriften i skolen, i stedet den detailstyring den nuværende regerings økonomiske tunnelsyn foranlediger.

Jan Andreassens pointe er at skolen tidligere skulle rumme de socialt udsattes børn, der skabte uro, var ukoncentrerede, umodne, uinteresserede og ødelagde for sig selv, som Paul Willis fra Birminghamskolen havde peget på i en berømt undersøgelse fra 1970ne. Men nutidens børn er tilsyneladende anderledes. Forandringen er så, ifølge Andreassen:

"Folkeskolen har desværre på mange måder udviklet sig til at være en småborgerlig middelklasseskole. Præget af individualisering, småborgerlig og egoistisk tænkning - uden hensyn til fællesskabet."

Dermed har børnene i skolen ændret sig, og rummelighedsbegrebet fungerer kontraproduktivt. Det gør det fordi en rummelighedspædagogik nu blot vil tage ukonstruktive hensyn til børn der er egoistiske, individualiserede og småborgerlige.

Andreassens tolkning er så at det netop er rummelighedstænkningen i skolen der har banet vej for individualiseringen og småborgerlige middelklasseskole! Og at det derfor er paradoksalt at den uddannelsespolitiske venstrefløj vil holde fast i at skolen skal være rummelig og lærerne skal differentiere i undervisningen.

Dette medfører ifølge Andreassen at skolen nu har problemer med larm og uro, og skolen skal istedet sørge for at "Børnene skal møde til tiden, de skal være veludhvilede, de skal have læst deres lektier, skolen forventer at de opfører sig ordentligt osv.". Altså, betone socialiseringen af børnene mere.

Omrindelig skulle de mere 'utilpassede' børn rummes, fordi skolen på den ene side havde tendens til at belønne de sproglig velformulerede og 'pæne' børn og dermed potentielt skabte eksklusionsbarrierer for de børn som, på den anden side, skabte deres identitet gennem dårlig opførsel og afstandstagen til det som blev identificeret som det pæne borgerskabs værdier i skolen. Rummelighed skulle så gå ud på at anerkende disse børns rebelske tilgang til skolen, ved at undervisningsdifferentiere.

I praksis har dette været svært, enten fordi mange undervisere ikke har forstået problemstillingen, ikke er enig i den, eller kan håndtere så forskellige børn indenfor de rammer de har til undervisningen.

Endvidere er rummelighed blevet udlagt/ individualiseret fra politisk side (på grund af Bertel Haarders liberalistiske linie) som noget der handler om 'evner', og at underviserne dermed i stedet har skullet anerkende børn som ikke var dygtige, hvilket i de seneste år er blevet udlagt som at de dygtige børn ikke kan blive dygtigere i skolen fordi der tages for mange hensyn til de som ikke er dygtige. Altså det typiske liberale mantra om at en minoritet tyranniserer en majoritet og skaber en skole hvor hensyn til de svage ødelægger for de stærke.

Men der har aldrig været tale om at differentiering skulle handle om forskelle i evner (det er en interessestyret politisk udlægning af sociale problemer), men derimod om forskelle i indstilling til skolearbejdet. Der kan sidde elever som hader matematik, og som på samme tid har gode evner for det, så differentiering har i virkeligeden mere skullet handle om at anerkende at man godt kan gennemføre skolen med forskellig lyst, og skabe mere lyst gennem anerkendelse af indsats før bedømmelse af om indsatsens resultat er rigtig/forkert i den enkelte lærers øjne. Altså en betoning af læreprocessen før en bedømmelse af resultatet, for derigennem at få det bedst mulige frem i hvert enkelt barn på trods af barnets indgangsprogrammering (ikke på grund af den). Willis undersøgelse fra midt 70ne blev således dømt ude allerede fra starten i Danmark, hvor Bertel Haarder har kontrolleret skolen med liberal ideologi siden 1970ne, og således individualiseret de sociale problemer.

Derfor er undervisningsdifferentiering blevet udlagt som forskelle i evner, fremfor forskelle i indstilling, og de børn som i mange år har udgjort restgruppen er blevet tabt fordi de i virkeligheden aldrig er blevet integreret i skolen.

Så er Andreassens udlægning så at det skyldes rummelighedsbegrebet, og at det har legitimeret den udvikling af middelklasse skolen som han peger på, og rummelighedsbegrebet blev allerede fra starten ideologiseret på en måde så det aldrig rigtigt har kunnet fungere.

Men at alternativet nu skal være social disciplin, og et stigende fokus på rigtig/forkert før indsats er en total fallit for uddannelsespolitik på venstrefløjen! Nok har skolen altid været et borgerligt projekt, men venstrefløjen har da haft en målgruppe at tale uddannelsespolitik for - har de ikke det længere?

De sociale mekanismer ændrer sig jo ikke, så fokus på den sociale disciplin vil skabe a, b og c hold i skolen hvor de svageste igen får mulighed for at kunne identificere sig med provokerende adfærd. Herved skabes sociale polariseringer, og næste trin for at løse de tilknyttede problemer er en relancering af den sorte skoles løsninger. Opdelinger, stigmatiseringer, psykologhjælp og medicineringer. At have øjne på resultater gennem stigende fokus på rigtig/forkert bedømmelser før læreprocessen, favoriserer alene de som i forvejen er dygtige, og skaber store afstande mellem de som har forudsætningerne i orden og de som ikke har det.

Så at gå ud med at afskaffe rummelighedstænkningen i skolen uden et alternativ, det er rén liberal elitepolitik, hr "socialdemokratiske" ordfører.

Socialdemokratiet pt. står åbenbart helt uden bud på en lighedsorienteret uddannelsespolitik!

-hmm-

Gad vide om Jan Andreasens nu helt har forstået Ziehe's pointe? Det er jo korrekt nok, at unge mennesker i dag (i skolen mv) anser det for noget selvfølgeligt at blive undervist af voksne, der taler til dem i et ligeværdigt sprog eller at man tager udgangspunkt i deres egne oplevelser og erfaringer, når de skal lære noget. Dette er 1970erne pædagogikken. Og den har måske nok nået sin grænse.

Men Ziehes løsning er jo netop ikke en tilbagevenden til den gode gammeldags 1950er disciplin, men det han kalder god anderledeshed.
Han giver selv et måske lidt sjovt, men alligevel inspirerende eksempel.
Han har et bifag i dans (who knew?) og da han for nogle år siden skulle udervise en klasse (unge) elever i dans satte han dem til at holde et ben indenfor en kridtcirkel. Og på den måde fandt de nye måder og udtryk for at danse, dvs. bruge kroppen på. I 1970erne siger han, ville man have sagt, dans som I vil. I er alligevel blevet undertrykt, jeres kroppe er blevet undertrykt og derfor skal I danse som I har lyst til.

Det gjorde de så, men en af Ziehes pointer er så, at stort set alle dansede på den samme måde som de andre gjorde - uvist af hvilken grund. Det krav, han stillede til dem om at det venstre ben altid skulle være indenfor denne kridtcirkel, ja det førte til flere sjove danse, flere sjove krops-udtryk og faktisk også til en mere individuel dans. Fordi de fik den her begræsning på.

For mig at at lyder Jan Andreasen's løsning på det nogen kalder disciplin-krisen i folkeskolen, at der skal indføres den samme disciplin som der var i 1950erne, hvor Ziehe's løsning altsp er langt mere elegant med sin insisteren på 'god anderledeshed'.

Og hvordan gør man så dette:

Tjah - det kunne jo være, at man skulle huske på at det kun var et udgangs-punkt for elevernes læring det der med at bevæge sig på elevernes erfaringsplan og i elevernes erfaringsverden. Og så tage den derfra.
Lærerne må bruge deres pædagogiske erfaring til at gøre dette - og så må de bruge deres erfaring og indsigt til at hjælpe elevernes med at perspektivere deres egne erfaringer. Det kunne f.eks. gøres ved at lave et projekt eller emne om børn i andre lande eller boliger gennem historien eller kærligheds-opfattelsen op igennem historien eller folkedans. (kan laves i idræt f.eks). Det vil være god anderledeshed så eleverne bliver udfordret på deres vante forestillinger....

Gid det var så nemt, som Karsten Aaen giver udtryk for. Den, der arbejder i skolen hver dag, har svært ved at komme videre fordi det daglige pres skygger for fornyelsen. Den garvede lærer har forskellige overlevelses-strategier , men sjældent noget nyt at tilbyde. Så langt så godt. Men hvis man mener at en klasse som skal inkludere alle børn, de forstyrrende, de misbrugte, de psykisk ustabile, de forkælede, de egoistiske, de kedelige osv skal fungere godt så kræver et mere end et dansetrick.
Jeg ved ikke, hvad man skal gøre, men jeg tror at det er dødvigtigt at skolen opfatter sig selv som institution og fastlægger en række normer som skal være grundlæggende for denne.
Det betyder, at der er minimum af fastlagte regler der skal overholdes. Regler der er fornuftige og lette at forstå. Som det er nu, forudsættes det at elever og forældre forstår den underforståede middelklassenorm, der hersker i skolens dagligdag. Det er der mange der ikke gør. Skolens mål må også være langt klarere og fællesskabet skal være en vigtig del af målet.
Det, der virkelig trækker tænder ud i det daglige arbejde, er de vidt forskellige værdisæt forældrene har i en given klasse, men koncentrationen om ens eget barn og forkastelsen af fællesskabet er et tidsfænomen, der næsten gælder samtlige børn.
Det fællesskab som skolen var og udviklede gælder ikke mere. Min klasse er ikke længere så vigtig. Mine venner er vigtige. Og jeg er vigtigst.
Mange forældre gik tidligere ind i arbejdet for klassen. Nu går man ind for sit barn. De aktive fællesskabsorienterede forældre er en uddøende race. Barnets individuelle udvikling er blevet det vigtigste, samfundet er noget man betaler skat til ,ikke noget man tager del i.
Når dette er sagt så er der gud ske tak og lov masser af dygtige, venlige og kreative elever i folkeskolen. Og tak for det inden de sidste er sendt på privatskole med gammeldags dyder og socialistiske forældre.

Jeg ved altså ikke hvorfor folkeskolelærere og andre lærere er så bange for at prøve noget nyt. Det kræver blot en smule fantasi og mod for kaste jer ud i eksperimenterne. Der skal såmænd ikke så så meget til, f.eks. kan man i en matematiktime, hvor man har om areal og km og meter bede eleverne om at fortælle, hvor mange kilometer, de har til skole. Så kan man også introducere dem til koordinatsystemet ved at rejse det op så man har hvor mange langds den horisontale akse og hvor mange langs den vertikale akse. Derefter kan man bede dem om (eller udvælge nogen) om at stå ved hvor mange. Hvis der nu er 3, som har f.eks. 1000 m til skolen, ja så finder man 3 elever og sætter der, og så fremdeles. Eller man kan bede eleverne om at tegne deres værelser i et målestoksforhold 1:10 eller noget i den stil.
Det er faktisk slet ikke så svært.

Og på den måde for man faktisk leget noget matematik ind i hovedet, og ikke mindst i kroppen på dem, mens de mindst aner det. Og det er (en del af) svaret på, hvordan man praktisk underviser i f.eks. matematik - også så fagligheden (dvs. stoffet) bliver lært - så det hænger (bedre) fast.

Dansetrinnet var blot en almen opfordring til at indføre god anderledeshed i skolen. Eksemplet er Ziehe's men illustrerer hans pointe ganske godt, vil jeg mene. Løsningen er (og her tror jeg at Ziehe vil være enig med mig) IKKE, at folkeskolen bruger for længst udtømte og ikke-virkende pædagogiske tips og tricks fra 1930ernes eller 1950ernes skole. Løsningen er at introducere god anderledeshed for eleverne, så de får lyst til at gå på opdagelse i f.eks. naturens eller litteraturens verden. Og så er løsningen selvfølgelig også at forklare eleverne, at der simpelthen er noget man må sætte sig ned på sin flade røv og lære f.eks. stærke tyske verber; 5 eller 12 tabellerne.

Jeg vil meget have mig frabedt at skolen begynder at opfatte sig selv som (endnu) en institution med en række regler der skal overholdes. Man kan nemlig ikke lave regler for alt. Selvfølgelig er det klart, at der må være en vis grænse for en lærers tålmodighed, men jeg mener stadig, at skolen er at betragte som et kulturelt sted, ikke en institution for (højere) læring.

Elever keder sig eller laver ballade - hvis de a) ikke forstår eller b) intet har at lave. Derfor handler det om at læreren har så mange tasks i sin taske hver dag, at eleverne stændigt er i gang med noget, som interesserer dem. Og hvem siger, at matematik kan kun læres mens man sidder på en stol eller at tyske verber kun kan læres på samme måde. Og når man har om folkeviser i dansk, er det da oplagt at inddrage både musik og historie - og danse folkeviserne som de blev danset - dengang i middelalderen.

Som sagt: det kræver blot en smule fantasi og mod...