Da en række europæiske donorer i forrige uge tillod sig at kritisere Nicaraguas regering for udemokratisk trav, sendte landets præsident og sandinisternes egenrådige leder, Daniel Ortega, prompte en syngende retorisk lussing tilbage:
"De tror, at de har ret til at belære os om demokrati, fordi de sender os lidt håndøre i bistand (...) De står i en gæld, som de aldrig vil kunne betale - en gæld for de tusinde og milioner af menneskeliv, som deres udvikling har kostet os."
Præsident Ortega meddelte samtidig, at alle der blander sig i landets interne forhold bare kan tage deres gode tøj og forsvinde. De vil blive erklæret persona non grata.
Årssagen til de europæiske landes kritik var, at Nicaraguas øverste valgråd i forrige uge udelukkede to oppositionspartier fra opstilling ved efterårets kommunalvalg. Det drejer sig om det lille konservative parti, Partido Conservador, og venstrefløjspartiet, Movimiento Renovador Sandinista (MSR), der består af tidligere politiske kampfæller fra præsident Ortegas eget parti, Frente Sandinista Liberación Nacional (FSLN).
Begge partier er blevet frataget deres juridiske status, fordi de ifølge valgtilsynet ikke har opfyldt de tekniske kriterier for opstilling.
Men den forklaring holder ingen steder. Det forklarer Nicaraguas tidligere ambassadør i sammenslutningen af amerikanske stater, OEA, Carlos Tünermann. Han peger i stedet på, at præsident Ortega effektivt er i gang med at lukke ned for landets demokratiske kanaler og tage livet af den politiske pluralisme.
"Dette er endnu et skridt i retning af Ortegas diktatur, selvom det er allerede er et faktum, at vi lever i det, jeg vil kalde et institutionelt diktatur."
Pagten
For langsomt, men sikkert, eroderer fundamentet under det nicaraguanske demokrati. Det mener Sergio García Quintero, der foruden at være en højt respekteret jurist og tidligere partifælle i Ortegas parti, FSLN, i dag er medlem af det centralamerikanske parlament. Om sin tidligere partileder siger García Quintero, at "han (Ortega, red.) er skabt til at være diktator, ikke præsident eller politisk leder af en parlamentarisk funderet stat."
García Quintero har som mange andre nuværende og tidligere politikere, kommentatorer og civilsamfundsorganisationer gentagende gange advaret mod den politiske situation, som Nicaragua har befundet sig i siden Ortega i spidsen for FSLN i 1999 indgik el pacto - en politisk pagt med landets daværende præsident Anoldo Alemán og hans regeringsparti, Partido Liberal Constitucionalista (PLC).
Pagten betyder, at de to partier reelt deler magten mellem sig og dermed udelukker enhver form for opposition på alle politiske niveauer og i alle landets offentlige institutioner. Et synligt tegn på de to partiers fælles fodslag er netop den forfatningsændring, der bragte Ortega til magten med kun 38 procent af stemmerne bag sig. Tidligere var kravet 50 procent opbakning, hvilket blev sat ned til 35 procent kort før seneste præsidentvalg.
Umiddelbart efter sin sejr valgte Ortega at betale lidt tilbage til den tidligere rival, Arnoldo Alemán, der i mellemtiden - og på foranledning af egne partifæller - var blevet idømt 20 års fængsel for korruption og tyveri af statens midler. I marts 2007 gav Daniel Ortega den tidligere præsident amnesti, så han blot skulle side i 'husarrest'. Dog med den frihed, at han siden har kunnet bevæge sig frit indenfor landets grænser.
I dag bærer tidligere præsident Alemán titlen som ærespræsident i sit gamle parti, PLC, ligesom han har den tvivlsomme ære at figurere på Transparency Internationals liste over de 10 mest korrupte politikere i verden i løbet af de seneste 200 år.
Bistand fra Cháves
Kritikken af Daniel Ortegas regeringsførelse rækker imidlertid ud over de mere teoretiske diskussioner om landets demokratiske underskud. Fra civilsamfundets side fyger anklager om korruption, manglende gennemsigtighed og almindeligt misbrug af statens midler. Særligt har det vakt stor foragelse, at Ortega har privatiseret de donationer, som landet modtager i støtte fra Venezuela.
"Regeringen har indrømmet, at de modtager 520 mio. dollar i årlig støtte fra Venezuela, men ingen ved, hvad der sker med de penge," siger Roberto Courtney, der er leder af Ética y Tranparencia, som er den lokale afdeling i Nicaragua af Transparency International.
Problemet er, forklarer Roberto Courtney, at bistanden fra Venezuela ikke allokeres via staten, men placeres i et privat venezuelansk-nicaraguansk selskab, som hverken staten eller andre har indsigt i.
I et modsvar har præsident Ortega meddelt, at bistanden anvendes til at finansiere en længere række fattigdomsprojekter og investeringer i landets nedslidte energisektor. Foreløbig er resultatet dog, at Nicaragua har både Centralamerikas mindst pålidelige elforsyning samt de højeste priser på brændstof og elektricitet. Og ud af de 520 mio. dollar i bistand går blot beskedne 15 mio. dollar årligt til regeringens flagskib inden for den statslige bistand, programmet Hambre Zero (nul sult).
Folkets dom
Men det er ikke kun politiske dissidenter og medlemmer af oppositionen, der forholder sig kritisk til Ortegas styre. Ifølge en meningsmåling foretaget i maj i år af det private analyseinstitut M&R, nyder Ortegas regering kun opbakning fra 11,8 procent af befolkningen, mens 64,5 procent "overhovedet ikke" støtter Ortega.
Og den seneste politiske krise har kun forværret stemningen i landet. I weekenden gik tusinder af borgere på gaden i protest mod regeringen og valgrådets beslutning om at udelukke de to oppositionspartier, og flere toneangivende civilsamfunds-organisationer anmoder nu landets højesteret om at ændre "hvad der i en hver henseende er ulovligt, og en trussel for landets fremtidige sociale, økonomiske og ikke mindst politiske udvikling," som Roberto Courtney fra Ética y Tranparencia kalder udelukkelsen.
Eneste problem er, at ligesom valgrådet er domineret udelukkende af partimedlemmer fra de to politiske partier PLC og FSLN, så består det organ under højesteret, der skal vurdere den juridiske holdbarhed i udelukkelsen af de to oppositionspartier af henholdsvis to dommere udpeget af FSLN og én udpeget af PLC.







