Når der skal søges penge hos private aktører til udstillinger og projekter, er der visse projektbeskrivelser, som landets museumsdirektører bevidst går uden om.
"Man ved, at der er nogle projekter, som sponsorer og fonde aldrig vil støtte. Jeg har selv været ude for, at en bestemt sponsor hellere ville støtte olie på lærred end videokunst. Det gør selvfølgelig, at vi tænker os gevaldigt om, når vi henvender os til potentielle sponsorer," fortæller Christian Gehter, der er museumsdirektør for Arken.
"Det er klart, at det altid vil være lettere at opnå støtte til en udstilling med Skagensmalere end til samtidskunst," siger Christian Gehter, der har modtaget privat støtte til netop en udstilling med Skagensmalerne.
Han tror dog på, at fondene og de private investorers interesse for den udfordrende og moderne kunst vil vokse.
"Jeg tror, at sponsorerne med tiden vil få mere interesse i den nyskabende kunst, da de ønsker at profilere sig som åbentsindede og moderne gennem deres investeringer."
Direktør for Museet for Samtidskunst, Marianne Bech, er enig i, at der er visse forespørgsler, som aldrig vil opnå støtte blandt de private aktører. Det drejer sig dog ikke om samtidskunsten.
"Tværtimod. Vi oplever stor interesse fra både sponsorer og fonde til at støtte vores udstillinger, som bevæger sig i feltet mellem installations-, lyd- og netkunst. Støtte til den daglige drift af museet er derimod så godt som umuligt at opdrive fra de private aktører," siger hun.
Ane Hejlskov Larsen, der er lektor i museologi ved Aarhus Universitet, mener også, at lige præcis samtidskunsten er god til at tiltrække private investorer. Det skyldes, at samtidskunsten har en fordel, når der skal hives penge ud af de private aktører:
"Firmaer, som har specialiseret sig i f.eks. lyd, lys eller anden teknik, kan levere de avancerede og dyre materialer, som en stor del af samtidskunsten bygger på. Sponsoraftalerne kan i disse tilfælde optræde som positive faktorer, da de muliggør udstillinger, der kræver avanceret teknisk og dyrt udstyr," siger lektor Ane Hejlskov Larsen.
Ane Hejlskov Larsen mener ikke, at der er private leverandører nok til museernes efterspørgsel.
"Den danske kulturpolitik baserer sig på, at der er et hav af muligheder for museer til at søge støtte uden om staten. Men reelt findes disse muligheder ikke. Det danske handelssamfund er ikke tilstrækkeligt gearet hverken økonomisk eller fagligt til at indgå i disse kulturelle foretagender. Der er desuden mange andre kulturinstitutioner end museerne, der gerne vil indgå i samarbejder, så konkurrencen er stor om de forholdsvis få sponsorinteresserede virksomheder. Dernæst ønsker sponsorerne kun at involvere sig i kulturprojekter, hvis de ved, de får noget igen, enten i form af synlighed i det støttede projekt eller i form af firma-goder. Og dette bytteforhold kan nogle gange ende med at blive en dyr affære," siger Ane Hejlskov Larsen.
Populistisk formidling
Det er ikke kun samtidskunsten, der tiltrækker private penge. Fonde og sponsorer har også fået øjnene op for museernes formidlingsprojekter. Senest har Arken og Statens Museum for Kunst markeret sig med stort anlagte formidlingsprojekter, der fokuserer på brugerinddragelse bl.a. gennem digitalisering. Projekterne har tiltrukket store millionbeløb fra sponsorer og fonde, bl.a. Nordea Danmark-fonden.
"Vi lægger vægt på, at de projekter, vi udvælger, skal være originale, samtidig med at de skal være bredt og aktivt involverende. Vi arbejder ud fra et dannelses- og oplysningsfilosofisk element, hvor vi ønsker at støtte projekter, der bringer de kunstområder, som man traditionelt betragter som elitære, nærmere et bredere publikum," forklarer fondens direktør, Torben Klein.
Støtten til formidlingsprojekter er et led i de private aktørers overtagelse af ansvarsområder, der tidligere har tilhørt det offentlige, fortæller lektor fra Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS Bent Meier Sørensen.
"De private aktører koncentrerer sig mere og mere om formidlingsaspektet, fordi de her kan ramme deres egen målgruppe på en ny måde. Hvor man tidligere så, at virksomheder eller fonde ydede støtte ved at donere værker til institutioner eller til specielle lejligheder, ser man i dag en klar tendens til, at de private aktører ønsker at delagtig-gøre sig i længerevarende projekter, der henvender sig til og aktiverer publikum på nye måder. Flere og flere virksomheder ser det som en del af deres branding at overtage de formidlingsforpligtigelser, som før har tilhørt det offentlige," siger Bent Meier Sørensen og konkluderer:
"Det betyder, at kulturformidlingen kommer til at ændre sig, og det vil føre til en afdemokratisering af institutionerne."
Til trods for at kritikere advarer mod museernes tiltagende afhængighed af de private aktører, der kan føre til kunstneriske kompromiser og populistiske dagsordener, mener formanden for Organisationen Danske Museer, Jens Henrik Sandberg, at museernes udbud ikke vil komme til at ændre sig markant.
"Jeg har ikke indtryk af, at fonde og sponsorer kun ønsker at støtte foretagender, der er spektakulære eller populære. Mit museum er i hvert fald ikke et bevis på det," siger Jens Henrik Sandberg, der også er museums-direktør på Oluf Høst Museet på Bornholm.
Serie: Hvem styrer kulturen?
Private penge fungerer i stigende grad som aktør på den danske kulturscene. Det åbner for nye kunstneriske initiativer og er med til at udstikke kursen for en ny kulturpolitisk dagsorden.
