Hurra for oliespekulanterne!

Når en recession pludselig raserer et lands økonomi, og brede skarer af befolkningen rammes direkte på pengepungen, har almindelige mennesker og opportunistiske politikere det med at lede efter syndebukke, der - når det kommer til stykket - skal bøde for samfundets uvilje mod at tage smertefulde men nødvendige forholdsregler, inden uvejret slår ned. At det gik så galt under den økonomiske depression i 1930'erne, kan ikke blot tilskrives en finanskrise udløst af en spekulationsboble på Wall Street. Millioner blev kastet ud i ledighed, fattigdom og sult, fordi det amerikanske samfundssystem ikke var indrettet til at afbøde de ekstreme virkninger af pludselige finanskriser. Det var den keynesianske model - stimulering af økonomien gennem statslige investeringer - og præsident Franklin D. Roosevelts oprettelse af et velfærdssystem, som reddede den amerikanske kapitalisme fra ruin.

I dag står den amerikanske økonomiske model over for en trussel, som kan blive lige så alvorlig. Et samfund bygget på evig adgang til billig fossil energi har i løbet af to år oplevet en fordobling af prisen på olie til 140 dollar pr. tønde. Befolkningen vånder sig under byrden. Mange tvinges til at tage vanskelige beslutninger. Skal vi sælge vort hus - som vi netop har købt og renoveret med egne hænder - og flytte tættere på storbyen og jobbet for at spare transportudgifter? Måske, men kan vi sælge til en acceptabel pris midt i en boligkrise, hvor huspriserne er faldet gennemsnitligt med 15 pct. i det sidste årstid? Skal vi sælge vores benzinslugende bil og købe en mere benzinøkonomisk personbil? Ja, men vi kan ikke sælge firehjulstrækkeren, fordi det vil alle de andre også, og hvis vi finder en køber, får vi så lidt for den, at vi ikke har råd til at købe en mindre bil ... Okay, så lad bilen stå. Vi tager de offentlige transportmidler. Her løber mange amerikanere også panden mod en mur. Enten er busser og toge overfyldte, eller også er de ikke tilgængelige. Nu er gode råd dyre. Familiebudgettet holder ikke. Så må det gå ud over ferien eller sommerskole for børnene. Samtidig stiger fødevarepriserne ...

Alt i alt tegner sig et billede af flere og flere desperate amerikanske husstande. Nu skal livremmen altså virkeligt strammes ind. Og hvad gør Kongressen? John McCains ven, senator Joseph Lieberman, holder høringer om kapitalfondes spekulation i oliehandel og planlægger lovgivning. Lieberman støttes af en god portion demokratiske politikere. Det er nemlig altid lettere at vinde stemmer ved at stemple spekulanter ansvarlige for prisstigninger end at fremlægge en seriøs energipolitik. McCain tordner mod spekulanter i sine valgtaler: "Hvis vi finder beviser på manipulation, må vi slå ned," bedyrer han. Men det skorter på beviser. I går sagde den anerkendte energiekspert Daniel Yergin under kongreshøring nr. 40 om energiprisernes himmelflugt, at spekulation i oliehandel drives af bevidstheden hos købere og sælgere, at efterspørgslen overskrider udbuddet. Kun en højere oliepris kan tæmme efterspørgslen. Andre faktorer fordyrer prisen: Den svage US-dollar og produktionssvigt i olielandet Nigeria. Ifølge denne version tjener spekulation i profitøjemed et konstruktivt formål: Efterspørgslen holdes nede, således at et fortsat udbud garanteres uden pludselig olieknaphed, hvis effekt kunne være ødelæggende for økonomien.

Men den slags ræsonnementer ligger ikke til mange amerikanske politikere. Den republikanske præsidentkandidat har i sin karriere slået sig op som en reformivrig politiker, der siger sandheden, som han ser den, og aldrig taler med uld i munden. Men McCain og hans rådgivere ved, at amerikanerne er desperate, og at konventionelle politiske tricks kan give pote i en valgkamp, hvor han i meningsmålingerne er bagefter sin modstander. Maverick-senatoren har altid været imod olieboringer langs USA's kyster. Nu er han for det. Han har altid været imod olieboring i en naturpark i Alaska. Nu vil han tage sin stilling op til overvejelse. Forbundsstatens benzinskat skal ophæves midlertidigt. Selskabsskatterne skal sænkes - også for oliekoncerner.

Den vej nægter den demokratiske præsidentkandidat at tage. Barack Obama siger nej til olieboringer og nej til ophævelse af benzinskatten. Som en god keynesianer lover han at lette presset på husstandene gennem skattelettelser til middelklassen og mindre- bemidlede familier. Han vil have forbundsstaten til at investere 15 mia. dollar om året i et Apollo-lignende projekt, som skal finansiere udviklingen af alternative energikilder. Der skal gives skattelettelser til sol, vind og andre energiformer. Obama taler om de eksempler, som Japan, Spanien og Tyskland har sat. Det positive er, at de amerikanske vælgere foretrækker Barack Obamas energipolitik fremfor John McCains med en stor margin i de seneste meningsmålinger. Det eneste punkt, hvor John McCain har set rigtigt, er i spørgsmålet om mere olieboring i USA, hvor et flertal støtter ham. Men det har tilsyneladende ikke skadet Obama, der endnu ikke har nævnt begrebet spekulation.