Eksklusionen af Jørgen Poulsen fra Ny Alliances folketingsgruppe og den snarlige eksklusion af stemmemagnet Tove Videbæk fra Kristendemokraterne, der har flirtet med flere partier, herunder de konservative, vidner om en ejendommelig spænding i moderne politik mellem partiernes stigende topstyring og markedsgørelsen af de enkelte politikere.
Markedsgørelsen følger både af, at den altdominerende opstillingsform er den sideordnede konkurrence med andre kandidater fra samme parti, men også af en ny utålmodighed efter hurtig karrieresuccésser. Politisk karrierer er ikke længere for livet bundet til et bestemt parti. Man kan gå fra parti til parti, alt efter hvor man får de bedste betingelser, med snart samme ubesværethed som professionelle sportsstjerner skifter hold med. Og man kan hoppe ud af karrieren. Omskiftelighed og ustabilitet vil karakterisere det 21. århundredes politik.
Der er i dag flere løsgængere i Folketinget end før. Fra 1945 til 1999 sad i alt 33 løsgængere i tinget. Deraf sad 15 i 1990’erne. Nu har vi nye bølger af afhoppere og eksklusioner. Louise Frevert, der oprindeligt kom fra de konservative, gik fra Dansk Folkeparti videre til Centrumdemokraterne. Naser Khader gik i 2007 fra de radikale for sammen med Gitte Seeberg (K) og Anders Samuelsen (R) at stifte Ny Alliance. De fik tilslutning fra Venstres Leif Mikkelsen og Inge-Lene Ebdrup. Ni måneder senere forlod Gitte Seeberg Ny Alliance for at blive løsgænger. En uge efter Gitte Seeberg havde sagt farvel til Ny Alliance, meddelte et andet folketingsmedlem for partiet, Malou Aamund, at hun forlod det for at gå til Venstre. I mellemtiden var Pia Christmas-Møller trådt ud af de konservative for at blive løsgænger.
Flest går selv, egentlige eksklusioner er sjældne. Men i 2003 blev Frank Dahlgaard ekskluderet af den konservative folketingsgruppe, fordi han havde udtalt, at han havde stemt på Dansk Folkepartis EU-modstander Mogens Camre ved valg til Europa-parlamentet. Peter Brixtofte blev ekskluderet fra Venstre på grund af skandalerne fra Brixtoftes tid som borgmester i Farum. Og nu altså Jørgen Poulsen og Tove Videbæk.
Partierne shopper
Men partierne shopper også aktivt efter kandidater. Centrumdemokraterne annoncerede i januar 2006 efter folketingskandidater, der kunne bringe partiet tilbage i Folketinget. Man forsøgte skamløst at få folketingsmedlemmer eller kandidater til at hoppe af fra et af de etablerede partier, idet man skrev følgende om den ideelle kandidat: “Du sidder allerede i Folketinget, eller har været opstillet for A, B, C eller V.” Et andet var kriterium var “medietække og gennemslagskraft”. CD lovede “støtte og opbakning ud over det sædvanlige”.
September samme år tilbød CD det populære radikale folketingsmedlem Naser Khader formandsposten i partiet, hvis han ville skifte parti. Khader takkede nej, men i oktober gentog CD tilbuddet forgæves, efter en undersøgelse havde vist, at CD kunne blive landets tredjestørste parti med Khader. Khader oplyste, at han også havde modtaget følere fra Venstre og de konservative, som han havde svaret: “Ich bin ein Radikaler”.
Det var et halvt år før, han startede Ny Alliance.
CD’s tidligere top havde forladt partiet. Mimi Jacobsen var sammen med den tidligere politiske ordfører Peter Duetoft blevet socialdemokrat, og Bjarne Møgelhøj var gået til Ny Alliance. I 2008 blev CD nedlagt. CD’s sidste formand, Ben Haddou, der oprindeligt var konservativ, meldte sig prompte ind i Kristendemokraterne .
Pressemanden Karsten Madsen har kandideret for Socialdemokraterne og Venstre. Han har også været en tur hos de konservative. I 2007 måtte han af helbredsgrunde sige nej til et tilbud om at kandidere for det nye parti, Liberalisterne - Weekendavisen formodede endog at han havde været på tale som partiets leder.
Derimod fik Venstre jo den tidligere socialdemokratiske minister Karen Jespersen i deres ‘stald’ i 2007. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard havde ellers i tv bejlet til Jespersen, som tidligere havde været medlem af Venstresocialisterne.
Pænhedsnarkomaner
Der er også flere og flere, der bare beslutter at forlade politik. Det gjaldt den i 2005 kun 43-årige Frank Jensen, der tabte kampen om lederposten hos Socialdemokraterne. Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, tog som 36-årig i 2006 afsked med politik efter en række konfrontationer både med partifæller og konservative politikere om bl.a. skattepolitik. Den 47-årige tidligere minister Pia Gjellerup (S) forkyndte i 2007, at hun ville forlade politik. På dette tidspunkt havde hele 15 medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppen enten forladt gruppen eller meddelt, at de ikke genopstillede.
Den 37-årige borgmester Martin Geertsen (V) meddelte i 2007, at han ville træde ud af politik. Kort efter stoppede 47-årige tidligere minister Elsebet Gerner Nielsen (R). 37 år gammel meddelte integrationsminister Rikke Hvilshøj efter valget i 2007, at hun ikke ville fortsætte som minister og planlagde helt at stoppe i politik efter det næstkommende valg. I år meddelte hun så, at hun allerede vil stoppe til august.
Den 43-årige Thomas Adelskov (S) meddelte i år - kun få måneder efter at være valgt - at han ville forlade Folketinget i 2009. Han stilede mod at blive borgmester i Odsherred Kommune. Han mentes at tilhøre den venstreorienterede del af S-gruppen. Få dage efter meddelte den 35-årige allerede forhenværende Venstre-borgmester i Århus, Louise Gade (V), at hun ville forlade politik. I april i år meddelte tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, den 30-årige Pernille Rosenkrantz-Theil, der i 2005 blev valgt ind med et stort personligt stemmetal, at hun meldte sig ud af partiet. Eksemplerne var ikke enestående. Ikke overraskende er gennemsnitsalderen i politik faldende.
“Politikere er risikouvillige og karrieresyge pænhedsnarkomaner,” har Clement Behrendt Kjærsgaard skrevet. Det kan han sagtens skrive. Med den voksende labilitet hos vælgerne og skærpet konkurrence om valg til Folketinget og formandsskaber i partierne er risikoen for at lide skibbrud i en ellers lovende politisk karriere mange gange større end i efterkrigstidens folkestyre. Risikoen øges af, at vi ikke har en tradition for at sikre politikere retrætestillinger.
Forguder succesledere
Til alt dette skal lægges, at partiledere i dag skiftes ud, hvis de ikke giver politisk succes. Politisk succes er ikke så meget at få gennemført sin politik. Politisk succes er gode opinionstal og især gode valg, sidstnævnte skæpper direkte i partikasserne i form af statstilskud og får de karrieresyge indvalgt. Fra 1945 til 1973 skete det kun en gang, at en politisk leder blev udskiftet på grund af politisk fiasko og magtkamp (Karl Skytte). Ellers gik lederne ved naturlig afgang. Fra 1973 er der kun en gang blev udskiftet en leder ved naturlig afgang (Henning Christophersen). Ellers er lederskift sket efter fiasko og/eller magtkamp.
Politik bliver nu let til lemmingeløb. Partierne forguder ledere med politisk succés, som Villy Søvndal er blevet det i SF. Ledere med fremgang bliver urørlige. Vælgerne stormer ind i partier, der har fremgang - eller bare bærer håbet om det, som Ny Alliance gjorde det i 2007.
Tilbagegang vælter lederne, hvis ikke de når at bekæmpe oprørerne, som Kristendemokraternes Bodil Kornbek har formået det. Folketingsmedlemmer får travlt med at finde andre partier eller skifte karriere, medlemstallet tørrer ind med rekordfart, som Ny Alliances angiveligt 19.000 medlemmer ved starten på mindre end et år blev reduceret til 1.600.
Politik er blevet spændende som en sæbeopera. Men vi kan få fremtidige valg med vælgerskred og omvæltninger, der vil få jordskredsvalget i 1973 med Mogens Glistrups og Erhard Jakobsens stormende entré i Folketinget til at blegne.
Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab og forfatter
Kommentarer
Indlægget er bygget op omkring påstanden om, at danske vælgere er blevet mere labile og at partierne lider under en skærpet kamp om at blive folketingsmedlem og nogen senere leder i partiet. Tim Knudsen putter sine holdningers hofteskud ind i en analyse - og det er her, det går galt.
Jeg er ikke helt klar over, hvilke formands-kampvalg Tim Knudsen henter sit vurderings- og analysegrundlag fra. Men et kig på de mest friske er oplagt. Enhedslisten kender jeg faktisk ikke - indrømmet - lederhistorien på. Men såvel Socialdemokraterne som SF havde et formandsvalg, hvor der kun var opstillet to kandidater. Marianne Jelved overlod frivillig posten til Margrethe Vestager, der i mange år havde været den naturlige kronprinsess og som blevet hyldet til lederposten uden et egentlig valg. Anders Foghs kandidatur blev også bakket op af baglandet, da han overtog Uffe Ellemans formandsskab, Pia Kærsgaard har været leder i hele partiets levetid, og de konservative havde ganske vidst problemer med at finde balancen blandt afgående formænd, men det handlede mere om interne fløjkampe end formandsopgør. Jeg savner med andre ord et belæg for påstanden om en skærpet kamp. At formandens position er direkte forbundet med partiets succes, er vel næppe noget særlig for politik. Der er tidens ånd i al organisatorisk arbejde. Poltisk som erhvervsmæssigt. Før i tiden sad direktører også i årtier og gik af, når de skulle pensioneres. Sådan er det ikke længere. Ledelse forbindes med en organisations succes. Og det gælder også et politisk parti.
“Omskiftelighed og ustabilitet vil karakterisere det 21. århundredes politik”. Javel. Schlüters regering sad i ti år, Nyrups cirka det samme og mon ikke Anders Fogh slår dem begge. Tre regeringer i over tre årtier. Det kan vel ikke siges at være ustabilt? Der har da været nogle menige folketingsmedlemmer, som har skiftet hest undervejs. Om tendensen er, at der kommer flere, skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald er det ikke noget, der sker særlig ofte. Det er klart, at små partier som Ny Alliance har bidraget til statistikken over ustabilitet. Men ligefrem at bruge dem som et illustrerende eksempel er vidst ikke det, man kan kalde retvisende for det samlede billede. At antallet af løsgængere er lig ustabilitet, må også siges at være en tilsnigelse. Man kan omvendt tolke det som et udtryk for, at politik er blevet nuanceret og bevæger sig væk fra dogmatiske partilinier.
“Politikere er risikouvillige og karrieresyge pænhedsnarkomaner.” Det kan meget vel være sådan. Men hvor ofte i historien har en politiker ofret sit politiske liv, karriere eller omdømme for en sag? Eksempler på dette ville have pyntet i brugen af Clement Kjærsgaards uforpligtende udsagn.
Diskursen i Tim Knudsens analyse synes at være, at “politik var bedre i gamle dage”. Jeg synes ikke, at hans analyse får solgt denne præmis og påstand. Han mangler også at forklare, hvad han mener med en “voksende labilitet hos vælgerne”. Det er en ikke uinteressant anklage af det demokratiske grundlag, som han dog ikke finder plads til at underbygge.
Jeg forstår grundlæggende ikke Tim Knudsens retrospektive fremhævelse af fortidens stabilitet som et gode. Man kan jo også vælge at tolke det som stivhed og bureaukratisk mangel på forandringsvilje. Jeg er derimod af den opfattelse, at politikere i dag i højere grad er drevet af realpolitiske overvejelser og aktuelle mærkesager, der måske kulminerer med traditionel politisk partitænkning men som er det, der skaber tillid blandt vælgerne. At traditioner således skulle være at foretrække frem for fornyelse er næppe en vej frem.