17 civile irakere og en politimand døde i den nordirakiske by Mosul, da en kraftig bilbombe eksploderede nær et regeringskontor, lød en foreløbig opgørelse fra det amerikanske militær i landet. Yderligere 80 personer blev såret ved eksplosionen, som ifølge en irakisk embedsmand skete, efter at oprørere havde affyret raketter mod en travl markedsplads i den kurdisk-dominerede by.
Nineveh-provinsens guvernør, Duraid Kashmula, inspicerede ødelæggelserne på markedet, da en bil, spækket med sprængstoffer, eksploderede i nærheden og udløste de omfattende blodudgydelser. Guvernøren overlevede eksplosionen, siger lokale regeringskilder.
Anbar overdrages
Amerikanske militærfolk mener, at terrornetværket al-Qaeda har sin sidste by-bastion i Iraks tredjestørste by, hvor Iraks militær sammen med USA i midten af maj lancerede en offensiv for at smide oprørerne på porten.
Længere mod syd i Irak blev yderligere mindst 15 personer torsdag dræbt, da en selvmordsbombemand sprængte sig selv i luften i et borgmesterkontor i Gurma.
Blandt de dræbte var borgmesteren, mens 20 andre af de tilstedeværende blev såret. Byen ligger nær Falluja i provinsen Anbar, som tidligere var en højborg for sunnimuslimske militser.
En talsmand for byrådet i Falluja sagde, at bomben blev udløst under et møde for medlemmer af en gruppe, som bekæmper al-Qaeda.
Bombeanslaget skete få dage, før Anbar - Iraks største provins - skal overdrages fra amerikansk til irakisk kontrol - og det var det andet af slagsen mod et borgmesterkontor i Irak i denne uge.
Færre dræbte
I begyndelsen af ugen offentliggjorde det amerikanske forsvarsministerium ellers en rapport, som fastslog, at volden i Irak er faldet med mellem 40 og 80 procent, siden USA i fjor øgede den militære tilstedeværelse og forbedrede samarbejdet med den irakiske hær.



