Spild af bistandsmiliarder i de besatte områder

Gennem de seneste 15 år har det internationale samfund kastet mere end 10 milliarder dollar ind i de besatte palæstinensiske områder. Lige siden Oslo-aftalen blev underskrevet i 1993 har donorer stået på ryggen af hinanden for at støtte socio-økonomisk udvikling og kommende statsinstitutioner i det palæstinensiske samfund med henblik på at skabe stabilitet og bæredygtighed den dag en politisk aftale lå på bordet. Faktisk er palæstinenserne i dag den befolkningsgruppe, der modtager mest international bistand per indbygger.

Alligevel bliver palæstinenserne år for år fattigere og fattigere, og såvel stabilitet som udsigterne til en stat fortaber sig i tågerne. Samtidig har Israel mere end nogensinde kontrollen over størstedelen af Vestbredden. Hvad er gået galt?

Vigtig læsning

Anne Le More, der i flere år har arbejdet for UNSCO i Gaza og på Vestbredden med udviklingsbistand til de besatte palæstinensiske områder, skrev for nylig en doktorafhandling om emnet på Oxford University. Hendes afhandling er netop blevet udgivet i en eksklusiv serie på forlaget Routledge.

Anne Le More's bog er tung, men vigtig læsning. Den er især vigtig for embedsmænd i bistands- og udenrigsministerier overalt på den vestlige halvkugle og naturligvis også for deres politiske chefer, også selv om der trods de mange fine hensigter med bistanden ikke er meget ros at hente hos Le More. Hensigten med bogen er at kaste lys over det paradoks, at enorme summer af bistandsmidler, der i princippet skulle støtte fredsprocessen, i stedet har medført at Israel i dag har udbygget kontrollen med Vestbredden og skabt en situation, hvor palæstinensisk socio-økonomisk, geografisk og politisk fragmentering er dagens orden; det er grundlæggende i strid med målet om at etablere en bæredygtig, uafhængig stat.

En af Le Mores teser er, at bistand i det palæstinensiske tilfælde har været en katastrofe, fordi bistanden har fungeret som en erstatning for politisk handlekraft.

Fire hovedaktører

Forfatteren fokuserer primært på perioden 1994-2004, omend hun i en kort epilog også inddrager det internationale samfunds handlemønstre i forhold til Hamas' valgsejr i 2006 og konsekvenserne heraf.

Bogens opbygning bærer præg af, at der er tale om en omarbejdet afhandling. Først præsenteres bogens analytiske ramme. Herefter dokumenterer de efterfølgende to kapitler på overbevisende vis den fragmentering af det palæstinensiske samfund, som har fundet sted efter 1993. Dernæst er fokus rettet mod forholdet mellem den diplomatiske proces og donorudviklingen.

Le More ser her på de fire hovedaktører, USA, EU, FN og Verdensbanken og her først og fremmest på relationen mellem EU og USA.

I bogens næstsidste kapitel er omdrejningspunktet donorernes agenda og bistandens indflydelse, og endelig har Le More skrevet et kapitel, som analyserer den virkning, som bistanden har haft på især palæstinensisk institutionsopbygning.

Kritisk

Til trods for denne lidt tunge opdeling har Le More skrevet en yderst interessant bog. Hendes hovedkonklusioner er krystalklare. Bistanden har naturligvis hjulpet palæstinenserne, eftersom hjælpen har fungeret som en slags sikkerhedsventil og især i de seneste år modvirket den stigende fattigdom.

Men bogen rummer også meget kritiske konklusioner. Le More argumenterer blandt andet for at bistanden fra EU til palæstinenserne mere end noget andet har afspejlet EUs forhold til Israel og USA.

Med andre ord mener hun, at bistanden til palæstinenserne kun i et begrænset omfang har handlet om palæstinenserne, og i højere grad om Israel.

$SUBT_ON$Skadelig erstatning

Den barskeste konklusion er dog, at Le More argumenterer for, at bistanden i årevis ikke alene har støttet en dårligt fungerende og stadig mere upopulær palæstinensisk autoritet, men også subsidieret den fortsatte israelske besættelse og dermed indirekte opmuntret til fortsat israelsk kolonisering og fragmentering af den palæstinensiske Vestbred.

Bistanden har ifølge Le More bidraget til at 'normalisere' konflikten, tilsidesætte international lov og medvirket til, at Israel ikke har haft det helt store incitament til at finde en løsning på konflikten. Bistand kan med andre ord ikke alene være en dårlig, men også en direkte skadelig erstatning for politik. Desværre har donorerne efter de seneste ændringer i palæstinensisk politik ikke benyttet lejligheden til at stoppe op og reflektere over de seneste 15 års bistandspolitik. Tværtimod. Endnu flere milliarder er på vej.

Derfor skal skatteyderne i hele den vestlige verden nok indstille sig på at regeringerne vil fortsætte den massive donorbistand til palæstinenserne til trods for at hjælpen stik imod hensigten - så længe bistanden ikke bakkes op af konsekvent politisk handling - medvirker til at undergrave en to-statsløsning.