Han er stiv i ansigtet efter flere hudkræftoperationer. Den Republikanske præsidentkandidat John McCain har et skævt og underfundigt smil, der ofte knækker over i en gnæggende latter: "Mine venner, debatten om klimaet er forbi," udbryder han jovialt og fanger dermed tilhørernes opmærksomhed og bifald. Der går ikke lang tid, inden han fyrer endnu en gammelmandsvits af. Men han vender altid tilbage til en seriøs pointe: "Jeg vil ikke tillade, at der går yderligere otte lange år uden seriøs handling i forhold til klimaudfordringen," siger han igen og igen.
McCain er en dobbelt-tydig enspænder, der aldrig bør undervurderes. Efter at have mødt ham indtil flere gange på kampagnesporet tværs gennem Amerika og hver gang er blevet udmattet af blot at følge kortvarigt med ham rundt, har jeg vundet en vis respekt for politikeren, der kan ende som USA's 44. præsident. Selv om han er en hvid, gammel og konservativ mand, kan den 71-årige John McCain ende med at stå frem som mægleren, der for alvor bryder USA's globale passivitet i klimadebatten. Som New York Times skrev i lederen, hvor de støttede John McCain: "Han var tidligt fortaler for at bekæmpe global opvarmning."
McCain har en integritet som få andre, og så har han i modsætning til den Demokratiske kandidat, den 46-årige Barack Obama, rent faktisk forsøgt at lade handling følge ord. Men vigtigst af alt lige nu: John McCain har strategiske alliancepartnere i afgørende delstater. Han får næsten Arnold 'Mr. Universe' Schwarzenegger, der for længst er fyldt 60 år, til at se ung ud, da de sammen tropper op på solcellefabrikken Solar Integrated Technologies i Los Angeles for at hylde hinanden: "Han er en stor amerikansk helt," siger Schwarzenegger iført vindjakke og erklærer slagkraftigt, at McCain har "store visioner for at beskytte miljøet".
Under primærvalgene har jeg, min kæreste og vores tre døtre mødt John McCain tre gange til valgmøder. Hver gang har han fremhævet kampen mod global opvarmning. Obama har andre ting på hjerte.
Grøn superhelt
Schwarzenegger, som stadig kendes bedst for sin hovedrolle i filmen The Terminator og derfor kaldes Governator, har siden 2003 stået i spidsen for delstaten Californien, verdens 10.-største økonomi, større end både Canada og Brasilien. Han har formået at vinde genvalg i Californien, hvor vælgerflertallet ellers traditionelt set stemmer på det Demokratiske Parti, ved at slå hårdt på klimapolitik. Han har forvandlet sig selv til en grøn superhelt - ligesom en anden 'Den Utrolige Hulk', alias Dr. Bruce Banner, det radioaktive muskelbundt, der bliver grønt af vrede. Flere af Schwarzeneggers rådgivere arbejder nu for McCain. Først og fremmest hjernerne bag den grønne profil.
Schwarzenegger kan blive den joker, der vipper styrkeforholdene i det amerikanske præsidentvalg, så demokraten Barack Obama alligevel ikke som ventet flytter ind i Det Hvide Hus til januar. I meningsmålingerne fører Obama ganske vist stadig over McCain, også i Californien.
Schwarzeneggers effektive valgkampagner har vist, at de stadigt flere flygtige vælgere kan flyttes i retning af en moderat konservativ politiker. Særligt hvis han udstråler vilje til at skære på tværs af traditionelle skillelinjer. Og det er netop, hvad senator McCain fra nabostaten Arizona gør.
Lidt kan være mere
McCain er originalen, der gennem et langt liv er gået op imod sine egne partifæller og har søgt tværpolitiske kompromiser sammen med Demokraterne. Han vil konfrontere klimaforandringerne ved at bygge flere og større atomkraftværker, indføre et CO2-kvotesystem med en gradvis reduktion frem mod 2050 og skære i statsstøtten til den ineffektive produktion af biobrændsel. McCain er ikke progressiv, ej heller en foregangsmand i klimadebatten. Hans grønne position svarer snarere til den danske klimaminister Connie Hedegaard (K) og hendes politik for en moderat reduktion af CO2-udledningen.
Men lidt kan nogle gange være mere. Skønt Barack Obama på papiret har en lidt mere ambitiøs klimaplan - som efter lang tids tøven nu også støttes af den tidligere vicepræsident, Nobelprismodtager og klimaguru Al Gore - er det ikke givet, at en demokratisk præsident vil kunne få en mere vidtgående CO2-reduktion vedtaget. Tværtimod risikerer en mulig præsident Obama at skulle bruge hele sin politiske kredit på andre sager: At bringe kamptropperne sikkert hjem fra Irak, forbedre sygesikringssystemet og investere i en bedre grunduddannelse. Den amerikanske præsident må altid vælge sine kampe med omhu.
Med en lang dagsorden af andre prioriteter taler sandsynligheden for, at Barack Obama - der aldrig har betonet klimaforandringer som én af sine mærkesager - vil blive en stor skuffelse for alle dem, ikke mindst i Europa, der forventer, at en ny demokratisk præsident hurtigt vil afvænne amerikanerne fra afhængigheden af olie og andre fossile brændstoffer. Mens Al Gore selv regerede under den demokratiske præsident Bill Clinton i 1990'erne, voksede CO2-udledningen år for år. Intet skete. Og hvis Barack Obama skal vende udviklingen, vil også han være nødt til at give køb på en række valgløfter, som han hidtil har prioriteret højere i valgkampen end global opvarmning.
For John McCain forholder det sig lige omvendt. En mærkbar reduktion af CO2-udledningen er én af de mærkesager, som han praktisk har kæmpet for i årevis. I 2003 lancerede han 'The Lieberman-McCain Climate Stewardship Act' sammen med Al Gores gamle vicepræsidentkandidat, den eks-demokratiske senator Joe Lieberman. Pakken blev desværre stemt ned, delvist på grund af modstand fra demokratiske senatorer. Men pakken var med til at flytte klimadebatten i USA.
Californien på spil
Det konkrete miljøengagement er dog ikke den eneste årsag til, at McCain kan ende med at gennemføre den reelt mest vidtgående klimapolitik. Magtpolitikere gennemfører ofte deres modstanderes politik - i et taktisk forsøg på at appellere til midtervælgerne. Her i Danmark gennemførte de socialdemokratiske SR-regeringer f.eks. strammere arbejdsmarkedsreformer, end en borgerlig regering ville kunne have sluppet af sted med. Og i Israel har det traditionelt set været hardliner-partiet Likud, der har indgået fredsaftaler, mens Arbejderpartiet har iværksat omfattende bosættelser.
På samme måde kan McCain vise sig at blive en moderne pendant til den skandaliserede præsident Richard Nixon, der som én af de hårdeste anti-kommunister overraskede alt og alle, da han i 1972 brød isen under Den Kolde Krig og begyndte normaliseringen af forholdet mellem USA og Kina. I dag har man en vending på amerikansk: "Only Nixon could go to China". Netop fordi ingen mistænkte Nixon for at sælge ud til kommunisterne, havde han ryggen fri til at mødes med Mao Tse-tung i Beijing.
I dag venter verden på et lignende gennembrud. Hvis ikke både USA og Kina forpligter sig til en ambitiøs CO2-reduktion i de næste årtier, vil afløseren til Kyoto-protokollen være nytteløs. Men lige nu lurepasser begge supermagter. USA vil kun gå med, hvis Kina også gør - og vice versa. Men måske kan John McCain være med til at fremtvinge et mindst lige så påtrængende gennembrud i forholdet mellem Kina og USA, som Richard Nixon paradoksalt nok bevirkede midt under Den Kolde Krig.
Nu gælder det kampen mod global opvarmning. Og Californien har vist sig at være den afgørende slagmark. Igen. Da Nixon stillede op til præsidentvalget i 1960, vandt han Californien over den unge stjerne John F. Kennedy. Også i 1968 og 1972 vandt han i Californien - ligesom alle efterfølgende republikanerne har gjort lige indtil 1992, hvor Bill Clinton vandt Californien og dermed magten. Nu er den gyldne stat atter i spil. Schwarzenegger har forvandlet Californien til en grøn swing-stat, som kan hjælpe McCain på vej.
Det er på Stillehavskysten - med Kina på den anden side af vandet - det måske afgørende slag vil blive udkæmpet til november. Og skulle John McCain ende med at vinde en overrumplende sejr, vil det i virkeligheden ikke være så skidt, at det slet ikke er godt for noget. John McCain er måske gammel, slidt og konservativ, men han er heldigvis stadig grøn.
Lars Trier Mogensen er cand.scient.pol. og redaktør. Sammen med Sara Trier har han skrevet bogen 'Martin Luther Burger King - familielogbog fra præsidentvalget', der udkommer på Politikens Forlag på mandag
