FRISTADS-FREMTID

Christiania: Giv os 80 dage mere

Efter at have forhandlet med Slots- og Ejendoms-styrelsen i knap 1.800 dage, ønsker fristaden Christiania endnu 80 dage til fortsat forhandling frem til september, før de dropper retssagen mod staten
28. juni 2008

Ingen rydninger på voldanlægget, flad struktur, plads til nye beboere i huse, som Christiania selv bygger samt boliganvisning som i resten af Danmark - sådan lyder fristaden Christianias betingelser for inden oktober at droppe retssagen mod staten.

På det korteste fællesmøde i Christianias snart 37 årige historie blev fristadens beboere torsdag aften på mindre end to timer enige om et svar til Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES). Christiania havde frist frem til tirsdag den 1. juli til at svare ja eller nej til statens udspil fra august sidste år om fristadens fremtid.

Svaret, som i går blev afleveret til SES, indeholder tre hovedpunkter med tilsammen syv 'knaster', som christianitterne har valgt at opfatte som "mangler" i det udspil, som SES fremsatte i august sidste år. Knasterne "bør ikke stå i vejen for en aftale," som christianitterne skriver i deres svar, hvori de indledningsvist klart understreger, at de "vil en politisk løsning". Derfor inviteres SES til et "afklaringsmøde (...) før en endelig politisk aftale til september", hvor christianitterne lover at stille med en forhandlingsklar Kontaktgruppe.

Kun ét Christiania

Læs mere om

Christiania

Den første knast tager udgangspunkt i, at der kun er "ét Christiania". Christianitterne ønsker kort og godt, at en kommende aftale skal omfatte hele det nuværende Christiania, dvs. også det historiske voldanlæg, som udgør omkring to tredjedele af Christianias areal. Myndighederne ønsker på kort og mellemlang sigt godt 100 huse ryddet, selv om de fungerer som bolig for ca. 200 christianitter. "Det er en helt grundlæggende forudsætning" skriver christianitterne, "for at en politisk løsning kan kaldes bæredygtig, at hele Christiania er indeholdt i aftalen." Tilbage i 2002 forhandlede Christiania en rammeaftale med det daværende Fæstningssekretariat under Forsvarsministeriet bl.a. om nogle af boligerne på voldanlægget, og denne aftale bør en kommende aftale med SES tage udgangspunkt i.

Èn juridisk enhed

Den anden knast er, at det skal være Christiania, der varetager renovering og drift af voldområdet, og derfor bør der indgås en særlig aftale med staten i enighed om voldanlægget.

Den tredje knast drejer sig om, at alle fristadens boliger, fællesværksteder og virksomheder skal samles i et juridisk fællesskab, som eventuelt senere kan deles op i flere. "Christiania er sat i verden for at udvikle nye ideer, ikke for at sande til i unødvendig detailstyring og bureaukrati", som der videre står i svaret.

Det har fra starten været vigtigt for christianitterne at få fastslået, at "der ikke skal handles med boliger på Christiania", og man anerkender, at SES respekterer dette udgangspunkt.

Fjerde knast er et krav om, at renovering og nybyggeri af alle bygninger på Christiania skal varetages af Christiania. Dette for at sikre, at der fortsat bliver bygget i den særlige Christiania-stil. Derimod siger svaret ikke noget om, at det partout også skal være beboerne selv, der skal stå med sav og hammer.

Den femte knast drejer sig om nye beboere. I årevis har Christiania lidt under et påtvunget byggestop fra myndighedernes side, men nu åbnes der langt om længe op for nybyggeri. Dog ikke på hjørnegrunden mellem Prinsessegade og Refshalevej - kaldet Røde Sols Plads - hvor et planlagt byggeri på 7.400 etagemeter vurderes som uforsvarligt både for christianshavnerne og Christiania. I stedet vil christianitterne selvbygge mellem 10.000 og 15.000 kvadratmeter byggeri enten som nybyg eller tilbyg. Mulige byggefelter er i forvejen udpeget i Christianias egen udviklingplan, som christianitterne foreslår som udgangspunkt.

Ens boliganvisning

Sjette knast drejer sig om et af de virkeligt ømtålelige stridspunkter mellem fristaden og staten, nemlig spørgsmålet om boliganvisningen. Hidtil har vejen til en bolig på Christiania enten været at blive kæreste med en christianit eller få anvist en ledig bolig af et områdemøde. Kritikere, ikke mindst fra de borgerlige partier, har derimod ønsket åbne ventelister for alle til samtlige ledige boliger.

Men den køber christianitterne ikke. I stedet ønsker de som et naturligt element i lovliggørelsen af Christiania, at de almindelige regler om boliganvisning, som de f.eks. kendes fra andelsboligforeninger, også kommer til at gælde på Christiania, når det drejer sig om bofællesskaber.

Den syvende og sidste knast kan ligeledes vise sig at være en af de mere følsomme: "Alle indflytninger frem til aftalens ikrafttræden godkendes med brugstilladelser på sædvanlige vilkår", skriver christianitterne. Baggrunden er bl.a. den fogedsag, som myndighederne har forsøgt at gennemføre mod to beboere, som først flyttede ind på staden, efter at SES i 2004 overtog tilsynet med Christiania. Ved den lejlighed blev uret så at sige 'nulstillet', og en af konsekvenserne var, at nye indflyttere efter denne dato ikke fik samme brugsret som de 'gamle' beboere.

Denne nulstilling har ført til adskillige kontroverser, men det skal nu være et overstået kapitel, ønsker christianitterne.

Relaterede artikler


Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her


Et udpluk af ugens bedste

  • ff20080905-191001-pic-671715460.jpg

    Sidste chance for sydsjællænderen

    Danmark er nu nede som nummer 36 på verdensranglisten. Ansvaret for miseren ligger først og fremmest hos landstræner Morten Olsen. Alt for længe har den stædige sydsjællænder holdt fast i et stivnet og forældet 4-3-3 system, og derfor er de rød-hvide nu at regne for et halvblødt mandskab, der kun kan overkomme at banke Europas Prügelknaben
  • 20080906-022931-6.jpg

    Gennemført gennemsnitlig

    Hvad er forskellen på en pitbullterrier og en 'hockey mom'? Læbestift. Det er republikanernes nye vicepræsidentkandidat, Sarah Palins, yndlingsvittighed om sig selv. Hun er så ufatteligt normal, og alligevel har hun skeletter nok i skabet til at være det mest interessante i den amerikanske valgkamp
  • Da modløberen blev minister

    Efter denne sommer kan ingen længere opretholde fantasien om Birthe Rønn Hornbech som indbegrebet af moralsk og demokratisk anstændighed. Det var nemlig en fantasi
  • En global krig uden deadlines eller udgange

    Syv år efter terrorangrebet på World Trade Center gør amerikansk historiker op med forestillingen om USA's enestående plads i verden. Den amerikanske drøm er kørt definitivt af sporet, og selv ikke Obama kan ændre det, siger Andrew Bacevich
  • Engle bliver ikke præsidenter i Pakistan

    I dag får Pakistan en ny præsident. Alt tyder på, at valget falder på Asif Ali Zardari. Verdenspressen og mange pakistanere har dømt ham som en korrupt, psykisk ustabil playboy, men måske kan Benazir Bhuttos enkemand vise sig at blive USA's nye mand i regionen
  • Spil er ikke længere underholdning - det er ved at blive alvor

    Computerspillet har overhalet filmen og musikken som det medie, der på mange måder bedst tilfredsstiller det moderne menneskes behov. Og med de rige muligheder for at være medproducent i de stigende både fysiske og psykiske udfoldelser, spillet indeholder, har vi muligvis kun set toppen af isbjerget