Forældreansvarsloven

Det svære spørgsmål i dag bør være, om den grad af lighed, som de fleste fædre har opnået med forældreansvarsloven, har fundet sted på bekostning af de mest udsatte børn, dvs. lovens undtagelse

Der har i de sidste par uger været bragt et par kronikker og en kommentar om lovgivningen og forvaltningen af forholdet mellem forældre og børn. Vi vil gerne knytte nogle bemærkninger hertil.

Ole Bjerg efterlyser 19. juni mere lighed mellem fædre og mødre. Rammen for hans kronik er en sammenligning af den private og den offentlige sfære, hvor mænds større anerkendelse af kvinder i den offentlige sfære burde føre til, at kvinder tilsvarende anerkender mænd i den private sfære. Vi har svært ved at få sammenligningen til at give mening, da statens forhold til borgerne efter vores opfattelse bør være vidt forskellige inden for den offentlige og private sfære.

I kronikken fremføres, at man kan mene, at det er godt, at staten går ind og kontrollerer forholdet mellem børn og forældre for at beskytte barnet mod evt. overgreb og mistrivsel. Det er vi i enige i. Karakteristisk for den retlige regulering er, at hvis forældrene ikke respekterer hinandens rettigheder, så kan de tvinges til det af fogeden. Barnet kan med statslig magt bringes fra den ene forælder til den anden. Uanset hvordan det gøres, mener vi, at staten - ved at tildele begge forældre individuelle rettigheder - har et ansvar for, at dette administreres menneskeligt. I sager hvor statslig magt flytter rundt på et barn (eller truer med det) og giver forældrene ansvaret for, at barnet ikke lider overlast herved, optræder staten umenneskelig, hvis det ligger uden for de konkrete forældres formåen sammen at skabe gode rammer for barnet.

Ole Bjerg mener, at samvær bør være lovens udgangspunkt, således at hvis en forælder skal hindres i at have samvær med sit barn, skal det være betinget af en afgørelse af en myndighed, hvor det vil være nødvendigt at sandsynliggøre, at suspension af samvær er til gavn for barnet. Der henvises til australsk ret. Vi synes, det er et dårligt forslag. Ifølge vores viden om australsk ret har den øget ligestilling mellem forældre i 2006 betydet, at det er blevet vanskeligere for nogle enlige mødre at opnå den beskyttelse mod barnets far, som kan være nødvendigt for et tåleligt liv for mor og barn. I stedet for en uddybning henviser vi til følgende adresse: www.unisa.edu.au/hawkeinstitute/cpcm/seminar-papers.asp

Rettigheder for begge

Vi lever i en tid, hvor der er fokus på eget ansvar. Der er statslig finansiering af egen konflikthåndtering ved domstole og forvaltning, og loven har fokus på samarbejde, forældreansvar og øget lighed mellem forældrene frem for forældremyndighed.

Det kan være svært at få øje på, hvorledes staten sørger for det mindretal af børn og deres primære omsorgsperson, som har brug for et værn mod den anden af forældrene. Det er, som om barnets perspektiv er blevet til noget andet, nemlig rettigheder for begge forældre. En fordring til staten bør være, at et barn ikke skal vise tegn på dårlig trivsel, før en sag henføres til lovens undtagelser om eneindehaver af forældremyndighed og ophør af samvær.

Det er sådan, moderen og forfatteren til kronikken 11. juni, Mille Mehlsen oplever reguleringen. Før en primær omsorgsgiver og barnet når til at blive omfattet af lovens undtagelse, er det vores opfattelse, at staten i mange af de sager vi kender, har svigtet. Det er sager, hvor det er moderen, der er den primære omsorgsgiver, og hvor faderen af mange forskellige grunde ikke er i stand til at tage et medansvar for barnet.

Lovgiver må vælge

I statsforvaltningen formidles forældrenes pligt til at samarbejde, som skildret af Ida Helene Asmussen i hendes kommentar 20. juni. Det svære spørgsmål i dag bør være, om den grad af lighed, hovedreglens fædre har opnået med forældreansvarsloven, har fundet sted på bekostning af de mest udsatte børn, dvs. lovens undtagelse.

Det mener vi.

En stat kan ikke garantere retfærdighed i forældres indbyrdes forhold. Statens begrænsninger burde gøre det klart, at lovgiver må vælge mellem at beskytte typisk fædres rettigheder eller beskytte typisk enlige mødre, som er primære omsorgsgivere mod nedbrydende konflikter til skade for barnet.

Vi håber, at den politiske uenighed skyldes forskellige opfattelser af, i hvilken udstrækning vi står over for at skulle vælge mellem lighed for to stærke forældre eller beskyttelse af de svage enlige forældre. Vi håber ikke, den politiske uenighed handler om, hvorvidt vi er ligeglade med, at de svage rammes af de stærkes rettigheder.

Lisa Holmfjord, leder af dansk kvindesamfunds krisecenter på Frederiksberg.

Annette Kronborg, lektor i familieret, Københavns Universitet

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jens Sørensen

Dem som der IKKE synes at størst muligt samvær/tilknytning børn være et udgangspunkt burde mentalundersøges.

Hvis derimod den ene forældre, ikke magter, er voldelig eller på anden måde ikke bør have fuldt forældremyndighed/sanvær, ja så skal der selvfølgelig tages hensyn til det.

Alt for mange kvinder bliver bopælsforældre på trods af at barnet ville få det bedre hos faderen. Det er deri diskrimineringen findes.

Ï det hele taget burde alle sager behandles og beskrives kønsløst.

Det vil give mange feministiske grupper stort besvær med at finde ud af hvem de skal holde med. Så er det alligevel lettere når man ved hvem der er moderen. For hun har jo altid ret. Også selvom hun er depressiv og narkoman

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen

voresfar voresfar der må være grunde til at forældrene ikke lever sammen.
Det kunne tænkes at manden selv ikke tog sit ansvar for barnet lige så alvorligt som kvinden. Fx er det mest kvinden der tager barslen og børns sygedage eller er flittigst til at tage møderne med daginstutionerne og skolerne mv. Hvis manden begyndte at tage sin del af ansvaret som en naturlig pligt over for barnet og familien så kunne det være at familien ikke gik i stykker og derfor ikke fik problemet med dele børn.
Bare en tanke.
vh

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Sørensen

Dorte,

Du har ret i at det stadig er kvinden, der trækker det store læs mht til børn.

Årsagen hertil er for ALLE mænd klar. Vi må IKKE tage ansvar og gøre tingene på VORES måde. Vi bliver konstant irettesat. Alt skal foregå på kvindens præmisser. Dette er en af grundene til at mange mænd trækker sig tilbage.
Hele problematikken om hjemme-fronten kan vi diskutere i en anden debat.
Men det er jo ikke spørgsmålet her.

Vi taler om BARNETS tarv og IKKE om kvindens tarv.
Selvom kvinden har været mest på, især da barnet var helt lille, betyder det jo ikke at faderen ikke spiller en vigtig rolle i barnets liv.
Undersøgelser har jo vist at mænd spiller en vigtig rolle, endda vigtigere end moderen, i børns opvækst, når de kommer op i en vis alder.
Især drenge har behov for en mandlig rollemodel.
Det er da tankevækkende, at sammen med indvandrere er mænd opvokset hos enlig mødre stærkt overrepræsenteret i straffesager.

Hvis man virkelig tænkte på barnets tarv er det jo fuldstændig uinteressant, hvem der indtil en skilsmisse har gjort hvad for barnet. At kvinden for 8 år siden tog barsel eller barn 1. sygedag har jo intet at gøre med hvad der bedst for barnet i en konkret skilsmisse situation 8 år senere.
Det vigtigste er vel hvem af forældrene der FREMOVER vil være bedst for barnets fremtidige opvækst.

Man kan da sagtens forstille sig en situation hvor den ene part har været vigtigest for barnet i barnets første leveår, men på grund af forældrenes forskellige kompentencer/væremåde, er det nu blevet den anden forælder, der bedst kan varetage barnets opvækst fremover.

Argumentet med barsel, 1. sygedag osv, kan kun bruges i en verden hvor kriteriet for hvem der skal have forældremyndigheden IKKE afgøres efter hvad der er bedst for barnet ,men hvem af forældrene der mest har fortjent forældremyndigheden. Og da rollen med af skaffe mad på bordet åbenbart ikke er særlig vigtig for familien/barnet, ja så er det typisk den "hjemmegående" der betragtes som den vigtigste for barnet.

Under alle omstændigheder bliver den ene forældre vel ikke uegnet som forælder, bare fordi de indbyrdes ikke kan sammen mere !!
At et barn, der har været vant til både far og mor også har behov for BÅDE far og mor efter en skilsmisse, burde være soleklar for alle.

Men først skal man gøre op med sig selv om det er barnets tarv eller kvindens tarv, der er det vigtige.
Jeg synes valget er evident

anbefalede denne kommentar