Det er koldt
og jeg er langt hjemme fra
Kim Larsen
"ER DET Deres første festival?" Nå, virker jeg så gammel? Den unge mand spørger venligt interesseret. Et nik fra ham hen mod min datter og hendes veninder, og jeg indser, at jeg har hørt forkert - det er dem, ikke Dem, han spørger til. Vi sidder som sild i en tønde - en ordentlig mother fucker af en tønde. Og det har vi gjort i et par timer. Det er sjovt, koldt - og aldeles rædselsfuldt. Og det er ikke mig, der har føringen.
SOM UNDER forberedelserne er det igen hende, der er eksperten, og mig, der er amatøren. Og hun har forberedt sig godt. I uger har jeg prøvet at aftvinge en fælles forståelse af, hvad det vil sige, at hvis hun skal til Roskilde - så skal jeg også. Eller så bare en snak i det mindste. Det er hver gang blevet besvaret med et kategorisk: Ja, ja!
I stedet har hun stille og roligt triumferet med allerede iværksatte planer: Hvem, hvor, hvordan og hvornår. Hun har allerede - på sin egen stillemåde - sparket de døre ind, hun havde brug for, så det, der er tilbage til mig, er at forklare, at vi har gensidig interesse i at holde kontakt: Hvis jeg ved, hun har det godt, er jeg tryg og giver hende den frihed, hun af hjertet brænder for. Men rammerne? Dem har hun styr på.
SÅ NU sidder vi her sent lørdag aften og venter på, at det skal blive midnat, så vi kan få vores armbånd, blive lukket ind i 'Boxen' og fra kl. 8 deltage i kapløbet om de bedste pladser i campingområdet. Der er tusindvis af unge, der maser puffer, drikker - med trækvogne, bagage, getthoblastere (max volume) og energi. Og så mig.
JEG ER gammel med de unge. Har ikke behov for andet. Jeg registrerer - og følger med. Hun maser forrest, så følger veninderne - jeg går sidst og holder øje med, at vi bliver sammen. Vi får vores bånd i den første bølge et par timer over midnat. Undervejs spørger hun mig: "Klarer du den, far?" Jeg nikker tavst. Hun smiler: "Du er sej." Jeg er med for at passe på hende - men her er det for en stund omvendt. Selvom der kun er ægte anerkendelse i hendes smil, er der ikke noget at tage fejl af: Jeg er der kun, fordi hun er der. Så selvom hun måske har frygtet, at jeg ville presse og begrænse, så er det hende, der presser mig - til at se, mærke, lytte og følge med. Det er ret fedt. Midt i natten, nedbøret og noiaen.
I ASTRID Lindgrens Ronja Røverdatter insisterer Ronjas far, Mattis, på, at hun skal tage sig i agt for alt det, der ikke må overgå hende: Helvedesgabet, skovheksene, elven. Han mener: Hold afstand. Hun tager det som en udfordring: For ikke at falde i Helvedesgabet, øver hun sig, tager tilløb - og springer sikkert over. Det er lidt det samme, jeg overværer her. Bortset fra, at jeg flere gange tænker, at her springes der ikke over noget Helvedesgab. Jeg sidder midt i det.
HEGNET til campingområderne bryder sammen godt fire timer før tiden. Og så sætter stormen ind. Pigerne stormer med. Vi har for længst knuset på gensyn. Jeg skal ikke storme nogen steder. Jeg har gjort mit. En halv time senere får jeg en sms: "Teltet er oppe, vi ligger og hygger på græsset :-)".
Jeg er stadig på vej. Det er for længst lyst. Jeg finder et sted til mit telt, en kop kaffe - og noterer uden mindste bekymring, at jeg ikke aner, hvor hun er henne. Det skal vi nok finde ud af. Når vi har fået en lur.
Jon Jørgensen skriver i denne dagbog fra Roskilde Festival, hvor han vil forsøge at passe på sin 14-årige datter, helst uden at hun opdager det
