De havde ikke horn på hjelmene og var ikke gemytlige, men selv efter tidens målestok en bande rå børster - ikke for ingenting sammenlignet med vore dages rockerslæng, skønt deres kunsthåndværk antog noget mere forfinede former end rygmærker og moderne gennemsnitstatoveringer.

Hvorvidt vore fjerne efterkommere en skønne dag vil dyrke Hells Angels og Bullshit på samme facon, som turistindustrien markedsfører vikingerne a la nationalt brand, er tvivlsomt; men det ville være lige så rimeligt, endskønt vikingerne ofte var blåstemplet af kongemagten som det danske territoriums ekspansive kraft og producenter af merværdi ved rov.

De nådesløse

De folk der blev udsat for vikingernes invasioner her og der og langt op ad Seinen, længere ned i Dordogne og ovre i de irske klostre, kom til at afsky disse nådesløse målbevidste ugerningsmænd, hvis positive bidrag til de hjemsøgte områder var til at overse.

Man skal være mere end national selvtilfreds og ukritisk benovet over sit lands historie for at forelske sig i disse røvere, mordere og voldtægtsmænd. Ikke desto mindre ophøjedes vikingerne som antydet af centralmagten og tjente som det militære redskab for denne.

Svend Tveskæg erobrer store dele af England i 1013 - det er det rene vikingeværk. Et par år før har Canterbury forsøgt at købe sig fri for vikingeoverfald anført af en af de virkeligt slemme, Thorkil den Høje, og hans snesevis af tungt bemandede langskibe; det hjælper ikke byen der hjemsøges og plyndres til skindet.

Statsvikinger og freelancere er for ofrene ét fedt. Sønnen Store Knud fuldender, hvad den tidligt afdøde Svend Tveskæg har påbegyndt, og erobrer så at sige resten af angelsaksernes territorium. De senere ledingsflåder er direkte aflæggere af de egentlige vikingeopbud, som kongemagten fortsat kan bruge. Knud den 2. med det senere så misvisende tilnavn: den Hellige, hvilket han overhovedet ikke var - kongepartiets langsigtede interesse i at få denne politiske kikser helgenkåret er åbenbar - sætter ledingsflåden stævne i 1085 med henblik på en generobring af England.

Klapjagt gennem Jylland

Selv udebliver kongen, måske opholdt af andre forretninger, måske af pur arrogance. Noget tyder på det sidste. Ledingsfolkene, der på kongens bud har forladt hus og hjem og sidder og kukkelurer på deres selvbetalte skibe et sted i Limfjorden, bliver rasende og passer året efter Knud og hans brødre op. De forfølger ham gennem Jylland og over Lillebælt, videre til Fyn, hvor de når ham i Odense og slår ham og hans yngre bror Benedikt til plukfisk. I Odense domkirkes krypt kan man se hvordan. Knud og bror ligger på skeletteret lit de parade til dommens dag. Et par selvovervurderende banditter, et farligt par som andre stormandsfamilier i et stadig løst sammentømret klansamfund har følt det som en ret at skille sig af med. I en vis forstand er mordet på Knud et passende punktum for vikingetiden, hvor den første blandt ligemænd med flere af vikingens kendetegn opnår pavens godkendelse som en Herrens udvalgt. En ny tid, hvor de mægtigste kan skalte og valte, truer.

Danmarkshistoriens sorte huller

Information hopper nu med på kanoniseringsbølgen og vil hen over sommeren præsentere en såkaldt omvendt kanon, hvor Georg Metz slår ned på de sorte huller i danmarkshistorien. Dette er første afsnit i lille håndbog i 10 afsnit om smertefulde øvelser i den nationale selvforherligelses nødvendige demontering