Mesterværk om Danmarks dybeste traume

Et af verdens første krigsfotografier taget af en tysk fotograf ved skanse 6 i Dybbøl, dagen efter stormen på Dybbøl om morgenen den 18. april 1864. Tom Buk-Swientys bog om slaget er en af de bedste fremstillinger, der er kommet hidtil. Foto: Scanpix

Der er med en floskel bøger, man lægger fra sig med beklagelse over, at de ikke er længere. Men en sådan bog er Tom Buk-Swientys Slagtebænk Dybbøl.

Intet mindre end en fremragende redegørelse i bredde og dybde for en af de største katastrofer i danmarkshistorien: krigen i 1864 med opgivelsen af Dannevirke og det så at sige selvfølgelige og afgørende nederlag i og omkring skanserne over for Sønderborg. Det nederlag - efterfulgt af endnu en runde i tåbelig ført dansk udenrigspolitik - der betød tabet af næsten halvdelen af landets areal, samt en tredjedel af landets indbyggere.

Ikke alene kostede krigen Holsten og Lauenborg, men tillige hele Slesvig, syd og nord. Med i sidste ende den endelige grænse skudt op under armhulerne på Kolding. End ikke den nær knusende militære tilintetgørelse ved Dybbøl fik den danske politiske ledelse til at forholde sig realistisk til den virkelighed i Europa, som Bismarcks Preussen i kraft af ny kommende stormagtsstatus toneangav, men tilskyndede dem af ubegribelige årsager under fredskonferencen i London til at fastholde kravet om et udelt Slesvig.

Krigens genoptagelse betød et næsten endnu værre nederlag med tusinder af faldne under slaget om Als og en aflyst Bismarck'sk velvilje over for tanken om en grænse, hvor den nogenlunde ligger nu. De øverste ledende aktører i denne tragiske farce, som siden ophøjedes i den danske nationale tradition som udtryk for Danmark som det uskyldige ædle offer, glimrede med få undtagelser ved deres inkompetence med den ubegavede, karaktersvage krigsminister Lundbye og den manio-depressive konseilspræsident Monrad i spidsen. Undtagelsen var den begavede excentriker overgeneral de Meza, som gjorde det eneste rigtige og trak styrkerne tilbage fra det uforsvarlige Dannevirke. Han blev til gengæld fyret og erstattet med et overforsigtigt nul, hvis lod det blev at føre tragedien til ende.

Overblik og skæbner

Tom Buk-Swinetys bog bevæger sig ubesværet og hudnært i alle detaljer mellem de overordnede niveauer i konflikten til de enkelte skæbner i skikkelse af soldater, officerer og soldater og officerers pårørende. Som i den senere Første Verdenskrig, hvis militære virkelighed i nogen grad kommer til at ligne Dybbøl - og den samtidige amerikanske borgerkrig - mister familier i flere tilfælde ikke én men flere mandlige medlemmer. Tabene er målt med den tids alen forfærdende, de såredes chancer små og krigsinvalidernes vilkår bagefter lidet misundelsesværdige. Krigen bliver på den facon hele folkets krig, så at sige alle berøres.

Buk-Swintey skriver som den gode historiker med overblik uden på noget tidspunkt at tabe de menneskelige bidragydere til ulykken af syne. Hvad mere er, indskrænker forfatteren sig ikke til at give den danske fremstilling af konflikten, men bevæger sig som naturligt er over grænsen og ser optakt, slag og eftertid med den anden sides øjne. Dette gælder også på soldatersiden, hvor materialet er stort, og det her har fundet en kildelæser, der fatter dets betydning.

Midt i ulykkerne kan man tolke det som en eller anden trøst at de kæmpende på begge sider stadig på den tid evnede at udøve en form for ridderlighed og krigeretik. Naturen gik dog nu og da over optugtelsen, man skød på folk der havde overgivet sig og plyndrede sårede og døde ret hæmningsløst, men i det store og hele. Derfor foreligger også materiale om danske sårede i nænsomt preussisk fangenskab.

At preusserne gik til opgaven med ærefrygt, er der næppe tvivl om. Dannevirke var et formidabelt fæstningsanlæg og blev sammenlignet med det frygtindgydende Sebastopol. Man kan her diskutere om Buk-Swienty har en anelse af en tilbøjelighed til at overdrive ærefrygten. På den ene side var det altid en betænkelig sag at angribe stærke befæstninger med determinerede mandskaber, det kan man læse om hos Clausewitz. På den anden side vidste preusserne jo selv, at deres bevæbning var langt mere effektiv end den danske hærs forældede geværer og større våben. Dertil kom, at preusserne var langt flere. At det tog tid at erobre Dybbøl-skanserne er næppe ensbetydende med, at udfaldet på ret mange måder kunne have fået et andet forløb. Krigen var med andre ord tabt for danskerne allerede i de tyske våbenfabrikker, takket være en langt større tysk befolkning, og sidst men ikke mindst fordi de øvrige magter ikke fandt det slesvigske spørgsmål vægtigt nok længere til at lægge sig imellem.

Nærvær i tiden

Tom Buk-Swienty har med Slagtebænk Dybbøl skrevet en af de bedste bøger om konflikten i 1864, der nogensinde er udgivet. Et mesterværk og skrevet af en mand med sproget i sin hule hånd.

Nedslagene i tidens tekster forhøjer nærværet i tiden. Forfatteren har sine steder omdannet sproget i breve og andet til det mere nutidige. Hvorfor egentlig? For at bogen blev mere let læst. Jo, men herved afskærer man sig endnu engang fra den fortid, der ikke er så svær endda at fatte, såfremt man holder dens sprog op for næsen. Fortiden er et sært land, de talte anderledes dengang, men det er da værd at fastholde.

Bogen er glimrende og tankevækkende illustreret, personerne på de gamle stive fotografier lever op i teksten. En fint kommenteret kildegennemgang pryder sammen med et godt register.

Denne bog anbefales på det varmeste - også som korrektiv til vor egen tids nationalchauvinisme og uvidenhed om landets forudsætninger for at være, hvad det er.