Når du ta'r afsted
så vend dig ikke om
der' ingen vej tilbage,
hvorfra du kom
Sebastian
ANDEN nat i Roskilde, det var etwas ganz anderes. Der er blevet sovet på alle de fronter, jeg har noget med at gøre. En sidste tur over til datteren og hendes lejr med et par faderlige formaninger. Og så tæppefald.
Vågner tidligt og ser i morgensolen, hvor dejligt her er i den midlertidige storby mellem højspændingsledninger, Holbækmotorvej og himmelhvælv. En klarhed af sol, skyer og blæst. Overvejer kort: Først kaffe eller morgenvisit hos den lille? Nysgerrigheden vinder. Slentrer vågent gennem teltbyen og ser den vågne og gøre sig klar. Her er godt.
JEG BØJER mig ind under presenningen, der danner en lille overdækket plads mellem deres telte. Alt flyder. Ni gummistøvler, 16 tomme dåser - heraf én tun og to makrel. Mig skal de ikke tage røven på: Her har været nogen. Mit opdagergen vågner: De er her endnu. De ligger og sover de uskyldiges søvn - eller bare sover. Billedet er forbløffende ens i hele nabolaget - eller hvad man skal kalde det: Naboer bor ved siden af hinanden, her bor de i bunker af telte pavilloner, presenninger, indkøbsvogne og et alsidigt udvalg af restprodukter af menneskelig aktivitet. Ikke engang tyngdeloven synes de at respektere. Nu må jeg have den kaffe.
EN TIME senere prøver jeg igen. Nu rør den på sig, biotopen. I form af en knægt på hendes alder. Han er midt i noget. Opdager mig først, da jeg sender ham et smil og et hej. Jeg får et defensivt "øh?" tilbage. Det defensive ligger i det hele taget til mange af dem. De ved, jeg er hendes far, hvad jeg hedder, og sågar at jeg går igen. Alligevel udløser jeg skærpet opmærksomhed. Hun er ikke rigtigt vågen, sender mig et olmt blik - med lyd. Jeg går. Han er atter midt i noget.
De har haft en god aften, været i festivalens Roskilde Cinema og set den spansk-mexicanske gyser Børnehjemmet. Med et psykisk selvforsvar kørt helt i bund af den foregående nats kamp har de fået gys for alle pengene. Og så en lang søvn.
DET ER klogt, at vi ikke bor sammen - endsige i nærheden af hinanden. Mindst én af os var blevet vanvittig. Jeg har ikke sokker, vest, nathue, og slumretæppe liggende sirligt sorteret efter farver, men dog en form for fysisk struktur. Det bruger hun ikke. Heller ikke de andre. De er skide ligeglade. Men zoomer man ud fra alle de mange tegn på dysfunktionalitet, så er der orden i det. Socialt er de topkompetente, de er ansvarlige over for hinanden, de er opmærksomme, nysgerrige og kritiske: De vil have det godt, og de ved, hvordan de får det. Det er som i køen forleden nat: De kender grænsen, men sætter den selv. Sammen.
DET ER sidst på eftermiddagen. Det hele sitrer lidt ligesom på Ibiza, når folk begynder at vende tilbage fra stranden, men ikke er begyndt at gå ud endnu. Hun og et par piger har været i Roskilde og købe forsyninger: Kiks, gulerødder, teltguf, øl - på teenagebudget går man gerne langt for at spare et par kroner. De er ved at finde deres rytme. Og det hedder stadigvæk bare Warm Up.
RÆVEN er dukket op. Han er også far. Vi skal ligge i lejr sammen. Det er pigerne glade for. Hun vil ikke, at jeg keder mig. En far, der keder sig, kan blive farlig. Eller også er hun bare sød. Det er nok det.
Jon Jørgensen skriver i denne dagbog fra Roskilde Festival, hvor han vil forsøge at passe på sin 14-årige datter, helst uden at hun opdager det
