Forbehold

DEN GODE NYHED i den længe ventede DIIS-rapport om de danske forbehold er, at de økonomiske omkostninger ved at stå uden for euro-samarbejdet er begrænsede. Endnu da. For som Dansk Institut for Internationale Studier videre konkluderer i sin rapport, er det først i en krisetid, at man for alvor kan sige, om det vil have økonomiske konsekvenser for Danmark, f.eks. hvis og når presset mod kronen øges.

Så der er et element af lånt tid over det danske forbehold, ligesom tiden for længst er løbet fra de øvrige. I hvert fald hvis Danmark overhovedet har ambitioner med sit EU-medlemskab. I så fald er det ikke bare DIIS eller flertallet i Folketinget, men også almindelig sund fornuft, der tilsiger, at de danske forbehold skal fjernes - jo før, jo bedre. Selv om det oven på det irske nej til Lissabon-traktaten for et par uger siden må ses i øjnene, at en dansk afstemning har fået noget længere udsigter og i hvert fald vil afvente en irsk plan for, hvordan man vil forholde sig til nej'et, så bør Danmark så hurtigt som muligt få afklaret sit forhold til EU.

DET ER ABSURD, at Danmark som et af seniormedlemmerne i det europæiske samarbejde i realiteten har langt mindre indflydelse end lande, der er kommet til langt senere. Så selv om de danske forbehold gav mening i 1993, om ikke andet som pragmatisk foranstaltning for at komme videre i samarbejdet, så er tiden for længst løbet fra dem og har reduceret Danmarks indflydelse og handlefrihed væsentligt.

Forbeholdet for Euro-samarbejdet er ét og som antydet af begrænset effekt, i hvert fald på dansk økonomi. Men især rets- og forsvarssamarbejdet inden for EU har udviklet sig voldsomt de seneste 15 år, og det samme har dansk politik på de to områder, men altså uden at Danmark har egentlig indflydelse på EU's politik på områderne.

Mens Danmark er dybt engageret i militære aktioner rundt om i verden, har vi ingen indflydelse på udviklingen af forsvarssamarbejdet i det fællesskab, vi postulerer at være dybt optaget af. Danmark har ingen indflydelse på Den Europæiske Centralbank, selv om kronen er fuldstændig bundet til euroen. EU's retspolitik er i rivende udvikling, og Danmark tilslutter sig den løbende, men har ingen indflydelse på den, samtidig med at danske borgeres retssikkerhed på en række områder er svækket i forhold til andre EU-borgeres. Endelig er der forbeholdenes indirekte svækkelse af Danmarks rolle i forhold til traktatforhandlinger.

Det irske nej har kastet grus i statsminister Anders Fogh Rasmussens EU-køreplan. DIIS-rapporten skulle uden tvivl have været startskuddet frem mod en afstemning om de danske forbehold i efteråret. Det bliver næppe til noget i den nuværende situation, men det ændrer ikke ved, at en afklaring af de danske forbehold haster. Hvordan, det skal ske, er et politisk spørgsmål, som regeringen har lovet at komme med et udspil om senere på sommeren. Og det haster, for tiden er løbet fra forbeholdene, hvis Danmark vil være med til at udvikle et mere slagkraftigt EU, der samlet kan finde løsninger, ikke mindst på de sikkerheds- og klimamæssige udfordringer, som ser noget anderledes ud end for 15 år siden.