BOSTON - I et forsøg på at undergrave det shia-dominerede præstestyre i Teheran er USA begyndt at finansiere en række etniske oprørsgrupper i Iran, som enten er blevet beskyldt for at bruge terrormetoder eller for at stå i forbindelse med al-Qaeda og den kurdiske terrorgruppe PKK.
Det hævder den kendte amerikanske journalist Seymour Hersh i en artikel offentliggjort i går i ugemagasinet The New Yorker. Ifølge journalisten skal præsident George W. Bush i slutningen af 2007 i et hemmeligt dokument kaldt "Presidential Finding" have begæret Kongressen om at bevilge op til 400 mio. dollar til at støtte en række oprørsgrupper i og udenfor Iran og iværksætte hemmelige militære operationer mod landet.
Blandt grupperne finder man den kurdiske PEJAK, som efter forlydender samarbejder med PKK, hvis formål er at skabe et selvstændigt Kurdistan i det østlige Tyrkiet. PKK står på det amerikanske udenrigsministeriums liste over terrororganisationer.
Amerikansk bistand ydes også til den ekstremt voldelige sunni-arabiske organisation Jundallah (Guds Hær), der opererer i Baluchistan nær Irans grænse mod Afghanistan. Jundallah skulle eftersigende samarbejde med al-Qaeda og Taleban. En anden voldelig og kultisk gruppe, der vil modtage bistand fra USA's regering, er Mujahideen-a-Khalq, som opererer fra irakisk territorium og hvis leder bor i eksil i Paris.
Seymour Hershs oplysninger blev delvist bekræftet i april måned af en journalist fra Los Angeles Times, der besøgte oprørsgrupper i Irans grænseområder og kunne rapportere, at nogle af dem var begyndt at modtage hjælp fra USA, mens andre ønskede bistand.
Også Libanon
Den britiske freelancejournalist Andrew Cockburn var den første til at afsløre amerikansk bistand til regimefjendtlige grupper i og udenfor Iran i en artikel på websiden CounterPunch i begyndelsen af maj. Cockburn - der ofte optræder i Informations spalter - rapporterede også, at USA planlægger at finansiere væbnede grupper i Libanon og Afghanistan.
I gårsdagens The New Yorker hævder Hersh endvidere, at Bush-regeringen skal have sendt CIA-agenter og specialstyrker ind i det sydlige Irak. En lignende påstand fremlagde han i magasinet i april 2006.
Krigsforberedelse ...
Formålet med disse hemmelige operationer skulle være at identificere og affotografere bombemål, såfremt præsidenten inden sin tilbagetræden i januar næste år beslutter at give ordre til luftbombardementer mod Irans atominstallationer. I sin tidligere artikel skrev Hersh, at nogle civile myndighedspersoner i Bush-regeringen mente, at det kunne blive nødvendigt at anvende taktiske atomvåben for at gennemtrænge underjordiske atomlaboratorier. Den debat refererer han ikke til igen.
Oplysningerne i Hershs artikel fra 2006 stammede fra anonyme kilder i og uden for USA's regering. De blev benægtet af officielle kilder og aldrig bekræftet af andre medier.
I sin nye artikel hævder Hersh igen med anonyme kilder som dokumentation, at CIA og specialstyrker er aktive i det sydlige Iran og at formålet skulle være at forberede en eventuel krig. Men det er en relativ velkendt omstændighed, at jægersoldater har krydset fra Irak ind i det sydlige Iran for at jage 'terrorister' eller tilbageholde medlemmer af Irans al-Quds-styrke med henblik på at forhøre dem. USA mistænker Iran for at finansiere og væbne antiamerikanske shia-grupper i Irak.
Søndag afviste den amerikanske ambassadør i Bagdad, Ryan Crocker, i et interview med tv-stationen CNN, at amerikanske specialstyrker opererer i det sydlige Iran.
Det er også uklart, om dokumentet "presidential finding" omfatter specialstyrker eller om det kun bemyndiger CIA til at operere i Iran. Det ville ikke være særligt overraskende, såfremt CIA-agenter havde infiltreret landet. I denne type operationer får CIA normalt til opgave at medbringe bundter af kontanter til oprørsgrupper - ud over at udføre spionage.
Kongressen godkendte
Der hersker endvidere usikkerhed om bevillingens omfang. Hersh taler om et stort beløb på 400 mio. dollar - som langt overgår den sum, der tilgik hele den irakiske eksilopposition fra 1997 til 2002. Cockburn nævner 300 mio. dollar. Men det er muligt, at en stor del af beløbet er øremærket til CIA og specialstyrker, uden at Kongressen er blevet orienteret fuldt ud, skriver Hersh.
Bevilligen er ifølge Hersh og Cockburn blevet godkendt af toppolitikere i begge partier i Kongressen, hvilket vil sige den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, og den demokratiske flertalsleder i Senatet, Harry Reid. Begge er modstandere af Irak-krigen og har advaret Bush-regeringen mod at angribe Iran. Ingen af de to demokrater har ønsket at udtale sig om dokumentet, som er klassificeret.
Den demokratiske formand for Senatets efterretningsudvalg, Jay Rockefeller, der er en nær allieret af præsidentkandidat Barack Obama, skal også være orienteret om de hemmelige operationer. Obama har flere gange udtalt, at han ønsker at løse konflikten om Irans mulige udvikling af en atombombe ad diplomatisk vej, omend han ikke har udelukket anvendelse af magt.
Den republikanske kandidat, John McCain, har formuleret sig mere direkte og truet Iran med et militært angreb, hvis landet skulle komme i besiddelse af en atombombe, som vil kunne bruges imod Israel og amerikanske styrker i regionen.
Poya Pakzad
30. juni, 2008 #
Link til original artikel (Seymour Hersh, New Yorker):
http://www.newyorker.com/reporting/2008/07/07/080707fa_fact_hersh?curren...
Danni M
1. Juli, 2008 #
Presidential Finding
A signed presidential document permitting a covert or overt action in order to preserve national security. So called because it begins "I, the President of the United States, find that such and such operation is vital to the National Security." Famous ones include the Bay of Pigs invasion and the Iran-Contra affair
http://everything2.com/e2node/Presidential%2520finding
Robert H
1. Juli, 2008 #
Man kan ikke kæmpe mod terrorister mv, hvis man slår bremserne i og stopper , når de løber over grænsen til nabolandet. ( "Æh bæ, i må ikke røre os, for vi er på den anden side af grænsen! "- den går ikke.)
Så det er vel i konkrete situationer moralsk OK i et øde område at forfølge eller opsøge fjendtlige styrker uanset grænsedragninger.
Det virker derimod noget betændt, at hælde penge og våben i grupper af Taleban-karakter o l .
Iøvrigt mener jeg at den Iranske bybefolkning er rimelig venlig overfor vesten ( jeg ved intet om landbefolkningen).
Mange iranere kan udmærket godt se, at deres politiske ledere og præsteskab er temmelig inkompetente både udenrigspolitisk, indenrigspolitisk, industripolitisk , landbrugspolitisk, finanspolitisk, udviklingspolitisk , energipolitisk osv.
Hvis man kan undergrave regimets påstande om forestående angreb og udenlandsk fjendtlighed mod den iranske befolkning, så vil præsteskab og politikere få svært ved at holde bare en minimal folkelig støtte ( ihvertfald i byerne og blandt de mere veluddannede) , og så vil det rimeligt hurtigt hen ad vejen bedre sig . OK - der er et betydeligt element af "gambling" i en sådan politik, men hvis det ikke virker i løbet af et par år, så kan man jo altid skrue bissen på igen og eventuelt effektuere nogle nødvendige bombninger.
(Ovenstående er under den forudsætning, at Iran ikke er lige på nippet til at have brugbare atom-våben - den iranske ledelse er simpelthen så besynderlig og kapabel til totalt irrationelle militære og udenrigspolitiske tiltag, at man må vente , at de vil bruge "bomben" den dag de har den i en hellig krig mod Israel m v. )
Poya Pakzad
1. Juli, 2008 #
LÆG MÆRKE TIL DATOEN!
May 2, 2008
A CounterPunch Exclusive
Democrats Okay Funds for Covert Ops
Secret Bush "Finding" Widens War on Iran
By ANDREW COCKBURN
Six weeks ago, President Bush signed a secret finding authorizing a covert offensive against the Iranian regime that, according to those familiar with its contents, "unprecedented in its scope."
Bush’s secret directive covers actions across a huge geographic area – from Lebanon to Afghanistan – but is also far more sweeping in the type of actions permitted under its guidelines – up to and including the assassination of targeted officials. This widened scope clears the way, for example, for full support for the military arm of Mujahedin-e Khalq, the cultish Iranian opposition group, despite its enduring position on the State Department's list of terrorist groups.
Similarly, covert funds can now flow without restriction to Jundullah, or "army of god," the militant Sunni group in Iranian Baluchistan – just across the Afghan border -- whose leader was featured not long ago on Dan Rather Reports cutting his brother in law's throat.
Other elements that will benefit from U.S. largesse and advice include Iranian Kurdish nationalists, as well the Ahwazi arabs of south west Iran. Further afield, operations against Iran's Hezbollah allies in Lebanon will be stepped up, along with efforts to destabilize the Syrian regime.
All this costs money, which in turn must be authorized by Congress, or at least a by few witting members of the intelligence committees. That has not proved a problem. An initial outlay of $300 million to finance implementation of the finding has been swiftly approved with bipartisan support, apparently regardless of the unpopularity of the current war and the perilous condition of the U.S. economy.
Until recently, the administration faced a serious obstacle to action against Iran in the form of Centcom commander Admiral William Fallon, who made no secret of his contempt for official determination to take us to war. In a widely publicized incident last January, Iranian patrol boats approached a U.S. ship in what the Pentagon described as a "taunting" manner. According to Centcom staff officers, the American commander on the spot was about to open fire. At that point, the U.S. was close to war. He desisted only when Fallon personally and explicitly ordered him not to shoot. The White House, according to the staff officers, was "absolutely furious" with Fallon for defusing the incident.
Fallon has since departed. His abrupt resignation in early March followed the publication of his unvarnished views on our policy of confrontation with Iran, something that is unlikely to happen to his replacement, George Bush's favorite general, David Petraeus.
Though Petraeus is not due to take formal command at Centcom until late summer, there are abundant signs that something may happen before then. A Marine amphibious force, originally due to leave San Diego for the Persian Gulf in mid June, has had its sailing date abruptly moved up to May 4. A scheduled meeting in Europe between French diplomats acting as intermediaries for the U.S. and Iranian representatives has been abruptly cancelled in the last two weeks. Petraeus is said to be at work on a master briefing for congress to demonstrate conclusively that the Iranians are the source of our current troubles in Iraq, thanks to their support for the Shia militia currently under attack by U.S. forces in Baghdad.
Interestingly, despite the bellicose complaints, Petraeus has made little effort to seal the Iran-Iraq border, and in any case two thirds of U.S. casualties still come from Sunni insurgents. "The Shia account for less than one third," a recently returned member of the command staff in Baghdad familiar with the relevant intelligence told me, "but if you want a war you have to sell it."
Even without the covert initiatives described above, the huge and growing armada currently on station in the Gulf is an impressive symbol of American power.
Armed Might of US Marred By Begging Bowl to Arabs
Sometime in the next two weeks, fleet radar operator may notice a blip on their screens that represents something rather more profound: America's growing financial weakness. The blip will be former Treasury Secretary Robert Rubin's plane commencing its descent into Abu Dhabi. Rubin's responsibility these days is to help keep Citigroup afloat despite a balance sheet still waterlogged, despite frantic bail out efforts by the Federal Reserve and others, by staggering losses in mortgage bonds. The Abu Dhabi Sovereign Wealth Fund injected $7.5 billion last November (albeit at a sub-prime interest rate of eleven percent,) but the bank's urgent need for fresh capital persists, and Abu Dhabi is where the money is.
Even if those radar operators pay no attention to Mr. Rubin's flight, and the ironic contrast it illustrates between American military power and financial weakness, others will, and not just in Tehran. There's not much a finding can do about that.
Andrew Cockburn is a regular CounterPunch contributor. He lives in Washington DC. His most recent book is Rumsfeld: His Rise, Fall and Catastrophic Legacy.
Poya Pakzad
2. Juli, 2008 #
@ Robert H
"at Iran ikke er lige på nippet til at have brugbare atom-våben - den iranske ledelse er simpelthen så besynderlig og kapabel til totalt irrationelle militære og udenrigspolitiske tiltag, at man må vente , at de vil bruge "bomben" den dag de har den i en hellig krig mod Israel m v. "
Du har tilsyneladende ikke sat dig ind i regionen, men nu hvor du valgte at kommentere alligevel, synes jeg, at det er på sin plads, at informere dig om de vilkår Irans regering handler under:
Tehran vilel sandsynligvis gerne have besiddet et atomvåben før og omkring 2003 (og i dag foregive at de har evnen); og den ræsonnering er hverken ulogisk eller irrationel. Du antager at USA's "krig mod terror" er en del af fredsprocessen; det er en logisk nødvendighed, hvis man vil forstå, hvad du mener: "Man kan ikke kæmpe mod terrorister mv, hvis man slår bremserne i og stopper , når de løber over grænsen til nabolandet. ( "Æh bæ, i må ikke røre os, for vi er på den anden side af grænsen! "- den går ikke.)"
Normalt plejer jeg ikke at svare, når folk er lige så useriøse som dig i deres udmeldinger, men jeg tror til gengæld, at din konklusion om et 'irrationelt regime' er en udbredt opfattelse; hvorfor jeg føler mig nødsaget til at give en afregning af omstændighederne. De selvsamme 'terrortrusler' og faktorer som refleksivt er til genstand for eftertanke, når det omdrejer Vesten, skal også opvejes i henhold til Iran. Det er et spørsmål om reciprocitet og at anvende samme standard henover bordet.
Så tøm din hjerne for det fis du tror er sandt og læs nøje...
1) Iran blev gasset til overgivelse under den første golf krig
2) Irans radikaliserede sydøstlige Sunni-nabo Pakistan har atomvåben
3)Irans nabo før den amerikanske Invasion var Saddam Hussein, med scud-missiler og opfattede ambitioner om oparbejdning af masseødelæggelsesvåben
4) I sydvest befinder Saudi Arabien sig, det er USA's vigtigste arabiske klient, som besidder langdistancemissiler, som jævnligt oprustes af USA og som i øvrigt er Irans mest ivrige og forhånede religiøse fjende;
5) så er der Rusland, som historisk set er Irans mest frygtede fjende, der atter viser tegn på og udøver magt i retning af bekræftelse af herredømmet i Kaukasus
6) og selvfølgelig Israel, der med sine atomvåben og kontinuerlige voldsomme amerikanske oprustninger kunne sprænge den Islamiske Republik i små stykker og som viser tegn på et forestående angreb.
Følgende er et link til et kort med omkringliggende land:
http://www.atlapedia.com/online/maps/political/Saudi_etc.htm
Iran har ikke angrebet et andet land i 350 år, men efter have blevet besejret af et teknologisk overlegent amerikansk oprustet Irak, der kostede iranerne minimum 500.000 mennesker, kender Iran særdeles godt til konsekvenserne ved manglen på et afskrækkelsesmiddel! Og den iranske regering besidder den essentielle egenskab for at få et afskrækkelsesmiddel til at virke: fornuft! Tehran eller Isfahan i askens ruiner ville ødelægge den 'persiske sjæl', som selv de mest konservative gejstlige ledere bekymrer sig om. Du kan vide dig sikker på, at Iran ikke ville benytte sig at disse våben, (de er ikke first-strike våben, ligesom missilskold er det) da dette ville være omgående selvmord.
7) Et Iran med atomvåben ville også sætte USA i skak mht. manøvre i den Persiske Golfregion - det ville du lynhurtigt have registreret, hvis du kunne tænke dig vej ud af en papirpose.
Efter at have læst ovenstående, skal du nu have den fornødne baggrundsviden, at en Iransk søgen efter eller løs påstand om evnen til ehvervelsen af atomvåben er fuld forståelig. Efter invasionen af Irak i 2003 samt en afslåelse af iransk støtte i Afghanistan og ignorering af det iranske fredsforeslag [1] er truslen mod Iran eskaleret - for ikke at nævne de direkte ytrede trusler. Dertil har vi jo også lige set den store George Bush i et hasteforlig med Nord Korea, som sørger for at bukke fuldstændig under for det megalomaniske diktatur [2], hvilket må formodes at styrke Irans opfattelse af atomvåbnets afværgende virkning i den 'diplomatiske diskurs'! Med dette sagt, skal ingen nationer have atomvåben, hvilket bringer mig tilbage til min pointe om reciprocitet.
[1] http://salzburgacademy.files.wordpress.com/2007/05/diplomacy-at-its-wors..., cf. http://www.antiwar.com/orig/porter.php?articleid=9040
[2] http://www.informationclearinghouse.info/article20204.htm
________________________________________________________
En sidste pointe:
Mohamed El-Baradei har introduceret det internationale program FissBan, som pålægger international tilsyn med fissile materialer kompatible med våbenproduktion, til dags dato findes der kun ét medlemsland i dette program: Iran. Samtlige afstemninger om implementering af FissBan i sikkerhedsrådet er godkendt af næsten samtlige lande i verden, med to afholdenheder, navnlig England og Israel og en konsekvent nedlægning af veto af USA, med tilføjelse af én negativ stemme fra det gade-lange land Palau, som effektivt ødelægger prospektet for implementering af programmet. Vil man løse problemet med manglende transparens, så er der bud på seriøse løsninger, men USA, Israel og England viser sig, ikke at være interesseret. Og Palau. …
QED
Poya Pakzad
2. Juli, 2008 #
Interview with Iran's Ambassador to the IAEA
CASMII Exclusive: Interview with Iran's Ambassador to IAEA
06.30.2008
Mohammad Kamaali, board member of CASMII UK speaks to Iran's Ambassador to the IAEA Dr Ali Asghar Soltanieh who was recently in London to attend an international conference on a Middle East Weapons of Mass Destruction Free Zone, organised by the School of Oriental and African Studies, SOAS.
In this interview Dr Soltanieh explains the reasons behind Iran's determination to develop an indigenous uranium enrichment capability and why Iran believes the countries pursuing or relying on nuclear weapons are making a mistake. He also gives his viewpoint on how international institutions such as the UN Security Council are in practice used as instruments of political pressure by a select few member states, ultimately undermining the authority and credibility of those institutions. The following is a transcript of the interview with minor editing for clarity. A Podcast is also available for download from here
Link:
http://www.campaigniran.org/casmii/files/080618_mk_soltanieh_0.mp3
Stig Larsen
6. Juli, 2008 #
Det gik jo også glimrende i Afghanistan mod russerne.