Regeringen og DF er ude i et politisk stormvejr, efter at en række tidligere topdiplomater har kritiseret VK-regeringens udenrigspolitik for på flere punkter at have været skadelig for Danmark. Selv om regeringen afviser et forslag fra Dansk Folkeparti om at svare igen med politisk udpegede ambassadører, så kalder statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kritikken ikke blot for "grundløs". Statsministeren mener endda, at den er "upassende".
En samlet opposition afviser da også forslaget om politisk udpegede ambassadører, ligesom DJØF mener, at både nuværende og tidligere offentligt ansatte ikke alene har ret - men nærmest pligt - til at blande sig i den offentlige debat.

