Forfatterne til Danmarks EU-forbehold var mere forudseende, end de anede dengang, konkluderer Dansk Institut for Internationale Studier i en længe ventet udredning om forbeholdenes indflydelse på dansk EU-politik.
“Politikerne bag formuleringen af forbeholdene i 1993 ramte i dén grad rigtigt i forhold til at udpege netop de områder af EU-samfundet, som siden har udviklet sig allermest,” siger ph.d. og projektforsker Catharina Sørensen fra DIIS, der i går præsenterede udredningens hovedkonklusioner.
Men hvis ambitionen med de danske forbehold var at forhindre EU i for eksempel at udvikle en Europa-hær eller et overstatsligt retssamarbejde, så er det ikke lykkedes. Tværtimod.
“På flere områder er eventuelle danske ønsker om at sætte en bremse for udviklingen faktisk mindre med forbehold end uden forbehold,” vurderer Catharina Sørensen med henvisning til forsvarssamarbejdet i EU, hvor alle lande har veto-ret på nær Danmark, der ikke deltager.
Konsekvensen er manglende indflydelse - og at danske soldater for eksempel ikke kunne deltage i missionerne i Bosnien og i Makedonien, da EU overtog ansvaret. I alt har EU taget 17 afgørelser på forsvarsområdet, som Danmark ikke har haft indflydelse på, konkluderer DIIS.
Fait accompli
På det økonomiske område bliver stadig flere beslutninger taget i gruppen af euro-lande, hvor Danmark ikke er med - i modsætning til tidligere, hvor alle EU’s økonomi- og finansministre behandlede dem samlet. Et eksempel så man i foråret, da der skulle findes en ny præsident for Den Europæiske Udviklingsbank.
“Her blev beslutningen taget i eurogruppen og fremlagt for de øvrige finansministre som et fait accompli,” siger Catharina Sørensen.
Og også på det retlige område vil det danske forbehold mod overstatslige samarbejder få stigende konsekvenser. I dag deltager vi fuldt ud i det politi- og strafferetlige samarbejde.
Men når og hvis Lissabon-traktaten træder i kraft, vil også dette samarbejde fremover bliver overstatsligt - og så kan vi heller ikke være med hér længere, konkluderer DIIS.
Samtidig har den danske særstilling også haft nogle konsekvenser, der går videre end bare indholdet af de enkelte forbehold. For eksempel, når EU-landene har skullet forhandle om nye traktatændringer.
“Her har prisen for at sikre forbeholdenes overlevelse næsten fyldt hele det danske forhandlingsrum - på bekostning af andre mærkesager,” siger Catharina Sørensen - der også fremhæver problemerne ved det danske EU-formandsskab i 2012.
Her vil Danmark med sine forbehold være nødt til på en række centrale områder at overlade formandssædet til Polen, der efterfølger Danmark som formandsland.
S: Én afstemning
DIIS-udredningen blev i november sidste år bestilt af Folketingets Europa-udvalg - og en samlet front af ja-partier er ikke sen til at konkludere på baggrund af udredningen: “Rapporten siger, at vi dybest set godt kan leve med virkningerne af hvert enkelt forbehold hver for sig. Men den samlede virkning af alle forbeholdene er til så stor skade for Danmark, at jeg er bestyrket i at mene, at vi på sigt skal have en samlet, fælles afstemning om alle forbehold på én gang,” siger Svend Auken (S).
Også regeringen erklærer sig klar til at afskaffe alle forbehold, når der er fundet en løsning på det irske nej til Lissabon-traktaten.
“Når vi ser frem mod det kommende danske EU-formandsskab i 2012, så bør det være i en situation, hvor vi er kommet af med de danske undtagelser”, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).
Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten kalder på den baggrund DIIS-udredningen som “rent bestillingsarbejde” fra ja-partierne.
“Den er én stor argumentation for, hvorfor forbeholdene skal væk,” siger Morten Messerschmidt (DF).
Hos SF er man i dag klar til at afskaffe forsvars- og retsundtagelserne. Her var tidligere formand Holger K. Nielsen en af hovedarktitekterne bag forbeholdene. Han fastholder, at de var en sejr for EU’s udvikling.
“Vi har et helt andet EU i dag, og de har haft stor betydning. Men forholdene har ændret sig meget, og derfor synes jeg at der er grund til at afskaffe dem nu - 16 år efter,” siger Holger K. Nielsen.
EU-forsker: Jeg tog fejl
Seniorforsker Ian Manners fra Diis, står fuldt og fast bag rapporten EU-forbeholdene. Ekstrabladet.dk har ellers offentliggjort dele af en intern epost, hvor Manners klager over politisk indblanding og skriver, at han ‘naivt’ troede, at Diis var en ‘uafhængig institution, der foretog en uafhængig undersøgelse’.
‘Det var vi tydeligvis ikke, hvorfor mit professionelle ry nu er ødelagt, skrev han 27. maj.
Men sådan forholder det sig slet ikke, siger Manners nu:
‘Jeg tog det personligt, og det var en fejl.’
- Så du står fuldt og fast på rapporten, som den foreligger i dag?”Absolut,’ siger Manners.
mere sikker, for det var ikke muligt for nogen at tvinge os til at ændre den. Jeg står fuldt og fast ved, hvad der står i rapporten. Rapporten blev offentliggjort, som den var, siger han.
15 år med forbehold
Holger K. Nielsen,formand for Socialistisk Folkeparti 1991-2005
- Er det gået, som du forventede, siden forbeholdene blev indført i 1993?
‘Nej, der er sket mange ting, som vi ikke havde kunne forudse dengang. Specielt i forhold til forsvarspolitikken, hvor vi dengang var bange for et egentligt EU-militær. Det er der slet ikke tale om i dag.’
- Har EU udviklet sig i den retning, som I frygtede?
‘Nej, dengang regnede man med, at Vestunionen kom til at spille en rolle, og den er helt væk i dag. EU har ikke haft den skadelige effekt, som vi frygtede dengang. Vi var bange for et ‘Europas Forenede Stater’, og det er vi langt fra i dag.’
- Hvad er din holdning til forbeholdene i dag?
‘Forsvarsforbeholdet skal væk, fordi det er absurd, at vi må trække os ud af missioner, fordi EU overtager kommandoen i stedet for NATO. Jeg synes også, at det retslige forbehold skal væk. Det, man var bange for i 1993, var et europæisk FBI og et fælles retssystem. I dag er det et meget mere praktisk samarbejde omkring grænseovergange, kriminalitet, flygtningepolitik osv. Dér mener jeg, at vi har en stor fordel i at være med’.
-Ser du det stadig som en sejr, at I har holdt fast i forbeholdene så længe, hvis de viser sig at gøre mere skade end gavn?
‘Ja, det gør jeg. Vi har et helt andet EU i dag, og forbeholdene har haft stor betydning. Men forholdene har ændret sig meget, og derfor synes jeg, at der er grund til at afskaffe nogle af dem nu - 16 år efter.’
Ole Krarup, tidligere medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU
- Er det gået, som du forventede, siden dengang forbeholdene blev indført?
‘Jeg mener stadig, at forbeholdene har relevans. Helt bestemt. Jeg har mest beskæftiget mig med retsområdet, og vi ved, hvad der foregår i den danske retspleje og i den danske forvaltning. Hvad der foregår i EU, har vi ikke nogen kontrol med.’
- Så du afviser de positive aspekter, som DIIS-rapporten konkluderer, at der ville være ved at ophæve forbeholdene?
‘Min holdning er helt uændret, også efter denne rapport. Min holdning er, jo flere forbehold jo bedre.’
Søren Søndergaard, medlem af Europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU
- Er det gået som du forventede siden dengang forbeholdene blev indført?
‘Dengang var jeg imod forbeholdene, da jeg opfattede dem som en dårlig erstatning for et nej. Men når vi ser på, hvad der er sket sidenhen, så har forbeholdene på nogen punkter rent faktisk betydet, at vi har stået udenfor på nogle områder. Hvis man er meget EU-positiv og ønsker, at EU skal udvikle sig til en stat med militær og fælles retspolitik, så har forbeholdene været en vis forhindring. Men nu er jeg imod, at EU skal udvikle sig i den retning.’
- Hvad er din holdning til forbeholdene i dag?
‘At de skal bevares’.
- Rapporten konkluderer, at Danmark har mistet indflydelse på flere områder. Kan du ikke se nogen positive aspekter i at ophæve forbeholdene?
‘Der er sikkert enkelte ting, der kunne være bedre, hvis vi ikke havde forbeholdene, men der må man bare lave en samlet vurdering. Og den samlede vurdering, set ud fra mit synspunkt, er, at vi ikke skal overgive mere kompetence over for eksempel retspolitikken til et sted, hvor den danske befolknings indflydelse er så lille.’
- Har EU udviklet sig så skræmmende, som du forestillede dig dengang?
‘Jeg synes, EU har udviklet sig værre’.
Kommentarer
Forbeholdene såvel som det irske nej for nylig er i mange henseender ikke andet end udtryk for de Europæiske folks og manglende evne til at se fremad og tænke globalt og internationalt og deres politikeres manglende evne til at gøre andet end at stirre sig blind på vælgeranalyser.
Man bør ikke forholde sig hverken mere eller mindre kritisk over for EU projektets udformning. Men fundamentalt bør det ikke handle om at forhindre at EU blive leveringsdygtig som Union med fælles udenrigs- og forsvarspolitik, men derimod hvordan man både fremme et sådant projekt og samtidig sikre at nationalstaten fortsat kan være en levende del af samme. Med andre ord hvordan man giver kejseresn hvad kejseresn er og hvilke områder der bør være rent nationale anliggender.
Europas globale rolle, som langt fra altid har været så negativ som mange, ikke mindst på venstrefløjen, ofte skildrer den, vil være på vej ud. Det er en helt ny verden under omformning med helt nye økonomiske og politiske stormagter of hvis ikke Europæerne i de kommende år finder ud af at spille på samme udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske bølgelængde vil det være til stor skade for både Europas langsigtede interessere, men så sandelig også for de store problemer der er afgørende på den globale dagsorden, og intet er vigtigere idag end netop den globale dagsorden. I sammenligning med den er alt andet ligegyldigt og nationalstaten en køkkenhave.
Det burde især venstrefløjen og progressivt tænkende individer begynde at indse
Tak, Ristinge, det gør vi så. Jeg er i øvrigt glad for Søndergårds argumentation. Jeg finder umiddelbart, at den handler om hvordan EU efter hans mening bør udvikle sig.
Hvis man mener, at én udvikling er bedre end en anden, så må man stå ved den holdning. Hvis den udvikling så koster noget, så må man jo gøre op med sig selv, om integritet er værd at betale for.
Man kan selvfølgelig også lade sig overbevise, helt fair. Men hvis det er spørgsmålet om indflydelse, der bringes i spil, så nærmer man sig opportunisme, synes jeg.
EUs globale rolle er inddiskutabel med eller uden forbehold. Lissabontraktaten siger, at vi skal underlægges økonomisk liberalisme, og at vi skal gå i krig for et godt ord uden FN. Dette vil efter min mening tippe EUs globale rolle i imperialistisk retning, og det tror jeg ikke vi har brug for.
Men hvis EU kunne blive en kraft, der virker imod imperialisme og for balance vil jeg ret gerne være med.
Jeg er skuffet over Søndergårds dybt antiinternationalistiske synspunkter, ikke mindst i betragtning af at han engeng tilhørte den Trotskistiske fløj finder jeg det skuffende.
Virkeligheden er at der ikke i europa er andre krafter og redskaber end EU der kan bringes til at spille denne den progressive rolle Jeppe. Derfor burde de progressive kaste sig over kampen om Europas sjlæl, istedet har mange af den allieret sig med den nationalistiske hovedfjende. Jeg mener hvis alt pilles væk så er det jo DF og EL der er allierede og ikke som Thoimsen vrøvlede rundt i SF og DF. DF og EL deler den nationalistiske og etnocentristismke forestilling, EL har bare pakket det ind i en masse anti-imperialistiske fraser.
I det hele taget er alt det der med imperialisme og antiimperialisme tankegang hentet i fortiden hvor Frankrig og England havde kolonier. Det er ikke noget der længere spiller nogen afgørende rolle, det er mest af alt fraser. Hverken Indien eller kina er kolonier eller ulande, de er hastigt voksende og de potentielle stormagter af imorgen.
Det er ikke mindst derfor på tide at venstrefløjen ankommer til det enogtyvende århundrede. Virkeligheden er at den globale økonomiske magtbalancer er ved på afgørende vis at forskyde sig i sydøstlig retning og at forestillingerne om Euræiske lande som imperialistiske magter eller bare magter af betydning i det hele taget er ved hastigt at forsvinde.
Virkeligheden er også, og det har jeg peget på tidligere, at det er EU’s manglende styrke der gør de europæiske lande til logrende halehæng til USAs politik. Det er ikke nogen fare i at styrke EU, mere end det Eu som en slags forenede stater ville være et fremskridt. For der er ikke skygge af chance for at de nationale forskelle vil forsvinde og heller ikke de holdninger der driver værket.
Havde EU haft fælles forsvars og udenrigspolitik ville der ikke have været danske eller britiske soldater i Irak på noget tidspunkt. Mere end det, USA ville formentlig have været tvunget til at opgive det vanvid. Mere end det, EU vill som udenrigsspolitiks faktor give modpil til USA når det gælder Israel, og så er der de glkobale miløjøproblemer, her er EU også idag mere progressiv end USA, og det er på den globale scne det her betyder noget, hvad den nationale rewgering i Danmark gør, er alle vi andre sgu da ligeglade med, det er nærmest betydningsløst.
Venstrefløjen i Europa diskuterer stadig på forudsætninger der handler om den kolde krig, kolonialismen, stakkels undertrykte i- og ulande og den slags, det er tilsyneladende ikke gået op for dem at den post amerikanske og post europæiske verden hastigt vokser omkring ørerne på os alle. De kan ikke se det for deres politik er som at køre bil og se i bakspejlet istedet for at se ud af forruden.
Men, hvor vi førhen skulle til USA og Californien for at se hvilke nyinnovationer og uvaner m.v. vi kan vente os i fremtiden. Der er det hastigt sådan at vi idag til Shanghai, Mumbai og Beking for at se det største, det nyeste og det mest avancerede. USA er stadig med men Europa ligner i tiltagende grad en baghave. Dette perspektiv er muligvis tydeligere for os der ikke længere bor i Europa.
USA er idag finansieret af investorer i mellemøsten Indien Kina og Japan. Hvis Kinas central bank solgte deres amerikanske ’treasure bills’ eller forlange at afregning i samme amerikanske dollar ophørte på stedet ville det sende USA’s økonomi ud i sænk – se det er den virkelige virkelighed – den som få progressive i Europa synes at kunne se. Søndergaard lever som jeg hører ham stadig i 1972, desværre har han tilsyneladende ganske glemt læsningen af hans ynglings klassikere fra dengang i RSF, havde han huske nogen af dem og taget sig et sabbatår på den sydlige halvkugle ville det muligvis begynde at sive ind at der er ved at ske noget afgørende nyt. Noget som for alvor kræver nytænkning.