Med en indtjening på 137 millioner dollar i USA alene må succesen allerede være hjemme, og endnu en film er sikkert i støbeskeen. Men det ændrer ikke ved, at den anden af Walden Media og Disney-studiernes C.S. Lewis-filmatiseringer, Narnia: Prins Caspian - baseret på den tredje af Oxford-forfatterens bøger om det magiske eventyrland - er en trist, uinspirerende affære, som set med voksne øjne ikke kan leve op til den unge målgruppes uforståeligt mange forventninger.
Som barn slugte jeg Lewis’ syv bind store serie om Narnia, men da jeg genlæste den som voksen og tydeligt kunne se den kristne analogi - Aslan som Jesus, Narnia som Paradis - fik jeg hurtigt for meget.
Lewis er ikke lige så elegant og udidaktisk en forfatter som sin ven og kollega i Oxford, J.R.R. Tolkien, og på samme måde når Andrew Adamsons film baseret på Lewis’ bøger ikke Peter Jacksons Ringenes Herre-trilogi til sokkeholderne.
Politisk og moralsk
Muligvis er der, som en kollega sagde til mig efter pressekørslen af Narnia: Prins Caspian mere sense of wonder i den nye film, end der var i den første, Narnia: Heksen, løven og garderobeskabet.
Der er skruet op for stort set alt i Prins Caspian - effekterne, musikken, slagscenerne, slow motion-sekvenserne, hvilket resulterer i en såre selvhøjtidelig film, der indimellem forsøger sig med humor af den forcerede slags, men som det meste af tiden tager sig selv så alvorligt, at det er svært at gøre det samme som publikum.
For de fire søskende Peter, Susan, Edmund og lille Lucy, er der gået et år, da de som ved et trylleslag forlader 1940’ernes krigshærgede London og ender på en gylden strand i det smukke Narnia, hvor de i den første film blev kronet som konger og dronninger. Men i Narnia er der gået 1.500 år, og alt det og alle de, som børnene kendte og elskede, eksisterer ikke længere.
I stedet har telmarinerne, mennesker, som også er kommet til Narnia på magisk vis, erobret landet med magt og forsøgt at udrydde de indfødte, det vil sige alle de talende dyr og eventyrvæsener, som hjalp løven Aslan og de fire børn i kampen mod det onde i den første film.
Når man ser den telmarinske hær marchere, er det som at se nazisterne marchere, og det er ikke svært at få øje på Lewis’ politiske og moralske budskab, der også, skal det retfærdighedsvist siges, vækker en vis genklang den dag i dag.
En koket Jesus
Det er den unge, godhjertede prins Caspian (Ben Barnes), som står for at skulle arve telmarinernes trone - hans far døde mange år tidligere - men hans skurkagtige onkel, hertug Miraz (Sergio Castellitto), har ikke i sinde at slippe magten frivilligt, og Caspian allierer sig med Peter, Susan, Edmund, Lucy og indbyggerne i Narnia for at bekæmpe Miraz og telmarinernes hær.
Det er jo kun, som en eller anden siger i filmen, når et menneskebarn har siddet på Narnias trone, at der har hersket fred i landet. En interessant og vel også lidt foruroligende udtalelse, hvis man vælger at tolke den med racebrillerne på.
Men hvad så med Aslan? Den mægtige løve venter i kulissen og dukker først op i Prins Caspians anden halvdel, hvor den kristne allegori træder i karakter. Det er nemlig et spørgsmål om tro, og som en anden koket Gud eller Jesus viser Aslan sig først, når hans disciple har kaldt på ham og vist, at de respekterer ham og har brug for hans hjælp.
En af grundene til, at Philip Pullman-filmatiseringen Det Gyldne Kompas ikke fungerede var, at forfatterens indædte opgør med den etablerede, korrupte kristendom, der i den sidste bog ender med Guds død, blev bortcensureret.
Hollywood tør ikke lægge sig ud med USA’s højtråbende, indflydelsesrige kristne højrefløj, der også markerede sig på begavet vis, da de anklagede J.K. Rowlings Harry Potter-bøger for at være antikristne.
Gammel testamentligt
Men den krigeriske, næsten gammeltestamentlige form for kristendom, der dyrkes i C.S. Lewis’ bøger, ikke mindst i filmversionen af Prins Caspian - som altså er forbavsende voldsom, og hvor mange mennesker og væsener dør - bekymrer tilsyneladende ikke den amerikanske filmindustri i samme grad.
Formentlig fordi de godt er klar over, at ateisterne ikke har for vane at skabe sig lige så højt og inderligt som den kristne højrefløj.
Alt dette kunne dog være lige meget, hvis Prins Caspian så var en god film. Det er det bare ikke.
Den salvelsesfulde tone og en håndfuld unge skuespillere, der på ingen måde formår at gøre deres figurer troværdige - de er for selvbevidste, spiller for meget og er for lidt, kun Georgie Henley i rollen som Lucy er i glimt til at holde ud - afholder én fra at leve med i historien.
Alle scener er sovset ind i Harry Gregson-Williams storladne musik, der hele tiden fortæller publikum, hvad man skal føle, og af en eller anden grund er de utallige digitale effekter nogen af de ringeste, jeg længe har set.
Aslan ligner det, han er, en computeranimeret løve, og det samme problem har de fleste af eventyrvæsenerne i Prins Caspian .
Man tror simpelthen ikke på, at de er virkelige, hvilket er fatalt for en film fuld af dem og samtidig mærkeligt taget i betragtning, hvor langt teknologien er nået, hvor dyr filmen har været, og hvad andre instruktører som f.eks. Peter Jackson med Ringenes Herre før har præsteret.
En succes burde Narnia: Prins Caspian ikke blive, men det er jo desværre for sent at komme med den slags indvendinger.
Narnia: Prins Caspian. Instruktion: Andrew Adamson. Manuskript: Christopher Markus, Stephen McFeely og Andrew Adamson. Amerikansk-tysk (En hulens bunke biografer landet over)
Kommentarer