Et kommunistisk levn. En gangsterbule. En forlænget arm for russisk udenrigspolitik. Det er ikke så få beskyldninger, det russiske gasselskab Gazprom har lagt ryg til igennem tiden.
Men ryggen er bred. Det samme er den vej, der fører direkte ind i Kremls indre, og fredag blev personrokaden i det russiske samfunds top så komplet: Gazproms hidtidige formand, Dmitrij Medvedev, har overtaget Putins plads, og Medvedevs tomme sæde i Gazprom blev indtaget af Viktor Subkov, efter at Putin har fortrængt ham fra posten som Ruslands regeringschef. Men Subkov bliver som viceministerpræsident i Putins regering.
Vupti. Aldrig har de personlige bånd mellem Gazprom og Kreml været stærkere.
Og Gazprom griner hele vejen til banken. I dag er det verdens tredjestørste virksomhed, men direktør Aleksej Miller sagde fredag, at Gazprom forventer at overtage amerikanske Exxon Mobile's plads som verdens største om max. 10 år. Om blot syv år ventes selskabet at nå en værdi på 1.000 milliarder dollar. Vi tager den lige igen: 1.000 milliarder dollar.
I sidste uge angav Gazproms topchef Miller hovedårsagen til succesen: Det tætte bånd til staten. Det skaber nemlig mulighed for langsigtede strategier samt lukrative lån, og det var ikke blot et russisk fænomen. "Intensiveringen af den globale konkurrence om kontrol med energiressourcerne fører til en situation, hvor selskaber med stats-indvolvering har en markant fordel," sagde Miller.
Gazproms rationale kan afvises som en forældet stats behov for at have nallerne i hvad som helst. Men det kunne også - for afvekslingens skyld - ses som et svar på nye udfordringer. Verdens stater skal sikre borgerne energi, prøve at gøre det uden at ryge i lommerne på andre stater og gøre det på den mest skånsomme facon. Spørgsmålet er, om det ikke gøres bedst med en eller anden form for statslig involvering.
Ingen tvivl; Gazprom er nogle banditter over for sine naboer, og den russiske stat har et godt tag om EU's ædlere dele i en række politiske spørgsmål, fordi den har fat om gashåndtaget med den anden hånd. Men det diskvalificerer ikke modellen med en statslig aktiemajoritet. Forestillingen om privatiseringens lyksagligheder har fået den ene stat efter den anden til at afhænde deres statslige energiselskaber. Men det er russiske Gazprom, der sigter mod en førsteplads. Det er brasilianske Petrobas, der er ved at indtage det amerikanske ethanolmarked, alt imens det finder nye energifelter i Den Mexicanske Golf.
Hverken Gazproms eller Petrobas er kendt som klimaforsvarere. Men strategiske interesser kommer i fremtiden også til at handle om, hvordan man begrænser de skader, der skabes undervejs og - når det uundgåeligt sker, at der bliver sat kroner og ører på de enkelte landes klimabelastning - at reducere den regning, der skal kompensere for skaderne. Den danske stat har hængt 'til salg'-skiltet om halsen på DONG. Hvis Miller har bare lidt ret, kan det vise sig at være en særdeles kortsigtet løsning - for både klima og statskasse.
