Time after time
You refuse to even listen
I wouldn’t mind
If I knew what I was missing
The Beatles

DA HUN var lille, hed det ulvetimen. Her hedder det ikke noget. Det er de sene eftermiddagstimer. Det er som pausen i en fodboldkamp, hvor det hele koger, men intet er afgjort. Det er her, jeg må krybe til korset og indrømme, at jeg ikke har set hende hele dagen. Ikke at jeg ikke har styr på, at hun har det godt, for selvfølgelig har hun det, men rent teknisk er der tale om en vurdering baseret på andenhåndsinformationer. Så jeg kan ret beset være offer for et komplot eller bare nummer. Og det huer ikke hendes mor, da vi taler sammen.

Ræven og jeg deles om det. Det må være biologi, tror vi. Altså, bare en kendsgerning og ikke et problem: Det er far, der holder snor i afkommet - men mor der holder snor i, at far passer sin snor. Sådan er det bare. Det er ikke noget problem. Det er biologi. Natur.

MEN hun er skrap til det med armslængdeprincippet. “Giver du ikke 10 minutter af dit liv?” Erfarent har jeg lidt at fire med: “Så fem da?” “Hvorfor nu, der er næsten ikke gået nogen dage?” At jeg hverken har opsange, formaninger eller andet trist i posen sender hun til hjørne med et “senere, far.” Med et vink og en veninde valser hun ned mod sin lejr og sit telt med de fire veninder fra natten i køen. De har det godt. Har prøvet at få styr på, hvad deres lejr vil sige. Er de en bestemt gruppe eller et løsere slæng? En gruppe, forklarer hun og peger pædagogisk tællende fem telte ud. “Hvor mange er I så?” “Det ved jeg ikke.” Jeg samler fakta til en fast gruppe af et løseres slæng. Eller omvendt… Der er i hvert fald noget at gå videre med.

HUN ER er ikke enebarn. Hendes søster på snart 18 ligger i lejr med The DIET-girls (det er kun en forkortelse for Dorthe, Ida, Ea og Tine, de forsager ingen djævle). Hos dem bliver jeg ikke spist af med tålt ophold. Jeg er nemlig noget så fint som harmløs. Og det er cool. Jeg må flytte ind, hvis jeg vil - og de mener det. Jeg ville sikkert blive et trofæ, en maskot, de kunne hejse op i flagstangen og orientere sig efter, når timerne bliver små. Jeg takker: Det er rart at have noget i baghånden. Den store er her for tredje gang. Og hendes lejr vurderer overbevisende, at den lille har langt bedre styr på det, end de havde første gang - og de var endda et år ældre. Det hedder udvikling. Den store havde myrdet mig med koldt blod, hvis jeg blot havde nærmet mig postnummer 4000 for to siden. I dag ved hun, jeg er kræsen i mine valg af nederlag og ikke kunne drømme om at blande mig. Og hun lukker sin søster ind. Jeg tror ikke, jeg vil vide alt, hvad hun bliver lukket ind til, men jeg ved, at hvis nogen - det vil sige andre end hende selv - bare tænker på at krumme et hår på den lilles hoved, så er hun ikke født som Løve for ingenting. Beware! Her sister is around! Det er trygt - også for mig.

MEN FANDEN tage mig, om jeg kan klemme så meget som ét besøg ud af dem. Det er ikke traveturen til fædrelejren, der skræmmer. De har allerede fået den der gangart, man også ser på campingpladser: Et meditativt, trægt, men alligevel fremadrettet tråd, hvor kroppen - som hos kamelen - arbejder med. Jeg kan være nok så tålt eller sågar velkommen i deres lejr, men nogen selvstændig attraktion er jeg ikke. Overvejer at lokke lidt. Har en stor gryde med. Jeg tror, jeg sætter bønner i blød.

Jon Jørgensen skriver i denne uge dagbog fra Roskilde Festival, hvor han vil forsøge at passe på sin 14-årige datter, helst uden at hun opdager det