Hvorfor brænder og skærer et stigende antal unge i sig selv? Hvorfor bliver spiseforstyrrelser stadig mere udbredte? Hvorfor bliver brutaliteten i gadevolden værre og værre? Hvorfor udarter unges demonstrationer sig ofte til hæmningsløse orgier i brændende biler og smadrede butikker? Hvorfor udvikler fodboldkampe sig igen og igen til ‘stammekrige’ mellem grupper af hooligans? Hvorfor oplever skolelærere, buschauffører og socialarbejdere stadig hyppigere trusler og overfald? Hvorfor præges vores byer og offentlige transportmidler af mere og mere hærværk og vandalisme? Hvorfor drikker mange unge nu så meget, at leverskader optræder helt ned til folk i 20’erne? Hvorfor kan stadig flere ikke finde ud af at leve sammen i parforhold, men ‘surfer’ fra partner til partner?

Det skulle vel ikke være sådan, at der er noget rav ruskende galt med vores måde at håndtere børn og unge på. Det skulle vel ikke være sådan, at hele den måde, vi har indrettet vores samfund på, lider af en helt grundlæggende systemfejl? Jeg vover dårligt at sige det, men jeg er alvorligt bange for, at selve det forhold, at begge forældre oftest er udearbejdende på fuld tid, er det grundlæggende problem.

En grusom pris

Spar mig for argumenter om, at der findes masser af velfungerende familier, hvor begge forældre har fuldtidsarbejde, og hvor det lader sig gøre at få velfungerende børn ud af det. Ja, men vi kan ikke indrette samfundet sådan, at det kun er de mest velfungerende familier, der har succes, dvs. de familier, der forstår at etablere nære og gensidigt respektfulde forhold til deres børn. Det er i alle sociale lag, at det går galt, hvad enten der er tale om overambitiøse forældre, helikopterforældre, curlingforældre, fortravlede forældre, ‘grænseløse’ forældre eller socialt dårligt fungerende forældre.

Børnene betaler en grusom pris for svigtende opmærksomhed eller direkte mangel på opdragelse, som når politiet endnu engang efter en episode kan fortælle, at de unge ‘ikke havde normal respekt for andre mennesker.’ I sidste ende sendes regningen videre til hele samfundet i form af alle de menneskelige og materielle skader.

Børn har brug for vedvarende nærvær - samt med- og modspil - af deres forældre. Alene udtrykket ‘kvalitetstid’ er en hån og en falliterklæring overfor dette simple forhold. Børn skal ikke anbringes i nok så gode institutioner i hovedparten af døgnets lyse timer. De skal selv kunne vælge voksenopsyn til og fra og indgå i selv-etablerede sociale grupper med stor aldersspredning, så de små lærer de sociale spilleregler - herunder voldens gentleman-spilleregler - af de større. De skal lære, hvad man må, og hvad man ikke må af andre børn, men vel at mærke med forældrene, legekammeraternes forældre og lærerne som ‘overdommere’, når der skejes ud.

For at det skal kunne lade sig gøre, skal der være forældre til rådighed - hele tiden! Der skal være en at spæne hjem til, når det går galt. Det er en fuldkommen fundamental tryghed, som ikke kan erstattes af nok så mange mobiltelefonopringninger til poderne i løbet af dagen.

Det hele i sænk

Du har, kære læser, sikkert allerede fornemmet, hvor det her bærer hen. En stor del af problemet er, at mødrene er kommet ud på arbejdsmarkedet, så hovedparten af børnenes vågne tilværelse tilbringes under ‘professionelle’ voksnes opsyn i institutioner. Hermed er vi fremme ved hårknuden: Der er ingen, der ved deres fulde fem kan argumentere for, at kvinderne skal berøves den økonomiske og personlige frihed, der er opnået ved deres selvstændige rolle på arbejdsmarkedet.

Men prisen er, at vi har skabt et samfund, som ganske enkelt ikke har den nødvendige plads til børn. Hvordan det dilemma skal løses, har jeg ikke noget svar på. Jeg kan blot konstatere, at det går ad helvede til, som det er nu, og at der skal ske noget ganske radikalt, hvis den ulykkelige udvikling skal vendes.

Måske er det endda sådan, at ‘børn- og ungekrisen’ er tæt forbundet til den globale olie-, klima-, fødevare- og finanskrise. For handler alle disse kriser i bund og grund ikke om, at vi har prioriteret materielle goder samt personlig udfoldelse og selvrealisering over alt andet? At vi er ved at køre det hele i sænk, mens vi halser af sted der ud af. Hvor er visionen for en verden, der hænger bedre sammen - eller er vi mennesker helt enkelt for grådige og ubegavede til at håndtere en så kompliceret verden, som den vi har opbygget? Jeg spørger bare.

Hans Meltofte er dr. scient. og seniorrådgiver