Hvorfor brænder og skærer et stigende antal unge i sig selv? Hvorfor bliver spiseforstyrrelser stadig mere udbredte? Hvorfor bliver brutaliteten i gadevolden værre og værre? Hvorfor udarter unges demonstrationer sig ofte til hæmningsløse orgier i brændende biler og smadrede butikker? Hvorfor udvikler fodboldkampe sig igen og igen til ‘stammekrige’ mellem grupper af hooligans? Hvorfor oplever skolelærere, buschauffører og socialarbejdere stadig hyppigere trusler og overfald? Hvorfor præges vores byer og offentlige transportmidler af mere og mere hærværk og vandalisme? Hvorfor drikker mange unge nu så meget, at leverskader optræder helt ned til folk i 20’erne? Hvorfor kan stadig flere ikke finde ud af at leve sammen i parforhold, men ‘surfer’ fra partner til partner?
Det skulle vel ikke være sådan, at der er noget rav ruskende galt med vores måde at håndtere børn og unge på. Det skulle vel ikke være sådan, at hele den måde, vi har indrettet vores samfund på, lider af en helt grundlæggende systemfejl? Jeg vover dårligt at sige det, men jeg er alvorligt bange for, at selve det forhold, at begge forældre oftest er udearbejdende på fuld tid, er det grundlæggende problem.
En grusom pris
Spar mig for argumenter om, at der findes masser af velfungerende familier, hvor begge forældre har fuldtidsarbejde, og hvor det lader sig gøre at få velfungerende børn ud af det. Ja, men vi kan ikke indrette samfundet sådan, at det kun er de mest velfungerende familier, der har succes, dvs. de familier, der forstår at etablere nære og gensidigt respektfulde forhold til deres børn. Det er i alle sociale lag, at det går galt, hvad enten der er tale om overambitiøse forældre, helikopterforældre, curlingforældre, fortravlede forældre, ‘grænseløse’ forældre eller socialt dårligt fungerende forældre.
Børnene betaler en grusom pris for svigtende opmærksomhed eller direkte mangel på opdragelse, som når politiet endnu engang efter en episode kan fortælle, at de unge ‘ikke havde normal respekt for andre mennesker.’ I sidste ende sendes regningen videre til hele samfundet i form af alle de menneskelige og materielle skader.
Børn har brug for vedvarende nærvær - samt med- og modspil - af deres forældre. Alene udtrykket ‘kvalitetstid’ er en hån og en falliterklæring overfor dette simple forhold. Børn skal ikke anbringes i nok så gode institutioner i hovedparten af døgnets lyse timer. De skal selv kunne vælge voksenopsyn til og fra og indgå i selv-etablerede sociale grupper med stor aldersspredning, så de små lærer de sociale spilleregler - herunder voldens gentleman-spilleregler - af de større. De skal lære, hvad man må, og hvad man ikke må af andre børn, men vel at mærke med forældrene, legekammeraternes forældre og lærerne som ‘overdommere’, når der skejes ud.
For at det skal kunne lade sig gøre, skal der være forældre til rådighed - hele tiden! Der skal være en at spæne hjem til, når det går galt. Det er en fuldkommen fundamental tryghed, som ikke kan erstattes af nok så mange mobiltelefonopringninger til poderne i løbet af dagen.
Det hele i sænk
Du har, kære læser, sikkert allerede fornemmet, hvor det her bærer hen. En stor del af problemet er, at mødrene er kommet ud på arbejdsmarkedet, så hovedparten af børnenes vågne tilværelse tilbringes under ‘professionelle’ voksnes opsyn i institutioner. Hermed er vi fremme ved hårknuden: Der er ingen, der ved deres fulde fem kan argumentere for, at kvinderne skal berøves den økonomiske og personlige frihed, der er opnået ved deres selvstændige rolle på arbejdsmarkedet.
Men prisen er, at vi har skabt et samfund, som ganske enkelt ikke har den nødvendige plads til børn. Hvordan det dilemma skal løses, har jeg ikke noget svar på. Jeg kan blot konstatere, at det går ad helvede til, som det er nu, og at der skal ske noget ganske radikalt, hvis den ulykkelige udvikling skal vendes.
Måske er det endda sådan, at ‘børn- og ungekrisen’ er tæt forbundet til den globale olie-, klima-, fødevare- og finanskrise. For handler alle disse kriser i bund og grund ikke om, at vi har prioriteret materielle goder samt personlig udfoldelse og selvrealisering over alt andet? At vi er ved at køre det hele i sænk, mens vi halser af sted der ud af. Hvor er visionen for en verden, der hænger bedre sammen - eller er vi mennesker helt enkelt for grådige og ubegavede til at håndtere en så kompliceret verden, som den vi har opbygget? Jeg spørger bare.
Hans Meltofte er dr. scient. og seniorrådgiver
Kommentarer
Åh, det var godt, at andre kan se problemet. Måske er vi på vej ud af idiotien og ind i de gode gamle fornuftige opfattelser: rig er den, der ikke behøver at arbejde! Kvindefrigørelse går ikke ud på at gøre kvinder lig mænd, men at acceptere kvinders væsentlige bidrag igennem traditionelle kvindesysler og - gys! - måske ligefrem lønne dem selvstændigt derfor.
tak til HANS MELTOFTE
problemet er, for mig at se, at patriakatet har anbragt manden i midten, kvinderne udenom ham til støtte og adspredelse, og yderst hænger børnene.
nu, hvor kvinderne ikke vil have den bufferrolle mere, er børnene endnu mere prisgivet.
vi skal tilbage til den oprindelige form, hvor børnene er i midten, kvinderne udenom dem og mændene yderst.
eller som moderne tider gør muligt: , at både mænd og kvinder kan varetage mandlige og kvindelige roller.
Karen
Jeg forstår ikke hvad du mener med dit billede. Kan du gøre det mere konkret? Jeg er lidt utryg ved at du vil placere mændene ‘yderst’ - det lyder ikke rart i mine øre. Er vi nærmer ‘afgrunden’ eller hvad?
hvis du opfatter yderst som afgrunden, så tænk på, at det er dér, man anbringer børnene.
jeg mener, at i enhver dyreflok, herunder menneskestammer, så er ynglen det centrale. Kvinderne/hundyrene er dem, der tager sig af de små, og hannerne sørger for beskyttlsen af flokken.
sådan er det bestemt ikke hos alle dyr. Ofte står hundyrene for både omsorg og beskyttelse.
Men ser du på stammesamfund, så står mændene for den ydre beskyttelse.
Det er, hvad jeg mener med yderst.
Ole dog - mændene gemmer sig da ikke bag kvinder og børn ….
Kraren
Som biolog må jeg protestere mod at man overfører ‘kønsroller’ fra andre arter på mennesket. Vi har vores egne artshistorie, som jo bl.a. bestod i at manden fik en langt mere aktiv rolle i ansvaret for børnene end den, der er gængs blandt pattedyrhanner - selvom der stadig er kvinderne, som har hovedrollen, mens børnene er små. Desuden er der i det moderne vefærdssamfund ikke længere så mange farer, som kvinder og børn skal beskyttes mod -det lurer ingen sabeltigere rundt om næste gadehjørne. Mandens beskyttertrang - som vi nok stadig bærer rundt på - er blevet en latterlig anakronisme, da de fleste kvinder klarer sig fint uden den, ja faktisk er det ofte manden der har brug for beskyttelse (mod sig selv)
Hvad løsningen er ved jeg ikke. Vi skal vel ikke tilbage til stenalderen?
Bjørn
Det er jo vores gamle diskussion
Men jeg tager den igen til ære for dem der ikke har fulgt den:
Menneskets gen-bank indeholder opskriften på et individ der fødes som et kulturvæsen. Vi indlærer og formes (delvist) af den kultur vi vokser op i stenalder- eller informationssamfund - mulighederne er åbne. Desuden er vi fra naturens hånd blevet udstyret med en neocortex som gør os i stand til at tænke rationelt over vores vilkår - og som er den mulighed der kan redde os ud af problemerne. For mig er der ingen anden udvej
Bjørn
Det med det psykiske forfald mener er en myte. Langt de fleste børn er sunde og velfungerende -. Jeg kan ikke genkende Hans M.’s beskrivelse. Han forstørrer nogle problemer op i et format, hvor de ikke hører hjemme. Der har altid være utilpassede unge og voldlige unge og der er store problemer i visse miljøer blandt dårligt integrerede indvandrere -men det er jo ikke det generelle billede af dansk ungdom. Kan nogle huske 68? Der var der også masse af voldlige konfrontationer. Jeg tror at det indtryk man kan få af stigende problemer for en stor del skyldes at der er meget større opmærksomhed på unges problemer end der har været før. Førhen fik de mere lov til at gå for ‘lud og koldt vand’. Idag er der stigende krav og forventninger til de unge - det er ikke altid let at være ung idag
Det bedste man kan give sine unger er bevidstheden om, at de er elsket uanset, hvad de måtte gøre af dumheder. Med den balast kan de klare det meste
Ole
Du kan have ret i, at man ikke bare kan overføre fra naturen til kulturen
men–der er da masser af ting, man skal beskytte sine børn imod.
min pointe er dog stadig, at manden i det patriakalske system har scoret barnets plads i midten og derved dræner det overskud, der skulle være til barnet.
prøv at læse Wilfred Wieks bog: mænd vil elskes.
en tysk mandlig psykolog, som har skrevet en god bog om dette problem.
‘min.20 % af den danske befolkning, og huske jeg ret, 26,3 % af den amerikanske befolkning, er behandlingskrævende psykisk syge’
De tal gad jeg godt dukke ned i. Hvor har du dem fra? Og er de højere end de f.eks. var for 30 år siden?
tak for en god artikel.
angående den efterfølgende debat om menneske kontra natur er det en afsporing af emnet.
vi skal ikke tilbage til stenalderen men at opdele menneskers liv i grupper efter alder er grundlæggende forkert.
hvis man påstår at det bedste for børn er at lade dem socialisere af jævnaldrene tilsat lidt pædagogik skjuler man sandheden for sig selv.
forestil jer en verden hvor det at varetage familiens ve og vel som det højeste en mand eller kvinde kan beskæftige sig med. tilsæt hertil de muligheder vor tids teknik har givet, da vil både vi og vores planet have en fremtid
‘Naturligvis er antallet af psykisk syge stigende’
Det fremgår ikke af de tal du fremlægger. Desuden vill det være rart at vide hvad der skal til for at blive kategoriseret som psykisk syg
Alle kan i perioder lide af
‘depressioner, fobier, panikanfald og posttraumatiske stresslidelser’
uden at de af den grund er psykisk syge. Faktisk er de nævnte liderse en del af normale menneskers psykiske reaktionsmønster i bestemt situationer. Det er først når tilstanden bliver kronisk det er sygelig
Der kan være mange grunde til, at antallet af sindslidende stiger. Det behøver ikke nødvendigvis være et tegn på, at der er ‘noget galt i danmark’. Faktisk kan man påstå det modsatte: at grunden til, at flere og flere mennesker bliver diagnosticeret er, at det er blevet mere acceptabelt at være sindslidende, hvorfor flere og flere lader sig undersøge og diagnosticere.
Tørre tal er farlige, fordi de kan tolkes på 117. forskellige måder.
På samme måde kan man ikke vurdere den samlede kriminalitet ud fra antallet af anmeldte forbrydelser. At antallet af anmeldte forbrydelser stiger kan jo skyldes, at folk bare er blevet mere bevidste om at anmelde forbrydelser.
Jeg synes vi, med nettet og de forskellige debatfora, har fået en god mulighed for at dele vore personlige oplevelser med de forskellige emner - noget, der er aldeles meget mere kød på og har større relevans for alle end tørre tal.
Bare en indskydelse.
Fortsæt debatten.
“Psykisk sygdom” er jo blot en etikette, man sætter på folk. Som bekendt - hvis man kan sin Foucault - er psykisk syge spildproduktet ved den sociale konfiguration, der hedder rationalismen. At vi igen er på vej ind i en lignende konformisme, er en ganske god forklaring på de flere diagnosticerede. OG - selvfølgelig - medicinen, man kan sælge dem.
Dette indlæg er skrevet af Ann-Charlotte Solberg Kjeldsen.
Med fare for at få samtlige danske feminister og andre gode Q på nakken, vil jeg komme med følgende kommentar til artiklen:
Det er min holding, at vi som kvinder og primære omsorgspersoner for vore børn må gribe i egen C-skål, og konstatere, at da vi i kvindefrigørelsens hellige navn brændte bh’en, da brændte vi også vore børns psykiske og fysiske velbefindende af….
I friheden og lighedens navn ofrede vi børnene, og de erhvervede kvinderettigheder står i mine øjne slet, slet ikke mål med den pris, børnene kvinderne og i sidste ende samfundet betaler…
Fri mig fra den frihed, der betyder omsorgssvigt af mine børn…
Kære debattører
Mange tak for de rare ord, som flere af jer har skrevet her på bloggen. Desværre har der jo ikke hidtil været nogen reaktioner i selve avisen. Enten er der mange, der er enige, eller også har folk givet op på forhånd.
mange hilsner
Hans Meltofte
Bare et par enkelte kommentarer.
I Danmarks forskes der meget lidt i hvorfor børn har det som de har det.
Der er dog lavet flere forløbsanalyser der alle fandt at de børn i Danmark der har det allersværest generelt havde følgende til fælles
Ung mor (defineret som 20 år eller yngre ved første barns fødsel)
og
Ringe eller ingen kontakt til biologisk far
og
Mor uden tilknytning til arbejdsmarkedet.
Også andre forløbsundersøgelser tyder på at forældrenes (begge forældre) tilknytning til arbejdsmarkedet er af afgørende betydning for at få nogle velfungerende voksne ud i den anden ende.
Venlig hilsen
Linda Hansen, socialrådgiver i en kommunal børn og familieafdeling
Hans Meltofte. Du høster behørig respekt fra denne side. Diskussionen om, at der er noget galt med de unge mennesker i dag og det faktum at denne tilstand hastig forværres, er jo ikke ny el. på nogen måde radikal. Det er en kendsgerning, der desværre afspejler sig i alle facetter i det danske samfund og dagligdag. Det, der gør dit indlæg overordentligt interessant, kommer først til udtryk i sidste afsnit og det er ikke en gang sikkert at du selv er klar over, hvor tæt du er på nogle sandheder, der igennem generationer er holdt dulgt for verdens befolkningen. Det ville kræve en del mere plads end hvad denne kommentar-kasse kan bære, for blot at begynde at forklare hvor omfattende denne bevidste masse manipulation af befolkningen egentlig er, så jeg vil nøjes med at henlede opmærksomheden nogle småting, der relaterer sig til indlægget. Børn, forældre, samfund, opdragelse og hvad, hvornår og hvordan det egentlig kørte af sporet. Et par spørgsmål den begavede læser kan gå videre med selv.
- Hvorfor er det og har det altid været en umiddelbar nødvendig del af udviklingen i den altdominerende kapitalistiske samfundsmodel at børn adskilles mere og mere fra forældre og familie?
- Hvorfor var det aldrig til diskussion om kønnene kunne deles om arbejdet med at passe børnene frem for at lade denne opgave overgå til staten el. professionelle børneopdragere?
- Var det mon af samme grund at USA i 1913 syntes det en god idé at lade statsfinanserne overgå til en lille håndfuld private banker, der igennem udlån til staten kunne hive deres renter ind igennem bl.a. personskatten
- Hvor meget mon det har betydet i kampen for kvinders ligeret på arbejdsmarkedet, at man med et hug kunne fordoble skatteindtægterne?
- Hvorfor mon flere af de prominente banker, der har siddet på kontrollen af det amerikanske pengesystem siden 1913, aktivt støttede kvindernes ligeberettigelse og adgang til arbejdsmarkedet?
- Mon daværende præsident Woodrow Wilson og de økonomiske kræfter, der sponsorerede hans valgkamp (bl.a. Rockefeller familien), havde noget at vinde ved pludselig at få kvinders stemmeret vedtaget i 1919, som var startskuddet til kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.
- Hvad er så sammenhængen mellem de egentlige finansielle bagmænd, der styrer verdensøkonomien Rothschild: London og Berlin, Lazard: Paris, Israel Seiff: Italy; Kuhn- Loeb: Tyskland; Warburg: Hamburg og Amsterdam; Lehman: New York; Goldman og Sachs: New York; Rockefeller: New York ? Jamen i kan jo selv prøve og undersøge hvad relation og hvilke interesser disse folk og deres verdensomspændende firmaer har til olie, klima, fødevarer og finanser. Tilfældigheder? Tjaa??? Det vi skal spørge os selv om nu er følgende: Hvilken interesse har disse verdensomspændende monetære kræfter i at fjerne ansvaret for børns opdragelse fra familien og i stadig højere grad lade børnepasning og opdragelse overgå til staten el. professionelle opdragere. Det er her i godt må begynde at blive en lille smule bange.
‘nogle sandheder, der igennem generationer er holdt dulgt for verdens befolkningen’
Hvem har mon hold denne ‘sandhed’ dulgt? Er det en kæmpe Jødisk konspiration?
og ved hvilket formål? og hvordan er det så lykkedes Ruth at opsnappe den?
Det er rent paranoia
Nu var jeg ikke født ” i de gode gamle dage, før verden gik af lave.. osv”
Det undrer mig bare, at når jeg taler med mine egne forældre, deres venner og søskende, mine svigerforældre osv - alle dem der var børn i de glorificerede 50’ er - så mener de alle sammen at vi har det så meget bedre idag …
Godt nok var deres mor ikke på arbejdsmarkedet ,men hun havde bestemt ikke tid til at være sammen med børnene - der var alt for meget andet at lave, tøjvask i hånden, hjælpe til på gården osv osv - og selv hvis hun havde tid til overs vidste hun slet ikke at det var den rene ulykke såfremt hun ikke var sammen med børnene konstant..
Sigrid Riese den vel Danmarks mest erfarne sundhedsplejerske udtalte på et tidspunkt at moderne forældre skulle droppe den dårlige samvitighed - det er faktum at børn aldrig har brugt så meget tid sammen med deres forældre som nu.