Man skal læse meget, før øjnene triller ud, men lederen 'Kandidat Fogh' (30. juni) hører til det absolut uventede. Anders Fogh Rasmussen, som mildest talt ikke har haft nogen gavnlig indflydelse på Danmarks udvikling i de sidste seks et halvt år, er nu pludselig blevet Informations redningsmand for hele Europa. Selv i de store borgerlige bladhuse ville lignende panegyrik som Informations næppe være tænkelig. Hertil kommer, at stort set alle lederskribentens argumenter for det fremragende i at have AFR som EU's førstemand er tvivlsomme. Det reelle billede er, at selv hvis Fogh havde tilhørt den store kristeligt demokratiske/konservative gruppe, der med styrke gør krav på posten, ville et Fogh- kandidatur støde på betydelig modstand fra alt, hvad der er centrum/venstre i EU.
Fogh er en dygtig politiker og en fabelagtig udøver af magt. Hans dominans over ministerier, partier, medier og virksomheder i Danmark er uden sidestykke, og hans evne til at få sin vilje uden hensyn til andres ønsker kan godt aftvinge beundring. Men at tale om Foghs positive Europæiske værdier, som Information gør, er meget langt fra virkeligheden. Den danske statsminister er en pragmatisk europæer med sans for de økonomiske fordele af det indre marked og den europæiske økonomiske størrelse. Hvad angår EU, er følelserne i undertal. Den virkelige kærlighed er til USA og dets styre. Se blot hvad Fogh valgte i Irakkonflikten. Der var det splittelse af Europa og slavagtig loyalitet til Bush.
Eller hvad med oplysningstidens værdier, som Information mener besjæler Fogh. Ytringsfriheden f.eks. Det er vist kun, når det drejer sig om antimuslimske ytringer, hvorimod selv den svageste kritik af regeringen fra eksperter og tidligere topembedsmænd ofte udløser en styrtsø af fordømmelse fra statsministerens side. Sidst så man det i forbindelse med de tidligere ambassadørers kritik af Foghs politik. Selv deres ret til at kritisere blev antastet af statsministeren.
Helt parodisk bliver lederen, når den fremhæver Foghs modstand mod det 'centralistiske kommissærstyre' fra hans VU-tid (for 30 år siden). Er der nogen, der i hele sin ledelsesform er kommissæragtig og centralistisk, er det selvsagt Fogh. Med ham som leder bliver der ingen folkelig slinger i valsen. Ja man kan tvivle på, om der i det hele taget bliver spillet op til dans.
Endelig har Fogh i resten af Europa et alvorligt handicap med det danske ry for negativt syn på udlændinge - især af muslimsk observans. At Fogh har knyttet sin regering til et af Europas mest fremmedfjendske og åbenlyst islamhadende partier, er kendt over hele Europa.
Fogh vil efter min bedste overbevisning ikke kunne vælges til EU's første 'faste' formand (hvis vi får en sådan en), og det er der absolut solide grunde til. Derimod er der med den proamerikanske profil, Fogh har, ingen tvivl om, at han kan vælges til NATO's generalsekretær. I så fald bliver han den første statsminister nogensinde, der vælges. Det plejer at være en plads for forsvars- og udenrigsministre
Svend Auken er MF (S), tidl. formand for Socialdemokraterne






Per Thomsen
2. Juli, 2008 #
Da Annegrethe Rasmussen senest skrev en skandaløs leder, forsøgte hun hun efterfølgende at undskylde sig med, at hun i en presset situation havde kopieret sin leder af fra en anden avis. Gad vide hvad hendes undskyldning kan være denne gang?
Mokkasinen
3. Juli, 2008 #
Ja, lederen er skrevet som om Fogh var en klassisk liberalist. Intet kunne være mere forkert, Fogh er rendyrket nyliberal, og der er en verden til forskel som Auken også peger på.
1. I stedet for at søge fællesskaber i EU, forholder Fogh sig udelukkende til EU fra et økonomisk perspektiv.
2. I stedet for at værdsætte ekspertviden som (demokratisk) oplysningsmulighed, opfatter Fogh ekspertviden som interessebåret (og dermed biased) modstand mod markedsfundamentalistisk politik.
3. I stedet for at værdsætte demokrati som en garanti for at bestemte gruppers vidensformer og værdier dominerer andre, så ser Fogh demokrati som noget værdiladet ævl og udnytter borgernes 'gode tro' til at konsolidere magten i samfundet for de økonomiske eliter.
4. I stedet for at arbejde proaktivt for et stærkt integreret samfund, forholder Fogh sig passivt i flygtninge- og indvandrerpolitikken fordi det giver ham magt til at reformere samfundet fra et velfærdssamfund for de mange til et elitesamfund for de få.
Og det er bare toppen af isbjerget!
I millitæret (NATO) er den slags kompetenceprofiler måske højt værdsat. Men at Fogh også vil være en særdeles farlig mand for Europa på den post, står skrevet i sten.
Mokkasinen
3. Juli, 2008 #
Jeg dobbeltposter, på grund af at der sneg sig en alvorlig Foghfejl ind i pkt. 3.
Ja, lederen er skrevet som om Fogh var en klassisk liberalist. Intet kunne være mere forkert, Fogh er rendyrket nyliberal, og der er en verden til forskel som Auken også peger på.
1. I stedet for at søge fællesskaber i EU, forholder Fogh sig udelukkende til EU fra et økonomisk perspektiv.
2. I stedet for at værdsætte ekspertviden som (demokratisk) oplysningsmulighed, opfatter Fogh ekspertviden som interessebåret (og dermed biased) modstand mod markedsfundamentalistisk politik.
3. I stedet for at værdsætte demokrati som en garanti for at bestemte gruppers vidensformer og værdier IKKE dominerer andre, så ser Fogh demokrati som noget værdiladet ævl og udnytter borgernes 'gode tro' til at konsolidere magten i samfundet for de økonomiske eliter.
4. I stedet for at arbejde proaktivt for et stærkt integreret samfund, forholder Fogh sig passivt i flygtninge- og indvandrerpolitikken fordi det giver ham magt til at reformere samfundet fra et velfærdssamfund for de mange til et elitesamfund for de få.
Og det er bare toppen af isbjerget!
I millitæret (NATO) er den slags kompetenceprofiler måske højt værdsat. Men at Fogh også vil være en særdeles farlig mand for Europa på den post, står skrevet i sten.
Jens Thorning
3. Juli, 2008 #
Men er Fogh så fantastisk dygtig, som Annegrethe Rasmussen (er det i virkeligheden pseudonym for Erik Meier Carlsen?), Helle Ib fra Dagbladenes Bureau, Henrik Qvortrup fra Se & Hør og alle de andre magtbeundrere hævder? Danmark er nu kendt for verdens (OK, Europas) skrappeste udlændingelove og alle ved, at vi ikke bryder os mennesker med anden religion (selv har vi ingen, men er noget, vi kalder kulturkristne) , men:
INGEN ANER AT VI VAR I IRAK OG NU ER I AFGHANISTAN - jeg har nævnt det for amerikanere og særdeles velorienterede tyskere, og oplysningerne blev mødt med vantro og forbløffelse; det er da ikke Danmark?!
Hele Foghs indsats for at "forbedre" Danmarks image og råde bod på samarbejdspolitikken under Besættelsen og Fodnotepolitikken i 1980'erne har altså været forgæves. Hundreder af mio.kr. og 15 menneskeliv er spildt!
ole falstoft
3. Juli, 2008 #
Jeg er meget enig i Aukens beskrivelse af Fogh 'kvalifikationer' og dog mener jeg - modsat ham - at de netop kan være det som gør Fogh til en egnet kandidat båd i EU og NATO. Med den lige forliste Lisabon traktat er det foreløbig slut med de visionære ideer om EU's udvikling. Der er nu brug for en pragmatisk og kynisk politiker, der kan banke de nødvendige beslutninger igennem uden at ryste på hånden, og som kan køre EU som en forretning. Der er Fogh's profil da sikkert fint for mange lande. Desuden er EU landene efter Bush æraen meget obs på at forbedre forholdet til USA, og Fogh har jo med sin ukritiske støtte til USA's udenrigspolitik opsparet meget velvilje der ovre (hvis de altså stadig husker ham til den tid)
Sådan er politik en gang i mellem: Det er i perioder kynismen der vinder over visionerne og udsynet
Martin Kjeldsen
3. Juli, 2008 #
Som de fleste andre ledere, har Fogh gennem tiden taget chancer.
I marts 1992 blev Danmark dømt ved EF domstolen for at have omlagt arbejdsgiverbidragene. Allerede i 1987 vurderede embedsmænd i både justits- og udenrigsministeriet, at ændringen kunne være i strid med gældende EF ret, da den rummer et element af statsstøtte til arbejdsgiverne.
Denne vurdering bliver imidlertid ikke lagt frem for folketinget, der alene bliver informeret om de påtænkte ændringer.
I december 1987 pålægger skatteudvalget skatteministeren at give en 'indgående redegørelse for problematikken om, hvorvidt ordningen juridisk og/eller moralsk er overensstemmende med Danmarks placering i EF, og hvilke synspunkter der taler for og imod, at Danmark ved ordningens etablering ikke lever op til de krav, som de andre EF-lande kan stille til os'. Skatteministerens svar: 'Regeringen har forud for fremsættelsen af lovforslagene om omlægning af arbejdsmarkedsbidragene nøje overvejet, om omlægningen skulle være i strid med EØF-traktatens bestemmelser. Resultatet af disse overvejelser har været, at regeringen ikke har betænkeligheder ved de fremsatte forslag'.
Dette resulterer i den såkaldte AMBI-dom i marts 1992. Sagen tages op i tingets Udvalg for Forretningsorden, men inden sagen når at blive afgjort, er ministeren afsat for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven - tilbageholdning af oplysninger fra finansudvalget og vildledning af Folketinget.
I øvrigt blev Fogh erstattet af Peter Brixtofte, da man anså denne for at være en 'mere hæderlig politiker'.
Fogh anså dengang ikke tilbageholdning af oplysninger og vildledning af sit parlament som nogen forhindring.
Dette kan have ændret sig, men det ser ikke godt ud på et CV, kære Anders.
ole falstoft
3. Juli, 2008 #
Fogh er mildestalt ikke 'pletfri', men det er vel spørgsmålet om hvem han er op imod og hvor 'pletfri' de er?
Martin Kjeldsen
3. Juli, 2008 #
Det har du ganske ret i, Falstoft. men der er jo altså tale om økonomi, i folkelig terminologi bedragerisk omgang med offentlige midler.
Jeg ved godt, at man skal lade fortid være fortid og ikke hele tiden rasler med skeletter, men Foghs periode som skatteminister er altså temmelig interessant.
Allerede i 1988, tvinges Datacentralen og Kommunedata til at udskrive kreditnotaer for arbejde leveret dette år. De bliver først betalt i 1989. Det drejer sig om 16,5 mio. kr.
Foghs store satsning, det nyoprettede Skatte- og Afgiftsstyrelse medfører en reducering af selskabsligningen til næsten ingenting. Man vurderer, at alene angrebet på selskabsligningen siden da gjorde det muligt for virksomheder at snyde for omkring 1 mia. i skat årligt.
Endnu værre går det i 1989, hvor der er et hul i budgettet på 150 mio. kr. I det sene efterår indgår ministeriet og Datacentralen derfor en kontrakt, hvor en betaling på 35 mio. kr. udskydes til 1990. Noget sådant er ulovligt, og især når ministeren ikke informerer andre.
Altsammen smudspletter på Foghs fine tøj.
Frej Klem Thomsen
3. Juli, 2008 #
Oveni i de mange problemer som knytter sig til Foghs mangel på almindelig moral, især i sin higen efter politisk indflydelse, synes jeg oftest hans evner som politisk leder overvurderes. Hans politiske succes i dansk sammenhæng - her forstået som evnen til at vinde valg, ikke som f.eks. evnen til at lede og varetage den danske stat eller samfunds interesser - skyldes fortrinsvis en personlig brist og to historiske (u)held som Fogh intet ansvar har for:
1) Fogh har en selv for politik usædvanlig kynisk og brutal vilje til magt. Den har tjent ham vel i partiet Venstre, og har ladet ham udnytte en række populistiske muligheder som tidligere toppolitikere af anstændighed og respekt for demokratiet har afstået fra.
2) I kombination hermed overtog Fogh formandsposten i Venstre på et historisk svagt tidspunkt for Socialdemokratiet. Det visionære projekt var mudret til i interne kampe og højredrejning, og Nyrup var, sine evner som "diplomat" og strateg til trods ikke nogen politiker i den betydning vi her snakker om: én som kan vinde valg.
3) Endelig greb Fogh med ildhu den chance der var for at stjæle stemmer på at være fjendtlig overfor minoriteter og Islam - og anvendte i den sammenhæng samme princip som DF har gjort til formlen for deres politik: Altid at gå et skridt længere i diskriminationen end dem som man vil sammenlignes med. At han griber muligheden skal knyttes sammen med 1), men at der lige præcis på dette tidspunkt er en sådan mulighed for populistisk skræmmepolitik er Foghs held, ikke et resultat af hans evner.
Summa summarum: hans "evner som politiker" er efter min bedste overbevisning stærkt overvurderet. I kombination med den politiske naivitet som han har demonstreret på stort set alle områder (her i den anden betydning - den der handler om at lede landet) og de mange uklædelige ofre han har skabt på sin vej til og med magten, så er det vanskeligt at forestille sig en mindre egnet kandidat til en international toppost. Men omvendt ville det ikke være første gang man blev overrasket over hvor beskidt politik kan være.
Robert H
3. Juli, 2008 #
Når det gælder det politiske håndværk , så er Svend Auken altså ikke nogen sinke i forhold til Fogh - altså sådan helt ærligt .
Egentlig synes jeg, at det ville være fint, hvis en dansk politiker ( uanset farve ) får en toppost i EU eller NATO eller FN o s v.
Der er iøvrigt mange udlændinge, som ikke helt ser den markante forskel på Venstre og Socialdemokratiet - de synes Danmark er utroligt homogent og stabilt sådan rent politisk.
ole falstoft
3. Juli, 2008 #
Fogh's politiske svinestreger herhjemme, tror jeg ikke har den store interesse udenfor Danmark. Der er man vant til den slags og langt værre ting. Jeg tror man i mange EU-lande vil se Fogh som en dygtig og effektiv politker der kan levere 'varen' og det er der virkelig behov for i øjeblikket. Den største forhindring tror jeg er hans medansvar for at Danmark idag fremstår som fremmedfjendsk. Han er nødt til at ændre det indtryk - og dog er der måske ved at blæse andre vinde i EU på det område?
Martin Kjeldsen
3. Juli, 2008 #
Igen har du ret, Falstoft, men det, at man rundt omkring i Europa er vant til korruption, storstilet bedrageri og for eksempel accepterer statslederes åbenlyse tilknytning til organiseret kriminalitet - forhold vi, trods alt, ikke kan beskylde Fogh for - gør det jo ikke mere acceptabelt for de europæiske borgere, os selv inclusive.
Jeg tvivler, som F. K. Thomsen, på, at Fogh i sin egenskab af dansker vil varetage danske interesser, hvis han får en europæisk topposition. Hvis man vurderer Fogh ud fra det tilgængelige materiale, blandt andet biografier af både den ene og den anden observans og tidlige såvel som samtidige portrætinterviews samt godtager årelange kollegers udtalelser, så tegner der sig et billede af en målrettet enspænder, hvis visioner primært er personlige.
Personligt er jeg af den holdning, at Fogh mangler integritet. Jeg stoler ganske enkelt ikke på ham. Hans strategiske og konsekvente tilbageholdelse af informationer, den udbredte anvendelse af framing og newspeak og det faktum, at han funderer sin magt på samarbejdet med et parti, hvis ledelse i 1992 - da de stadig tilhørte Fremskridtspartiet - var på nippet til at rejse en rigsretssag mod ham...
Dette er ikke smart håndværk i min bog. Det er fedtspilleri.
ole falstoft
4. Juli, 2008 #
Min vurdering af Fogh's chancer har selvsagt ikke noget at gøre med hvem jeg kunne ønske mig på en toppost i EU eller Nato. Fogh er heller ikke min 'kop te', men det er en anden historie
Per Vadmand
4. Juli, 2008 #
Tja, Waldheim kunne jo blive generalserkretær for FN, så hvorfor ikke?
Peter Olesen
4. Juli, 2008 #
Så spiller vi nazi-kortet igen!
Per Thomsen
4. Juli, 2008 #
Naturligvis, Peter Olesen. Hvorfor skulle vi underlægge os værdikæmpernes politiske korrekthed, der forsøger at forbyde os at kalde tingene ved deres rette navn?
C. Nielsen
4. Juli, 2008 #
Information er et af de få aviser i Dk. som kan påstås væsentligst at repræsentere venstrefløjen, og skønt det er et af de få medier hvor man kan debattere venstrefløjens politik, så synes største delen af artiklerne og debatterne i avisen at handle om højrefløjen.
Hvorfor oppositionen ikke kan mønstre et flertal, synes slet ikke at have interesse, skønt den førte politik med stormskridt fører os mod amerikanske tilstande.
Hvorfor er det ikke interessant ? - altså, at finde ud af hvorfor man ikke kan samle et flertal imod den siddende regering.
Peter Olesen
4. Juli, 2008 #
Tja, hvorfor er det så svært at samle et flertal? Måske fordi venstrefløjen skal trækkes med fantaster som Per Vadmand og Per Thomsen, som i ramme alvor mener at landets liberale statsminister er nazist.
Per Vadmand
4. Juli, 2008 #
Hold mig venligst udenfor Thomsens naziparanoia. Når jeg nævnte Waldheim, var det ikke for at antyde, at Fogh var nazist, men at større forbrydere end han har opnået højere poster.
Per Thomsen
4. Juli, 2008 #
Peter Olesen:
"Måske fordi venstrefløjen skal trækkes med fantaster som Per Vadmand og Per Thomsen, som i ramme alvor mener at landets liberale statsminister er nazist."
Det er sjovt som alle skal fortælle mig hvad jeg mener. Jeg har aldrig påstået at vores statminister er nazist. Til gengæld er det en kendsgerning at regeringens støtteparti, i lighed med de øvrige højereradiakel partier, har klare lighedspunkter, men de partier vi kender fra trediverne...
Per Thomsen
4. Juli, 2008 #
Per Vadmand:
"Hold mig venligst udenfor Thomsens naziparanoia."
Hvad mener du med det, Vadmand?
Heinrich R
4. Juli, 2008 #
Per Thomsen:
"Da Annegrethe Rasmussen senest skrev en skandaløs leder, forsøgte hun hun efterfølgende at undskylde sig med, at hun i en presset situation havde kopieret sin leder af fra en anden avis. Gad vide hvad hendes undskyldning kan være denne gang?"
Verden er uretfærdig. Kopierer man fra andre, er det galt. Og når man opfinder en masse unikke synspunkter og vurderinger, der med sikkerhed ikke deles med ret mange, er det også galt...
Det værste er dog, at lederen tages til indtægt for, at denne skulle udtrykke Dagbladet Informations holdning. Det er der indtil flere journalister ved avisen, der næppe er villige til at lade forblive ukommenteret, så Svend Aukens relevante påtale bliver næppe sidste artikel om emnet...
Per Vadmand
4. Juli, 2008 #
Thomsen, jeg mener, at du har en beklagelig tendens til at beskylde alle, der udtaler sig bare det mindste kritisk om islam eller indvandrere, for racisme og nazisme. Det gider jeg ikke lægge navn til.
Per Thomsen
4. Juli, 2008 #
Per Vadmand:
"Thomsen, jeg mener, at du har en beklagelig tendens til at beskylde alle, der udtaler sig bare det mindste kritisk om islam eller indvandrere, for racisme og nazisme. Det gider jeg ikke lægge navn til."
Kan du give et eksempel?
Frederik SJ
4. Juli, 2008 #
#Per Thomsen
Du kan da starte med at undersøge din egen holdning til DF.
Dernæst kan du finde en definition på nazisme og racisme (som du ikke selv har opdigtet) og se, om det matcher sammen.
Frederik SJ
4. Juli, 2008 #
"Dernæst kan du finde en definition på nazisme og racisme (som du ikke selv har opdigtet) "
...og som ikke er lavet af en eller anden OneWorldGovernment totalitarist i EU eller FN...
Per Vadmand
4. Juli, 2008 #
Per Thomsen - for eksempel dine utallige indlæg om Villy Søvndal, der har brugt en for en politiker lidt uheldig, men i mine øjne ikke ganske ufortjent bemærkning om en gruppe, du aldrig ville drømme om at kalde nazistisk, selv om den er både elitær, voldsfikseret og antisemitisk, nemlig Hizb-ut-Tahrir.
Man kan faktisk godt være antiracist og samtidig ønske den slags fanatikere hen hvor peberet gror, men det har dit endimensionelle verdensbillede aldrig kunnet rumme.
Derfor frabeder jeg mig at blive slået i hartkorn med dig.
Men at jeg bortset fra, at jeg nok ville have formuleret mig lidt pænere, dybest set er enig med Søvndal, gør mig selvfølgelig også i dine øjne til racist.
Det kan jeg godt leve med.
Per Thomsen
4. Juli, 2008 #
1. Vadmand:
"Derfor frabeder jeg mig at blive slået i hartkorn med dig."
Enig!!!
2. "Men at jeg bortset fra, at jeg nok ville have formuleret mig lidt pænere, dybest set er enig med Søvndal, gør mig selvfølgelig også i dine øjne til racist."
Er det ikke ved den slags lejligheder du har en standard floskel med at nogen bukker sig meget langt ned efter mudder?
Jeg har rettet en meget hård kritik af Villy Søvndal, men det er jeg bestemt ikke den eneste der har. Jeg har aldrig påstået at Villy Søvdal er nazist, men derimod i lighed med flere andre påpeget at han flirter kraftigt med højrepopulismen.
Per Vadmand jeg vil atter engang bede dig om at komme med et konkret eksempel der kan retfærdiggøre dette udsagn fra din side:
"Thomsen, jeg mener, at du har en beklagelig tendens til at beskylde alle, der udtaler sig bare det mindste kritisk om islam eller indvandrere, for racisme og nazisme. "
Hvis du heller ikke denne gang er i stand til at komme med et konkret eksempel der kan understøtte din påstand, vil det være klart for alle, at din indledende kommentar slet og ret var et af dine sædvalige udokumenterede og perfide personangreb.
Per Thomsen
4. Juli, 2008 #
Og så lige én ting til Per Vadmand:
"Man kan faktisk godt være antiracist og samtidig ønske den slags fanatikere hen hvor peberet gror, men det har dit endimensionelle verdensbillede aldrig kunnet rumme."
Er det ikke lige netop personer med ”endimensionelle verdensbilleder”, der har for vane at ønske deres politiske modstandere ”hen hvor peberet gror”? Er det ikke lige netop ”fanatikere” der kommer med den slags bombastiske og udemokratiske udtalelser?
Martin Kjeldsen
4. Juli, 2008 #
@Thomsen & Vadmand
Jeg er sikker på, at det ville være både i andre debattørers og d'herres egen interesse, om I valgte at tage jeres private diskussion et andet sted, måske i et rum med dæmpet belysning, en stor blød seng og sarte strygere i sengegavlens højttalere. Jeres ordvekslinger er under ingen omstændigheder relevante for andre end jer selv.
Tillad mig at minde jer om, at dette debatforum ikke er jeres private situation-room. Der er andre mennesker til stede, og disses holdninger og tanker omkring emnet forekommer måske ikke d'herrer interessante og relevante, men vi har dog ret til at fremkomme med dem i en atmosfære, der ikke emmer af personstridigheder og evindelig autistisk fokusering på kedsommelige detaljer.
Med al respekt.
Per Thomsen
4. Juli, 2008 #
Martin Kjeldsen:
"Jeres ordvekslinger er under ingen omstændigheder relevante for andre end jer selv."
Jeg kan godt se, at du har en pointe Kjeldsen, og er for så vidt enig med dig langt hen ad vejen...
Jeg vil dog gerne minde om at min uskønne disput med Per Vadmand (som sædvanlig) startede med at ,Vadmand rettede nogle meget grove ad hominem angreb på undertegnede. Så er man vel i sin gode ret til at tage til genmæle, eller hvad?
Med al respekt.
Martin Kjeldsen
4. Juli, 2008 #
Al respekt. Og naturligvis.
Per Vadmand
5. Juli, 2008 #
Martin Kjeldsen, når jeg af og til lader naturen gå over optugtelsen og svarer Per Thomsen, skyldes det, at jeg som indædt antiracist mener, han giver sine modstandere alt for lette points at score med sine vilde personangreb (pudsigt, at netop han skulle bebrejde ANDRE ad hominem-angreb) på fx Villy Søvndal eller Jakob Schmidt Rasmussen.
Men jeg skal prøve at beherske mig.
Per Thomsen
5. Juli, 2008 #
Per Vadmand:
"Men jeg skal prøve at beherske mig."
Det var dagens gode nyhed...
Martin Kjeldsen
5. Juli, 2008 #
At føle sig såret eller truet eller på anden måde ramt af, hvad andre mennesker siger eller mener er ganske rigtigt meget naturlig. Men så vidt jeg ser det skal man vælge sine kampe og også vælge sine modstandere med omhu og ikke spilde sine kræfter på bagateller.
Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor så mange debattører - især på netbaserede debatfora - lægger så meget energi i lange diskussioner med hinanden om retorisk uvæsentlige detaljer, som ikke umiddelbart har med emnet at gøre. Mange går ikke af vejen for at bruge ukvemsord og beskylde hinanden for både det ene og det andet, lægge andre betydninger og holdninger i de ting folk siger og fremhæve sig selv og sin egen holdning.
Jeg er opdraget til at lade folk tale ud og acceptere, at andre har en anden mening end jeg. Hvis jeg ikke kan se bort fra mine egne mere eller mindre fastlåste holdninger og acceptere at andre af forskellige årsager har en anden, lige så berettiget holdning, så bør jeg holde mig bort fra debatter.
Beherskelse og tålmodighed er så afgjort gode ting og efter min mening grundlæggende menneskelige egenskaber, som man bør søge at fastholde.
Men lad os dog fortsætte med emnet.