Bange er danskerne. Små og forandringsangste er de danske vælgere. Det er svært at være dynamisk og driftig businessleader i et land, hvor vælgerne er så afhængige af velfærd, at de frygter enhver reform som en nedskæring. Og det er næsten ikke til at være offensiv og proaktiv politiker med en så ængstelig befolkning. Den verdenskendte forretningsmand Asger Aamund har gentagne gange beklaget, at VelfærdsDanmark befandt sig i en "reformpause", og den seneste sang fra hitfabrikken Ny Alliance går på, at man vil gøre op med "reformstilstanden" og "reformangsten" i dansk politik.
Hverken Aamund eller Ny Alliance har opfundet modsætningen mellem de langsigtede nødvendige reformer og de feje politiske ledere, der ikke tør tage ansvaret og gøre det rigtige. Det er en velkonsolideret myte i og omkring dansk politik, at der skulle være en kolossal kløft mellem det økonomisk nødvendige og det politisk mulige. Det hedder i den optik, at politikerne ikke tør gøre det nødvendige, og vælgerne er for bange for forandring.
Det siges, at regeringen Fogh ikke har haft mod til at lave noget ordentligt om, fordi den gamle hulemand er blevet julemand og nu vil forkæle vælgerne. Det siges også med Anders Fogh Rasmussen som eksempel, at når kritikere af velfærdsstaten kommer til magten, ender de med at forvalte det system, som de engang var modstandere af. De bliver så optaget af at bevare magten, at de ikke bruger den til at opnå indflydelse. Denne analyse underforstår, at vælgerne er magelige velfærdsnarkomaner, som skal have deres daglige dosis tryghed og sikkerhed for ikke at vælte den siddende regering.
Det sjove er i den forbindelse, at lige præcis den myte har været med til at retfærdiggøre reformer af velfærdsstaten. Der lød ikke et kolossalt ramaskrig, da regeringen Nyrup i 90'erne reducerede topskatten markant og så godt som halverede dagpengeperioden. Regeringen Foghs introduktion af kontanthjælpsloftet og starthjælpen er heller ikke temaer, som skræmmer danskerne til social revolte. Da den såkaldte velfærdsreform, som blev gennemført under regeringen Fogh, hævede pensionsalderen og gjorde det vanskeligere at gå på efterløn, var der heller ikke massive folkelige demonstrationer. Det anerkendes vidt og bredt som nødvendige reformer. Myten om de magelige velfærdsnarkomaner viste sig ved den lejlighed så stærk, at det dårligt blev nævnt, at danskerne faktisk har en af de højeste tilbagetrækningsaldre i Europa, og at den i øvrigt helt uden økonomiske incitamenter var stigende.
Uden nævneværdige politiske slagsmål er selve tankegangen bag velfærdspolitikken blevet ændret over de seneste årtier, så ledighed ikke længere anskues som et strukturelt problem, men som den lediges personlige ansvar. Der tales en del om de 50.000, som stadig er registrerede som fuldtidsforsikrede ledige, men det er kun i agurketiden, at der tales om de 700.000 i den arbejdsdygtige alder, som af forskellige årsager står uden for arbejdsmarkedet. Deres rettigheder og sociale stilling er ikke et politisk tema.
Det er ikke kun i socialpolitikken, at tankegangen i velfærdsstaten er forandret. Den evindelige snak om 'reformpause' og 'reformangst' bliver nærmest latterlig, når man betænker, hvordan folkeskolen, gymnasieskolen og universiteterne er blevet gennemgribende reformeret under regeringen Fogh. Borgerne lærer, før de bliver voksne, at anlægge et strategisk blik på sig selv som en arbejdsressource, der skal plejes og optimeres.
Når 15-årige drenge og piger begynder i gymnasiet, skal de fra starten lægge en karriereplan og sammensætte deres fagkombinationer derefter. Folkeskoleelever og deres forældre skal udarbejde lære- og udviklingsplaner, og de studerende ved universiteterne skal arbejde på deres studie-cv. Forskerne skal redegøre for nytteværdien af det, de foretager sig, og bagefter dokumentere, hvad de har foretaget sig. Forsvaret, domstolene og politiet er også blevet reformeret under regeringen Fogh. Sundhedsvæsnet er reformeret, så regeringen tilbyder skattefradrag på private sygeforsikringer. Senest har Fredensborg kommune indført arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring til samtlige kommunens 4.500 ansatte. Det er da også en slags forandring.
Den mest gennemgribende reform er givetvis den såkaldte strukturreform, som blev til uden større offentlig diskussion, og uden det egentlig stod klart, hvilke specifikke problemer, reformen skulle løse, og hvorfor den skulle være i stand til at løse dem. Det hed sig bare, at store enheder var bedre end små enheder, og 'stordriftsfordele' var et absolut plusord.
Det forekommer efterhånden latterligt, at myten om reformstilstand og reformpause bliver ved med at trives. Reformationen af velfærdsmentaliteten har fundet sted. Det opsigtsvækkende er ikke, at de dumme og bange danskere ikke vil indstille sig på det 'økonomisk nødvendige'. Det opsigtsvækkende er, at der tilsyneladende ikke er nogen effektiv kritik af kravet om større effektivitet og produktivitet som det eneste legitime perspektiv i velfærdsstaten. rl
Karsten Aaen
4. Juli, 2008 #
Jeg vil gerne her tage fat i et lille hjørne af det som Rune Lykkeberg skriver om de 50.000 arbejdsløse. Sandheden er jo den at der mindst 3 gange så mange fuldtidsarbejdsløse, de er bare i skåne eller flexjob, eller i aktivering eller i job med løntilskud.
Hvis man er så heldig at finde et job med løntilskud i den private sektor, ja så får man altså den overenskomstmæssige løn. Hvis man finder et jovb med løntilskud i den offentligt sektor, får man sine dagpenge. Begge steder er man dog officielt flyttet fra en kasse til en anden. Man er stadilig lige officielt arbejdsløs, man skal stadig søge 3-5 jobs om ugen, ligesom man skal logge sig ind på jobnet.dk mindst een gang om ugen for at bekræfte at man er ledig. De 6 måneder man er i et job med løntilskud tæller heller ingen steder...dvs. man optjener ingen timer så man kan forbedre ens chancer for at starte forfra i en ny dagpengeperiode.
Jeg forstår ganske enkelt ikke, at fagforeningerne har accepteret dette. Det hedder 'lige løn for lige arbejde'. Og det er det altså langt fra. Men det skyldes måske, at der er lagt så snævre grænser for, hvordan et sådant job kan tilvejebringes?
Hvis man nu får et job med tilskud, skal man som sagt stadig søge 4 jobs om ugen. Og hvis man får et ordinært job, skal man tage dette, også selvom dette måskekun er på 3-4 måneder, og starter midt inde i den periode, hvor man ellers skulle have været i job med løntilskud. Det må altså være dybt frustrerende for en offentlig eller privat arbejdsgiver at vide dette...
I princippet betyder det jo, at den private eller offentlige arbejdsgiver ikke kan langstidsplanlægge noget som helst. Man kan jo være om 14 sage eller en måned.
Løsningen må derfor være enten a) at ansætte folk på ordinære vilkår i det offentlige i stedet for først at have en person i løntilskudi et ½ år, så en anden i ½ år og så fremdeles eller b) at lave det sådan at når man er ansat i et job med løntilskud i det offentlige får man den løn man efter overenskomsten skal have og at de 6 måneders arbejde tæller med i beregningen af den nye dagpengeperiode.
Det er fint nok at bevare muligheden for at komme i en måneds aktivering, hvor man stadig får sine dagpenge. Efter måneden er gået, kan arbejdsgiveren og en selv jo så vurdere, hvordan måneden er gået, og om man vil ansætte vedkommende i et job med løntilskud eller ej.
Personligt så jeg gerne, at i hvert fald den køn man fik for sit arbejde var på højde med den løn andre indenfor samme område får - også hvis man er ansat i et job med løntilskud i det offentlige.